UTI: Admin

Voyeursamfund

2012-01-30 by Admin

Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en speciel type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Havde de dog bare haft muligheden for at lave et interview med ham på hans vej ned mod den sikre død: “Hvad føler du lige nu …?”

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsfuldt at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jer et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig en bizar parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?

Historiske erfaringer

2012-01-24 by admin

"Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.”

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP, som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

"Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser."

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

"Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne."

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.”

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

"Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske."

og konkluderer:

"Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum."

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.

Elisabeth Dons Christensen: Magt korrumperer total magt totalt. Kronik. JP 22. jan. 2012

Alvor og pjat

2012-01-20 by admin

"When logic and proportion
have fallen sloppy dead…"

Da Naser Khader for nylig "havde et ærinde i det københavnske shoppingcenter Fields", så han på sin vej til rulletrapperne to unge muslimske mænd i færd med at bede på hver deres avis, som de havde spredt ud på jorden som bedetæppe. Dette forløb blogger Khader i BT, d. 19. januar og fortsætter:

"Det provokerede mig. Det er ikke, fordi jeg er religionsforskrækket. Jeg har flere i min omgangskreds, der er meget religiøse, og som beder fem gange i døgnet – hjemme! Og det, synes jeg, er helt fint. Det er ikke min sag at blande mig i den slags. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, om ikke man kan være mindre demonstrativ i udøvelsen af sin religion?"

Det demonstrative ligger vel ikke i den måde en given handlig opfattes på, så meget som i intentionen bag den, vel? Nede bag min lokale Spar-købmand hænger en tre-fire mænd og en enkelt kvinde ud med deres guldbajere og smøger og de står der ganske fredeligt i fuld offentlighed og indtager deres nødvendigheder. Der er intet demonstrativt over det, de gør det bare, måske fordi det falder dem naturligt at gøre det. Det provokerer mig ikke.

Når jeg ved samme købmand ser en mand og kvinde, begge ekstremt overvægtige, købe seks hindbærsnitter, i to poser med tre i hver og når de sætter sig på cykelstativet uden for butikken og de spiser tre hver inden de går videre, så provokerer det mig heller ikke. Det kan godt være at jeg tænker at måske ikke er det klogeste i verden, men i sidste ende kommer det ikke mig ved, hvorledes andre vælger at bruge deres liv, for det berører jo ikke mit liv som sådan og derfor har jeg overhovedet heller ingen ret til at føle mig provokeret.

Khaders følelser hører hjemme i samme kategori som de, der hjemsøgte de muslimske horder som gik på gaden i protest over nogle tegninger i en dansk provinsavis, nemlig forargelsen over andres mennskers liv og værdier, alene af den grund at de ikke harmonerer med ens egne og at man derfor forarges over at se dem. Måske går Khader en endda et skridt videre, i og med at han læser et motiv ind i situationen, som det ifølge hans egen fremstilling ikke ligefrem er indlysende at der er belæg for. Og han fortsætter, ved gentage sig selv, som om gentagelsen i sig selv kunne gøre hans tvivlsomme pointer mere indlysende:

"Jeg synes, det er noget pjat at bruge aviser som bedetæppe og at lægge sig midt i Fields eller andre offentlige steder. Det handler ikke om, at jeg er imod religion, det handler derimod om at skrue ned for det demonstrative element i religionsdyrkelsen."

Der er rigtig meget pjat i vores samfund, som man kunne tage fat på, hvilket man kan forvisse sig om ved f. eks. at læse om den ret specielle sportsbegivenhed Masturbate-a-thon, omtalt i Politiken under overskriften “DM i onani afholdes til maj“; her og her og her! Der er jo ikke det pjat vi ikke vil tillade og acceptere, når bare vi kan kalde det personlig frihed, mens den alvor der ligger i at dyrke sin religion som i det beskrevne tilfælde, affærdiges som pjat. Skam dig, Hr. Khader, at du ikke kan kende forskel.

