Kontrapunkt

Forleden blev en lille dreng ved højlys dag og for øjnene af sin mor kidnappet af en bande på tre mand. Motivet var pengeafpresning. I den forbindelse kunne man læse følgende ekspertudtalelse i BT.

“Det vil kræve et alvorligt stykke professionelt psykologisk, kriseterapeutisk arbejde at få Oliver ovenpå efter den voldsomme kidnapning – hvis han igen bliver genforenet med sin familie.”

Således lød det fra psykolog professor dr. med Jørn Beckmann i BT, og han fortsatte:

“Hvordan det videre kommer til at gå ham, kommer an på hvor dygtige psykologer, der krisebehandler den her lille purk.”

Sådan rådgiver man, ikke om sit fag og hvad det kan gøre for folk, men om fagets nødvendighed.

Ikke engang et døgn efter disse udtalelser blev Oliver befriet fra sine kidnappere af politiet og mens tusinder af psykologer sikkert havde våde drømme om at få lov til at behandle dette fine eksemplar, talte Ekstra Bladets Piet Baunø med Olivers farfar:

  • — Har du talt med Oliver?
  • — Ja, han ringede fra Helsingør Politistation og råbte jublende, ‘farfar, farfar – jeg har fået en cola af politiet’.

Nikoline Westergaard: Sådan har Oliver det nu. BT, d. 17/4 2008
Piet Baunø: Olivers farfar rørt og lettet. EB, d. 17/4 2008

Det uomgængelige

“Alas, that none of mortal men
Can pass his life untouched by pain!
Behold, one woe is here –
Another loometh near.”


— Aischylos: Choephoroi. v. 1018-1020 (overs: Morshead)

A propos blasfemi

I disse tider hvor alle taler om hensynet til muslimers religiøse følelser, så bragte Weekend Avisen i fredags dette maleri af Félicien Rops, i en omtale af en udstilling på Gl. Holtegaard:

Image without description

Gad nok vide hvorfor der ikke er nogen der siger noget til det?

Logik for høns? IV

Et flertal af københavnske politikere ønsker – i følge BT – et forbud mod køb af sex. Siger Anne Vang (politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen):

“Der er behov for ny lovgivning, fordi prostitution for rigtig mange kvinder ikke er et frit valg, men udnyttelse.”

For nogle kvinder er det et frit valg (se f. eks. her, her og her) at arbejde som luder og det skal vel ikke komme dem til skade at andre kvinder bliver udnyttet. Hvis en kvinde tvinges til at prostituere sig, er der love der beskytter hende og som den der har udøvet tvangen kan straffes efter. Det er ret enkelt.

Men i det hele taget er der vel mange mennesker der har et job som ikke direkte er et frit valg, men som de derimod har været nødt til at tage af den ene eller anden grund. Faktisk har Københavns Kommune ikke selv tidligere tøvet med at udnytte både mænd og kvinder:

“I dag vil 200 kontanthjælpsmodtagere i Frederiksberg og Københavns kommuner modtage et brev fra kommunen med besked om, at de skal melde sig som avisbude snarest muligt. Hvis de siger nej, så ryger kontanthjælpen.” (Dagbladet Arbejderen, 23. august 2006)

Og så kunne man jo med Anne Vangs egne ord sige: Der er behov for en ny lovgivning, fordi avisbud for rigtig mange mennesker ikke er et frit valg, men udnyttelse! Skulle vi på samme måde forbyde alt avisbudarbejde fordi nogen bliver tvunget ud i det af skumle bagmænd?

Ja, jeg ved at der findes prostituerede i Danmark, som ikke er her af egen fri vilje, men det er sagen uvedkommende! Der findes love der forbyder den slags tvang. At en lov bliver overtrådt betyder ikke at man skal lave en ny. Man kan i stedet enten give politiet flere midler til at håndhæve den eller overveje at skærpe straffen. Man går jo heller ikke hen og forbyder banker fordi der findes bankrøvere?

Kampen mod virkeligheden

Politiken kunne forleden berette om at der “er gået for meget porno i kvindebryster.” Derfor planlagde en mindre gruppe kvinder at aktionere mod dette, ved at bade topløs i DGI-byen i København.

