UTI: Døden

Døden IV

Efter jeg forleden var inde på den frygt videomaskiner og de frygteligt voldelige videofilm spredte i socialdemokratiske Danmark engang i 1980’erne, kom jeg til tænke på en liste jeg lavede engang over eksempler på voldelig død i Iliaden som jeg vil bringe lidt fra her. (Det var før jeg kendte til Ian Johnstons liste) Jeg har tidligere postet et indlæg med titlen “Sjov med meningsløs vold” og betragtningerne deri omkring sentimentalitet gælder stadig. Vi starter i Iliaden IV:

446 Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden paa Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.

(Iliaden, overs. Wilster)

Jeg har altid for mit indre set “som” (l. 452) henvise til blodet i l. 451 og ikke til “saaledes” i l. 456. Man kan i hvertfald i hele fire linier med god samvittighed leve i troen. Beretninger om blod i større mængder har altid været godt for fantasien, et menneske indeholder trods alt kun ca. seks liter af det og der skal slås ret mange ihjel fot at opfylde ovenstående: af Blod svam Jorden. Nu har jeg ikke et billede af salgmarker som svømmer i floder blod, men Kubrick har visualiseret det effektivt og skabt et af filmhistoriens mindeværdige øjeblikke. (still fra The Shining)

The Shining

Men nu omhandlede ovnstående egentlig slet ikke om slet ikke om blod, men om lyden af hære som gør sig klar til at udgyde det. Det kan de gøre på mange måder, undertiden behøver de blot at forsamles før det går galt og et uhyrligt bodycount opnås uden af der løsnes et skud.

“In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.

The plain was rich with crops; there were many orchards of fruit trees and beyond the plain the mountains were brown and bare. There was fighting in the mountains and at night we could see the flashes from the artillery. In the dark it was like summer lightning, but the nights were cool and there was not the feeling of a storm coming.

Sometimes in the dark we heard the troops marching under the window and guns going past pulled by motor-tractors. There was much traffic at night and many mules on the roads with boxes of ammunition on each side of their pack-saddles and gray motor trucks that carried men, and other trucks with loads covered with canvas that moved slower in the traffic. There were big guns too that passed in the day drawn by tractors, the long barrels of the guns covered with green branches and green leafy branches and vines laid over the tractors. To the north we could look across a valley and see a forest of chestnut trees and behind it another mountain on this side of the river. There was fighting for that mountain too, but it was not successful, and in the fall when the rains came the leaves all fell from the chestnut trees and the branches were bare and the trunks black with rain. The vineyards were thin and bare-branched too and all the country wet and brown and dead with the autumn. There were mists over the river and clouds on the mountain and the trucks splashed mud on the road and the troops were muddy and wet in their capes; their rifles were wet and under their capes the two leather cartridge-boxes on the front of the belts, gray leather boxes heavy with the packs of clips of thin, long 6.5 mm. cartridges, bulged forward under the capes so that the men, passing on the road, marched as though they were six months gone with child.

There were small gray motor cars that passed going very fast; usually there was an officer on the seat with the driver and more officers in the back seat. They splashed more mud than the camions even and if one of the officers in the back was very small and sitting between two generals, he himself so small that you could not see his face but only the top of his cap and his narrow back, and if the car went especially fast it was probably the King. He lived in Udine and came out in this way nearly every day to see how things were going, and things went very badly.

At the start of the winter came the permanent rain and with the rain came the cholera. But it was checked and in the end only seven thousand died of it in the army.”

Ernest Hemingway: A Farewell to Arms.

Døden III

Fem minutter efter at domkirkens klokker havde slået midnatsslaget, blev døren åbnet af en fængselsbetjent, som sagde:
“Så må De gøre Dem klar.”
“Må jeg ikke lige sige farvel til min kammerat og den anden præst?”
Der gik bud nedenunder, imens jeg hjalp ham jakken på. Så fik vi besked om, at hans ønske ikke kunne opfyldes. Det var imod reglementet.
“Åh, de med deres reglementer,” sagde han, “nå, men vi har jo også sagt farvel.”
Vi fulgtes ned i kontoret. Statsadvokaten læste konklusionen af dommen og sagde, at den nu ville blive fuldbyrdet.
“Tak,” sagde den dømte.
Politimesteren sagde: “De skal efter reglementet have hænderne bundet på ryggen. Det er ikke fordi vi ikke stoler på Dem, men sådan er reglementet.”
“Javel,” svarede han og lagde selv hænderne om på ryggen. Arrestforvareren bandt dem sammen. Politimesteren sagde, at de ikke måtte bindes så hårdt at båndet snærede.
“Nej, jeg skal nok passe på,” svarede arrestforvareren.
Da den dødsdømte var bundet, sagde han til politimesteren: “Jeg vil gerne takke Dem for Deres venlighed og den gode behandling, jeg har fået.” Han vendte sig derpå mod arrestforvareren og takkede ham.
Så gik vi.

