Ekstra Bladet bringer en historie (her tages på forhånd forbehold for historiens sandhedsværdi) om 14-årige Emil fra Albertslund, som to gange i skolen har fået tæsk af ældre elever, den en gang med en brækket næse til følge. Den ene af slynglerne har fået en betinget dom og en dags bortvisning fra skolen og den anden (en uges bortvisning fra skolen) kommer for retten senere.
Emil har det – meget forståeligt – ikke specielt godt med at voldsmændene stadig går og vil vedblive med at gå på skolen. Han siger: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække.” Det er jo ganske forståeligt, men dybest set også en triviel historie – for alle andre end de implicerede.
Interessant er det fordi Jette Runchel, der åbenbart er direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, forsøger at begå karakterselvmord med følgende udtalelser til EB:
“Det er rigtig kedeligt at høre, at drengen har haft den oplevelse. Vi er bare nødt til at se, hvad det andet perspektiv også er.“
Hvorefter EB spørger:
Men hvorfor skal Emil gå i skole med de to drenge, der har været voldelige over for ham?
og Jette Runchel svarer:
Vi mener, at der er grundlag for, at man kan reetablere relationen mellem de drenge, der har været involveret. Det har været skoleledelsens vurdering, og normalt er det jo ikke skolens opgave at straffe.
Reetablere relationen? Sådan taler man, når man repræsenterer en verdensopfattelse, hvor levende mennesker er reduceret til livløse brikker i et pædagoisk-administrativt spil.
Dette her er den ultimative menneskeforagt.
Elsk din voldsmand – 2
Lidt yderligere kommentarer til sagen om den 14-årige Emil, som var udsat for et par voldelige overfald på sin skole og efterfølgende måtte gå i skole sammen med de drenge som havde overfaldet og brækket næsen på ham og som havde fået dom for det.
Jette Runchel, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, fortsatte i pressen med at demonstrere en fuldstændig mangel på empati, da EB d. 8/5 2012 kunne berette at Emil formodentlig følte sig tvunget til at skifte skole efterfølgende.
Jeg synes, det er ærgerligt på den ene led. På den anden led kan jeg sagtens forstå, at det er det valg, man kan komme til at træffe som forælder.
Det er ikke et valg man kan komme til at træffe som forælder, det er et valg man kan blive tvunget til at træffe som forælder. Der er en væsentlig forskel her. Formuleringen “komme til at træffe” er ren ansvarsfralæggelse.
Det er vigtigt for mig at sige, at skoleledelsen har talt med hende om, at vi står til rådighed og vil gøre alt i vores magt for at få iværksat, at Emil får den hjælp, han har brug for.
Synes du, det er sket hurtigt nok?
Der har været tilbudt hjælp før nu. Den dreng, som har begået overfaldet, har tilbudt at komme hjem til familien og sige undskyld, men det har familien ikke kunnet tage imod.
Konfliktråd, mægling, re-etablering af relationer. Efter at viljen til at straffe er, om ikke afskaffet, så dog mistænkeliggjort, er hensynet til gerningsmanden tilsyneladende blevet første prioritet. Jeg har hørt argumentet om, at man jo ikke ligefrem behøver at ødelægge voldforbryderens liv, ved at straffe ham.
Konfliktråd og mægling har det store problem i sig at de i en forstand ligestiller offer og gernningmand – forstået på den måde at de skal indgå aktivt i samme process og det kan kan jo nok være mindst lige så grænseoverskridende for offer som for gerningsmand. Problemet er, at når først hensynet til gerningsmanden er kommet ind i processen følger tilsyneladende og uvilkårligt mistænkeliggørelsen af offeret, når det ikke ønsker at medvirke.
Som ovenstående, hvor det selvfølgelig skal nævnes at de har fået hjælp, nemlig at gerningsmanden har tilbudt at sige undskyld, men det ville de utaknemmelige mennesker så åbenbart ikke tage imod. Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, for bag hele ideen om at forklare sig, beklage eller sige undskyld, ligger tanken om at man kan forvente tilgivelse i en eller anden udstrækning. Men er det alt der skal kunne tilgives? Hvad hvis den udefrakommende forventning til offeret om at re-etablere relationerne til gerningsmanden (og dermed ultimativt at tilgive) til sidst bliver så stort at det bliver et krav?
I slutningen af februar blev Emil overfaldet igen. Denne gang fik han brækket sin næse og blev sparket, mens han lå på jorden, fordi han forsvarede en klassekammerat mod drillerier. Denne gang var det en ny 9. klasses elev. Umiddelbart efter sammenstødet måtte Emil sidde alene med eleven med blødende næse i et lukket rum, indtil Emil selv valgte at forlade skolen.
– Jeg gik op på kontoret, fordi jeg tænkte, at de ringede efter en taxa, så jeg kunne komme på hospitalet. Så kom han ind i rummet. Så gik alle lærerne ud for, at vi kunne snakke. Vi sad der i cirka 20 minutter, og så gik jeg ud på gangen og sagde, at jeg ikke ville snakke med ham. Så hentede de ham bare derud. Jeg kunne mærke, at de bare ville have, at vi skulle snakke, og de ikke ville ringe efter en taxa, fortæller Emil.
Presset er så lige pludselig på offeret og den kyniske mægler/sagsbehandler kan lægge en lille smule skyld over på offeret, når det ikke vil makke ret og tale sig til rette med en voldsmand og efterfølgende modtage en undskyldning.
Selvfølgelig er det pervers selvudlevering når en 14-årig dreng udtaler til pressen: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække. Men jeg får taget mig sammen og går i skole hver dag“, men verden er da helt skæv, når det er offeret for en forbrydelse der frygter sin fremtid i frihed, langt mere end at det er voldsmanden der frygter sin fremtid i ufrihed.
— Voldsmænd skal blive på skolen, EB, 8. maj. 2012
— Kommunen: Ærgerligt men forståeligt hvis han stopper, EB, 8. maj 2012
— Jeg tænker på at tage mit eget liv, EB, 8. maj 2012.