At til ung alder hører megen naivitet kan man forvisse sig om, ved at læse hvad initiativtageren til aktionen, gymnasieeleven Maria Høeg udtaler i denne forbindelse:

Formålet er at sætte gang i en kønsdebat. Når mænd kan bade med nøgen overkrop, så burde vi også kunne gøre det. Vi er trætte af, at kvinder skal være sexsymboler og ikke må have hår under armene eller på benene.(1)

For det første roder hun to forskellige ting sammen. At kvinder er sexsymboler eller rettere at har fysiske fortrin der vækker opmærksomhed hos mænd, er noget hun må tage op med Gud eller evolutionen: det er ikke en bug, men derimod den feature hun overhovedet kan takke for at hun er i live i dag. Man kan have sin berettigede tvivl om hvorvidt mænd overhovedet gad spændere (så meget) tid og opmærksomhed på kvinder, hvis det ikke var for den ene ting der trækker så voldsom i dem.

Til gengæld er der ingen lov der forhindrer Maria i frit at lade håret gro under arme og på ben: det er ganske tilladt. Hvis hun har et problem med at ligge under for gruppepres eller moden er det ikke noget hun kan bebrejde andre end sig selv. Vær dig selv!

I det hele taget er dette vist en ungdommen og naivitetens aktion. Men reaktionerne på aktionen kom åbanbart lidt bag på arrangørerne, for samme Maria Høeg udtaler dagen efter:

Jeg blev nok en smule overrasket over, hvor meget presse der var til aktionen i DGI-byen. Man skal lige vænne sig til at se sig selv topløs i medierne, så nu skal vi lige hjem og trække vejret.(2)

Noget tyder jo på at Maria selv ikke helt fra frigjort sig fra brysternes betydning, siden det der ellers postuleres som det naturligste i verden, er noget der åbenbart hat taget pusten fra hende.

Men det bliver faktisk værre endnu:

Det er et oprør imod, at kvindekroppen overalt og hele tiden bliver betragtet som sexobjekt. Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle. Og det skal de ikke i en svømmehal, og derfor skal de heller ikke dækkes til. Vi vil have lov at bade topløse ligesom mændene.(3)

Således taler den 20-årige Astrid Vang, der også deltog i aktionen. Det er absurd at tro at kvinder kan bestemme hvordan mænd til enhver tid skal opfatte deres bryster, som om instinkter er noget man kan tænde og slukke for efter behov. Hvis brysterne til enhver tid er til skue, hvordan skal noget sådan komme i stand, hvis ikke det til stadighed kommunikeres?

Naiviteten og uvidenheden er slående: “Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle.” Ja se, det kan jo klares på den enkle måde, som kvinder til stadighed har gjort brug af: nemlig ved den simple foranstaltning at holde dem tildækket.

Dette er et glimrende eksempel på hvad der sker, når en ideologi tager magten over fornuften og efterlader dens tilhængere i et absurd tomrum af fraser der er i konflikt med både sig selv og virkeligheden. Her handler det ikke længere om ligestilling, for kvinder kan bade akkurat som mændene (blot er de klædt som kvinder og mænd som mænd). I stedet handler det pludseligt om udligning af kønsspecifikke forskelle og det kunne jo give undertegnede den tanke, at de aktionerende ikke ganske er på det rene med egne motiver og måske mere er i konflikt med deres eget køn end med den virkelighed de tilsyneladende bekæmper.


(1) Danske kvinder sætter brysterne fri, Politiken, d. 19. dec 2007.
(2) Topløse kvinder vil lave flere aktioner, Politiken, d. 20. dec 2007.
(3) Barbrystede kvinder indtog DGI-byen, Politiken, d. 19 dec. 2007

Den eneste sande magt

“You can never underestimate
the stupidity of the general public.”(1)

I søndags kunne nyhederne på DR bringe et interview med en morder. Søndag aften i bedste sendetid kunne man få svar på spørgsmålet: "Hvordan føles det? og andet fra en der havde voldtaget og tortureret en gymnasiepige. Det spektakulære var ikke at manden var morder, det var heller den kendsgerning at han rent faktisk faktisk var død (han var blevet skudt en lille time tidligere), men derimod at han slet ikke eksisterede.

