Deja vu! (Logik for høns V)

2009-09-26 by Admin

“In his eyes shone the light
of noble intentions”

Siger Nicolai Wammen efter at S i dag har besluttet at købesex skal forbydes: “Det er en svær diskussion, men jeg mener, at det rigtigt i 2009 at sige, at vi ikke vil acceptere, at man kan købe sig til andre menneskers krop.” (S-toppen er splittet om købesex-forbud)

Virkeligt? Jeg skrev for noget nær to år siden:

Jeg kan betale en kvinde for …

  • at komme og gøre rent i mit hjem.
  • at klippe mit hår, negle, fødder og sikkert meget andet.
  • at give mig medicin hvis jer er syg.
  • at skifte min ble når jeg bliver gammel og inkontinent
  • at passe mine børn.
  • at lave min mad og servere den for mig.
  • at bo i mit hjem mens hun laver meget af ovenstående (og oven i købet til elendig løn, hvis hun er aupair)

Pointen er, som jeg også skrev dengang, at det alt sammen er frivilligt. Det er det også for den prostituerede. Det er det ikke for så mange andre:

“I dag vil 200 kontanthjælpsmodtagere i Frederiksberg og Københavns kommuner modtage et brev fra kommunen med besked om, at de skal melde sig som avisbude snarest muligt. Hvis de siger nej, så ryger kontanthjælpen.”(Dagbladet Arbejderen, 23. august 2006)

Måske er det heller ikke så meget principper der spøger, som ønskert om at lovgive fra fordomme frem for fornuft og omtanke. For det er “uværdigt, at mænd kan købe sex“, synes man. Uværdigt for hvem? Ham eller hende?

Der er mange mulige skumle motiver på spil her og det ville klæde lovgiverne at få udredt dem, før man kaster sig ud i hoved- og tankeløs lovgivning. Der er ingen tvivl om at for den gifte kvinde er luderen ikke en sympatisk person, især ikke hvis konen ikke er helt sikker på hvor hun har ægtemanden. Der er heller ingen tvivl om at gamle og yngre feminister som gerne ser den naturlige kvindelige sexualitet udslettet til fordel for en mere politisk (korrekt) kvindelig sexualitet ser luderen som en trussel (eller i det mindste bare en skamplet) på projektet.

Kendetegnet på den totalitære tankegang er netop ønsket om at hjælpe og frigøre mennesker der ikke har bedt om at blive hjulpet og frigjort – og når de ikke har det, udspringer hele missionen af den hjælpendes egne vrangforestillinger og følelser af moralsk overlegenhed. Og når det stakkels imaginære offer ikke selv ønsker hjælpen kan vi da tvinge dem til at modtage den. Denne ensretning er totalitarismen (fascismen) i sin mest oprindelige form.

Fri os og verden fra jeres noble intentioner…

Åh, Danmark …

2009-09-09 by N.N.

“Hængekøjen er et dansk symbol:
magelig i Daad, i Drøm forfløjen –
Sov kun videre du danske Folk !
drøm behagelig i Hængekøjen.”

— Sophus Claussen (1885)

Døden II

2009-06-18 by Admin

→ fortsat.

Udover Beaurieux’ observationer med den henrettede Languilles hoved og hvad der synes at have været en bevidst reaktion fra det afskårne hovede, faldt jeg over denne beretning fra Cecil Adams, som citerer et brev

“from a U.S. Army veteran who had been stationed in Korea. In June 1989 the taxi he and a friend were riding in collided with a truck. My correspondent was pinned in the wreckage. The friend was decapitated. Here’s what happened:

“My friend’s head came to rest face up, and (from my angle) upside-down. As I watched, his mouth opened and closed no less than two times. The facial expressions he displayed were first of shock or confusion, followed by terror or grief. I cannot exaggerate and say that he was looking all around, but he did display ocular movement in that his eyes moved from me, to his body, and back to me. He had direct eye contact with me when his eyes took on a hazy, absent expression … and he was dead.”