"I demokratiske samfund er religion og tro en privat sag – og ikke noget, der udøves på en så overdreven demonstrativ måde. Sådan bør det fortsætte med at være."

Demokratiet som begreb har Khader stort besvær med at forstå, som jeg har påstået tidligere, og her går det galt igen. Man kan næppe kalde religion en privat sag – i betydningen skjult – når vi har en statsreligion og der undervises efter den i folkeskolen, og derfor er det selvfølgelig noget vrøvl Khader skriver. Til gengæld kan man godt sige at religion er en privat sag – i betydningen religionsfrihed – men i den forbindelse ligger der ikke noget eksplicit eller implicit krav om, at du skal dyrke din religion hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

Faktisk ville jeg da uendeligt meget hellere have at folk tilbad deres guder noget mere i fuld offentlighed og nøjedes med at masturbere hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

— "When Logic ..." Grace Slick: White Rabbit

Intelligens

2012-01-14 by Admin

“… jeg møder stadig kolleger – biologer og genetikere, Gud hjælpe mig – som i fuld alvor fastholder at intelligens er en social konstruktion. Eller kommer med påstanden om, at intelligens ikke udgør et virkeligt fænomen, men bare er arbitrære målinger. I lyset af data er det simpelthen grotesk.” (1)

... siger Louis Matzel, Rutgers University ifølge en artikel i Weekend Avisen, hvoraf det også fremgår:

“Data antyder til gengæld, at intelligens er en ganske stabil egenskab. Der er altså god korrelation mellem IQ-målinger foretaget op gennem barneårene og i voksenalderen, hvilket fortæller, at man ikke går hen og udvikler en høj intelligens, hvis man ikke havde den med fra begyndelsen. Og det skyldes ikke mindst, at intelligens i høj grad er bestemt af genetiske faktorer. I hvert fald så længe man ikke taler om en opvækst med sygdom, sult og ekstrem fattigdom. Tvillingestudier viser, at ud af en population med en pæn middelklassebaggrund kan godt halvdelen af variansen i IQ forklares med genetiske faktorer. Resten er i sagens natur miljøpåvirkninger, men hvilke konkrete påvirkninger, der er tale om, har ingen foreløbig kunnet påvise.
»Det er desværre korrekt,« sukker Robert Plomin. Den elegante adfærdsgenetiker fra King’s College har ikke mindst gransket effekten af skole og uddannelse og må konkludere, at det er ligegyldigt, hvilken skole man sender sine poder i. »Hvordan de klarer sig karaktermæssigt er stort set uafhængigt af den individuelle skole, lige så uafhængigt af klassestørrelse, og selv den individuelle lærer betyder meget lidt.«”(2)

Omvendt påstuleres følgende: “forældrenes indkomst og ikke barnets køn er den altoverskyggende faktor for børns resultater i skolen, viser ny forskning,” i følge en artikel i Information, hvoraf det også fremgår at …

“Børn af økonomisk velstillede forældre klarer sig bedre i skolen end børn af økonomisk dårligere stillede forældre — uanset køn. Det viser ny forskning, der punkterer myten om, at drenge klarer sig dårligere i uddannesessystemet end piger alene på grund af deres køn.
»Det er overraskende, at forældrenes indkomst er den altoverskyggende faktor, som påvirker børns resultater i skolen. Det handler mere om klasse end om køn, når børn får problemer i skolen. Derfor er det ikke børnenes køn i sig selv, der gør dem til tabere, men først og fremmest den klassebaggrund, de kommer i skole med,« siger Martin D. Munk, der er professor i sociologi ved Aalborg Universitet og leder af Center for Mobilitetsforskning.” (3)

Ja, det er overraskende, må man sige, men der er vist også noget Martin Munk har misforstået. På samme måde kunne man jo fremføre, at hovedpine er den altoverskyggende faktor, som påvirker folks indtag af alkohol. Faktisk er det sådan at folk med hovedpine drikker betydeligt mere end folk uden hovedpine.