En dansk henrettelse efter retsopgøret.


— Ole Schierbeck: Dødsstraffe og henrettelser. Politikens Forlag 1981

Døden I

Odysseen (Wilster), 22:326-329

Talende saa det Sværd han greb med sin vældige Næve,
Som Agelaos til Jord havde slængt, da Spydet ham ramte;
Dette han greb, og hug med dets Blad ham tværs over Nakken,
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled paa Gulvet.

Iliaden (Wilster), 10;454-457

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Iliaden er en guldgrube af eksempler på voldelig og blodig død, men ovenstående påkalder sig alligevel en særlig interesse på grund af det rene snit, det dygtige krigshåndværk som minder mig om følgende beretning fundet på Jørn Fabricius’ interessante www.guillotine.dk med masser af info om Guillotinen og han gengiver også denne beretning fra 1905, hvor en Dr Beaurieux som gennemfører dette ikke specielt videnskabelige eksperiment med et hoved der oprindeligt tilhørte Languille, guillotineret kl. 5.30 om morgenen, d. 28 juni 1905:

”I consider it essential for you to know that Languille displayed an extraordinary sang-froid and even courage from the moment when he was told, that his last hour had come, until the moment when he walked firmly to the scaffold. It may well be, in fact, that the conditions for observation, and consequently the phenomena, differ greatly according to whether the condemned persons retain all their sang-froid and are fully in control of themselves, or whether they are in such state of physical and mental prostration that they have to be carried to the place of execution, and are already half-dead, and as though paralysed by the appalling anguish of the fatal instant.

“The head fell on the severed surface of the neck and I did not therefor have to take it up in my hands, as all the newspapers have vied with each other in repeating; I was not obliged even to touch it in order to set it upright. Chance served me well for the observation, which I wished to make.

“Here, then, is what I was able to note immediately after the decapitation: the eyelids and lips of the guillotined man worked in irregularly rhythmic contractions for about five or six seconds. This phenomenon has been remarked by all those finding themselves in the same conditions as myself for observing what happens after the severing of the neck…

Image without description

“I waited for several seconds. The spasmodic movements ceased. The face relaxed, the lids half closed on the eyeballs, leaving only the white of the conjunctiva visible, exactly as in the dying whom we have occasion to see every day in the exercise of our profession, or as in those just dead. It was then that I called in a strong, sharp voice: “Languille!” I saw the eyelids slowly lift up, without any spasmodic contractions – I insist advisedly on this peculiarity – but with an even movement, quite distinct and normal, such as happens in everyday life, with people awakened or torn from their thoughts. Next Languille’s eyes very definitely fixed themselves on mine and the pupils focused themselves. I was not, then, dealing with the sort of vague dull look without any expression, that can be observed any day in dying people to whom one speaks: I was dealing with undeniably living eyes which were looking at me. “After several seconds, the eyelids closed again, slowly and evenly, and the head took on the same appearance as it had had before I called out.

“It was at that point that I called out again and, once more, without any spasm, slowly, the eyelids lifted and undeniably living eyes fixed themselves on mine with perhaps even more penetration than the first time. The there was a further closing of the eyelids, but now less complete. I attempted the effect of a third call; there was no further movement – and the eyes took on the glazed look which they have in the dead.

“I have just recounted to you with rigorous exactness what I was able to observe. The whole thing had lasted twenty-five to thirty seconds.

Interessant er spørgsmålet om hvor længe bevidstheden forbliver i det afhuggede hovede, selvom det nok er de færreste af os som ønsker at få det besvaret.

