Udover Beaurieux’ observationer med den henrettede Languilles hoved og hvad der synes at have været en bevidst reaktion fra det afskårne hovede, faldt jeg over denne beretning fra Cecil Adams, som citerer et brev
“from a U.S. Army veteran who had been stationed in Korea. In June 1989 the taxi he and a friend were riding in collided with a truck. My correspondent was pinned in the wreckage. The friend was decapitated. Here’s what happened:
“My friend’s head came to rest face up, and (from my angle) upside-down. As I watched, his mouth opened and closed no less than two times. The facial expressions he displayed were first of shock or confusion, followed by terror or grief. I cannot exaggerate and say that he was looking all around, but he did display ocular movement in that his eyes moved from me, to his body, and back to me. He had direct eye contact with me when his eyes took on a hazy, absent expression … and he was dead.”
I’ve spoken with the author and am satisfied the event occurred as described.”(1)
Man kan nok gå ud fra at døden ikke indtræder i netop det øjeblik hovedet skilles fra kroppen – der vil gå et kort tidsrum, hvor hjernen stadig fungerer og hvor bevidstheden i en eller anden udstrækning er intakt. Nogen tid til egentlig refleksion er der dog næppe tale om. (Hvor megen egentlig lidelse der så er tale om kan jo så diskutere, men det er en anden sag.)
Alligevel vil de fleste af os nok kategorisk afvise guillotinen som et redskab til straf man kunne anvende i dag. De fleste sikkert med udgangspunkt i moralske overvejelser mens et mere reflekteret mindretal vil afvise det pga den holdning det moralske flertal indtager.
Men facinationen af døden fejler ikke noget – det er de færreste mennesker der har tal på hvor mange mennesker de har set dø i biografen eller på tv. Døden er god underholdning.
Ovenstående scene er fra Cronenbergs “Scanners” som for tredive år siden (sammen med de mindre kunstnerisk interessante Ilse-film) var centrum for debatten om videovold.
Men lige så god underholdning som den er, lige så frygtet ser den ud til at være i den virkelige verden. Dødsstraf afvises med den begrundelse af den offeret for straffen “lider”, er udsat for smerte eller er udsat for umenneskelig behandling. Derudover afvises den også med den begrundelse at staten ikke skal slå ihjel. Men hvorfor det er mere korrekt at sætte et menneske i bur for livstid end bare at skaffe sig af med vedkommende her og nu er der vist ingen fornuftig forklaring på. Det er vist bare at flygte fra problemerne og ansvaret.
Andre kulturer har haft et noget mindre sentimentalt forhold til mennesket og døden og det inkluderer i øvrigt vores egen fortid. Offentlige henrettelser har ikke været unormalt og f. eks. i Kina var man i begyndelse af det 20. århundrede heller specielt blufærdige med det.
Er der en morale?
Sikkert ikke, men hvis engang det var god underholdning at se en slyngel få sin velfortjente straf i fuld offentlighed, kan man jo tænke lidt over hvordan man er nået derfra og til at man i aftes på TV kunne se flere danske politikere græd snot over at smågrise kastreres uden bedøvelse. (En enkelt politiker især kom galt afsted med en udtalelse om at dyr i hvert fald skal have det godt indtil de slagtes. Spørgsmålet om sammenhængen mellem lidelse og bevidsthed behøver man sikkert ikke ulejlige sig med at stille i denne forbindelse.) Naiviteten og sentimentaliteten er kvalmende…
(1) Does the head remain briefly conscious after decapitation