Logik for høns? I

2007-11-15 by Admin

“Vi ønsker ligestilling mellem kønnene i vores samfund, men hvordan kan det opnås, når prostitution og kvindehandel er med til at skabe et billede af kvinden som en vare, der kan handles med, en vare alle har ret til at købe eller sælge?”

Således skriver Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen i Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem.

Læg mærke til udtrykket “skabe et billede”, det er en helt formidabel måde at argumentere på: Ligestilling i samfundet er umulig at opnå fordi nogle få (meget få) kvinder foretager sig et-eller-andet og dette et-eller-andet udøver så indflydelse på både hvordan flertallet af kvinder opfattes i samfundet og hvad flertallet af kvinder i det hele taget kan kan foretage sig og opnå ved at “skabe et billede”.

Ikke et ord om:

  • hvorfor dette mindretalsbillede på nogen måde skulle kunne øve nogen væsentlig indflydelse på flertallet.
  • hvorfor det store flertal af ikke-prostituerede kvinder ikke skaber et tilsvarende kraftigere “mod-billede”. – hvordan dette “billede” udøver den indflydelse det skulle have på dem der “ser” det. – hvilken indflydelse det udøver, udover at være et billede i sig selv. – … og sikkert en hel masse andet.

Det burde ikke være en overraskelse at den slags “billeder” (og deres modbilleder) skabes overalt i vores samfund, hele tiden og af os alle sammen, med større eller mindre konsekvenser.

Men lad os da bare føre argumentationen videre. Det er velkendt at der er en stor overvægt af kvindelige pædagoger (for nu slet ikke at inddrage sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og hjemmehjælpere). Det har været oppe i folketinget. Jeg har selv som formand for bestyrelsen i en børnehave oplevet en 25:1 kvinde/mand ratio på jobansøgninger o. s. v. Jeg vil derfor påstå at ligestilling ikke kan opnås, når alle disse kvindelige pædagoger er med til at skabe et billede af kvinden som den der passer børnene. Ydermere vil jeg tro at antallet af kvindelige pædagoger formodentlig er adskillige hundrede gange større end antallet af prostituerede og at de derfor skaber et billede der er så mange gange stærkere, at den eneste fornuftige løsning ville være – i ligestillingens hellige navn – straks at forbyde, ikke bare kvindelige pædagoger, men måske pædagoger i det hele taget.

Det er da indlysende, er det ikke, at vi kan og skal tolerere et samfund hvor folk går rundt og skaber uacceptable billeder.

Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen: Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem. Fra Redens nu nedlagte hjemmeside: reden.dk.

Kræmmersjæl

2007-11-08 by admin

"... unsre »höheren« Schulen sind allesamt auf die zweideutigste Mittelmäßigkeit eingerichtet, mit Lehrern, mit Lehrplanen, mit Lehrzielen. Und überall herrscht eine unanständige Hast, wie alsob etwas versäumt wäre, wenn der junge Mann mit 23 Jahren noch nicht »fertig« ist, noch nicht Antwort weiß auf die »Hauptfrage«: welchen Beruf? - Eine höhere Art Mensch, mit Verlaub gesagt, liebt nicht »Berufe«, genau deshalb, weil sie sich berufen weiß... Sie hat Zeit, sie nimmt sich Zeit, sie denkt gar nicht daran, »fertig« zu werden - mit dreißig Jahren ist man, im Sinne hoher Kultur, ein Anfänger, ein Kind." (1)

Helge Sander om de studieskift, der forlænger studietiden for de uheldige der søgte ind på en forkert videregående uddannelse:

"Det giver tab i livsindkomst for den studerende [...] og samtidig har universiteterne spildt undervisningstid og penge, og uddannelsen får en ledig plads, som en anden kunne have haft glæde af."(2)

Jeg skrev dengang til det relevante ministerium for at få oplyst hvad det nøjagtig var ministeren mente med livsindkomst i ovenstående citat. En eller anden ministeriel lakaj kunne bekræfte at det forhold sig som frygtet: ministeren mener dermed den samlede indkomst som et menneske kan optjene i en livstid.

Helge Sander har sidenhen til fulde demonstreret sin særdeles begrænsede intellektuelle rækkevidde - der var noget med en kronik i Jyllands Posten, som jeg nok skal vende tilbage til - men dette eksempel er nu ganske sigende i sig selv. Ovenstående købmandsagtige sammenligning af æbler og appelsiner udstiller i den grad ministerens måde at tænke på.