Det kunne også tænkes at det forholdt sig omvendt…

Det er vigtigt ikke at spænde vognen for hesten når det gælder årsagssammenhænge. Dette er et af de tilfælde, hvor man rimeligt sikkert kan konstatere at hønen kom før ægget. Eller på jævnt dansk: Du kan være roligt regne med at dine børns karakterer i skolen ikke ikke bliver bedre, fordi du får lønforhøjelse og endnu mere sikker på, at selvom du skulle være så heldig at vinde i lotto, bliver sønnen ikke pludselig et geni.

Det forholder sig sådan at hvis du har en høj indkomst, er det sandsynligvis fordi at du var klog nok til at tage en (længere) uddannelse og eftersom intelligens for en stor del er genetisk bestemt og dermed arveligt, vil dine børn også klare sig godt i skolen, fordi de har arvet dine evner, ikke fordi de står på spring til at arve dine penge. Sidstnævnte kan de sagtens klare sig uden.

Her burde følge en længere tirade mod visse tendenser indenfor samfundsforskning, men det gider jeg ikke og nøjes derfor med at citere Douglas Detterman, intelligensforsker ved Case Western Reserve University:

“Intelligens er den mest kvantificerbare og uden sammenligning den bedst undersøgte og validerede faktor i samfundsvidenskaberne overhovedet. Det er den enkeltfaktor, som har langt den største forudsigelseskraft, når det kommer til udfaldet af vores livsforhold – hvad du opnår i din karriere, din livstidsindkomst, ja selv din sundhedstilstand, og hvor længe du lever. Alligevel ignoreres intelligens af sociologer og samfundsforskere, som insisterer på kun at bruge socioøkonomiske parametre, selvom det giver langt ringere forklaringsmodeller.” (4)

(1) Louis Matzel, Rutgers University, I: Lone Frank: Den mest vidunderlige ting. Weekend Avisen, d. 23/12 2011
(2) Lone Frank: Den mest vidunderlige ting. Weekend Avisen, d. 23/12 2011
(3) Louise Vogdrup-Schmidt: Ny forskning punkterer myten om taberdrengen. Information, d. 13/1 2012
(4) Lone Frank: Den mest vidunderlige ting. Weekend Avisen, d. 23/12 2011

Kvinder (2)

2012-01-12 by admin

...fortsat!

Jeg tog for noget tid siden fat i en kronik i Politiken af Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen, som under overskriften Derfor har mange kvinder lavt selvværd.1 påstod at “En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering“, hvortil jeg svarede:

"I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!"

Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage denne problemstilling, blot fra den modsatte side. Et er dette kollektive selvbedrag om, at søger man denne lige så kollektive frihed fra traditionen, i en forestilling om at har vi blot friheden, så er alt godt. Noget andet er at man helt glemmer at denne nyvundne frihed samtidig efterlader mennesket i et traditions- og værdimæssigt vakuum.

Som antydet for noget tid siden (her) så synes det ofte at være sådan, at teorier om mennesket, ikke mindst sociologisk og psykologisk baserede, ofte ignorerer at der er afgrundsdyb forskel på mennesker, både hvad angår temperament, intelligens, følelsesliv og selvværd. Livet foretager ikke en i socialistisk-demokratisk ånd retfærdig uddeling af egenskaber og derfor er der ganske enkelt forskel på mennesker. Ikke alle har samme trang til og behov for at blive emanciperet.

Derfor forekommer det ofte undertegnede temmelig hult, når kvindelige debattører gang på gang beklager sig over, at der stadig mangler enkelte friheds- og lighedsmæssige justeringer, før den samlede masse af kvinder i samfundet er blevet ligestillet med mændene.

Som om denne ligestilling ville gøre den fjerneste forskel.