Endnu en fiktiv person (En anden er her.) fandt på forunderlig vis vej til nyhedsmedierne på en plads så prominent, at den nok i virkeligheden ikke tilkom ham. Al mulig respekt for Nikolaj Kopernikus, der sikkert er en glimrende skuespiller, men Vagn (som han portrætterede i krimi-misfosteret “Forbrydelsen”) fortjener givetvis ikke opmærksomheden. Jeg vil vælge at kalde det et symptom at flertallet af danskerne kaster deres opmærksomhed på en krimiserie, der i sin måde at trække intrigen i langdrag — jeg støtter mig her på andres vurdering og skuffelse, da jeg selv gav op ca halvvejs — minder forskrækkeligt meget om anderledes lavbudgets amerikanske formiddagsserier.

Mencken sagde det og i sidste uge blev det vel endnu engang bekræftet at flertallet ikke har nogen smag overhovedet, da resultatet af en dansekonkurrence ramte forsiden af flere seriøse aviser. Sikken en magt der tilkommer redaktører på de landsdækkende tv-stationer; ikke bare kan de bestemme en times livsindhold for et par millioner danskere, men de kan også sætte deres historier på forsiden af selv seriøse aviser.

Interessant og bedrøveligt på en gang. For det er jo ikke sådan at mere end en million danskere interesserer sig en døjt for dans. Hvis det var tilfældet ville dans have overtaget fodbolds plads i sendefladen for længst og det gør det jo ikke. Ikke desto mindre kan det snildt bruges som tidsfylde (ikke at forveksle med livsfylde) for gennemsnitsdanskeren, blot det figurerer på TV på det rigtige tidspunkt og så kan manden på gaden snakke om det dagene efter på arbejdspladser og plejehjem og diskutere hvem der har vundet eller skulle have vundet osv. Man vil måske oven i købet se en øget søgning til danseskoler i en periode, men så stikker det vist heller ikke dybere. Danskerne interesserer sig heller ikke specielt for opera, men det forhindrer ikke en lavkomisk mandsling i at optræde som operasanger og bliver interviewet som sådan i TV fuldt seriøst (wiki: “Potts first sang opera in 1999 in a karaoke competition, dressed as Pavarotti …” og så er alt vist sagt!) mens mange uendelige meget dygtigere operasangere ikke kan påkalde sig den ringeste opmærksomhed fra medierne.

Sikken en magt deri at kunne planlægge et tv-program og dermed bestemme hvad danskerne taler om i morgen! Tænk om magten i stedet blev brugt til at viderebringe danskerne noget med substans, noget væsentligt eller ligefem noget belærende! Som min yndlingslatinlærer siger: “Geistige Anspannung kann eine Freude sein …”(2), men jeg er dog ikke mere naiv end at jeg godt ved at det nok ikke gælder alle – og det var da heller ikke mit mål med dette indlæg at foreslå at erstatte lørdagsunderholdningen med noget andet. Næh, mine tanker går i en helt anden retning.

Fortsættes …

(1) Citat: Vistnok Scott Adams (Dilbert). Mencken sagde: “Nobody ever went broke underestimating the taste of the American public,” og det er strengt taget mere præcist til vores formål, men nu er vi jo ikke amerikanere!
(2) Werner Eisenhut: Die Lateinische Sprache, München 1989.

Om at miste overblikket

Engang danske Søren Kam er havnet som "nummer otte på en liste over verdens ti ‘mest eftersøgte nazikrigsforbrydere'" og det må man jo kalde en god nyhed. Ikke fordi der endelig er udsigt til at han kan blive stillet til regnskab for sine gerninger, men fordi at Søren Kam engang begik et enkelt mord (og kun ét) og med hans nuvundne status på den jødiske ‘most-wanted’ liste, kan der ganske enkelt ikke være ret mange nazikrigsforbrydere tilbage i verden. Og godt for det.

Men hvad med den kendsgerning at Simon Wiesenthal-centret i næste uge lancerer “‘Operation Sidste Chance’ for at retsforfølge tilbageværende, formodede nazikrigsforbrydere” (1)

Kan man overhovedet kan kalde Søren Kam for en krigsforbryder. I Nürnberg straffede man en række krigsforbrydere, som at ideologiske årsager havde foranstaltet en massemord på millioner af mennesker, en forbrydelse af ufattelige dimensioner. Kan en mand der har begået et enkelt mord meningsfuldt regnes i samme kategori?