I’ve spoken with the author and am satisfied the event occurred as described.”(1)

Man kan nok gå ud fra at døden ikke indtræder i netop det øjeblik hovedet skilles fra kroppen – der vil gå et kort tidsrum, hvor hjernen stadig fungerer og hvor bevidstheden i en eller anden udstrækning er intakt. Nogen tid til egentlig refleksion er der dog næppe tale om. (Hvor megen egentlig lidelse der så er tale om kan jo så diskutere, men det er en anden sag.)

Alligevel vil de fleste af os nok kategorisk afvise guillotinen som et redskab til straf man kunne anvende i dag. De fleste sikkert med udgangspunkt i moralske overvejelser mens et mere reflekteret mindretal vil afvise det pga den holdning det moralske flertal indtager.

Men facinationen af døden fejler ikke noget – det er de færreste mennesker der har tal på hvor mange mennesker de har set dø i biografen eller på tv. Døden er god underholdning.

Scanners

Ovenstående scene er fra Cronenbergs “Scanners” som for tredive år siden (sammen med de mindre kunstnerisk interessante Ilse-film) var centrum for debatten om videovold.

Men lige så god underholdning som den er, lige så frygtet ser den ud til at være i den virkelige verden. Dødsstraf afvises med den begrundelse af den offeret for straffen “lider”, er udsat for smerte eller er udsat for umenneskelig behandling. Derudover afvises den også med den begrundelse at staten ikke skal slå ihjel. Men hvorfor det er mere korrekt at sætte et menneske i bur for livstid end bare at skaffe sig af med vedkommende her og nu er der vist ingen fornuftig forklaring på. Det er vist bare at flygte fra problemerne og ansvaret.

Andre kulturer har haft et noget mindre sentimentalt forhold til mennesket og døden og det inkluderer i øvrigt vores egen fortid. Offentlige henrettelser har ikke været unormalt og f. eks. i Kina var man i begyndelse af det 20. århundrede heller specielt blufærdige med det.

Offentlig forvaltning

Er der en morale?

Sikkert ikke, men hvis engang det var god underholdning at se en slyngel få sin velfortjente straf i fuld offentlighed, kan man jo tænke lidt over hvordan man er nået derfra og til at man i aftes på TV kunne se flere danske politikere græd snot over at smågrise kastreres uden bedøvelse. (En enkelt politiker især kom galt afsted med en udtalelse om at dyr i hvert fald skal have det godt indtil de slagtes. Spørgsmålet om sammenhængen mellem lidelse og bevidsthed behøver man sikkert ikke ulejlige sig med at stille i denne forbindelse.) Naiviteten og sentimentaliteten er kvalmende…

(1) Does the head remain briefly conscious after decapitation

Døden IV

2009-04-12 by Admin

Efter jeg forleden var inde på den frygt videomaskiner og de frygteligt voldelige videofilm spredte i socialdemokratiske Danmark engang i 1980’erne, kom jeg til tænke på en liste jeg lavede engang over eksempler på voldelig død i Iliaden som jeg vil bringe lidt fra her. (Det var før jeg kendte til Ian Johnstons liste) Jeg har tidligere postet et indlæg med titlen “Sjov med meningsløs vold” og betragtningerne deri omkring sentimentalitet gælder stadig. Vi starter i Iliaden IV:

446 Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden paa Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.

(Iliaden, overs. Wilster)

Jeg har altid for mit indre set “som” (l. 452) henvise til blodet i l. 451 og ikke til “saaledes” i l. 456. Man kan i hvertfald i hele fire linier med god samvittighed leve i troen. Beretninger om blod i større mængder har altid været godt for fantasien, et menneske indeholder trods alt kun ca. seks liter af det og der skal slås ret mange ihjel fot at opfylde ovenstående: af Blod svam Jorden. Nu har jeg ikke et billede af salgmarker som svømmer i floder blod, men Kubrick har visualiseret det effektivt og skabt et af filmhistoriens mindeværdige øjeblikke. (still fra The Shining)

The Shining

Men nu omhandlede ovnstående egentlig slet ikke om slet ikke om blod, men om lyden af hære som gør sig klar til at udgyde det. Det kan de gøre på mange måder, undertiden behøver de blot at forsamles før det går galt og et uhyrligt bodycount opnås uden af der løsnes et skud.