Disse ligegyldigheder har intet som helst at gøre med dit liv, så længe alt det andet ikke er på plads. Du finder aldrig dig selv i nogen egentlig forstand i gruppen, uanset hvilken gruppe du så en identificerer dig med, men tværtimod kan man sige, at ovenstående er et eksempel på hvor let man kommer til at jage efter de tåbelige ideer som andre har søsat. For et er trangen til at kæmpe for en ret eller eller en pligt eller en form for anerkendelse, men hvis du lader dit selvværd – og dermed din identitet – være afhængig deraf, så er du gået helt galt i byen.

Du er som menneske i en eller anden udstrækning unik – der er ingen der deler lige præcis dit dna – og det der gør lige netop dig, til den du er, finder du ikke i politiske foreninger, i religiøse grupper eller for den sags skyld på facebook; søger du det, må du ud i ødemarkens stilhed, enten helt bogstaveligt eller i overført forstand.

— Politiken 3/1 2012 ➜

Kvinder!

2012-01-05 by Admin

Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen har i Politiken fået luft for deres frustrationer over at være kvinde, under overskriften “Derfor har mange kvinder lavt selvværd”.

“Kærlighed og anerkendelse er noget, vi kvinder dagligt må slås for, for mange af os føler ikke selv, at vi fortjener et klap på skulderen, hvis vi ikke ser godt ud, har en kernesund familie, succes på jobbet og et hjem, hvor puderne matcher sofaen.
[…]
Derfor kan det ikke undre, at hver fjerde kvinde ifølge en ny undersøgelse gennemført af Psykiatrifonden ofte eller jævnligt har lavt selvværd eller føler, at de ikke slår til. 24 procent har ligefrem været så stressede, at de overvejede at søge professionel hjælp, sygemelde sig, sige jobbet op eller omlægge deres liv.
[…]
I stedet føler mange af os, at vi befinder os i en spændetrøje, hvor vi konstant skal bevise over for os selv og resten af verden, at vi er gode nok – også selv om det koster søvnløse nætter, stress og risiko for sygemelding og udbrændthed.”

og pointen

“En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering.”

I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!

Og jeres ambitiøse forsøg på et løsningsforslag:

“Måske handler det om at sætte barren lidt ned, få far til at tage mere ansvar i hjemmet og stille krav til arbejdsmarkedet, så vi ikke står med hovedansvaret for hjemmet, samtidig med at vi skal præstere til topkarakter på jobbet.”

Ha! Nej, far er fucking ligeglad med om puderne matcher sofaen og i øvrigt var det jer selv som ville ud på arbejdsmarkedet. Men bortset fra det er der ingen ydre tvang der forhindrer jer i at gøre som I vil, andet end den indre trang som I åbenbart overhovedet ikke kan styre selv.

“Måske har vi kvinder i dag for høje forventninger til livet og til, hvad der kan lade sig gøre.”

Måske har I kvinder i dag ingen ide om hvad livet er eller hvad livet drejer sig om. Filosofi har alle dage været mandens gebet og det er ingen simpel sag at gentænke og genopfinde hele kvindekønnets rolle fra bunden af, når nu det I fik overleveret fra jeres mødre ikke var godt nok til jer. Men det afholdt jer jo ikke fra stædigt-revolutionært at gøre forsøget, vel?

Så fritag os venligst fra al klynkeriet over at projektet ikke lykkedes og tag det som en mand!


Fortsættes ...

— Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen: Derfor har mange kvinder lavt selvværd. Politiken d. 3/1 2012

Lorteliv!

2012-01-05 by admin

At jeg stadig kan forbløffes over hvad mennesker er i stand til er forbløffende, men det var ikke desto mindre tilfældet kort før nytår, da jeg kunne læse om en ny tendens: at handicappede og/eller deres forældre sagsøger, eller ønsker at sagsøge, læger, for at få erstatning for at være født ind i et dårligt liv.

