Fem minutter efter at domkirkens klokker havde slået midnatsslaget, blev døren åbnet af en fængselsbetjent, som sagde:
“Så må De gøre Dem klar.”
“Må jeg ikke lige sige farvel til min kammerat og den anden præst?”
Der gik bud nedenunder, imens jeg hjalp ham jakken på. Så fik vi besked om, at hans ønske ikke kunne opfyldes. Det var imod reglementet.
“Åh, de med deres reglementer,” sagde han, “nå, men vi har jo også sagt farvel.”
Vi fulgtes ned i kontoret. Statsadvokaten læste konklusionen af dommen og sagde, at den nu ville blive fuldbyrdet.
“Tak,” sagde den dømte.
Politimesteren sagde: “De skal efter reglementet have hænderne bundet på ryggen. Det er ikke fordi vi ikke stoler på Dem, men sådan er reglementet.”
“Javel,” svarede han og lagde selv hænderne om på ryggen. Arrestforvareren bandt dem sammen. Politimesteren sagde, at de ikke måtte bindes så hårdt at båndet snærede.
“Nej, jeg skal nok passe på,” svarede arrestforvareren.
Da den dødsdømte var bundet, sagde han til politimesteren: “Jeg vil gerne takke Dem for Deres venlighed og den gode behandling, jeg har fået.” Han vendte sig derpå mod arrestforvareren og takkede ham.
Så gik vi.

En dansk henrettelse efter retsopgøret.

---

— Ole Schierbeck: Dødsstraffe og henrettelser. Politikens Forlag 1981