Fortsættes →


— Ill.: Retoucheret foto af henrettelsen af Languille i 1905 inkl. nogle tilføjede personer i forgrunden. Wikimedia

Sjov med meningsløs vold

I den forgangne sommer bragte Ekstra Bladet en historie fra Vorbasse Marked. (Vorbasse er i det mørke Jylland, beliggende omtrendt midt mellem Vejen og Billund.) En historie om dyremishandling og en historie fuld af forargelse, som de jo i reglen er når Dyrenes Beskyttelse medvirker.

Det var en flok fulde unge mennesker, der deltog i det årlige Vorbasse Marked, som fredag aften havde fået den afsindige ide at drukne små, hvide mus i en balje med vodka. (*)

Det lader til at den lidt vel kreative leg har forarget tilstedeværende, for

En repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt og fik stoppet mishandlingen. Flere af musene var da døde, og de resterende blev kørt til en dyrlæge, der aflivede dem.

Så vidt jeg ved sælger min lokale købmand fælder der kan klare den opgave uden de problemer som dette overdrevent sentimentale forhold til dyr medfører. Betale en dyrlæge for at aflive et par (oven i købet berusede) mus? Næh, dengang jeg var barn …

… da boede jeg også derude på landet i det meget mørke Jylland, nærmere bestemt i Mollerup, det ubetydelige hul i jorden omtrendt midtvejs mellem Randers og Viborg, som i en årrække udgjorde verdens navle for undertegnede. Og det var nu ikke så ringe endda.

For eksempel når naboen, gårdejer Thomsen, åbnede roekulen og skulle køre roer ind. Så kom musene ud – der var mange – og så stod vi fire-fem drenge parat til en munter leg, som i al sin uskyldighed gik ud på at musene skulle slås ihjel med det forhåndenværende våben: roer. Roer er store og tunge nok til at vende vrangen ud på en mus hvis man rammer præcist. Det gjorde vi selvfølgelig ikke altid, men så kunne de små kræ altid stole på at den efterfølgende roe ville bringe udfrielse fra lidelserne.

Jeg husker ikke hvor mange mus vi kunne slå ihjel på sådan en glad eftermiddag, selvom jeg er helt sikker på at der blev ført regnskab og kåret en vinder, men det var mange.

Nåja, dengang var der ingen verdensfjerne moralister og jurister – som f. eks. Søren Stig Andersen, der i Dyrs rettigheder (Juristen nr. 7 1998, side 249-267) mener at vise at “dyr har i hvert fald to grundlæggende moralske rettigheder: retten til ikke at blive udsat for fysisk og psykisk vold samt retten til at få deres behov opfyldt, når de er taget i menneskelig varetægt.” – til at fortælle os at den slags var forkert, at dyr havde umistelige personlige rettigheder og krav på at få opfyldt deres personlige behov og den menneskeliggørelse af dyrene som dyrerettighedsforkæmpere alt for ofte står for, var vistnok ganske ukendt.

I hvert fald er jeg sikker på at tanken om at en mus bør skånsomt aflives af uddannet personale ville have været Achton Friis ganske fremmed i 1909, når han lystigt beretter om Danmarksekspeditionens jagt på hvalrosser:

De havde nu fået en så stærk strøm imod, at Mylius og Bendix Thostrup talte sammen om, at enten måtte det være et sund, de var kommet ind i, eller også måtte et stort vand have sin udløb i bugten, thi ebben alene kunne ikke sætte et sådant vande. Opmærksomheden blev dog snart bortledt fra dette emne ved at Tobias på en lavt udløbende sandodde pludselig opdagede en del mørke punkter, som først antoges at være klippesten men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord af hvalrosser, som lå her side om side ved strandkanten. Til trods for, at motorbåden to gange passerede flokken, lod den sig dog ikke anfægte af støjen, men sov roligt videre. Det var først bestemmelsen at angribe dem fra båden; men Thostrup rådede fra dette, idet han gjorde opmærksom på det farefulde i dette foretagende med henblik på det ukendte farvand og de overlastede både, af hvilke jo kun den ene havde bevægkraft, medens den anden, som slæbte efter, hindrede manøvrefriheden alt for meget. De sejlede da forbi og satte bådene på land et par hundrede meter fra stedet. Så listede de sig i række, dækkende bag hinanden og med bøsserne klar, hen til flokken.