“In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.

The plain was rich with crops; there were many orchards of fruit trees and beyond the plain the mountains were brown and bare. There was fighting in the mountains and at night we could see the flashes from the artillery. In the dark it was like summer lightning, but the nights were cool and there was not the feeling of a storm coming.

Sometimes in the dark we heard the troops marching under the window and guns going past pulled by motor-tractors. There was much traffic at night and many mules on the roads with boxes of ammunition on each side of their pack-saddles and gray motor trucks that carried men, and other trucks with loads covered with canvas that moved slower in the traffic. There were big guns too that passed in the day drawn by tractors, the long barrels of the guns covered with green branches and green leafy branches and vines laid over the tractors. To the north we could look across a valley and see a forest of chestnut trees and behind it another mountain on this side of the river. There was fighting for that mountain too, but it was not successful, and in the fall when the rains came the leaves all fell from the chestnut trees and the branches were bare and the trunks black with rain. The vineyards were thin and bare-branched too and all the country wet and brown and dead with the autumn. There were mists over the river and clouds on the mountain and the trucks splashed mud on the road and the troops were muddy and wet in their capes; their rifles were wet and under their capes the two leather cartridge-boxes on the front of the belts, gray leather boxes heavy with the packs of clips of thin, long 6.5 mm. cartridges, bulged forward under the capes so that the men, passing on the road, marched as though they were six months gone with child.

There were small gray motor cars that passed going very fast; usually there was an officer on the seat with the driver and more officers in the back seat. They splashed more mud than the camions even and if one of the officers in the back was very small and sitting between two generals, he himself so small that you could not see his face but only the top of his cap and his narrow back, and if the car went especially fast it was probably the King. He lived in Udine and came out in this way nearly every day to see how things were going, and things went very badly.

At the start of the winter came the permanent rain and with the rain came the cholera. But it was checked and in the end only seven thousand died of it in the army.”

Ernest Hemingway: A Farewell to Arms.

Døden III

2009-03-17 by Admin

Fem minutter efter at domkirkens klokker havde slået midnatsslaget, blev døren åbnet af en fængselsbetjent, som sagde:
“Så må De gøre Dem klar.”
“Må jeg ikke lige sige farvel til min kammerat og den anden præst?”
Der gik bud nedenunder, imens jeg hjalp ham jakken på. Så fik vi besked om, at hans ønske ikke kunne opfyldes. Det var imod reglementet.
“Åh, de med deres reglementer,” sagde han, “nå, men vi har jo også sagt farvel.”
Vi fulgtes ned i kontoret. Statsadvokaten læste konklusionen af dommen og sagde, at den nu ville blive fuldbyrdet.
“Tak,” sagde den dømte.
Politimesteren sagde: “De skal efter reglementet have hænderne bundet på ryggen. Det er ikke fordi vi ikke stoler på Dem, men sådan er reglementet.”
“Javel,” svarede han og lagde selv hænderne om på ryggen. Arrestforvareren bandt dem sammen. Politimesteren sagde, at de ikke måtte bindes så hårdt at båndet snærede.
“Nej, jeg skal nok passe på,” svarede arrestforvareren.
Da den dødsdømte var bundet, sagde han til politimesteren: “Jeg vil gerne takke Dem for Deres venlighed og den gode behandling, jeg har fået.” Han vendte sig derpå mod arrestforvareren og takkede ham.
Så gik vi.

En dansk henrettelse efter retsopgøret.

— Ole Schierbeck: Dødsstraffe og henrettelser. Politikens Forlag 1981

Døden I

2009-03-04 by Admin

Odysseen (Wilster), 22:326-329

Talende saa det Sværd han greb med sin vældige Næve,
Som Agelaos til Jord havde slængt, da Spydet ham ramte;
Dette han greb, og hug med dets Blad ham tværs over Nakken,
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled paa Gulvet.