Livsindkomst har intet at gøre i denne sammenhæng, da der ikke er grund til at tro at de studerende med vilje vælger forkert. Det gør de fordi de ikke ved bedre, mangler overblik og erfaring (måske fordi de sidste par regeringer har gjort deres bedste for med tvang at få de unge i gang med en uddannelse så tidligt som muligt) og et lille tab i livsindkomst er sikkert til enhver tid at foretrække, fremfor et liv som gymnasielærer når man hellere ville have været læge.

Absurd er det, fordi et liv har så mange faktorer, så mange værdier, så mange ubekendte variable, at det er meningsløst at omregne dem til kontanter. Et liv kan ikke gøres op i penge og valget at uddannelse har intet at gøre med, om den samlede indkomst livet igennem, halvtres år senere skulle vise sig at være 500.000 mindre end den kunne have været. Der skal i øvrigt alligevel nok komme andre valg senere i livet der give større livsindkomststab, men det er en anden sag.

Det værste er at Sander har en så smalsporet tankegang at enfoldig er et utilstrækkeligt ord. Hvis ikke det kan opregnes i penge har det tilsyneladende ikke værdi - lysten til at gøre sig erfaringer, erhverve sig viden, få stillet sin nysgerrighed nysgerrighed og hvad der ellers måtte drive det unge menneske har ingen værdi, hvis det skulle koste lidt på kistebunden i alderdommen. (*) Det er ødelæggende for alle de værdier der ikke direkte kan omregnes til kroner og øre, at der sidder en mand som Sander på ministertaburetten, for det er netop de værdier, ikke bare universitetet, men også livet i al væsentlighed handler om.

(*) Man mistænker ministeren for at være politikersmart i ovenstående citat. Han har sikkert tænkt det således at studieskift giver ikke livsindkomsttab (for den studerende), men derimod livsskattetab (for staten og ham selv). Men eftersom ingen overbevises om det betænkelige i en bestemt situation ved argumenter om at den koster staten skattekroner, lyder det jo langt bedre at fortælle at man som politiker er bekymret for at borgeren mister penge. Kun ikke hvis det handler om værdier der ikke kan opgøres i penge. [© 2007-11-08]

(1) Nietzsche: Was den Deutschen abgeht - 5
(2) Rust, maj 2004 , side 15 (et kvartalsudgivet blad for og af studerende ved SDU)

Sjov med meningsløs vold

2007-09-28 by Admin

I den forgangne sommer bragte Ekstra Bladet en historie fra Vorbasse Marked. (Vorbasse er i det mørke Jylland, beliggende omtrendt midt mellem Vejen og Billund.) En historie om dyremishandling og en historie fuld af forargelse, som de jo i reglen er når Dyrenes Beskyttelse medvirker.

Det var en flok fulde unge mennesker, der deltog i det årlige Vorbasse Marked, som fredag aften havde fået den afsindige ide at drukne små, hvide mus i en balje med vodka. (*)

Det lader til at den lidt vel kreative leg har forarget tilstedeværende, for

En repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt og fik stoppet mishandlingen. Flere af musene var da døde, og de resterende blev kørt til en dyrlæge, der aflivede dem.

Så vidt jeg ved sælger min lokale købmand fælder der kan klare den opgave uden de problemer som dette overdrevent sentimentale forhold til dyr medfører. Betale en dyrlæge for at aflive et par (oven i købet berusede) mus? Næh, dengang jeg var barn …

… da boede jeg også derude på landet i det meget mørke Jylland, nærmere bestemt i Mollerup, det ubetydelige hul i jorden omtrendt midtvejs mellem Randers og Viborg, som i en årrække udgjorde verdens navle for undertegnede. Og det var nu ikke så ringe endda.

For eksempel når naboen, gårdejer Thomsen, åbnede roekulen og skulle køre roer ind. Så kom musene ud – der var mange – og så stod vi fire-fem drenge parat til en munter leg, som i al sin uskyldighed gik ud på at musene skulle slås ihjel med det forhåndenværende våben: roer. Roer er store og tunge nok til at vende vrangen ud på en mus hvis man rammer præcist. Det gjorde vi selvfølgelig ikke altid, men så kunne de små kræ altid stole på at den efterfølgende roe ville bringe udfrielse fra lidelserne.