Og her begyndte nu et øjeblik efter et frygteligt blodbad. Fortællingen herom fik straks hårene til at rejse sig på vore hoveder – og ikke mindst på fortællerens, men jeg tror, den sidste nød det.

Ordren havde lydt på, at alle mand tilsammen kun måtte holde på tre bestemte dyr for således at være sikker på at få dem. Men det var kun i første omgang, at dette kunne respekteres. Strak, da den første salve bragede, fór dyrene op af deres dvale, og i næste øjeblik var forvirringen og dræbningen almindelig. Hvalrosserne forsøgte på at flygte og komme til en side; men hvor de end vendte sig hen, så de disse gesvindte smådjælve fare rundt og knalde dem i ansigtet. Det var jo til at gå ud af sit gode skind over. De vraltede halvfjollede rundt på deres tunge forluffer, hvæsede mod skuddene og slap damp ud i lange, røde stråler, hjælpeløse som lokomotiver, der er løbet af sporet. Når endelig én af dem tossede ned mod strandkanten, blev den straks opdaget, og en 6-8 projektiler standsede den her, inden den nåede det frelsende element. Man så hvalrosser omringede på tre alens afstand af 4-5 mand, der samtidig skød på dem fra hver sin kant. Dér lå da i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun et par stykker slap i vandet og væk. Så endte slaget. Der blev ingen mennesker skudt. (Achton Friis: Danmarksekspeditionen. Gyldendal 2005. p 95-96)

Jeg er også ret sikker på at de hunde som Danmarksekspeditionen medbragte ikke fik deres retmæssige behov opfyldt:

En hund gik over bord på de andres vagt i dag. Men den blev reddet henne ved roret, hvor man var så heldig fra dækket at få slået en løkke om halsen på den og halet den den op over lønningen. Det er ellers på den måde, man undliver hunde derhjemme.

De stakkels dyr lider utroligt meget ondt på rejsen; magre og forkomne, som de efterhånden er, har det ikke modstandskraft nok overfor de stadige strabadser. Der står evindeligt iskoldt vand på hele fordækket, deres poter er opblødte, røde og tyndhudede ad væden; de står med klamme rygge, halen mellem benene og ryster af kulde. Når de overvældes fuldstændig af trætheden, falder de om i et pløre af vand og ekskrementer, som det er umuligt at holde fjernet fra dækket, hvor de altid opholder sig. De stinker af snavs og er forbidte, skrammede og forslåede over hele kroppen. Den tætte sammenstuvning af så mange familier og spand afstedkommer stadig blodige slagsmål. Falder én eller anden svag djævel så til dæks, styrter en sværnm af bestialske rivaler i mad og kærlighed sig straks over ham, og passer man ikke godt på, kan man et øjeblik efter finde et ukendeligt kadaver midt i møddingen. (Friis, op. cit., p. 27-28)

Det interessante er nok ikke at holdninger skifter, det gør de ofte og det burde ikke ligefrem nogen hemmelighed at man ikke til alle tider har været lige sentimental overfor dyr eller for den sags skyld mht. børn:

liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere. (Seneca: De Ira I 15,2)

Det interessante er den totalitære indstilling der søger at gennemtvinge en moral der vil straffe for forhold, hvis ulovlighed ville have været indlysende tåbelige for mindre end en menneskealder siden:

Det er en grel dyrværnsag, men vi kan ikke gøre noget, for vi ved ikke, hvem der mishandlede musene, siger Ida Holk Madsen, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse. (Rosbøg, op. cit.)

Men det er jo, som jeg har sagt før, sådan, at når ideologien går ind, så går forstanden ud. Eller måske rettere, når enhver form for dannelse er fraværende, in casu et historisk perspektiv der næppe engang rækker mindre end en menneskealder tilbage, så ender mennesker alt for ofte som ofre for tilfældige indskydelser eller moralske vildfarelser.


(1) Sanne Rosbøg: Druknede mus i vodka for sjov. eb.dk d. 22. juli 2007 kl. 10:40 Ja, nu skal man jo ikke tage en avis som Ekstra Bladet særligt alvorligt; de er jo ikke netop berømte for at omgås sandheden med ynde og omhu, hvilket blandt andet ses af at artiklen ikke kan blive enig med sig selv om hvorvidt der var tale om en balje eller en kande med vodka. Men hvor pinligt det end er at en Ekstrabladsjournalist ikke kan skrive ti liner uden at modsige sig selv, er det dog uden betydning for vores formål.