Iliaden (Wilster), 10;454-457

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Iliaden er en guldgrube af eksempler på voldelig og blodig død, men ovenstående påkalder sig alligevel en særlig interesse på grund af det rene snit, det dygtige krigshåndværk som minder mig om følgende beretning fundet på Jørn Fabricius’ interessante www.guillotine.dk med masser af info om Guillotinen og han gengiver også denne beretning fra 1905, hvor en Dr Beaurieux som gennemfører dette ikke specielt videnskabelige eksperiment med et hoved der oprindeligt tilhørte Languille, guillotineret kl. 5.30 om morgenen, d. 28 juni 1905:

”I consider it essential for you to know that Languille displayed an extraordinary sang-froid and even courage from the moment when he was told, that his last hour had come, until the moment when he walked firmly to the scaffold. It may well be, in fact, that the conditions for observation, and consequently the phenomena, differ greatly according to whether the condemned persons retain all their sang-froid and are fully in control of themselves, or whether they are in such state of physical and mental prostration that they have to be carried to the place of execution, and are already half-dead, and as though paralysed by the appalling anguish of the fatal instant.

“The head fell on the severed surface of the neck and I did not therefor have to take it up in my hands, as all the newspapers have vied with each other in repeating; I was not obliged even to touch it in order to set it upright. Chance served me well for the observation, which I wished to make.

“Here, then, is what I was able to note immediately after the decapitation: the eyelids and lips of the guillotined man worked in irregularly rhythmic contractions for about five or six seconds. This phenomenon has been remarked by all those finding themselves in the same conditions as myself for observing what happens after the severing of the neck…

Image without description

“I waited for several seconds. The spasmodic movements ceased. The face relaxed, the lids half closed on the eyeballs, leaving only the white of the conjunctiva visible, exactly as in the dying whom we have occasion to see every day in the exercise of our profession, or as in those just dead. It was then that I called in a strong, sharp voice: “Languille!” I saw the eyelids slowly lift up, without any spasmodic contractions – I insist advisedly on this peculiarity – but with an even movement, quite distinct and normal, such as happens in everyday life, with people awakened or torn from their thoughts. Next Languille’s eyes very definitely fixed themselves on mine and the pupils focused themselves. I was not, then, dealing with the sort of vague dull look without any expression, that can be observed any day in dying people to whom one speaks: I was dealing with undeniably living eyes which were looking at me. “After several seconds, the eyelids closed again, slowly and evenly, and the head took on the same appearance as it had had before I called out.

“It was at that point that I called out again and, once more, without any spasm, slowly, the eyelids lifted and undeniably living eyes fixed themselves on mine with perhaps even more penetration than the first time. The there was a further closing of the eyelids, but now less complete. I attempted the effect of a third call; there was no further movement – and the eyes took on the glazed look which they have in the dead.

“I have just recounted to you with rigorous exactness what I was able to observe. The whole thing had lasted twenty-five to thirty seconds.

Interessant er spørgsmålet om hvor længe bevidstheden forbliver i det afhuggede hovede, selvom det nok er de færreste af os som ønsker at få det besvaret.

Fortsættes →

— Ill.: Retoucheret foto af henrettelsen af Languille i 1905 inkl. nogle tilføjede personer i forgrunden. Wikimedia

Det Værste!

2008-09-22 by Admin

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port

Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!

For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

— Sophus Claussen (1887)

Selverkendelse!