Jeg husker ikke hvor mange mus vi kunne slå ihjel på sådan en glad eftermiddag, selvom jeg er helt sikker på at der blev ført regnskab og kåret en vinder, men det var mange.

Nåja, dengang var der ingen verdensfjerne moralister og jurister – som f. eks. Søren Stig Andersen, der i Dyrs rettigheder (Juristen nr. 7 1998, side 249-267) mener at vise at “dyr har i hvert fald to grundlæggende moralske rettigheder: retten til ikke at blive udsat for fysisk og psykisk vold samt retten til at få deres behov opfyldt, når de er taget i menneskelig varetægt.” – til at fortælle os at den slags var forkert, at dyr havde umistelige personlige rettigheder og krav på at få opfyldt deres personlige behov og den menneskeliggørelse af dyrene som dyrerettighedsforkæmpere alt for ofte står for, var vistnok ganske ukendt.

I hvert fald er jeg sikker på at tanken om at en mus bør skånsomt aflives af uddannet personale ville have været Achton Friis ganske fremmed i 1909, når han lystigt beretter om Danmarksekspeditionens jagt på hvalrosser:

De havde nu fået en så stærk strøm imod, at Mylius og Bendix Thostrup talte sammen om, at enten måtte det være et sund, de var kommet ind i, eller også måtte et stort vand have sin udløb i bugten, thi ebben alene kunne ikke sætte et sådant vande. Opmærksomheden blev dog snart bortledt fra dette emne ved at Tobias på en lavt udløbende sandodde pludselig opdagede en del mørke punkter, som først antoges at være klippesten men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord af hvalrosser, som lå her side om side ved strandkanten. Til trods for, at motorbåden to gange passerede flokken, lod den sig dog ikke anfægte af støjen, men sov roligt videre. Det var først bestemmelsen at angribe dem fra båden; men Thostrup rådede fra dette, idet han gjorde opmærksom på det farefulde i dette foretagende med henblik på det ukendte farvand og de overlastede både, af hvilke jo kun den ene havde bevægkraft, medens den anden, som slæbte efter, hindrede manøvrefriheden alt for meget. De sejlede da forbi og satte bådene på land et par hundrede meter fra stedet. Så listede de sig i række, dækkende bag hinanden og med bøsserne klar, hen til flokken.

Og her begyndte nu et øjeblik efter et frygteligt blodbad. Fortællingen herom fik straks hårene til at rejse sig på vore hoveder – og ikke mindst på fortællerens, men jeg tror, den sidste nød det.

Ordren havde lydt på, at alle mand tilsammen kun måtte holde på tre bestemte dyr for således at være sikker på at få dem. Men det var kun i første omgang, at dette kunne respekteres. Strak, da den første salve bragede, fór dyrene op af deres dvale, og i næste øjeblik var forvirringen og dræbningen almindelig. Hvalrosserne forsøgte på at flygte og komme til en side; men hvor de end vendte sig hen, så de disse gesvindte smådjælve fare rundt og knalde dem i ansigtet. Det var jo til at gå ud af sit gode skind over. De vraltede halvfjollede rundt på deres tunge forluffer, hvæsede mod skuddene og slap damp ud i lange, røde stråler, hjælpeløse som lokomotiver, der er løbet af sporet. Når endelig én af dem tossede ned mod strandkanten, blev den straks opdaget, og en 6-8 projektiler standsede den her, inden den nåede det frelsende element. Man så hvalrosser omringede på tre alens afstand af 4-5 mand, der samtidig skød på dem fra hver sin kant. Dér lå da i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun et par stykker slap i vandet og væk. Så endte slaget. Der blev ingen mennesker skudt. (Achton Friis: Danmarksekspeditionen. Gyldendal 2005. p 95-96)

Jeg er også ret sikker på at de hunde som Danmarksekspeditionen medbragte ikke fik deres retmæssige behov opfyldt:

En hund gik over bord på de andres vagt i dag. Men den blev reddet henne ved roret, hvor man var så heldig fra dækket at få slået en løkke om halsen på den og halet den den op over lønningen. Det er ellers på den måde, man undliver hunde derhjemme.

