UTI: Admin

Eros II

2013-03-28 by Admin

“Det er Eros, som har Æren for al Skaben og nydannelse i Verden. Det er ganske simpelt Platons og Hellenernes Eros.”(1)

“Eros er ikke et udelukkende positivt begreb; der findes ‘smuk’ og ‘forkastelig’ eros, og det var den almindelige opfattelse, at det er både vulgært og forkasteligt, hvis eros kun består af ren og skær tilfredsstillelse af et fysisk behov. Det er et udtryk for den enkeltes gode eller dårlige karakter, om et erotisk forhold er smuk eller forkasteligt; der er ikke nogen moralsk skelnen imellem eros mellem de to køn og eros mellem to af samme køn.”

(1) Sophus Claussen: Notater og Skitser, København 1993. S. 106
(2) R. Sevelsted & C. G. Tortzen i forordet til Platons Symposion, I: Platon: Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 307

Fyrtøjet

2013-01-03 by admin

[20130101]

"Kan du se det store træ?" sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. "Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet!"

— H. C. Andersen.

To alen …

2012-11-05 by admin

Det er demokratiets åbenlyse svaghed, at vi, vælgerne, får de politikere vi fortjener, i kraft af at vi selv har valgt dem. Desværre er det også sådan, at vi får de politikere som andre har fortjent.

En af dem jeg ikke har fortjent er Marie Krarup, som præsenteres således på b.dk: "Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund." Hun skriver på b.dk om sin rejse til Afghanistan og om de døde vesteuropæiske soldater i Afghanistan og sagen de gav deres liv for og om den pigeskole om folketingets delegation også besøgte.

"Jeg spørger om religionsundervisningen i skolerne. Man får kun det mest basale i selve skolen, der kører med et ensartet curriculum over hele Afghanistan. Hvis man vil have mere, må man gå i religiøs skole udenfor den almindelige skoletid. De læser dog Koranen på arabisk, og arabisk sprog er obligatorisk fra 7. klasse. Jeg håber selvfølgelig, at pigerne vil udlægge Sura 4 om kvinders lave værdi og om at mænd må slå kvinder på en ny måde, når de kommer frem til selv at kunne læse og forstå det efter 7. klasse! For ellers kan det måske være svært at få fastholdt kønnenes ligestilling!" ➜

Det er fantastisk så velforberedt og vidende Marie Krarup er, når det gælder Koranen og hvad den siger om kvinder. Til gengæld er der problemer med Biblen, som Marie Krarup ikke kan dy sig for at sætte som kontrast til Koranens kvindeundertrykkende univers.

"Før vi forlader Camp Bastion tilbringer vi aftenen på KFUM´s soldaterhjem, hvor vi deltager i deres vel besøgte andagt. Den består i en salme, en genfortælling af historien om den fortabte søn, endnu en salme og så en fælles bøn og et fadervor. Det eneste indslag i andagten, jeg ikke kender er Soldatens Bøn. Den er smuk, og den fokuserer på soldatens egne evner til at gøre det rigtige. Det beder han om styrke og hjælp til. Der er ikke nogen fordømmelse af andre, eller høje råb om, hvem der er størst. Det er en meget afdæmpet bøn, der viser, at man forstår, at det der skal bekæmpes kommer indefra, – fristelsen til at svigte for eksempel. Det Nye Testamente ligger fremme ved siden af kaffen. Jeg er ikke bange for, at soldaterne skal læse videre i den bog. Der står ikke noget på næste side om, at man godt må dræbe bestemte kategorier af mennesker eller at nogle er mindre værd end andre." ➜

For det første er der de homoseksuelle, som Paulus jo ikke ligefrem var vild med. Se også "Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne". Man kan vist roligt sige, at de, set gennem det nye testamentes optik, ikke er lige så meget værd om alle andre.

"Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet." (1. Tim. 1;8-11)

Men heller ikke kvinderne er “fastholdt kønnenes ligestilling”. Et eksempel fra Det Nye Testamente, google har mange flere, hvis du som Marie Krarup ikke gider læse bogen selv.

"I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig underKristus, skal også hustruerne underordne sig underderes mænd." (Ef. 6:22-24)

Det er komisk på grænsen til det latterlige, at vi har en række danske politikere, som ud fra deres forestilling om Biblen angriber en anden religion, som på mange måder, ikke mindst de køns- og seksualpolitiske, er en mere eller mindre direkte spejling af deres egen, uden at de opdager, at det de angriber, er deres eget oprindelsessted; de har fjernet sig så langt fra udgangspunktet, at de har tabt det helt af syne.

