"The twelvemonth and a day being up,
The dead began to speak:
‘Oh who sits weeping on my grave,
And will not let me sleep."
— The Unquiet Grave, English folk song
UTI: Døden
Jeg, der ellers sjældent drømmer, eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.
Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.
Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst os og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.
Og der vågnede jeg selvfølgelig.
Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.
Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!
William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:
O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of lightPour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”
… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.
O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
— Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!
Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
— : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
— ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998
Virkeligheden er i høj grad noget overvurderet lort, fyldt med nævenyttige forskere, som med deres kedsommelige fakta formår at henlægge enhver fantasifuld, brutal, dramatisk, tragisk eller i det hele taget bare spændende historie til fantasiens eller myternes verden! Se nu for eksempel bare hvad Den Store Danske Encyklopædi skriver om tyrannen Falaris:
Falaris, d. ca. 554 f.Kr., tyran i Akragas, nuværende Agrigento i Italien. Historien om Falaris som en særlig brutal tyran, der ristede sine ofre levende i en bronzetyr, er tvivlsom. Akragas ser ud til at have blomstret i hans regeringstid.
Vi ser helt bort fra den moraliserende antagelse af, at (by)samfund ikke kan trives og blomstre under tyranners styre, og haster videre til nogle langt mere interessante kilder.
Cicero:
“Some ages afterwards, Publius Scipio took Carthage, in the third Punic war; after which victory, (remark the virtue and carefulness of the man, so that you may both rejoice at your national examples of most eminent virtue, and may also judge tire incredible audacity of Verres worthy of the greater hatred by contrasting it with that virtue,) he summoned all the Sicilians, because he knew that during a long period of time Sicily had repeatedly been ravaged by the Carthaginians, and bids them seek for all they had lost, and promises them to take the greatest pains to ensure the restoration to the different cities of everything which had belonged to them. Then those things which had formerly been removed from Himera, and which I have mentioned before, were restored to the people of Thermae; some things were restored to the Gelans, some to the Agrigentines; among which was that noble bull, which that most cruel of all tyrants, Phalaris, is said to have had, into which he was accustomed to put men for punishment, and to put fire under. And when Scipio restored that bull to the Agrigentines, he is reported to have said, that he thought it reasonable for them to consider whether it was more advantageous to the Sicilians to be subject to their own princes, or to be under the dominion of the Roman people, when they had the same thing as a monument of the cruelty of their domestic masters, and of our liberality.” (Cic. Ver. 2.4.73 / tr: C.D.Yonge)
Diodor:
“This Phalaris burned to death Perilaus, the well-known Attic worker in bronze, in the brazen bull. Perilaus had fashioned in bronze the contrivance of the bull, making small sounding pipes in the nostrils and fitting a door for an opening in the bull’s side and this bull he brings as a present to Phalaris. And Phalaris welcomes the man with presents and gives orders that the contrivance be dedicated to the gods. Then that worker in bronze opens the side, the evil device of treachery, and says with inhuman savagery, “If you ever wish to punish some man, O Phalaris, shut him up within the bull and lay a fire beneath it; by his groanings the bull will be thought to bellow and his cries of pain will give you pleasure as they come through the pipes in the nostrils.” When Phalaris learned of this scheme, he was filled with loathing of the man and says, “Come then, Perilaus, do you be the first to illustrate this; imitate those who will play the pipes and make clear to me the working of your device.” And as soon as Perilaus had crept in, to give an example, so he thought, of the sound of the pipes, Phalaris closes up the bull and heaps fire under it. But in order that the man’s death might not pollute the work of bronze, he took him out, when half-dead, and hurled him down the cliffs.” (Diod. 9.19.1 / tr.: by C.H.Oldfather)