De stakkels dyr lider utroligt meget ondt på rejsen; magre og forkomne, som de efterhånden er, har det ikke modstandskraft nok overfor de stadige strabadser. Der står evindeligt iskoldt vand på hele fordækket, deres poter er opblødte, røde og tyndhudede ad væden; de står med klamme rygge, halen mellem benene og ryster af kulde. Når de overvældes fuldstændig af trætheden, falder de om i et pløre af vand og ekskrementer, som det er umuligt at holde fjernet fra dækket, hvor de altid opholder sig. De stinker af snavs og er forbidte, skrammede og forslåede over hele kroppen. Den tætte sammenstuvning af så mange familier og spand afstedkommer stadig blodige slagsmål. Falder én eller anden svag djævel så til dæks, styrter en sværnm af bestialske rivaler i mad og kærlighed sig straks over ham, og passer man ikke godt på, kan man et øjeblik efter finde et ukendeligt kadaver midt i møddingen. (Friis, op. cit., p. 27-28)

Det interessante er nok ikke at holdninger skifter, det gør de ofte og det burde ikke ligefrem nogen hemmelighed at man ikke til alle tider har været lige sentimental overfor dyr eller for den sags skyld mht. børn:

liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere. (Seneca: De Ira I 15,2)

Det interessante er den totalitære indstilling der søger at gennemtvinge en moral der vil straffe for forhold, hvis ulovlighed ville have været indlysende tåbelige for mindre end en menneskealder siden:

Det er en grel dyrværnsag, men vi kan ikke gøre noget, for vi ved ikke, hvem der mishandlede musene, siger Ida Holk Madsen, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse. (Rosbøg, op. cit.)

Men det er jo, som jeg har sagt før, sådan, at når ideologien går ind, så går forstanden ud. Eller måske rettere, når enhver form for dannelse er fraværende, in casu et historisk perspektiv der næppe engang rækker mindre end en menneskealder tilbage, så ender mennesker alt for ofte som ofre for tilfældige indskydelser eller moralske vildfarelser.

(1) Sanne Rosbøg: Druknede mus i vodka for sjov. eb.dk d. 22. juli 2007 kl. 10:40 Ja, nu skal man jo ikke tage en avis som Ekstra Bladet særligt alvorligt; de er jo ikke netop berømte for at omgås sandheden med ynde og omhu, hvilket blandt andet ses af at artiklen ikke kan blive enig med sig selv om hvorvidt der var tale om en balje eller en kande med vodka. Men hvor pinligt det end er at en Ekstrabladsjournalist ikke kan skrive ti liner uden at modsige sig selv, er det dog uden betydning for vores formål.

Demokrati

2007-09-22 by N.N.

“Jeg maa atter minde om, at Demokratiet efter visse Folks Mening blandt andet involverer Retten til at gaa imod den fremherskende Folkestemning.”

— Hal Koch, Frie Ord, 1 Årg. s. 146

Ægteskab på græsk

2007-07-08 by Admin

I mellemtiden, i Sparta:

“… their marriages the women were carried off by force, not when they were small and unfit for wedlock, but when they were in full bloom and wholly ripe. After the woman was thus carried off the bride’s-maid, so called, took her in charge, cut her hair off close to the head, put a man’s cloak and sandals on her, and laid her down on a pallet, on the floor, alone, in the dark. Then the bride-groom, not flown with wine nor enfeebled by excesses, but composed and sober, after supping at his public mess-table as usual, slipped stealthily into the room where the bride lay, loosed her virgin’s zone, and bore her in his arms to the marriage-bed.

Then, after spending a short time with his bride, he went away composedly to his usual quarters, there to sleep with the other young men. And so he continued to do from that time on, spending his days with his comrades, and sleeping with them at night, but visiting his bride by stealth and with every precaution, full of dread and fear lest any of her household should be aware of his visits, his bride also contriving and conspiring with him that they might have stolen interviews as occasion offered.

And this they did not for a short time only, but long enough for some of them to become fathers before they had looked upon their own wives by daylight. Such interviews not only brought into exercise self-restraint and moderation, but united husbands and wives when their bodies were full of creative energy and their affections new and fresh, not when they were sated and dulled by unrestricted intercourse; and there was always left behind in their hearts some residual spark of mutual longing and delight.” (Plut. Lyc. 15)

— Plutarch: Plutarch’s Lives. with an English Translation by Bernadotte Perrin. Cambridge, MA. Harvard University Press. London. William Heinemann Ltd. 1914. Via Perseus.