Problemet opstår hvis læger overser eller fejlvurderer symptomer eller årsager som fører til at der fødes et barn med et seriøst handicap. Formanden for Landsforeningen LEV Sytter Kristensen har oplevet at “et vredt og fortvivlet forældrepar ringer. De har fået et barn med Downs syndrom, som de ville have aborteret, hvis lægerne havde set tegnene. Men det gjorde lægerne ikke, og nu vil forældrene kompenseres.” (etik.dk d. 30/12 2012)

“For ulejligheden”, fristes man til at tilføje.

En artikel fra Sydney Morning Herald d. 3/5 2004 sætter sagen lidt mere på spidsen:

“Last week’s 2-1 decision of the NSW Court of Appeal to reject the medical negligence claim of two severely disabled children is a backwards step in the fight for the rights of the disabled. The two children, Alexia Harriton and Keeden Waller, will never be able to work and will need 24-hour care for the rest of their lives. They would not be in this situation were it not for the negligence of doctors – which has been admitted for the purposes of the legal argument.

But if it were not for the doctors’ negligence the children would not “be” at all. And that is the problem.”➜

… mens man i Israel er man lidt foran:

“While similar lawsuits in the United States and Canada are often brought by the parents of disabled children, it is common in Israel for the children themselves to demand compensation for the fact that they were not killed in-utero.” ➜

Påstanden er grundlæggende absurd. Forlange erstatning for en fejl, som, hvis den ikke var blevet begået, ville have medført at man ikke eksisterede. Hvis selve tilværelsen er så stort et problem, at man skal kompenseres for at være påtvunget den, kan naturligvis intet der er en del af denne tilværelse være tilstrækkelig erstatning, da denne samtidig ville være en del af problemet. Penge er ikke og kan aldrig være en erstatning for selve det at være født. Løsningen på det problem er en anden og ganske enkel. Man kan hoppe ud fra en bro eller et højhus eller man kan lægge sig på togskinner og vente på, at udfrielsen fra de lidelser selve livet har påført en, skal ankomme så regelmæssigt som DSBs køreplan.

Omvendt rejser dette nogle ganske interessante spørgsmål. For eksempel kunne man med rette spørge, nu hvor nogle svært handicappede og deres pårørende åbent indrømmer at deres liv er noget lort, om man stadig skal kaste betydelige mængder af godt liv efter dårligt liv. Som i det australske tilfælde hvor de implicerede har brug for 24-timers pleje resten af livet. Skal man ofre disse ressourcer på en tilværelse, som det ikke er værd at leve? Skal vi omsider gøre op med den socialdemokratiske forestilling om at alle kan have et godt liv?

Tidligere sundhedsminister, tidligere formand for Det Centrale Handicapråd og nuværende næstformand i Det Etiske Råd Ester Larsen:

“Hvis retssagerne kommer til Danmark, vil det være udtryk for et meget materialistisk menneskesyn, hvor selve livet kan veksles til kontanter.” ➜

Spørgsmålet er, om ikke dette menneskesyn er en vi selv har skabt gennem årtiers forsøg på at afhjælpe og kompensere handicappede på enhver tænkelig måde. Ikke bare kunne det tidligere vække enorm foragelse hvis man byggede en offentlig bygning uden passende mulighed for adgang for folk i kørestol (hvilket formodentlig er en rimelig foranstaltning), men fuldstændig latterligt er det såkaldte Handicap OL, eller Paralympics, hvor man kan se et-benede dværge konkurrere i højdespring og boldspil for blinde! Det kan godt være at det er sjovt for blinde mennesker at tumle rundt på gulvet i forsøget på at få fat i en bold fyldt med bjælder, men særligt værdigt er det ikke og at foregøgle nogen at det (eller nogen som helst anden handicapsport) har noget olympisk disciplin over sig, er jo absurd.