Lukian, som lægger ordene i munden på Falaris selv:
“And now I must explain to you the origin of my present offering, and the manner in which it came into my hands. For it was by no instructions of mine that the statuary made this bull: far be it from me to aspire to the possession of such works of art! A countryman of my own, one Perilaus, an admirable artist, but a man of evil disposition, had so far mistaken my character as to think that he could win my regard by the invention of a new form of torture; the love of torture, he thought, was my ruling passion. He it was who made the bull and brought it to me. I no sooner set eyes on this beautiful and exquisite piece of workmanship, which lacked only movement and sound to complete the illusion, than I exclaimed: “Here is an offering fit for the God of Delphi: to him I must send it.” “And what will you say,” rejoined Perilaus, who stood by, “when you see the ingenious mechanism within it, and learn the purpose it is designed to serve?” He opened the back of the animal, and continued: “When you are minded to punish any one, shut him up in this receptacle, apply these pipes to the nostrils of the bull, and order a fire to be kindled beneath. The occupant will shriek and roar in unremitting agony; and his cries will come to you through the pipes as the tenderest, most pathetic, most melodious of bellowings. Your victim will be punished, and you will enjoy the music.”(Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)
Men musikken blev altså ikke rigtig påskønnet af tyrannen, som ikke bare syntes at Perilaus’ opfindsomhed var lige i overkanten, men ligefrem blev frastødt af den:
"‘His words revolted me. I loathed the thought of such ingenious cruelty, and resolved to punish the artificer in kind. “If this is anything more than an empty boast, Perilaus,” I said to him, “if your art can really produce this effect, get inside yourself, and pretend to roar; and we will see whether the pipes will make such music as you describe.” He consented; and when he was inside I closed the aperture, and ordered a fire to be kindled. “Receive,” I cried, “the due reward of your wondrous art: let the music-master be the first to play.” Thus did his ingenuity meet with its deserts. But lest the offering should be polluted by his death, I caused him to be removed while he was yet alive, and his body to be flung dishonoured from the cliffs. The bull, after due purification, I sent as an offering to your God, with an inscription upon it, setting forth all the circumstances; the names of the donor and of the artist, the evil design of the latter, and the righteous sentence which condemned him to illustrate by his own agonized shrieks the efficacy of his musical device.” (Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)
… og endelig Pindar med en slags morale på den historie:
The kindly excellence of Croesus does not perish, but Phalaris, with his pitiless mind, who burned his victims in a bronze bull, is surrounded on all sides by a hateful reputation; lyres that resound beneath the roof do not welcome him as a theme in gentle partnership with the voices of boys. The first of prizes is good fortune; the second is to be well spoken of; but a man who encounters and wins both has received the highest garland.(Pind. Pyth. 1.94 / tr. D. A. Svarlien)
En helt igennem vidunderlig men måske ikke særlig letlæst kilde til denne og andre fatasifulde historier i kategorien Sjov med Meningsløs Vold er Roland Villeneuves: La Musée des Supplices (Paris 1968) bogen findes også i tysk oversættelse, med den helt igennem vidunderlige titel:
“Grausamkeit und Sexualität. Sadistisch-flagellantische, pathologische, gesellschaftlich-machtpolitische und religiöse Hintergründe der Leibes- und Todesstrafen, Hinrichtungsarten, Martern und Qualen bis in die Gegenwart in Wort und Bild.” (Stuttgart 1968)
Bogen, som har en noget dyster og letkøbt påstand af Rivarol som motto: “Die zivilisierten Völker sind für das Gift der Barbarei so anfällig wie das blanke Eisen für den Rost. Völker und Stahl, beide glänzen nur an die Oberfläche.” anbefales kraftigt til nysgerrige men ikke alt for sarte sjæle.
For en håndfuld mønter erhvervede jeg mig disse følgende billeder på et loppemarked i Odense. Fælles for dem er at de er gamle, nogle af dem på den fjerne side af hundrede år. Fælles for dem er også at de er minder, nogens minder om egen barndom, om deres familie, om kolleger, men fælles for dem alle er også, at der ikke længere er nogen tilbage til at mindes.