Er det ikke netop således at de forbrydere der blev straffet i Nürnberg havde dybtliggende motiver til at handle som de gjorde, mens det omvendt ikke gælder den enkelte soldat, der kan have ange andre ugennemskuelige motiver eller problemer der gør at han handler som han gør? Er en flok nazispidser, som handlede ud fra ideologiske forestillinger om at jøderne kulle udryddes, at sammenligne med den enkelte soldat, som primært handler efter ordrer, sekundært måske også p.g.a. angst, panik, forvirring, desperation, intens psykisk belastning, osv.

De første handlede frivilligt og på eget initiativ, de andre efter ordre og selvom ordre ikke frikender den enkelte fra ansvar (jvf. Nürnberg principperne – vistnok §6) er der dog alligevel en væsentlig forskel. Væsentligste forskel er motiv, men også størrelsesorden spiller ind. Søren Kam er ikke krigsforbryder, han er bare forbryder og bør straffes som sådan.

En ting er sikkert: jo bredere et begreb bliver jo mindre mening giver det og denne udvidelse af krigsforbryderbegrebet er samtidig en indikation af at dem der stadig forfølger det har fjernet sig fra deres udgangspunkt.

Men det kan sikkert også være svært at opretholde sin selvforståelse, når man efter et liv i hævnens tjenste, pludselig må indse at der ikke er så meget mere at hævne. Pakker man så sammen og takker af? Åbenbart ikke. Man kan spørge sig selv om verden, refærdigheden eller historien egentlig er tjent med denne fortsatte jagt på senile oldinge som har overlevet deres egen tid, deres ofre og ofte også dem selv. Er der mere hævn at komme efter? Giver det længere en mening eller er det blot jægerne der leder efter en mening for dem selv?


(1) Det er Ritzau som skriver for Politiken som skriver at Daily Telegraph skriver at Simon Wiesenthal-centret har skrevet ham på listen.
— Søren Kam på Wiesenthal-centrets top ti. Politiken d. 29. nov 2007.

Racisme

I følge Jyllands Posten, mener Bashy Quraishy "at den danske lovgivning mod racisme – straffelovens paragraf 266B – er utilstrækkelig og anvendes alt for sjældent," og han ser gerne "at ordet islamofobi indskrives direkte i straffeloven."

Men hvorfor kun islamofobi? Hvad med xenofobi? Den var da oplagt at få med. Negrofobi er måske lidt for oplagt, men en sikker vinder (men den kan Quraishy jo dybest set være ligeglad med). Vestiofobi inkluderer tørklæder, men er nok lidt for upræcis, mens pogonofobi da ville give imamerne en slags beskyttelse.

Man kan mene hvad man vil om den danske racismeparagraf, om den skal justeres i den ene eller anden retning, men det er ikke noget jeg skal kommentere her. Til gengæld vil jeg gerne kommentere ovenstående forslag fra Bashy Quraishy.

Det er nemlig et typisk eksempel på en klovn der taler uden først at have tænkt sig om, og ender med at ville smide handicappede i fængsel. For fobier er jo bl. a. en medicinsk betegnelse og eksempler på folk der har fobier der er nærmest invaliderende kan let findes. Fobier regnes for handicap på f. eks. SU-styrelsens hjemmeside, hvor folk der lider af

"svære psykiske og psykosociale vanskeligheder, for eksempel som følge af angst, fobier, autisme eller personlighedsforstyrrelser."

kan søge om handicaptillæg.

"Har du en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, kan du få et tillæg til SU’en, når du læser på en videregående uddannelse. Betingelsen er, at din funktionsnedsættelse giver betydelige begrænsninger i din evne til at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse – altså have studenterjob."

Og man må jo sige at et ophold i fængsel efter racismeparagraffen virkelig giver betydelige begrænsninger i, om ikke evnen, så dog muligheden for at have et erhvervsarbejde ved siden af sin uddannelse.