Utroskab og jalousi på græsk

2007-07-07 by N.N.

“After giving marriage such traits of reserve and decorum, he none the less freed men from the empty and womanish passion of jealous possession, by making it honourable for them, while keeping the marriage relation free from all wanton irregularities, to share with other worthy men in the begetting of children, laughing to scorn those who regard such common privileges as intolerable, and resort to murder and war rather than grant them.

For example, an elderly man with a young wife, if he looked with favour and esteem on some fair and noble young man, might introduce him to her, and adopt her offspring by such a noble father as his own. And again, a worthy man who admired some woman for the fine children that she bore her husband and the modesty of her behaviour as a wife, might enjoy her favours, if her husband would consent, thus planting, as it were, in a soil of beautiful fruitage, and begetting for himself noble sons, who would have the blood of noble men in their veins.

For in the first place, Lycurgus did not regard sons as the peculiar property of their fathers, but rather as the common property of the state, and therefore would not have his citizens spring from random parentage, but from the best there was. In the second place, he saw much folly and vanity in what other peoples enacted for the regulation of these matters; in the breeding of dogs and horses they insist on having the best sires which money or favour can secure, but they keep their wives under lock and key, demanding that they have children by none but themselves, even though they be foolish, or infirm, or diseased; as though children of bad stock did not show their badness to those first who possessed and reared them, and children of good stock, contrariwise, their goodness. The freedom which thus prevailed at that time in marriage relations was aimed at physical and political well-being, and was far removed from the licentiousness which was afterwards attributed to their women, so much so that adultery was wholly unknown among them.

And a saying is reported of one Geradas, a Spartan of very ancient type, who, on being asked by a stranger what the punishment for adulterers was among them, answered: ‘Stranger, there is no adulterer among us.’ ‘Suppose, then,’ replied the stranger, ‘there should be one.’ ‘A bull,’ said Geradas, ‘would be his forfeit, a bull so large that it could stretch over Mount Taÿgetus and drink from the river Eurotas.’ Then the stranger was astonished and said: ‘But how could there be a bull so large?’ To which Geradas replied, with a smile: ‘But how could there be an adulterer in Sparta?’ Such, then, are the accounts we find of their marriages.” (Plut. Lyc. 15)

— Plutarch: Plutarch’s Lives. with an English Translation by. Bernadotte Perrin. Cambridge, MA. Harvard University Press. London. William Heinemann Ltd. 1914. Via Perseus.

Oldtidens Berømmelse

2007-06-21 by admin

Oldtiden havde een god Skik.
Arbejde maatte krydre Maden:
Fyrsterne selv bag Ploven gik,
Pakkede Kornet selv i Laden.
Smaaherrer! kiende I Lee eller Loe?
Kunde I tærske for Føden! Jo! Jo!
Sulte I maatte, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.Oldtiden havde nok en god Skik:
Huuslighed klædte en Fyrstinde.
Til al den Stads, hvori hun gik,
Selv Hendes Høihed maatte spinde!
Smaaepiger bruge nu Fødderne nok;
Mon de kan dreie den snurrende Rok?
Serkeløs bleve de, om det gik.
Efter hiin gamle gode skik.Mage dertil var denne Skik:
Frøkener gjorde Huset Nytte,
Malkede selv en Lædskedrik,
Satte den frem i reenlig Bøtte.
Bøtter og Melk er for Bønder og Fæ;
Frøken og Junker er skaaren af Træ.
Kæmper vi havde, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Ei at forglemme den skiønne Skik:
Love og Folk vare lige gode,
Redelighed var Politik,
Dannemænd da hverandre troede;
Nu har vi Jura og Statskonst og Eed:
Ingen for smukke Folk sikker sig veed.
O hvilken Lykke, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik!