Pointen burde være indlysende. Hvis du til stadighed, i et velmenende forsøg på at kompensere for medfødte defekter, tildeler mennesker rettigheder langt ud over hvad deres eksistens kan berettige til og i sidste ende dermed overkompenserer for deres medfødte mangler i en sådan grad at de f. eks. bliver Olympiske Sportsfolk selvom de efter enhver normal målestok er fysisk defekte, vil der jo til sidst ikke være noget som helst filter, som fortæller disse mennesker hvor grænsen går. Hvorfor nøjes med at blive kompenseret for livets små uretfærdigheder? Hvorfor ikke også forlange kompensation for den helt store, nemlig selve det at være født ind i en defekt eksistens?

Svaret er: Fordi du ender med at ligne en total idiot i alle andres øjne end dine egne! Det er knap en menneskealder siden at man i en større europæisk kulturnation besluttede sig for at befri den menneskelige genpulje fra påvirkningen fra ethvert mere eller mindre defekt individ. Siden da har handicappede opnået så uhyggeligt meget med hensyn til at rettigheder, at det kunne forekomme som lidt af et selvmål igen at spille kortet om et uværdigt eller værdiløst liv. Og så for ussel mammon! Med mindre man selvfølgelig mener det seriøst, at livet som handicappet virkelig er et lorteliv. Men så skal resten af samfundet til at ændre sin opfattelse af handicap og handicappede endnu en gang. Spørgsmålet er om nogen seriøst tør åbne den dør?

Bundy: An American Icon (2009)

2012-01-04 by admin

Bundy Det umiddelbare indtryk af Michael Feifers film om Ted Bundy er at Feifer, som både har skrevet of instrueret, har haft lidt svært ved at overskue hvordan man fortæller et liv på halvanden time. Hvad skal med og hvad skal ikke? Resultatet er noget ujævnt.

Men filmen huskes både fordi den ikke ligner så mange andre film og især, efter årtiers filmisk og litterær dyrkelse af seriemordere, fordi den giver et portræt af Bundy, som det helt igennem usle, emotionelt afstumpede og egentligt også latterlige menneske han var.

Corin Nemec udfylder rollen på en måde man ikke kan holde af, men som giver rigtig god mening. [imdb]

Bør ses hvis du synes om Hannibal Lecter!

Fjernhealing?

2011-12-31 by admin

På det efterhånden meget store marked for svindel og humbug, stødte jeg for ikke så længe siden på begrebet fjernhealing og det vakte både min nysgerrighed og forundring. For hvad er fjernhealing egentlig for noget? Jeg har forsøgt at orientere mig gennem nogle af de tilbud som man let og hurtigt kan google sig til, for der er en overflod af tilgængelige tilbud om fjernhealing fra et tilsyneladende meget stort antal healere.

Påfaldende karakteristisk for disse, når det kommer til beskrivelse af healing, er et ordforråd som er begrænset til nogle få meget vage, generelle og dybest set indholdsløse begreber som ‘energier’ og ‘ubalancer’. Hele beskrivelsen af hvad ‘healing’ egentlig er, er nærmest intetsigende. Et eksempel fra Solveig Hvid Daasbjergs hjemmeside:

… healing er tilførelse af livsenergi. Healingen påvirker både fysisk og psykisk. Energien finder selv der hen hvor der er ubalance. Det gør at energien arbejder der hvor du har har brug for det. DU får kun lige præcis det du har brug for, hverken mere eller mindre.

Der er ikke nogen risiko for energi-overload her, for de kosmiske energier der tilflyder dig fra denne husmoder fra Borris i Vestjylland, regulerer nemlig sig selv og flyder derhen i dit legeme hvor der er brug for den og i præcis de mængder der er brug for. Ret fikst, ikke?

Efter en healing er det vigtig at drikke rigeligt med vand de næste dage, da kroppen begynder at udrense..det kan give lidt hovedpine, gamle skavanker kan bryde op, man kan fryse eller svede..Alt sammen er det helt normalt, kroppen arbejder på at gen-skabe balance! Healingen kan arbejde i kroppen i ca en uges tid..