Pointen er selvfølgelig at man ikke uden videre kan tage et i daglig tale diffust begreb, som også har en klar definition inden for et fagområde, og bruge den folkelige betydning som grundlag for en lov. [2007-11-22]


— Søren Holm-Hansen: Hård kritik af Danmark for racisme. Jyllands Posten, 22.11 2007

Logik for høns? III

Jeg er ikke helt færdig med argumenterne i den artikel som jeg tog fat på for et par dage siden, nemlig “Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem” af Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen. Artiklen er sådan en jungle af fordomsfuld argumentation at jeg næppe kan overkomme at hakke mig igennem det hele. Her er dog et citat mere:

“Vi må tage vores samfunds værdier og kvindesyn op til revurdering og ændre dem. Det er vigtigt, at de opvoksende og kommende generationer vokser op i et samfund, hvor det ene køn ikke er en handelsvare på linje med kvæg, men at vi ser på de to køn som individer med samme værd og lige muligheder.”

Igen kortslutter forfatterne fuldstændig deres i deres argumentation.

For det første: Det ene køn er ikke en handelsvare på linje med kvæg. Man kan ikke købe kvinder på markedet (og man må slet ikke slagte dem, for slet ikke at tale om at spise dem). Faktisk er det i vores samfund fuldstændig umuligt at handle med slaver på nogen måde. (De eneste der kan handles er professionelle sportsfolk, hvis ydelser faktisk helt legalt kan købes og sælges, men det er en anden historie.) Hvad jeg kan gøre er følgende:

Jeg kan betale en kvinde for … … at komme og gøre rent i mit hjem. … at klippe mit hår, negle, fødder og sikkert meget andet. … at give mig medicin hvis jer er syg. … at skifte min ble når jeg bliver gammel og inkontinent … at passe mine børn. … at lave min mad og servere den for mig. … at bo i mit hjem mens hun laver meget af ovenstående (og oven i købet til elendig løn, hvis hun er aupair)

Pointen er at det alt sammen er frivilligt. En anden pointe er at flere af disse ting er noget som kvindebevægelsen i årevis har kæmpet for ikke skulle være typiske pligter for kvinder. Men ikke desto mindre kunne jeg i morgen betale en eller flere kvinder for at gøre disse ting for mig. Jeg kunne også vælge at finde en kvinde der kunne tilfredsstille mine seksuelle behov hvis jeg havde lyst til det. Igen er pointen at det ville være ganske frivilligt fra hendes side (hvis jeg forsøgte at tvinge hende ville det være strafbart, uanset om jeg betalte hende eller ej).

Så nej! Kvinder kan ikke handles på linie med kvæg eller noget som helst andet. Det kan mænd i øvrigt heller ikke. Men både mænd og kvinder kan betales for at gøre forskellige ting mod betaling. Man kan kalde det at sælge sig selv, men man kan også kalde det at have et arbejde.

Men hvad er det for en snak om at…

“det er vigtigt, at de opvoksende og kommende generationer vokser op i et samfund, hvor […] vi ser på de to køn som individer med samme værd og lige muligheder.”

Det bliver ligegodt svært at opfylde det det sidste, hvis man set så firkantet på tingene som forfatterne til artiklen gør, for de har et problem med at:

“Holdningen er, at mænd ikke forbryder sig imod samfundets normer ved at benytte sig af prostitution. Derimod fastholdes det gængse billede af mænds medfødte natur som virile med et særligt påtrængende og uopsætteligt seksuelt behov.”

Mænd er virile (det ligger ligefrem i ordet, der kommer fra latin: vir som betyder mand), men mænd er også forskellige fra kvinder og det er måske det der er problemet for de tre kvinder der har skrevet denne artikel. Mænd har tydeligvis et behov som er årsagen til verdens ældste erhverv – kvinder har ikke et tilsvarende behov (eller mere præcist kunne man sige, at det i hvert fald kommer til udtryk på en anden måde) ellers ville et lignende gammelt erhverv eksistere med modsatte fortegn. Det gør det bare ikke.

Derfor er nogle mænd villige til (tvungne til) at betale for det og nogle kvinder villige til at gøre det mod betaling. Mænd og kvinders seksualitet er nemlig ikke bare forskellig, de er modsætninger til hinanden. Det er vores natur. Derfor på en gang passer vi sammen og er alligevel så forskellige.