2008-09-18 by Admin

Søren Pind skal skilles fra Fru Pind, det skriver Ekstra Bladet, d. 15. september 2008. Pindene, havde ellers, forgæves, forsøgt at redde stumperne af kæligheden ved at gå i terapi og det gjorde de i to år og det var rigtig godt. Så godt faktisk, at de ikke tøver med at anbefale det til andre. Ikke at det virkede, de skal jo skilles, men det var ikke desto mindre en rigtig god oplevelse:

“Vi har gjort alt for at redde ægteskabet. Vi har i over to år gået i parterapi. Det kan vi varmt anbefale til alle andre, for det har hjulpet os til at komme igennem vores problemer på en ordentlig måde,” siger Pinden og Marie-Louise og tilføjer det, som vi alle godt ved er løgn, men som åbenbart stadig er det mantra, som alt for mange skilsmisseramte mennesker vælger at udsige i et desperat forsøg på at begrænse værdien og omfanget af (ansigts)tabet: "Vi vil stadig være hinandens bedste venner."

To års terapi for at kunne skilles på en ordentlig måde. Man kan så spekulere over hvor uordentligt de var blev et skilt, uden de to års terapi? Skænderier, retsager, vold, død, ødelæggelse? Dumping af Fru Pinds afsjælede legeme i Øresund? To år er lang tid.

Nu er det svært at forestille sig at de for to år siden gik i terapi med henblik på at kunne skilles på en ordentlig måde; mon ikke snarere formålet var at forsøge at redde ægteskabet. Det lykkedes så ikke, men ikke desto mindre er de enige om at det var en god oplevelse. Andre ville måske kunne finde på at kalde det en fiasko, eftersom de jo alligevel endte med at blive skilt, men ikke de implicerede selv.

For de har åbenbart fundet frem til årsagen til hele miseren:

“Parret fortæller, at problemer med skimmelsvamp i huset har været medvirkende til ‘at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs’.”

Fru Pind uddyber:

“Det begyndte, da vi købte vores hus i 2003. Kort efter vi var flyttet ind, opdagede vi, at der var skimmelsvamp i huset. Det betød, at vi måtte flytte fra huset og gå i gang med en opslidende kamp med forsikringsselskabet.”

Og?

Det er selvfølgelig ikke og kan aldrig være (medvirkende) årsag til skilsmissen. Årsagen kommer altid indefra. Fra den ene eller den anden eller fra begge to.

At problemer med skimmelsvamp har medvirket til “at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs”, er det resultatet af to års terapi? Eller sidder der efter to års terapi to mennesker tilbage fuldstændig blottet for selverkendelse og overbeviste om at det hele har været en så god oplevelse at de er parate til at indvie offentligheden i historien og at det i øvrigt var skimmelsvampen der gjorde det!

Spørgsmålet er hvorfor mennesker som disse ikke ejer blufærdighed? Hvor er grænsen mellem privat og offentlig blevet af? Hvorfor føler enhver fjols i vores samfund, en mikrofon stukket i fjæset, sig tvunget til at udtale sig?

Et godt råd herfra til dem der måtte læse med: Skulle du nogensinde få chancen til at fortælle om dit liv og dine personlige følelser og oplevelser til avis, tv, blade eller radio, så lad være: Chancen for at du har noget interessant at sige er omvendt propotional med sandsynligheden for at du bare gør dig selv til grin.

— Søren Pind skal skilles, EB 15. sept 2008

Wie die Fliegen im Sommer

2008-08-08 by N.N.

“Es ist in der Litteratur nicht anders, als im Leben: wohin auch man sich wende, trifft man sogleich auf den inkorrigibeln Pöbel der Menschheit, welcher überall legionenweise vorhanden ist, Alles erfüllt und Alles beschmutzt, wie die Fliegen im Sommer. Daher die Unzahl schlechter Bücher, dieses wuchernde Unkraut der Litteratur, welches dem Waizen die Nahrung entzieht, und ihn erstickt. Sie reißen nämlich Zeit, Geld und Aufmerksamkeit des Publikums, welche von Rechtswegen den guten Büchern und ihren edelen Zwecken gehören, an sich, während sie bloß in der Absicht, Geld einzutragen, oder Aemter zu verschaffen, geschrieben sind. Sie sind also nicht bloß unnütz, sondern positiv schädlich.”