Of the Cases in which we may put Men to Death without incurring the Guilt of Murder

"However, there are some exceptions made by the divine authority to its own law, that men may not be put to death. These exceptions are of two kinds, being justified either by a general law, or by a special commission granted for a time to some individual. And in this latter case, he to whom authority is delegated, and who is but the sword in the hand of him who uses it, is not himself responsible for the death he deals. And, accordingly, they who have waged war in obedience to the divine command, or in conformity with His laws have represented in their persons the public justice or the wisdom of government, and in this capacity have put to death wicked men; such persons have by no means violated the commandment, "Thou shalt not kill." Abraham indeed was not merely deemed guiltless of cruelty, but was even applauded for his piety, because he was ready to slay his son in obedience to God, not to his own passion. And it is reasonably enough made a question, whether we are to esteem it to have been in compliance with a command of God that Jephthah killed his daughter, because she met him when he had vowed that he would sacrifice to God whatever first met him as he returned victorious from battle. Samson, too, who drew down the house on himself and his foes together, is justified only on this ground, that the Spirit who wrought wonders by him had given him secret instructions to do this. With the exception, then, of these two classes of cases, which are justified either by a just law that applies generally, or by a special intimation from God Himself, the fountain of all justice, whoever kills a man, either himself or another, is implicated in the guilt of murder."


— Augustine: The City of God. 1.21 (trans: Marcus Dods)

Of the End of this Life

"But, it is added, many Christians were slaughtered, and were put to death in a hideous variety of cruel ways. Well, if this be hard to bear, it is assuredly the common lot of all who are born into this life. Of this at least I am certain, that no one has ever died who was not destined to die some time. Now the end of life puts the longest life on a par with the shortest. For of two things which have alike ceased to be, the one is not better, the other worse—the one greater, the other less. And of what consequence is it what kind of death puts an end to life, since he who has died once is not forced to go through the same ordeal a second time? And as in the daily casualties of life every man is, as it were, threatened with numberless deaths, so long as it remains uncertain which of them is his fate, I would ask whether it is not better to suffer one and die, than to live in fear of all? I am not unaware of the poor-spirited fear which prompts us to choose rather to live long in fear of so many deaths, than to die once and so escape them all; but the weak and cowardly shrinking of the flesh is one thing, and the well-considered and reasonable persuasion of the soul quite another. That death is not to be judged an evil which is the end of a good life; for death becomes evil only by the retribution which follows it. They, then, who are destined to die, need not be careful to inquire what death they are to die, but into what place death will usher them. And since Christians are well aware that the death of the godly pauper whose sores the dogs licked was far better than of the wicked rich man who lay in purple and fine linen, what harm could these terrific deaths do to the dead who had lived well?"


— Augustine: The City of God. 1.11 (trans: Marcus Dods)

Of Suicide committed through Fear of Punishment or Dishonour

"And consequently, even if some of these virgins killed themselves to avoid such disgrace, who that has any human feeling would refuse to forgive them? And as for those who would not put an end to their lives, lest they might seem to escape the crime of another by a sin of their own, he who lays this to their charge as a great wickedness is himself not guiltless of the fault of folly. For if it is not lawful to take the law into our own hands, and slay even a guilty person, whose death no public sentence has warranted, then certainly he who kills himself is a homicide, and so much the guiltier of his own death, as he was more innocent of that offence for which he doomed himself to die. Do we justly execrate the deed of Judas, and does truth itself pronounce that by hanging himself he rather aggravated than expiated the guilt of that most iniquitous betrayal, since, by despairing of God's mercy in his sorrow that wrought death, he left to himself no place for a healing penitence? How much more ought he to abstain from laying violent hands on himself who has done nothing worthy of such a punishment! For Judas, when he killed himself, killed a wicked man; but he passed from this life chargeable not only with the death of Christ, but with his own: for though he killed himself on account of his crime, his killing himself was another crime. Why, then, should a man who has done no ill do ill to himself, and by killing himself kill the innocent to escape another's guilty act, and perpetrate upon himself a sin of his own, that the sin of another may not be perpetrated on him?"


— Augustine: The City of God. 1.17 (trans: Marcus Dods)