Det hele regulerer og styrer sig selv, undtagen din krop, naturligvis! Den skal have hjælp til at “gen-skabe” balancen til en pris af 350.- i timen.

Skulle der være lige lovligt langt til Borris er der heldigvis andre muligheder, nemlig det meget smartere fjernhealing, stadig ifølge Solveig Hvid Daasbjergs hjemmeside:

En fjern-healing kan bruges hvis du syntes afstanden er for stor til at komme til mig,eller af anden årsag ikke har muligheden. Det foregår på den måde at på et aftalt tidspunkt for fjern-healingen, finder du et sted hvor du ikke bliver forstyrret den næste ½times tid,du kan enten ligge eller sidde bare du har det behageligt og det føles afslappet, du kan evt.sætte noget stille og roligt musik på. Jeg har brug for at vide dit navn, og gerne hvad by du kommer fra og hvor du specielt gerne vil have jeg sætter fokus på, men reiki-healingen ska nok finde derhen hvor du har brug for det..

Så blev jeg så klog! At Solveig fra Borris har et skriftsprog på ottendeklasses niveau er selvfølgelig ikke i sig selv nogen hindring for, at hun skulle være i stand til at sende healing gennem æteren til mennesker hun ikke engang aner hvor bor, men det er fysikkens love til gengæld. Et mere iøjnefaldende forsøg på kvaksalveri og svindel skal man lede længe efter. Eller det skal man så ikke, for udbuddet er ubegribeligt stort, hvad man let kan forvisse sig om ved at google ‘fjernhealing’.

Nogle forsøger at være lidt mere sofistikerede (uden det dog af den grund bliver mere overbevisende), som f. eks. Birgitte Fich der kalder sig spirituel billedkunstner og hævder sine “malerier har stærk healende kraft og kan derfor indgå i healingen“. Birgitte Fich er inspireret af Maria Magdalena, som dog snart skal miste verdensmoderembedet til Lady Portia, som er mester på 7. stråle:

Lady Portia – Mester på 7. stråle

Om Portia har vi modtaget følgende: ”Med den violette stråle renser vi – transformerer vi – ophøjer vi – stimulerer vi Universel Tanke”.

Portia forbereder sig på at overtage Verdensmoderembedet efter Maria. I forbindelse hermed vil en ”ny” helligåndsindstrømning gennem den 7. stråle manifestere sig med en lysviolet energi, der bl.a. stimulerer de feminine strømninger. ➜

Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad dette betyder, men jeg skulle nok betakke mig fra at skulle heales (nært eller fjernt) af denne forhenværende stewardesse med åndelige aspirationer.

Men der stopper vanviddet ikke. Hos DogCity kan du sågar for fjernhealet din hund hvis du sender et billede.

Healer Bettina Mathiesen fra ‘Hos Tusindfryd’ tilbyder fjern-healing af din hund. Prisen dækker to sessioner hvor der heales via billede.
[…]
Booking: Ønsker du en healing lægger du den blot i kurven og går til kassen. Der beregnes ikke forsendelse på denne ydelse.
[…]
Sted: Du og din hund bliver hjemme, og der heales på distancen. I behøver ikke foretage jer noget eller sætte tid af til det
Pris: 350 kr dækkende to fjernhealingssessioner

Andre fjernhealere har en mere ligefrem tilgang til tingene, som f. eks. Heidi Borg, som bruger reiki-energien i sin fjernhealing og kort beskriver healingen således: “Reiki energien er en god hjælp til at lade din energi op, så du får balance i din krop. Reiki gør dig gladere. Reiki kan sætte gang i din åndelige vækst.” og derefter kort og kontant konstaterer at “Dagen før din fjernhealing skal jeg kunne se din indbetaling på min konto. Reg. nr. …”