— Marie Krarup: To bønner, der hvor det er farligt, d. 1/11 2012. ➜

Om selverkendelse (1)

2012-11-02 by admin

Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

"Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker." (➜)

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

"Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære." (→)

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

"Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte." (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …

— Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
— Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005

Road to Nowhere

2012-07-27 by admin

[20120524//Strelsau,Ruritania]

Fjernt høres det vaagne og bryde og bruse.
Det myldrer med Stemmer i det nye Kor.
Giv os en Verden: Den nye Jord!

— Emil Bønnelycke: Gadens Legende, Kbh., 1920. ➜

Livsregel

2012-07-10 by admin

“Se og saml! Det er Livet.
Elsk og lær! Det er Livets Sum.
Spørg! Og Svaret er givet.
Kæmp for Ret! Det er Lykke.
Handl og hersk! Det er Lykkens Sum,
Retten med Sejr at smykke.
Spred din Sjæl i det vide Rum,
Lad den ej standses af Slaa eller Bom,
Dristigt sprænge sin Skranke!
Saml saa din Sjæl i en eneste stum
inderlig Kærlighedstanke!”

– Georg Brandes

Prometheus (2012)

2012-06-25 by admin

Prometheus (2012) er hvad der sker, når man vil for meget, men kan for lidt og her tænker jeg ikke på filmen, men på instruktøren, Ridley Scott, som har aldrig været filosofisk i sine film, højst poetisk (Alien, Blade Runner) og det skulle han være blevet ved med. De små-filosofiske temaer ("Big things have small beginnings!") har ikke rigtig forbindelse med historien, som favner for bredt og mister retningen undervejs, måske fordi den virker til at være sat sammen af scener der bare skulle med, snarere end de som bedst underbygger handlingen.

Desuden er personerne, ikke bare tynde som pap og inderligt ligegyldige, men der er tilsyneladende heller ikke nogen som helst menneskelig psykologi bag deres adfærd. Noomi Rapace er dog bedre end Sigourney Weaver nogensinde var, men der er ikke meget, udover mavesmerter, at arbejde med i den rolle og Charlize Theron demonstrerer endnu en gang fuldstændig fravær af evner for skuespil. Michael Fassbender er god i rollen som lettere skizofren robot.

Det er vildt smukt undervejs, det kan han jo, Ridley Scott, og derfor kan den godt ses, men vær forberedt på at de pæneste overflader ikke nødvendigvis dækker over de største dybder og vær forberedt på at blive forfærdet over Hr Scotts mildest talt imbecile videnskabelige verdensbillede, hvor alt kan begrundes med udsagnet: "That is what I choose to believe!"

Så den i BioCity i Odense en søndag eftermiddag, men til trods for at filmen har en 15+ rating, sad der ikke desto mindre både en mor med en søn på 5 eller 6 år og en far med to drenge på ca 7 og 9 år, hvor den yngste måtte gå udenfor flere gange, uden at det påvirkede faderens nydelse af filmen synderligt.

Forældre der havde besluttet sig for at de ville i biografen, weekendbørn eller ej? Den 5-6 årige dreng sagde i hvertfald, da de rejste sig for at gå ud af biografen: “Jeg sov altså ikke under filmen, mor!” Det burde han have gjort, for det er svært at forestille sig at børn i den alder, har et behov for at se Noomi Rapace lave et kejsersnit på sig selv for at fjerne et levende alien-foster. [imdb]

Eros I

2012-06-19 by Admin

“As erôs is an invasive force from outside, its presence can be shaming and disorienting, in that it takes away one’s better judgment and one’s sense of independence; erôs forces us to confront our lack and need […]. Erôs, moreover, regularly forces people to do things which they, in more considered moments, know to be wrong or socially disapproved; it is traditionally an irrational power which works against the better counsels of reason.”

— Richard Hunter: Plato’s Symposium. Oxford 2004. s.17

Eros

2012-06-19 by Admin

I en gymnastiksal i Athen for knap 2500 år siden:

Yesterday evening I returned from the army at Potidaea, and having been a good while away, I thought that I should like to go and look at my old haunts. So I went into the palaestra of Taureas, which is over against the temple adjoining the porch of the King Archon, and there I found a number of persons, most of whom I knew, but not all. My visit was unexpected, and no sooner did they see me entering than they saluted me from afar on all sides; and Chaerephon, who is a kind of madman, started up and ran to me, seizing my hand, and saying, How did you escape, Socrates?—(I should explain that an engagement had taken place at Potidaea not long before we came away, of which the news had only just reached Athens.)

– You see, I replied, that here I am.

– There was a report, he said, that the engagement was very severe, and that many of our acquaintance had fallen.

– That, I replied, was not far from the truth.

– I suppose, he said, that you were present.

