“Vogn, dorske Sjæl!
vogn op, hvor kan du sove?“
Jeg læste en artikel, eller måske en kronik, for en del år siden, hvor en filosofisksindet person (det kunne have været Sløk og det var formodentlig omkring den tid hvor “Det her samfund” udkom – i hvertfald var det inden Clinton ikke formåede at lyve overbevisende om den affære, han heller ikke helt formåede at gennemføre med Monica) forsøgte at belære os om at det er enhver politikers ret og pligt på under visse omstændigheder at lyve for pressen og offentligheden. Vel at mærke ikke om bagateller som Clintons udenomsægteskabelige aktiviteter, som jo strengt taget ikke vedkommer andre end Clinton og frue, men om sager der bedst behandles eller beslutninger der bedst træffes uden at offentligheden på forhånd, eller nogensinde, har adgang til alle eller overhovedet nogen af sagens detaljer. Den ganske fornuftige og velargumenterede artikel til trods, lykkedes det en i offentligheden ganske velkendt, ældre og erfaren men også temmelig naiv politiker at latterliggøre sig selv ved både at lufte sin forargelse og samtidig forsikre befolkningen om at han i hvertfald ikke kunne finde på at lyve.
På den anden side må man sige, at hvis man som vælger konstant går rundt med en nagende mistanke om at ens repræsentant på tinge ofte, og ikke udelukkende af altruistiske åsager, omgås sandheden lidt letsindigt, så er man jo nok mindre tilbøjelig til at tilgive selv den mindste fortielse, med mindre man selvfølgelig bare har givet op og ikke tager det hele særligt alvorligt. Den demokratisk valgte politiker har ikke pligt til at varetage statens interesser og slet ikke befolkningens som sådan, men udelukkende de interesser han repræsenterer og der for kan det undertiden være meget svært at vide hvad der egentlig bliver sagt og sandhedsværdien af det. Et eksempel følger:
Følgende tekst er et læserbrev fra Anne Baastrup (SF), formand for Folketingets Retsudvalg, fra Information d. 1/3 2012, gengivet in extenso:
"Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener.
Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer. Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom.
Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge.
Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige."
Sådan kan man præsentere en politisk holdning, nødtørftigt kamoufleret som argumenter, men reelt noget som burde være postet på facebook eller twitter. Hvorfor? Lad os kigge lidt på det.
"Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener."
Børn skal ikke være kriminelle, nej det er jo selvindlysende, men det er der jo ingen der skal. Hele argumentationen falder fra hinanden allerede i læserbrevets første ord, med begrebet “børn”, for hvad er et barn? Baastrup tager med største selvfølgelighed udgangspunkt i, at man er barn til man er 15 og derefter, fra den ene dag til den anden, er man pludselig voksen. For efter midnat, natten til den dag man træder ind i sit sekstende år, er man pludselig – juridisk – gammel nok til straf. Men eftersom den grænse er juridisk og ikke fysiologisk eller psykologisk bestemt, giver “Børn skal ikke være kriminelle.” ikke meget mening uden en nærmere definition af, hvad det vil sige at være barn.
Selvfølgelig er der ingen – formodentlig heller ikke Anne Baastrup – som i fuld alvor mener, at voksenalderen indtræder – som ved et trylleslag – på et splitsekund en bestemt nat femten år inde i ens liv. Tanken er absurd. Derfor er læserbrevets anden sætning lige så meningsløs som den første. Dilemmaet er tydeligt: enten tvinges Anne Baastrup til at indrømme at hun også tillader at børn spærres inde (de som ikke er nået at blive helt voksne inden de blev femten) eller også at de borgerlige rent faktisk i en hvis udstrækning har ret, nemlig at en eller anden procentdel af de fjortenårige rent faktisk er voksne i en eller anden udstrækning.
Den eneste diskussion der her er relevant er en diskussion af hvornår barndommen ophører, hvilket er den diskussion som Anne Baastrup bevidst undgår ved at forudsætte sin egen egntligt ganske vilkårlige definition deraf. Det eneste reelle konkrete tegn på at barndommens ophør er vel pubertetens indtræden.
"Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer."
Eftersom uenigheden i denne diskussion handler om hvornår man er gammel nok til at blive straffet (dvs ikke længere er barn), kan der naturligvis aldrig være tale om kynisme, men højst om at være i en tilstand af uvidenhed eller offer for misinformation.
"Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom."
At børn ikke bliver mindre kriminelle af at sidde i fængsel er næppe en kendsgerning der forsvinder den dag de bliver femten; forstået således at hvis en på 14½ år bliver mere kriminel ved at sidde i fængsel, gælder det tilsvarende også for en på 15½ år. Eller for de fleste andre. Ovenstående er et generelt argument mod straf og sådanne skal man passe på med at anvende partikulært, det kan ende med at ramme en selv. Hvorfor vil Anne Baastrup oplære dem på 15½ år til kriminalitet? Har hun ikke bedre forslag at komme med?
"Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge."
Efter den obligatoriske tilsvining af politiske modstandere, for at være kyniske børnemishandlere, følger så en henvisning til uspecificerede autoriteter (et meget løst formuleret argumentum ad verecundiam): det er svært ikke at være enig i vigtigheden af en social- eller forebyggende indsats, omend man godt kan påstå at det er lidt sent at forebygge post festum.
Derudover kunne det også være relevant at spørge indtil, hvad der ikke gives svar på, nemlig hvad Fru Baastrup mener der også skal gøres, når den forebyggende indsats er noget blandt andet!
"Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige."
Og til sidst får vi konklusionen på den ikke helt logiske tankerække:
“I er kyniske!” -> “Det er vi ikke!” -> “Eksperterne giver os ret.” -> “Det må i da kunne se!”
Der er – selvfølgelig – intet argumentatorisk tvingende i Anne Baastrups pointe, som blot er den allertydeligste demonstration af, at politik ikke handler om andet end at blive eksponeret mest muligt i medierne, muligvis for at fremme egen chance for genvalg gennem manipulation af den mindre reflekterede del af vælgermassen. Problemet er at det kræver en ikke ringe mængde dannelse at gennemskue og modstå det sansebombardement af logiske kortslutninger, ideologisk fundrede partiprogrammer og faktuelt forkerte og mere eller mindre bevidste løgnhistorier som udgør hovedparten af den mængde information som udspringer fra vore politikere og hvad du fanger i paraderne den ene dag, skal nok fange dig i et uopmærksomt øjeblik den næste. Du undslipper ikke!
PS. Hvis du nu, efter at være nået helt herned, fordi ovenstående eksempel inddrog en politiker fra SF, tænker: “Typisk venstrefløjen!” så beklager jeg at have spildt din tid, for så har du intet forstået af det hele.
—“Vogn, dorske Sjæl…” er Emil Aarestrup