Det er ikke sandsynligt, at der er nogen af personerne på disse billeder, som endnu er i live og det er nok overvejende sandsynligt, at de der engang har ejet disse billeder, ejheller er i live længere. Hvordan og hvorfor skulle ellers disse engang værdifulde minder, være til salg for småpenge på et loppemarked?
Et helt langt livs erindringer, tanker og følelser er der på det billede i den gamle kones skikkelse, måske en kærlig bedstemor eller måske en striks gammel tante, som kigger udtryksløst på barnet der leger ved brønden, mens storebror, noget mere genert ser på fra døren. Der er også et helt livs potentiale der i barnet på billedet, et liv fanget af fotografen i dets spæde start, men som nu forlængst er udfoldet og udlevet og har fundet sin naturlige afslutning og som formodentlig endda er glemt.
Familien på dette billede er fra en fotograf ved navn Mansfield. Adressen på fotografen fremgår af billedet og adressen er 245 Anlaby Road, Hull.
Fotografering var en alvorlig sag og vi ser en meget alvorlig fader og en noget nervøst udseeende moder og en datter som måske ikke kunne sidde helt stille og derfor ikke rigtig er tilstede på billedet og som sikkert har fået skældud efterfølgende. “Se nu hvad du har gjort!”
Men der er ikke rigtig noget der taler til os i billedet, andet end en radikal anderledes påklædning: klædt på til at blive fotograferet. Foreviget har de måske endda sagt; for sjov måske, hvis man har haft lidt dannelse, ellers i fuld selvhøjtidelig alvor.
Mere lokalt er der dette billede fra systuen på Nørregade i Nr. Broby:
Frk Rasmussen fra Holmstrup
endnu en Frk. Rasmussen,
Frk. Andersen,
Frk. Petersen
Frk. Johansen.
Andet står der ikke bag på billedet.
En verden af sladder og småsnak der forlængst er forstummet og et sidste “Kan du huske dengang vi … ” er sagt og bortvisket fra sammen med de mennesker, hvis verden var systuen i Broby og som siden spredtes, levede og døde og ikke er her længere og nu bare står tilbage som ansigter på et falmet foto, et tableau uden nogen betydning andet end som en påmindelse til os, om hvordan verden engang så ud.
Har det nogen værdi, nu hvor der ikke længere er nogen tilbage til at mindes?
Frk. Petersen fjollede i øvrigt rundt nede bag ved sammen med frk. Andersen og endte som en sløret skygge, en silhuet af et menneske der for længst er ophørt med at eksistere, både derude i verden og i minderne hos de der kendte hende. Udvisket i det øjeblik hun blev foreviget, levede hun dog alligevel sit liv, dér, et eller andet sted på Fyn, men ingen husker længere om Frk. Petersen levede til at blive 90 år med skarer af børn, børnebørn og oldebørn eller om hun døde i barselsseng sammen med sit første dødfødte barn.
Har det længere nogen betydning?
Der er ingen tilbage til at huske, at familien fodrede svanerne den sommer “i en park i Holland”, hvor lillepigen var kun to år. Der er ingen der længere med et smil tænker at far nu heller aldrig var særlig dygtig med det kamera.
Der er heller ikke længere nogen der kigger på familiebilledet fra England med rynkede og svagt rystende hænder og griner lidt ved tanken om storesøster, der nu heller aldrig kunne sidde helt stille. Glemt er mindet om, at det en gang i mellem nu også var ret hyggeligt i systuen.
Vi lever og vi dør og lever måske videre en stund i erindringen hos de der engang kendte os, elskede os, men også erindringen om os falmer gradvist som årene går og så hentes vi undertiden frem, som minder hos et menneske der selv nærmer sig enden på et liv og til sidst er vi blot et ansigt på et billede, glemt eller kasseret og solgt på et loppemarked et sted i Odense en forårsdag, hvor en tilfældig nysgerrig tager os op og kigger på os og med et smil tænker på hvilket liv vi mon havde, om vi var lykkelige der i det korte tidsrum der blev os tildelt, og kigger os et kort sekund i øjnene og vi kigger tilbage fra graven uden at vide det, inden billedet af os ryger tilbage i kassen og glemmes for evigt.
Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.
Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …
“Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.” (1)
Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?
“War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.”(2)
Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.
“I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.”(3)
Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.
Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge. Men altid kun hvis den aktivt opsøges og pågribes.
Sophus Claussen beskrev det således:
Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.
Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)
(1) Saxo. (Zeebergs overs.), Kbh 2000.
(2) Hegel: Philosophy of Right, §324 (tr. Knox) Oxford 1962.
(3) Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh 1979
I går blev Libyens tidligere diktator slæbt hårdt såret ud af den kloak i hvilken han havde søgt at gemme sig, efter den konvoj han flygtede i var blevet angrebet fra luften. Ikke så meget historien, men de umiddelbare omstændigheder minder jo ikke så lidt om de, under hvilke den tidligere kollega Saddam Hussein blev taget til fange i 2003.
Spørgsmålet man må stille sig selv og de to herrer hvis det dog bare var muligt, er, hvorfor pokker de dog ikke for længe siden selv valgte hvordan de ville forlade denne verden som for længst ikke havde mere at byde på for dem, for dog i det mindste at forlade den med en smule værdighed i behold og ikke mindst for at berøve deres (politiske) modstandere muligheden for at pågribe dem i live og ikke mindst for at berøve modstanderne fornøjelsen af at få lov at slå dem ihjel.
At den rumænske diktator Ceausescu blev henrettet i en baggård efter en skueproces af værste slags, er den skæbne som diktatorer både må imødese at lide og, endnu værre måske, blive husket for. Tilgivelse er sjældent det som står øverst på deres modstandernes mentale huskeseddel.
Hvad havde en Gaddafi dog forventet ville ske da en flok oprørere fik fat på ham under alt andet end velordnene omstændigheder. Hvis hans sidste ord virkelig, som det er blevet refereret, var “Skyd mig ikke!” hvilke forventninger havde han da til resten af sit liv? At det hele måske nok skulle gå alligevel?
Der er ikke megen ære i at blive slæbt gennem gaderne i mere eller mindre miserabel tilstand, for efterfølgende at få skudt en kugle for panden. (youtube video) Der er endnu mindre ære i forinden at tigge og bede for sit liv. Og det er ikke en værdig død at få skudt en kugle for panden af en eller anden tilfældig oprørssoldat, en af mange som sikkert ligefrem står i kø for at få æren af at kunne fortælle sine børnebørn at det var ham som skød Gadaffi. Man kan virkelig godt tillade sig at beklage sig over manglen på format hos diktatorer verden over efterhånden som de falder. Måske de håber på en slags avanceret pensionsordning som den Marcos havde sikret sig inden sit exil på Hawaii?
Det overvejende sandsynlige er trods alt nok en pludselig og brutal død og at verden på den vis får ulignet års urimeligheder og uretfærdigheder og derfor kan man måske forstå at Bin Laden, som jo trods alt kæmpede mere for idealer og principper end egen fordel, da han blev taget på sengen, i det mindste kæmpede imod og døde og endnu mere at Hitler tog sit eget liv frem for at falde i russernes hænder.
Så måske skal man bare vende sig mod historiens større slyngler for at finde det format, der også kommer til udtryk gennem valget af et nogenlunde værdigt endeligt. Her Nero hos Sveton:
Meanwhile, letters being brought in by a servant belonging to Phaon, he snatched them out of his hand, and there read, “That he had been declared an enemy by the senate, and that search was making for him, that he might be punished according to the ancient custom of the Romans.” He then inquired what kind of punishment that was; and being told, that the practice was to strip the criminal naked, and scourge him to death, while his neck was fastened within a forked stake, he was so terrified that he took up two daggers which he had brought with him, and after feeling the points of both, put them up again, saying, ” The fatal hour is not yet come.” One while, he begged of Sporus to begin to wail and lament; another while, he entreated that one of them would, set him an example by killing himself; and then again, he condemned his own want of resolution in these words: ” I yet live to my shame and disgrace: this is not becoming for Nero: it is not becoming. Thou oughtest in such circumstances to have a good heart: Come, then: courage, man!” The horsemen who had received orders to bring him away alive, were now approaching the house. As soon as he heard them coming, he uttered with a trembling voice the following verse,
"ἵππων μ᾽ ὠκυπόδων ἀμφὶ κτύπος οὔατα βάλλει."