– I was.

– Then sit down, and tell us the whole story, which as yet we have only heard imperfectly.

I took the place which he assigned to me, by the side of Critias the son of Callaeschrus, and when I had saluted him and the rest of the company, I told them the news from the army, and answered their several enquiries.

He proceeds to make enquiries about the state of philosophy and about the youth; and is told of the beautiful Charmides,

Then, when there had been enough of this, I, in my turn, began to make enquiries about matters at home—about the present state of philosophy, and about the youth. I asked whether any of them were remarkable for wisdom or beauty, or both. Critias, glancing at the door, invited my attention to some youths who were coming in, and talking noisily to one another, followed by a crowd. Of the beauties, Socrates, he said, I fancy that you will soon be able to form a judgment. For those who are just entering are the advanced guard of the great beauty, as he is thought to be, of the day, and he is likely to be not far off himself.

– Who is he, I said; and who is his father?

– Charmides, he replied, is his name; he is my cousin, and the son of my uncle Glaucon: I rather think that you know him too, although he was not grown up at the time of your departure.

– Certainly, I know him, I said, for he was remarkable even then when he was still a child, and I should imagine that by this time he must be almost a young man.

– You will see, he said, in a moment what progress he has made and what he is like. He had scarcely said the word, when Charmides entered.

– Now you know, my friend, that I cannot measure anything, and of the beautiful, I am simply such a measure as a white line is of chalk; for almost all young persons appear to be beautiful in my eyes. But at that moment, when I saw him coming in, I confess that I was quite astonished at his beauty and stature; all the world seemed to be enamoured of him; amazement and confusion reigned when he entered; and a troop of lovers followed him. That grown–up men like ourselves should have been affected in this way was not surprising, but I observed that there was the same feeling among the boys; all of them, down to the very least child, turned and looked at him, as if he had been a statue.

Chaerephon called me and said: What do you think of him, Socrates? Has he not a beautiful face?

– Most beautiful, I said.

– But you would think nothing of his face, he replied, if you could see his naked form: he is absolutely perfect.

And to this they all agreed.

– By Heracles, I said, there never was such a paragon, if he has only one other slight addition.

– What is that? said Critias.

– If he has a noble soul…

(Char. 153a-154e. Overs: Jowett)

… og efter at have konstateret at skønheden (også) kommer indefra, beslutter Sokrates sig for at lege doktor med de unge drenge:

– Then, before we see his body, should we not ask him to show us his soul, naked and undisguised? he is just of an age at which he will like to talk.

– That he will, said Critias, and I can tell you that he is a philosopher already, and also a considerable poet, not in his own opinion only, but in that of others.

– That, my dear Critias, I replied, is a distinction which has long been in your family, and is inherited by you from Solon. But why do you not call him, and show him to us? for even if he were younger than he is, there could be no impropriety in his talking to us in the presence of you, who are his guardian and cousin.

– Very well, he said; then I will call him; and turning to the attendant, he said, Call Charmides, and tell him that I want him to come and see a physician about the illness of which he spoke to me the day before yesterday. Then again addressing me, he added: He has been complaining lately of having a headache when he rises in the morning: now why should you not make him believe that you know a cure for the headache?

– Why not, I said; but will he come?

– He will be sure to come, he replied.

(Char. 154e-b Overs: Jowett)

… og får sig et glimt af skønheden:

He [Charmides] came as he was bidden, and sat down between Critias and me. Great amusement was occasioned by every one pushing with might and main at his neighbour in order to make a place for him next to themselves, until at the two ends of the row one had to get up and the other was rolled over sideways. Now I, my friend, was beginning to feel awkward; my former bold belief in my powers of conversing with him had vanished. And when Critias told him that I was the person who had the cure, he looked at me in such an indescribable manner, and was just going to ask a question. And at that moment all the people in the palaestra crowded about us, and, O rare! I caught a sight of the inwards of his garment, and took the flame. Then I could no longer contain myself. I thought how well Cydias understood the nature of love, when, in speaking of a fair youth, he warns some one ‘not to bring the fawn in the sight of the lion to be devoured by him,’ for I felt that I had been overcome by a sort of wild–beast appetite.

(Char. 155c-e Overs: Jowett)

I Symposion er det den unge smukke Alkibiades som Sokrates har rettet sin interesse mod, men det er den unge mand, som bliver skuffet:

When the lamp was put out and the servants had gone away, I thought that I must be plain with him and have no more ambiguity. So I gave him a shake, and I said:

‘Socrates, are you asleep?’

‘No,’ he said.

‘Do you know what I am meditating?’

‘What are you meditating?’ he said.