— Schopenhauer: Parerga und Paralipomena II, kap. xxiv, §295

Of Human Misery

2008-07-25 by admin

“Of the vast sum of human misery about one third, I would guess, is unavoidable misery. This is the price we must pay for being embodied, and for inheriting genes which are subject to deleterious mutations. This is the rent extorted by Nature for the privilege of living on the surface of a planet, whose soil is mostly poor, whose climates are capricious and inclement, and whose inhabitants include a countless number of micro-organisms capable of causing in man himself, in his domestic animals and cultivated plants, an immense variety of deadly or debilitating diseases. To these miseries of cosmic origin must be added the much larger group of those avoidable disasters we bring upon ourselves. For at least two thirds of our miseries spring from human stupidity, human malice and those great motivators and justifiers of malice and stupidity, idealism, dogmatism and proselytizing zeal on behalf of religious or political idols. But zeal, dogmatism and idealism exist only because we are forever committing intellectual sins. We sin by attributing concrete significance to meaningless pseudo-knowledge; we sin in being too lazy to think in terms of multiple causation and indulging instead in over-simplification, over-generalization and over-abstraction; and we sin by cherishing the false but agreeable notion that conceptual knowledge and, above all, conceptual pseudo-knowledge are the same as understanding.

Consider a few obvious examples. The atrocities of organized religion (and organized religion, let us never forget, has done about as much harm as it has done good) are all due, in the last analysis, to “mistaking the pointing finger for the moon” — in other words to mistaking the verbalized notion for the given mystery to which it refers or, more often, only seems to refer. This, as I have said, is one of the original sins of the intellect, and it is a sin in which, with a rationalistic bumptiousness as grotesque as it is distasteful, theologians have systematically wallowed. From indulgence in this kind of delinquency there has arisen, in most of the great religious traditions of the world, a fantastic over-valution of words. Over-valuation of words leads all too frequently to the fabrication and idolatrous worship of dogmas, to the insistence on uniformity of belief, the demand for assent by all and sundry to a set of propositions which, though meaningless, are to be regarded as sacred. Those who do not consent to this idolatrous worship of words are to be “converted” and, if that should prove impossible, either persecuted or, if the dogmatizers lack political power, ostracized and denounced. Immediate experience of reality unites men. Conceptualized beliefs, including even the belief in a God of love and righteousness, divide them and, as the dismal record of religious history bears witness, set them for centuries on end at each other’s throats.

Over-simplification, over-generalization and over-abstraction are three other sins closely related to the sin of imagining that knowledge and pseudo-knowledge are the same as understanding. The over-generalizing over-simplifier is the man who asserts, without producing evidence, that “All X’s are Y,” or, “All A’s have a single cause, which is B.” The over-abstractor is the one who cannot be bothered to deal with Jones and Smith, with Jane and Mary, as individuals, but enjoys being eloquent on the subject of Humanity, of Progress, of God and History and the Future. This brand of intellectual delinquency is indulged in by every demagogue, every crusader. In the Middle Ages the favorite over-generalization was “All infidels are damned.” (For the Moslems, “all infidels” meant “all Christians”; for the Christians, “all Moslems.”) Almost as popular was the nonsensical proposition, “All heretics are inspired by the devil” and “All eccentric old women are witches.” In the sixteenth and seventeenth centuries the wars and persecutions were justified by the luminously clear and simple belief that “All Roman Catholics (or, if you happened to be on the Pope’s side, all Lutherans, Calvinists and Anglicans) are God’s enemies.” In our own day Hitler proclaimed that all the ills of the world had one cause, namely Jews, and that all Jews were subhuman enemies of mankind. For the Communists, all the ills of the world have one cause, namely capitalists, and all capitalists and their middle-class supporters are subhuman enemies of mankind. It is perfectly obvious, on the face of it, that none of these over-generalized statements can possibly be true. But the urge to intellectual sin is fearfully strong. All are subject to temptation and few are able to resist.”

— Aldous Huxley: Knowledge and Understanding, I: Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow, 1952.