"The noise of swift-heel’d steeds assails my ears;"
he drove a dagger into his throat, being assisted in the act by Epaphroditus, his secretary. A centurion bursting in just as he was half-dead, and applying his cloak to the wound, pretending that he was come to his assistance, he made no other reply but this, “‘Tis too late; and “Is this your loyalty ?” Immediately after pronouncing these words, he expired, with his eyes fixed and starting out of his head, to the terror of all who beheld him. He had requested of his attendants, as the most essential favour, that they would let no one have his head, but that by all means his body might be burnt entire. And this, Icelus, Galba’s freedman, granted. ➜
Gadaffi kunne som Nero have citeret Iliaden og med et “Grandt mig lyder for Øren rapfodede Gangeres Hovtramp“, have skudt sig en kugle for panden og med fordel inden han kravlede ned i kloaken. På den anden side kan man også vælge at se på det således, at han fik det endeligt som passede til ham og den person han nu engang var.
Det er et spørgsmål om karakter, intet andet.
Tage Voss har skrevet sin sidste kronik. Den blev trykt i Politiken for en måned siden under overskriften: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø.
“Langsomt eller hurtigt: Verden bliver anderledes. Og hvis man ikke forlader den i tide, forlader den altså én. Med alderen bliver man usårlig, fordi man ikke har nogen fremtid at bekymre sig for. Men alligevel tænker man sit. Børnene fejrer jubilæer og går på pension. Børnebørnene får status og egen bil, drengene får skæg. Og oldebørnene … bekymringen tynder ud og bliver abstrakt.
Men nu AT møde Eva, den dejlige, aldrig opnåede, den ulægelige længsel, kaldet forelskelse: Kindernes smilehul er borte, Eva selv er borte i den afpillede gamle kone med svulne fødder og reducerede åndsevner.
Selv er man stadig 16 år – indtil man i en butiksrude ser den fremmede olding, stavrende med usikker holdning: Jamen det kan da ikke være … men det er det!
Gadekæret i Ballerup sværmede man om, mens solen svandt og storken landede på kirketårnet efter sidste tur i mosen, før skumringen faldt. Hvor pokker er gadekæret, det lå da her … Man spørger i supermarkedet, de griner: »Gadekæret er her. Du står på det. Fyldt op. Klart med de grundpriser …«. Hellige verden, hvor jeg er hjemløs. Hvad skal for øvrigt nutiden med gadekær, hvor man ikke sværmer, fordi der er Anders And i fjernsynet.”
og
“Faktisk kan jeg være ligeglad. Jeg er aldrig sulten, kan ikke smage eller lugte. Om jeg drikker whisky eller salmiakspiritus kommer ud på ét. Og hvis jeg fryser, bliver jeg bare under dynen, til foråret kommer. Eller hvad der nu kommer.
Efter alt det store kommer nu småting: Hvad med alle bøgerne, klassikerne i smukke bind, de uindbundne slidt i laser, kære og uundværlige? Hvad skal de andre stille op med dem, når de skal til møde eller se fjernsyn? Og som henter færdigsyede svar på livets gåder i brevkasser eller hos professionelle sagsbehandlere. Og de cigarer, som jeg ikke når at ryge – efterladt i en verden, hvor rygning er skadeligt. Eller forbudt!
Som indlandsisen, som fiskene i havet, som ålegræs og flagermus og de grønbrogede tudser, måske er de der endnu, hvis man kan finde dem – selv lige overlevende i en døende verden. Jeg kan ikke lide det!
Det konstateres med eftertænksomhed, at den og den er død. Men det er kun den tredjedel af ham, som ikke for længst er død undervejs. Af nogle er kun personnummeret tilbage. Alle de mange (som ikke er faldet om i tide af hjerteslag) kunne man have ønsket en død år tidligere, så de kunne være sparet smerter, depression, afhængighed, været sparet for at miste identitet og værdighed.
Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Der dør dog 60.000 mennesker i Danmark om året, så vi klarer det nok også uden besvær, alle. Det er ikke noget særligt.”
Tage Voss udgav i 2008 bl. a. en bog om at blive gammel og blev i den forbindelse (mere elle mindre!) interviewet i Politiken.
“Egentlig havde Tage Voss en aftale med en naturkonservator ved navn Bjarne om, at denne skulle udstoppe ham, når han døde, fortæller han, da bilen står parkeret i perlegruset, og han tager imod i døren til den gamle rødstensvilla.
»Men så døde Bjarne sgu selv«.
Bjarne blev kørt i rustvogn de seks kilometer til krematoriet. Det kostede 5.000 kroner. Og som Tage Voss siger:
»Det vil jeg fandeme ikke betale«.
I stedet må hans familie slæbe ham de 50 meter over landevejen til kirkegården. Og så skal han have lavet sig en kiste. For:
»Jeg vil sgu ikke betale 6.000 kroner for en sprøjtelakeret kasse af billigt fyrretræ«.”
Der er ikke noget som kan få en (mig!) i godt humør, som en gammel gnavpot der siger hvad han tænker og mener hvad han siger.
— Tage Voss: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Politiken, d. 9/1 2011Tage Voss: At visne lige glad. Forlaget Vandkunsten 2008
— Tage Voss: Verden forlader en, før man selv forlader den. Politiken 27/4 2009
I et hvert menneske, uanset hvor ondskabsfuld, korrupt eller dumt det på overfladen forekommer, er der altid, et eller andet sted, et element af godhed, ærlighed eller visdom. Også når det gælder den danske offentligheds komiske royale sideshow Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, i daglig tale kendt som Henrik, som jo er en helt igennem anakronistisk figur der i al sin affekterede talentløshed ikke holder sig tilbage fra også at optræde som digter. Man forventer ikke meget fra denne familie af "kunstnere," men undertiden kan man jo sænke niveauet og glædes over lidt, som når BT bringer historien om at Prins Henrik chokerer: "Tvillingerne er meget grimme":
– Tvillingerne er meget grimme, lyder den karske dom over Mary og Frederiks to nyfødte børn, inden Prinsen dog bløder en kende op i det vanlige, frankofile smil og fortsætter:
– Nej, de er meget søde. Men jeg vil ikke sige smukke.
I et stille øjeblik bifalder vi dette lille oprør mod den forbandede forpligtelse man har til – på opfordring, intet mindre – at synes at andres nyfødte børn er smukke. Det er de ikke. I hvertfald ikke for andre end forældre, bedsteforældre og søskende, hvilket måske skyldes at de befinder sig i et følelsesladet øjeblik og således ikke ligefrem anlægger objektive kriterier.
Eftersom vi desværre ikke har et billede af de royale rædsler bringer vi et billede af et par andre tvillinger hvis forældre garanteret også syntes at de var både smukke og søde. Det gør forældre jo.
Heldigvis!
Men alt det skal ikke fjerne vores opmærksomhed fra følgende: Skuespiller Ellen Hillingsø har besøgt og besigtiget den royale yngel og BT har fundet det vigtigt at indhendte hendes vurdering og kan med stor alvor konstatere at “Skuespiller Ellen Hillingsø er uenig med prins Henriks bedømmelse af de royale tvillinger.“
— Er det rigtigt, at tvillingerne er så grimme, som prins Henrik siger?
— Nej, nej, slet ikke, svarede hun.
— Hvordan var de så?
— De var enormt søde, smilede hun.”
Men var det egentlig ikke det Henrik sagde?
— ‘Tvillingerne er grimme’, BT d. 11/1 2011
— ‘De er slet ikke grimme‘, BT d. 11/1 2011
— Ill. via Wikimedia.
Vi bevæger os væk et øjeblik fra politikens grænseland og tilbage til dengang hvor Gud stod klar til at gribe magten og nok vidste hvordan forfølgere af religiøse mindretal skulle straffes. Her Gaius Galerius Valerius Maximianus (ca. 260-311) romersk kejser og ihærdig forfølger af kristne i Lactantius’ beskrivelse:
Det var i Galerius’ attende regeringsår, at Gud ramte ham med en uhelbredelig sygdom. han fik et ondartet sår på undersiden af kønsorganerne, og det bredte sig videre. Lægerne skar i det og plejede ham; men da der allerede var dannet ar, brød såret op,, og han mistede så meget blod fra en bristet åre, at der var fare for hans liv. Med nød og næppe fik man dog standset blodet. På ny måtte kuren begynde forfra, og omsider fik man igen dannet ar. Da brød såret atter op ved en let bevægelse af kroppen, og der løb endnu mere blod ud end første gang. Kejseren blev helt bleg, og hans kræfter var ved at svinde, inden man fik standset blodstrømmen. Nu virkede medicinen ikke mere på såret; kræften trængte ind i de nærmeste legemsdele, og jo mere man skar, desto mere bredte den sig; jo mere man plejede ham, des stærkere tog sygdommen til.
[…]
Berømte læger blev samlet fra alle kanter, men menneskehænder kunne intet udrette. Så tog man tilflugt til afguderne, bad til Apollo og Asclepius og anråbte om hjælp. Apollo anviste en kur, men den gjorde kun ondt værre. Nu var ødelæggelsen ikke langt borte, og den havde allerede bemægtiget sig hele underkroppen. Indvoldene rådnede, og sædet opløstes i ét væskende sår. Alligevel hørte de stakkels læger ikke op med at kurere på ham, skønt uden håb om at få bugt med sygdommen. Da den blev trængt tilbage af deres medikamenter, bredte den sig indefter og angreb hans indre, og her opstod der orme. Stanken udbredte sig ikke blot i paladset, men i hele byen. Det var heller intet under, da hans afføring og urin allerede havde blandet deres udløb. hans krop blev ædt af orme og opløstes i råddenskab under frygtelige smerter.
“Gyseligt lød mod himmelen hans hvinende dødsskrig, som når en tyr, hvem øksen har ramt, fra alteret flygter.” (Vergil: Æneiden II, 222ff)
Der blev lagt varme, kogte kødstykker på hans væskende sæde for at lokke ormene ud ved varmen. Da de blev fjernet, vrimlede en utallig sværm frem, men det var et langt større antal, der var blevet udklækket i hans rådnende indvolde. De forskellige dele af kroppen havde nu helt ændret udseende som følge af sygdommen. Overkrppen ned til såret var udtørret, og ved hans frygtelige magerhed var den gulblege hud dybt indfalden mellem knoglerne; underkroppen avr opsvulmet som en lædersæk, og fødderne var uformelige.
Alt dette stod på i et helt år, indtil han endelig var kuet af sygdommen og tvunget til at bekende Gud. Når der var et ophold i hans stadig fornyede pinsler, råbte han, at han ville genopføre Guds tempel og give erstatning for sin forbrydelse. (s.60-61)
At Galerius således belært sadlede om og i Nicomedia i 311 udstedte det edikt som
"i overensstemmelse med denne Vor tolerance skal de kristne bede til deres gud for Vor og statens og deres egen velfærd, for at staten overalt kan stå uantastet, og de selv kan leve trygt i deres hjem," (s. 62) skaffede ham dog ikke anden udfrielse end den døden kunne bringe: "Ved denne handling opnåede kejseren dog ikke Guds tilgivelse for sin forbrydelse; men få dage efter betroede han sin hustru og søn i Licinius’ hånd og døde af det frygtelige sår på et tidspunkt, da alle legemsdele allerede var i fuld opløsning." (s. 62)
Se også "Burn in Hell"
— Lactantius: De Mortibus Persecutorum, 33 (da: Forfølgernes død. Oversat af Torben Damsholt. Munksgaard 1971)
Udover Beaurieux’ observationer med den henrettede Languilles hoved og hvad der synes at have været en bevidst reaktion fra det afskårne hovede, faldt jeg over denne beretning fra Cecil Adams, som citerer et brev
“from a U.S. Army veteran who had been stationed in Korea. In June 1989 the taxi he and a friend were riding in collided with a truck. My correspondent was pinned in the wreckage. The friend was decapitated. Here’s what happened:
“My friend’s head came to rest face up, and (from my angle) upside-down. As I watched, his mouth opened and closed no less than two times. The facial expressions he displayed were first of shock or confusion, followed by terror or grief. I cannot exaggerate and say that he was looking all around, but he did display ocular movement in that his eyes moved from me, to his body, and back to me. He had direct eye contact with me when his eyes took on a hazy, absent expression … and he was dead.”
I’ve spoken with the author and am satisfied the event occurred as described.”(1)
Man kan nok gå ud fra at døden ikke indtræder i netop det øjeblik hovedet skilles fra kroppen – der vil gå et kort tidsrum, hvor hjernen stadig fungerer og hvor bevidstheden i en eller anden udstrækning er intakt. Nogen tid til egentlig refleksion er der dog næppe tale om. (Hvor megen egentlig lidelse der så er tale om kan jo så diskutere, men det er en anden sag.)
Alligevel vil de fleste af os nok kategorisk afvise guillotinen som et redskab til straf man kunne anvende i dag. De fleste sikkert med udgangspunkt i moralske overvejelser mens et mere reflekteret mindretal vil afvise det pga den holdning det moralske flertal indtager.
Men facinationen af døden fejler ikke noget – det er de færreste mennesker der har tal på hvor mange mennesker de har set dø i biografen eller på tv. Døden er god underholdning.
Ovenstående scene er fra Cronenbergs “Scanners” som for tredive år siden (sammen med de mindre kunstnerisk interessante Ilse-film) var centrum for debatten om videovold.
Men lige så god underholdning som den er, lige så frygtet ser den ud til at være i den virkelige verden. Dødsstraf afvises med den begrundelse af den offeret for straffen “lider”, er udsat for smerte eller er udsat for umenneskelig behandling. Derudover afvises den også med den begrundelse at staten ikke skal slå ihjel. Men hvorfor det er mere korrekt at sætte et menneske i bur for livstid end bare at skaffe sig af med vedkommende her og nu er der vist ingen fornuftig forklaring på. Det er vist bare at flygte fra problemerne og ansvaret.
Andre kulturer har haft et noget mindre sentimentalt forhold til mennesket og døden og det inkluderer i øvrigt vores egen fortid. Offentlige henrettelser har ikke været unormalt og f. eks. i Kina var man i begyndelse af det 20. århundrede heller specielt blufærdige med det.
Er der en morale?
Sikkert ikke, men hvis engang det var god underholdning at se en slyngel få sin velfortjente straf i fuld offentlighed, kan man jo tænke lidt over hvordan man er nået derfra og til at man i aftes på TV kunne se flere danske politikere græd snot over at smågrise kastreres uden bedøvelse. (En enkelt politiker især kom galt afsted med en udtalelse om at dyr i hvert fald skal have det godt indtil de slagtes. Spørgsmålet om sammenhængen mellem lidelse og bevidsthed behøver man sikkert ikke ulejlige sig med at stille i denne forbindelse.) Naiviteten og sentimentaliteten er kvalmende…
(1) Does the head remain briefly conscious after decapitation