REIKI

Baggrunden for dette vanvid er Reiki, som betyder ”Universel Livsenergi” og som meget bekvemt kan bruges af en enhver til at narre penge … heale andre mennesker. Lige så bekvemt er det sikkert, at det kan læres på en weekend, hvor du, ifølge Izabella Anjelica Haarup Nordkvist “får din kanal åbnet således, at du får adgang til en kraftig og ren healings energi.” Jeg er rimelig sikker på at der ikke ligger noget seksuelt i denne formulering, men derudover aner jeg ikke hvad denne kanal er. En læge jeg talte med måtte desværre indrømme at pensum på medicinstudiet tilsyneladende ikke omfatter oplysninger om denne energikanal. Men hvis du vil bruge endnu en weekend kan du få “yderligere styrket din kanal” og dermed lære at “lægge beskyttelse ind i dit og andres hjem, rense og oplade og programmere sten og krystaller, harmonisere chakraerne, sende fjerhealing til en person, en situation, en begivenhed eller et ønske.”

Derefter går det stærkt. På Klinik Unicorn kan du på sammenlagt bare fem dage og formedelst nogle tusind kroner, tage Reiki 1-4 og når du har gennemført trin fire er du Reiki-mester og derefter kan du selv indvie andre i trin 1-3. Der er intet i livet man mestrer efter 40 timers undervisning (udover måske Tetris) og derfor ligner dette i høj grad et forklædt pyramidespil, hvilket også kan forklare at der findes et så relativt stort antal healere.

Spørgsmålet er hvorfor det overhovedet er lovligt at tage penge for sådan noget svindel? (Det burde ikke være det, men jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har rettet henvendelse til både politi og forbrugerombudsmanden desangående.)

Der var engang hvor man ville have rullet disse healere i tjære og dyppet dem i fjer og efterfølgende smidt dem ud af byen. I dag ville noget sådant være at regne for selvtægt og dermed strafbart og der er derfor intet som forhindrer imbecile eller kyniske svindlere (jeg mener ikke der er grund til at skelne) i at narre penge fra uvidende mennesker som tilfældigvis befinder sig i eksistentielle kriser. Og man skal virkelig være ubegribeligt indskrænket eller uhyggeligt kynisk for kalde sig healer og efter få dages kursus begynde at heale folk, uanset om det er nært eller fjernt.

TV

2011-12-25 by Admin

“At present the greatest danger to the educational efforts is television. Education just cannot go on if you let the television do what it likes. It is impossible for education to work up against television unless television recognizes that it also has an educational task which overrules our mere entertainment. Otherwise we cannot have education. From the democratic point of view television must be controlled, just because its potential political power is almost unlimited. If you get hold of television, you can do whatever you like. And such a power must be controlled. My proposal is to look at the problem of controlling television as a task similar to that of control of medical people. Medical people have to be controlled too, and they do it very largely themselves. For example they have to have a certain education. The same applies to the system of control of lawyers, who have their own organization which controls them. Thanks to these systems of control the lawyers do not steal the money from their clients and doctors do not kill their patients. And you have to organize all people who work for the television in some kind of organization. They would have to become members of such an organization on the basis of some education, after passing appropriate examinations testing their awareness of the educational tasks, and their responsibility. They would have to learn that their influence is very great and that their responsibility is equally great. It is responsibility for our civilization. Their first aim would be the fight against violence. And on these principles, if some people are found to be irresponsible, their license could be withdrawn. Without such a system of regulation we are running into chaos, violence and crime. The increasing wave of crime is very largely due to television.”

— Adam Chmielewski: The Future is Open. A Conversation with Sir Karl Popper. Set her.
"The conversation took place on July 29, 1994, the day after Sir Karl's 92nd birthay, at his home in Kenley, Surrey. Sir Karl died September 17, 1994, six weeks after the meeting. This is the last interview he gave."