Det er også derfor at mænd og kvindes seksualitet nu engang ikke passer ind i et kønspolitisk skema der ikke bare vil “samme værd og lige muligheder,” men også udrydde alle forskelle! Det kan man bare ikke, uanset om man som forfatterne gør, benægter fakta og fornægter menneskets natur. Men årtusinders seksualhistorie forsvinder ikke og kan ikke udryddes med en ideologisk betinget fiks ide.

Spørgsmålet er så, hvilken seksualitet man overhovedet selv kan have, når man, så fordomsfuldt som forfatterne gør, benægter selve den menneskelige seksualitets natur.


Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen: Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem.

Logik for høns? II

“Vi forkaster vold i vort samfund, men hvorfor accepterer vi så prostitution?”

Vi fortsætter lige med flere pointer fra den artikel jeg også kommenterede forleden. Denne gang er det en tilsyneladende helt banal sammenligning, som dog har samme udgangspunkt som citatet fra i går: nemlig i plat fordom og derfor kommer dets ophavsmænd helt galt af sted.

Sammenligningen mellem vold og prostitution holder simpelthen ikke: vold er fysiske overgreb mod ofte tilfældige, mere eller mindre uskyldige mennesker, der ikke selv har ønsket at havne i den situation. Prostitution er noget kvinder frivilligt vælger (det er altså voksne mennesker vi taler om!) og derfor kan det ikke være et fysisk overgreb. Derfor er der også tale om to forskellige ting. Vold straffer vi fordi det handler om et menneske der forbryder sig mod et andet. Prostitution er en frivillig aftale mellem to voksne mennesker og det skal staten (eller andre) ikke blande sig i.

“Kvinder handles ind i Europa – ind i Danmark til et liv i prostitutions- og sexindustrien. Et liv i konstant smerte, ydmygelse og frygt. Og stadig bliver prostitution som samfundsfænomen accepteret.”

At der findes kvinder der ufrivilligt havner i prostitution, hvad jeg slet ikke vil benægte forekommer, er ikke et argument mod prostitution, lige så lidt som dramatiske beskrivelse af mislykkede henrettelser (folk der er blevet grillet længe og mere eller mindre levende i den elektriske stol, bødler der har ramt delvis forbi med øksen, skytter der ikke har formået at ramme den dødsdømte med dræbende skud o.s.v. o.s.v.) er et argument mod dødsstraf, men blot argumenter for at metoden er forkert. Argumenter mod dødsstraf skal findes andetsteds. På samme måde er det et argument mod prostitution at kvinder fra andre lande bliver solgt og tvunget til det i Danmark: det er bare en sag for politiet. Tvungen prostitution kan sidestilles med voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse og det kan man straffes for.

Kvinder bliver frivilligt prostituerede. Selvfølgelig. Men lige så selvfølgeligt er de underlagt et samfundsmæssigt krav om at skaffe sig en indtægt som alle andre kvinder, der på lignende vis sælger sig selv: Der er mange kvinder derude i det danske samfund som er emanciperede udi elendige jobs, de sikkert hellere ville være foruden og som ender uden for arbejdsmarkedet, med dårlig ryg af at have siddet for meget ved et skrivebord, eller nedslidte med diverse arbejdsrelaterede skader efter have udført belastende fysisk arbejde hele livet igennem. Kan det undre at nogen kvinder vælger at tjene pengene som prostituerede, (For en luders meget interessante egen beretning, så se her, her og her) med en langt behageligere arbejdstid, fremfor at tjene pengene ved at sælge sig selv til en arbejdsgiver 40 timer om ugen?

Pointen er da også at Riis-Jørgensen, Otzen og Lund Jensens indstilling til prostitution intet har at gøre med omsorg eller bekymring for de prostituerede eller deres vilkår: der ligger helt andre følelser bag. (Det vender jeg tilbage til.)

En interessant pointe er i øvrigt at kvinderne har selv bedt om “frigørelsen” og har kæmpet hårdt for den gennem i hvert fald det sidste århundrede. Fremfor at være økonomisk afhængig af deres ægtefælle, er de nu tvunget til selv at tjene pengene: spørgsmålet der aldrig bliver stillet er, hvorfor det nødvendigvis skulle være så meget smukkere at få til dagen og vejen ved at sælge sig selv til en tilfældig arbejdsgiver, fremfor at få det hele foræret af den man elsker og har valgt at dele sit liv med?


Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen: Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem.