Danmarks råstof!

2010-11-07 by Admin

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang hørte dette begreb om børnene og ungdommen som Danmarks Råstof, det er mange år siden, men allerede dengang undrede jeg mig lidt over denne besynderlige opfattelse, som mest af alt minder om noget fra en nationalsocialistisk propagandafilm der skal overbevise om at danskerne er alle andre intelligensmæssigt overlegne. Der er vel næppe nogen fornuftig grund til at fremhæve Danmarks særegenhed gennem et råstof som kineserne har 200 gange så meget af, med mindre man mener at den danske forekomst af det på en eller anden måde er kvalitativt bedre end kinesernes. Jo, der er selvfølgelig også den mulighed at man mener at vores forarbejdning af råstoffet er bedre end så mange andres; at vi formår at få mere kvalitet ud af det end andre nationer gør. Det er der nogen der mener ikke er tilfældet, David Favrholdt i Weekend Avisen d. 15. okt 2010:

“Lige siden 1960 er alle vore uddannelser blevet forringet år for år. Indtil 1960 var Folkeskolen en af verdens bedste, og på nogle fagområder var universiteterne blandt Europas bedste. I Folkeskoleloven af 1937 var hovedkravet til skolen følgende: »Den skal give sine elever nyttige kundskaber« og »fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer.« Men så – i 1960 – blev denne lov erstattet af den såkaldt Blå Betænkning, hvori det hedder: »Det er skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som gode, harmoniske mennesker.« Og i lanceringen af denne betænkning omtalte politikere og pædagoger den hidtidige undervisning som terperi og indpiskning og kaldte skolen før 1960 for »den sorte skole«. Målet med den nye betænkning var »at skabe harmoniske, uambitiøse og konfliktløse mennesker. Og kampen førtes da imod den ortodokse, autoritære indpisknings-pædagogik og for den frie tillidsbestemte opdragelse.«” ( J. Fjord-Jensen i Dialog, årg. 1960).

I årene 1960 til 1994 forsvandt alle præcise krav vedrørende kundskaber og indlæring i skolernes læseplaner. Fra 1962 til 1985 blev faget dansk’s timetal skåret ned med 20 pct. i 1. klasse, 35 pct. i 2. og 3. klasse og med 45 pct. i 4. og 5. klasse. Fagene geografi og historie blev udhulet til næsten ingenting. I 1981 deltog danske børn i 3. og 8. klasse i en international undersøgelse, der omfattede 32 lande. De danske 3. klasser blev nummer sidst af alle industrilande. 8.- klasserneendte også i bunden – langt efter de øvrige nordiske lande.

Forringelsen af Folkeskolen blev fulgt op af en forringelse af gymnasierne og dermed også af alle videregående uddannelser.” [1]

“I Singapore er skoleåret på i alt 280 dage. I Kina en anelse mindre. I Danmark er skoleåret kun på 195 dage. Hvor vores folkeskole strækker sig fra første til niende klasse, ville Singapore have 13 skoleår, hvis deres skoleår var som vores. På universitetsniveau er forskellen lige så markant.

I Singapore og Kina er universitetsåret også cirka 280 dage. I Danmark er det på omkring 175 dage. Alene det forhold gør, at vi må regne med, at vi på mange områder – grundforskning, anvendt forskning, teknisk udvikling, eksport – alt det, vi skal leve af, vil blive overhalet for ikke at sige udraderet af en række lande inden for det næste ti-år. [1]

I denne uges udgave af Weekend Avisen er det Pernille Stensgaard der følger op på den, men en artikel om toogtredive danske rektorers studietur til Kina:

“Toogtredive rektorer for danske gymnasier er netop vendt hjem fra Kina i alarmeret tilstand.

»Jeg mærkede en svag opvågningskvalme over, hvordan det skal gå herhjemme,« siger Dorthe Enger, rektor for københavnske Niels Steensens Gymnasium. Andre deltagere i den ugelange rundrejse i det kinesiske uddannelsessystem har samme ubehagelige følelse af noget stort, ambitiøst, dygtigt og sultent, som kommer i kamp med danske elever og studerende om hver eneste stilling i den globale virkelighed.

»Jeg tror, vi alle tænkte: ‘ Hvad pokker gør vi, når vi kommer hjem?’ Så voldsom og prægnant en oplevelse var det,« siger Jimmy Burnett Nielsen fra Bagsværd kostskole og gymnasium.

De så en pige sidde og læse i metroens larm og mylder og spurgte hende hvorfor.

»Jeg skal lære at koncentrere mig,« svarede hun.” [2]

En brat opvågning? Måske. Og så måske alligevel ikke; Rektor Jens Nielsen Støvring Gymnasium savner “en klarere bevidsthed om, hvor målrettede de unge kinesere er:”

“»Landet producerer altså en halv million ingeniører hvert år. De er dygtige og parate til at tage jobbbet fra dig, og måske kan de gøre det for 5.000 kroner om måneden. Dét kunne vi godt have for øje. Og du får mig ikke til at sige, at de danske unge ikke laver noget, for de laver noget hele tiden. Kæreste, arbejde og venner, det hele skal passes, hvor den unge kineser må prioritere alt det fra, og det er heller ikke lykken. Selvfølgelig skal vi ikke sidde og læse på Rådhuspladsen som den kinesiske pige i metroen, men vi skal være bevidste om, at der altså er halvanden milliard mennesker, der snart kan det hele.«” [2]

Uha nej, tænk hvis der sad en person på Rådhuspladsen med noget så altmodisch som en bog, i stedet for en iPod! Der trækkes nemlig stadig massivt i den modsatte retning, som i Information, her under overskriften “Folkeskolen skal revolutioneres” kunne man d. 8. januar 2008 læse:

“Folkeskolen skal ikke kun uddanne supermennesker, som kan være Danmarks råstof. Målet må også være at forme glade og selvstændige mennesker, som ikke kan manipuleres, og som kan skabe et godt liv for sig selv og deres omgivelser…” [3]

Nogle af disse umanipulerbare mennesker er flere af undertegnedes medstuderende på SDU, som i fuld udnyttelse af det potentiale nye teknologier kan stille til rådighed, in casu universitetets WiFi, fordriver tiden, både under forlæsningerne og i pausen mellem dem, med facebook, spil, online shopping ... kort sagt alt andet end det de er der for, hvilket er så bliver det, som de ikke på nogen måde kan manipuleres til at interessere sig for.

Unødvendigt at sige at jeg nok ikke er den eneste der er uenig med følgende smøre fra Søren Bøjgaard i Information:

“Skolen har ikke ændret sig synderligt de sidste 100 år. Der er stadig tale om store, alvorstunge bygninger, med endeløse gange og ens klasseværelser på række. Tavlen er stadig placeret, så eleverne ser én vej, fra den stol, der altid har været træls og hård at sidde på i mere end en halv time, når man er ung, og det er stadig en klokkes ringen, der dirigerer elevernes adfærd og kundgør forskellen på arbejde og fri. Et håbløst levn fra det industrisamfund, vi med stormskridt har forladt.

[…]

Fremtiden byder på en helt anden verden. En verden, som på bedste kamæleonvis transformerer sig, via trends og modtrends i én lang uendelighed, hurtigere og hurtigere. En verden, hvor man arbejdsmæssigt er nødt til at yde en indsats, der er mere krævende for det hele menneske end nogensinde før i historien. Ja, det moderne menneske arbejder hårdere, og der stilles større krav til det at være dansker, end der blev til den generation, der er pensionister i dag. Glem alt om de larmende fabrikker og forholdene for landarbejdere i sidste århundrede. Hverdagen i dette årtusinde kræver energi, kreativitet, omstillingsparathed, uddannelse, hurtighed og mental formåen.” [3]

Bøjgaard er folkeskolelærer, hvilket nok skinner ubehageligt igennem i artiklen:

“Skal man nyudvikle en skole i verdensklasse, er det et kernepunkt at få skabt attraktive arbejdsforhold for lærere. Lønnen skal være højere, med slutlønninger på min. 40.000 kr. om måneden. Glem alt om at tiltrække nye generationer af lærere, hvis lønnen er lav.Også de daglige arbejdsforhold trænger til et eftersyn. 20 elever i en moderne skoleklasse bør være absolut maksimum, og undervisningen skal foregå i moderne bygninger. Endvidere bør lærere forkæles med attraktive ordninger for mad, kørsel, arbejdstøj, pc-ere, velfærdspersonale etc.”[3]

… men ikke viden! Ikke et ord om viden, færdigheder, hårdt arbejde, disciplin og selvdisciplin. Det overlader vi til nogle millioner kinesiske ingeniører. Advarslen fra Jimmy Burnett Nielsen fra Bagsværd Gymnasium er ellers tydelig nok:

“»Kinesiske elever har arbejdsvilje. De går til den og ved, at udviklingen af talent er forbundet med ekstremt hårdt arbejde. Herhjemme diskuterer vi 12 minutter ekstra arbejde her og der for at redde verdenssituationen. Der er slet ikke den krisebevidsthed, der burde være. Vi taler om muskelhunde, væltede hoppeborge og maden i børnehaverne. Hvis man ikke læste udenlandske aviser, ville man ikke vide, hvordan det står til. At Europa risikerer at udvikle sig til et egnsmuseum, som asiater besøger for at se, hvordan det var i gamle dage.«” [2]

— [1] David Favrholdt: År 2020 – sejr eller undergang. Weekendavisen, d 15.10.2010
— [2] Pernille Stensgaard: Hvad skal vi så leve af? Weekendavisen, d 5.10.2010
— [3] Søren Bøjgaard: Folkeskolen skal revolutioneres. Information, d. 8.1.2010

Frygt!

2010-10-30 by admin

“Der er en meget interessant parallel mellem venstrefløjens klimapolitik og højrefløjens indvandrerpolitik. Det er de samme retoriske figurer: en enorm trussel, der er ved at kaste samfundet omkuld, medmindre politikerne handler omgående. Dissens opfattes enten som et knæfald for islamismen eller som en afvisning af videnskabelige fakta. Så de frygtpolitiske manøvrer er fuldstændig ens på begge fløje. Der er ingen forskel på argumentationen – kun på , hvad vi skal være ytrygge ved.”

— Mikkel Thorup i W.A. 29/10 2010.

"Fear remains the chiefest of them. Tha demagogues, i.e. the professors of mob psychology, who flourish in democratic states are well aware of the fact, and make it the corner-stone of their exact and puissant science. Politics under democracy consists almost wholly in the discovery, chase and scotching of bugaboos. The statesman becomes, in the last analysis, a mere witch-hunter, a glorified smeller and snooper, eternally chanting ‘Fe, Fi, Fo, Fum!’(1)"

— H. L. Mencken i “Notes on Democracy”, 1927

____

(1) jvf. kæmpen i Jack and the Beanstalk: “Fee-fi-fo-fum, / I smell the blood of an Englishman, / Be he alive, or be he dead / I’ll grind his bones to make my bread.”

Tabte horisonter

2010-10-10 by N.N.

“Have you ever been in need of money? Almost every man who enters our society joins it as a young man in need of money. His instincts are unsullied, his intellect is fresh and strong, but he must live. How comes it that the country is full of maimed human beings, of cynics and feeble good men, and outside of this no form of life except the diabolical intelligence of pure business?….He must get on. He goes into a law office, and if he is offended at its dishonest practices he cannot speak. He soon accepts them. Thereafter he cannot see them. He goes into a newspaper office, the same; a banker’s, a merchant’s, a dry-goods’ shop. What has happened to these fellows at the end of three years, that their minds seem to be drying up? I have seen many men I knew in college grow more and more uninteresting from year to year. Is there something in trade that desiccates and flattens out, that turns men into dried leaves at the age of forty? Certainly there is. It is not due to trade, but to intensity of self-seeking, combined with narrowness of occupation.”

— John Jay Chapman (1862-1933): Practical Agitation, New York 1900, s. 55-56. Via Laudator Temporis Acti, 15. feb 2017.

At være offentlig Charakteer.

2010-09-22 by N.N.

“I et saadant lille Hul som Danmark, hvor Man har disse Tusinder som ere Ingenting, blot Numerus, lige paa sig og slet ingen Afstand, og slet intet Selskab i en Kreds for sig af offentlige Charakterer: der at skulle være offentlig Charakteer, er et reent Martyrium.”

— Kierkegaard: NB10:148

Dødsstraf: 1. Retten til Liv

2010-09-10 by admin

“You have to mean what you say when
you are walking out the front door of your
house, not just when you are walking in
the door of the courtroom.”
– Judge Pat Shelton (1)

Der er sagt og skrevet meget om dødsstraf, også meget vrøvl, derfor denne og de følgende indlæg, som vil kommentere især en kilde og en side i debatten, nemlig den som bliver fremført af en af de mest fremtrædende og aktive stemmer i kampagnen mod dødsstraf, nemlig Amnesty International.

Jeg forholder mig i dette og i de følgende indlæg til argumenter præsenteret af Amnesty International og til en række generelle og ofte fremførte almene argumeter.

Ovenstående citat rummer måske egentlig meget godt undertegnedes opfattelse af hvordan en retssystem burde fungere, nemlig at mennesket er absolut ansvarlig for sine handlinger. Ordene blev udtalt af en amerikansk dommer i en appelsag som netop ikke handlede om dødsstraf. Om sagen kan der læses her. (Citat Pat Sheldon ) 1. Retten til liv.

Et af de mest absurde og rent logisk mest indlysende håbløse argumenter mod dødsstraf er nok dette, som ofte er blevet fremført af Amnesty International: “The death penalty is the ultimate denial of human rights. It is the premeditated and cold-blooded killing of a human being by the state in the name of justice. It violates the right to life as proclaimed in the Universal Declaration of Human Rights.”

Det handler om Artikel 3 i erklæringen om menneskerettigheder, som lyder således: Everyone has the right to life, liberty and security of person eller på dansk: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. ( Universal Declaration of Human Rights – English – Dansk)

Hvis anvendelsen af dødstraf skulle være imod denne artikel, jvf. “enhver har ret til liv”, så er brugen af fængsel som straf det i lige så høj grad, jvf. “enhver har ret til frihed” og dermed burde det absurde i påstanden være indlysende for enhver. Det er en form for argumentation der er i bedste fald infantil i værste fald bedragerisk.

Faktisk beskæftiger Menneskerettighedserklæringen sig ikke med hvordan man kan og ikke kan straffe, så længe “Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.” (Artikel 7) og videre:

Artikel 8. Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.

Artikel 9. Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.

Artikel 10. Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage.

Artikel 11. 1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar.

Artikel 11. 2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare forhold blev begået.

Så længe alle behandles lige er erklæringen om menneskerettigheder åben for nationale forskelle i måder at straffe på (omend den kan være på kant med visse måder at straffe på, jvf. Artikel 5: Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf men det det skal jeg nok vende tilbage til) og derfor: Nej, dødsstraf er ikke er ikke et brud på fundamentale menneskerettigheder som formuleret i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra den 10. december 1948.

(1) Udtalt af Judge Pat Shelton i sagen om drabene på Jennifer Ertman and Elizabeth Pena. Fundet her.

Gravmæle

2010-08-08 by admin

[20100730]

Ret!

2010-06-18 by admin

"Kætterbålet på Montségur er et mørkt kapitel i kirkens historie, et karakteristisk eksempel på den brutalitet, som deterministisk religion reagerer med, når både dogmer og organisation angribes. Intolerance og dogmatisk religion har altid været uadskillelige. I Europa var det først med afkristningen og sekulariseringen i 1700-tallet, at religiøs tolerance kom på den politiske dagsorden. Det betød dog ikke at det var slut med at udslette ideologisk definerede fjender fysisk…"

Når man ved at man har ret, behøver man vel ikke strække sig meget længere end til overbærenhed med de anderledes tænkende, ligesom man heller ikke hvis (når!) det kommer til uoverensstemmelser eller det der er værre behøver at lægge lægge bånd på sig selv når det gælder håndteringen af de der har misforstået sagens rette sammenhæng.

— Steffen Heiberg: En ny begyndelse. Gad 2008. p337

Die Schreiberei unserer Philosophaster

2010-03-22 by N.N.

"Was nun die Schreiberei unserer Philosophaster so überaus gedankenarm und dadurch marternd langweilig macht ist zwar, im letzten Grunde, die Armuth ihres Geistes, zunächst aber Dieses, daß ihr Vortrag sich durchgängig in höchst abstrakten, allgemeinen und überaus weiten Begriffen bewegt, daher auch meistens nur in unbestimmten, schwankenden, verblasenen Ausdrücken einherschreitet. Zu diesem aerobatischen Gange sind sie aber genöthigt; weil sie sich hüten müssen, die Erde zu berühren, als wo sie, auf das Reale, Bestimmte, Einzelne und Klare stoßend, lauter gefährliche Klippen antreffen würden, an denen ihre Wort-Dreimaster scheitern könnten. Denn statt Sinne und Verstand fest und unverwandt zu richten auf die anschaulich vorliegende Welt, als auf das eigentlich und wahrhaft Gegebene, das Unverfälschte und an sich selbst dem Irrthum nicht Ausgesetzte, durch welches hindurch wir daher in das Wesen der Dinge einzudringen haben, — kennen sie nichts, als nur die höchsten Abstraktionen, wie Seyn, Wesen, Werden, Absolutes, Unendliches, u. s. f., gehen schon von diesen aus und bauen daraus Systeme, deren Gehalt zuletzt auf bloße Worte hinausläuft, die also eigentlich nur Seifenblasen sind, eine Weile damit zu spielen, jedoch den Boden der Realität nicht berühren können, ohne zu platzen."

— Schopenhauer: Parerga und Paralipomena I - Ueber die Universitäts Philosophie.

Storm

2010-02-20 by admin

[20090923]

Racismens Grænseland - 1

2010-01-12 by Admin

I følge Jyllands-Posten i dag, viser en undersøgelse som regeringens burkaudvalg har fået foretaget, at antallet af kvinder i Danmark som jævnligt ifører sig denne, helt sikkert ikke særligt populære klædedragt, er 0,000001%. Det er jo et lidt abstrakt størrelse at forholde sig til, så man kunne også bare sige at tallet er tre. Tre, som i lidt flere end halvdelen af fingrene på din ene hånd.

Langt værre(!) står det til med en anden heller ikke så populær klædedragt, for undersøgelsen viste at der er mellem 5000% og 6500% flere som jævnligt ifører sig niqab. 5000% er måske også et lidt svært tal at forholde sig til, så lad os bare sige at tallet er mellem 150 og 200. Heraf er lidt færre end halvdelen (60-80) danske kvinder, der er konverteret til islam.

En smule intelligens er der tilsyneladende til stede i dansk politik, for JP skriver:

“Foreholdt undersøgelsens resultater mener Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, at det nu er svært at sætte lighedstegn mellem brugen af niqab og kvindeundertrykkelse.

»Jeg er overrasket over, hvor mange danske konvertitter, der er. Man kan ikke sige, at de er mere undertrykte end folk, der frivilligt går ind i Scientology eller Moon-bevægelsen. Jeg har svært ved at sige, at de ikke gør det frivilligt,« siger Karsten Lauritzen.”

… og det har han jo nok ret i. Anderledes forholder det sig hos de konservative, hvor Henriette Kjær føler trang til at udtale sig og det slippe hun ikke heldigt afsted med:

“»Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation,« siger politisk ordfører Henriette Kjær (K).”

Ræsonnementet i ovestående er følgende: Hvis nogen skulle have lyst til at foretage sig noget som ikke også Henriette Kjær har lyst til at foretage sig, så er der kun tre muligheder. Enten er de “underlige” fordi de gør det eller også er de blevet tvunget til det eller også gør de det for at provokere, hvilket også må siges at være frivilligt og så er de stadig underlige. Denne måde at tænke på kaldes også enfoldighed – at man ikke kan forstå at nogen skulle have andre ønsker for livet og verden end ens egne.

Men dermed er morskaben ikke ovre. Dansk Folkeparti, som med undersøgelsen har måtte se deres hjerteblod blive noget fortyndet, kæmper det bedste de har lært for ikke at tabe ansigt. Det lykkedes ikke:

“»Jeg synes, at det er et højt tal. Jeg havde faktisk forventet, at det var lavere, når man hører nogle af de kritiske røster, der har været fremme. Vi er først og fremmest principielle modstandere af, hvad burkaen og niqab står for. Det er vi, uanset om der er tale om 1 eller 5.000 kvinder med niqab,« siger Martin Henriksen, medlem af Dansk Folkepartis gruppeledelse.”

“It is hard to believe that a man is telling the truth when you know that you would lie if you were in his place,” sagde Mencken engang for længe siden og det kan der unægteligt være noget om.

Et højt tal? Hvad ville et lavt tal have været? Vi er nede i de størrelser hvor der er 3-5 gange så mange selvmord årligt. Der er 2-3 gange flere dræbte i trafikken årligt. Der er adskillige gange flere nynazister i Danmark. Der går flere dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med niqab eller burka! Ha! Der går endda flere ikke-dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med burka!

Tager man ikke et nyt standpunkt når ens formodninger viser sig ubegrundede afsløres det at der kun er tale om fordomme, men man havde måske heller ikke ventet så meget andet. I hvertfald siger den opmærksomhed som er blevet denne beklædningsgenstand til del og som Martin Henriksen stædigt fastholder – alt til trods – helt ned til om det så drejede sig om en enkelt person, en del om hvilke motiver som ligger bag.

— Undersøgelse: Tre burkakvinder i Danmark, Jyllands Posten, d. 12/1 2010