‘I think,’ I replied, ‘that of all the lovers whom I have ever had you are the only one who is worthy of me, and you appear to be too modest to speak. Now I feel that I should be a fool to refuse you this or any other favour, and therefore I come to lay at your feet all that I have and all that my friends have, in the hope that you will assist me in the way of virtue, which I desire above all things, and in which I believe that you can help me better than any one else. And I should certainly have more reason to be ashamed of what wise men would say if I were to refuse a favour to such as you, than of what the world, who are mostly fools, would say of me if I granted it.’

To these words he replied in the ironical manner which is so characteristic of him:

‘Alcibiades, my friend, you have indeed an elevated aim if what you say is true, and if there really is in me any power by which you may become better; truly you must see in me some rare beauty of a kind infinitely higher than any which I see in you. And therefore, if you mean to share with me and to exchange beauty for beauty, you will have greatly the advantage of me; you will gain true beauty in return for appearance—like Diomede, gold in exchange for brass. But look again, sweet friend, and see whether you are not deceived in me. The mind begins to grow critical when the bodily eye fails, and it will be a long time before you get old.’

Hearing this, I said:

‘I have told you my purpose, which is quite serious, and do you consider what you think best for you and me.’

‘That is good,’ he said; ‘at some other time then we will consider and act as seems best about this and about other matters.’

Whereupon, I fancied that he was smitten, and that the words which I had uttered like arrows had wounded him, and so without waiting to hear more I got up, and throwing my coat about him crept under his threadbare cloak, as the time of year was winter, and there I lay during the whole night having this wonderful monster in my arms. This again, Socrates, will not be denied by you. And yet, notwithstanding all, he was so superior to my solicitations, so contemptuous and derisive and disdainful of my beauty—which really, as I fancied, had some attractions—hear, O judges; for judges you shall be of the haughty virtue of Socrates—nothing more happened, but in the morning when I awoke (let all the gods and goddesses be my witnesses) I arose as from the couch of a father or an elder brother.

What do you suppose must have been my feelings, after this rejection, at the thought of my own dishonour? And yet I could not help wondering at his natural temperance and self–restraint and manliness. I never imagined that I could have met with a man such as he is in wisdom and endurance. And therefore I could not be angry with him or renounce his company, any more than I could hope to win him. For I well knew that if Ajax could not be wounded by steel, much less he by money; and my only chance of captivating him by my personal attractions had failed. So I was at my wit’s end; no one was ever more hopelessly enslaved by another.

(Symposion 218c-219e Overs: Jowett)

På dansk

Kære Alkibiades! Du er vist ikke så tosset endda, hvis det virkelig er sandt, hvad du siger om mig, og der er en eller anden kraft i mig, som kan gøre dig bedre. Du må se en ufattelig skønhed i mig, fuldstændig forskellig fra dit eget smukke udseende. Hvis du har fået kig på den og prøver at slå en handel af og bytte skønhed for skønhed, så regner du med at få en del mere ud af det end jeg. Til gengæld for en tilsyneladende skønhed prøver du at skaffe dig den sande skønhed, ja du har faktisk i sinde ‘for en gylden’ at bytte dig til ‘en rustning af bronze’.(1)

Men kære ven, pas hellere på, at jeg ikke narrer dig ved ikke at være noget værd. Tankens klarsyn skærpes først, når øjnene så småt taber deres evne til at se. Og det er du stadig langt fra.(2)

Rasmus Sevelsted skriver følgende om ‘eros’ i forordet til andet bind af den nye Platon-oversættelse:

Eros er ikke et udelukkende positivt begreb; der findes ‘smuk’ og ‘forkastelig’ eros, og det var den almindelige opfattelse, at det er både vulgært og forkasteligt, hvis eros kun består af ren og skær tilfredsstillelse af et fysisk behov. Det er et udtryk for den enkeltes gode eller dårlige karakter, om et erotisk forhold er smuk eller forkasteligt; der er ikke nogen moralsk skelnen imellem eros mellem de to køn og eros mellem to af samme køn.(3)

(1) jvf Iliaden VI.235
(2) Platon: Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 378
(3) Platon; Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 307

Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne…

2012-06-07 by Admin

Min avis fortæller mig at “Homoseksuelle kan nu blive gift i den danske folkekirke.” (JP, d 7/6 2012) Vi tager lige en gang til nogle eksempler på hvad Kristendommen egentlig mener om homoseksuelle, ud fra hvad Biblen har at sige om den sag.

“Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.” (1. Kor. 6;9-11)

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)

“For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.

Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen.

Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.

Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.” (Rom. 1;18-32)

Rigtig god fornøjelse!

— Homoseksuelle fik ja til ægteskab, JP, d. 7/6 2012