Hører Børnlille! nok en Skik:
Stadighed var i Smag og Sæder!
Datteren glad til Høitid gik
I sin Moerlilles Brudeklæder.
Nu dreier Moden som Hiul os omkring,
Aargammel Stads er en gyselig Ting,
O hvilken Vinding, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Dette var og en kostelig Skik:
Giestfrie Velkomst løste Tungen,
Hiertet blev varmt ved Fædres Drik,
Latter og Omqvæd rens’de Lungen.
Nu har man glimrende kold Assemblee,
Ligesom Maaneskin spiller på Snee.
O! hvor langt bedre, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endydermere var det og Skik:
Fias hedde Fias og ei Fadaise,
Ingen da Navn af Autor fik,
Førend han havde lært at læse.
Nu skriver hver, som kan tygge en Pen,
Piner sin Muse og trætter sin Ven.
Vel vore Øren, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Item var det og Oldtidens Skik:
Konen til Takke tog med Manden;
Han ikke efter Friller gik:
Hun lod ham haveRo i Panden,
Konen nu kielent som Vagtelen slaaer,
Manden så lønlig på Dumpejagt gaaer.
Vel vore Glutter, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Priselig var og denne Skik:
Pigerne kom lidt seent til Dandsen,
Sielden de sig en Skovtour fik;
De bar, med Rette, Hæders-Krandsen.
Bruden nu hopper saa kyndig i Seng,
Skienker sin Mand en fem Maaneders Dreng.
Vel mangen Brudgom, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Hører endnu en herlig skik:
Brudgom og Brud vare lige sunde.
Konen hvert Aar en Arving fik,
Otte-Punds Karle, røde og runde.
Hun ingen Helbred og han ingen Marv,
Hvad kan de giøre til Fædrelands Tarv?
Vel Efterslægten, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endelig var det og Oldtidens Skik:
Døttrene maatte lave Maden,
Blev fra Parnas og Pikenik,
Søndagen saaes de kun paa Gaden.
Nu har de Følelser, Læsning og Vid,
Kan ikke sætte en Gaas paa et Spid.
Vee vore Piger om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

– Johann Clemens Tode (1736-1806)

Ovenstående er hentet fra F. J. Billeskov Jansen: Den Danske Lyrik I-IV, bind 1, p. 273. Bøgerne fundet i perfekt tilstand på et hollandsk bogudsalg i Odense, for kun ti kroner pr. bind. Samme bogudsalg hvor undertegnede så to unge piger købe gamle (læder)indbundne bøger efter farven på bindet (de skal jo gerne passe til farven på møblerne, eller hvad nu); ganske uden Følelse, Læsning og Vid, men helt efter hiin gamle gode Skik!

Kvinficeret

2007-06-11 by Admin

Nyhedsavisen er en reklamefinansieret tryksag som dumper ind af min brevsprække hver morgen. At kalde det for en avis er måske så meget sagt, det er en elendig reklamefinansieret møgsprøjte og den kan ikke på nogen måde gøre krav på betegnelsen avis.

Dagens udgave er i den grad inficeret af kvindelige værdier at det nærmest er kvalmefremkaldende. Under rubrikken “Sundhed” hedder det: “Nutidens mænd taler ud om følelser og går mere til psykolog. I fremtiden vil færre derfor lide af depression, alkoholmisbrug eller begå selvmord.” Bortset fra den logiske kortslutning i dette udsagn, er det et ubetinget knæfald for det som kvinderne altid har sagt, uanset om deres problem var en truende verdenskrig eller mistanke om ægtemandens elskerinde: “Kan vi ikke bare snakke om det”, efter logikken at alverdens problemer da godt kan løses gennem samtale.

Svend Aage Madsen, chefpsykolog ved Rigshospitalet, udtaler:

“Det er gået op for mænd, at de ikke mister deres maskulinitet ved at vise følelser. Inden for de seneste år er der en fremgang i mænds varetagelse af sig selv. Mænd begynder at fornemme, hvilke problemer de har. At mænd bliver fædre er den mest afgørende faktor for at blive opmærksom på sit eget følelsesliv.” (1)

Vi tager den lige en gang til: “Inden for de seneste år er der en fremgang i mænds varetagelse af sig selv.” Fem tusind års historie og en endnu længere forhistorie og pludselig er mænd begyndt på den svære process at forstå sig selv. Skam få den der tænker at vores tid blot er en bums på verdenshistoriens næse og vor tids psykologi en klat puds der venter på at blive trykket ud, men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at påstå, at mennesket ikke er en så simpelt konstruktion at forståelsen af det kan reduceres til det simple billede af et fælles køn. Indbildsk rådvildhed er nok en meget rammende beskrivelse af den mangel på respekt for menneskets historie samtidig mens man reducerer mennesket til mentalt ubehjælpsomme handicappede:

“Når mænd mærker efter og fornemmer sig selv, undgår de depressioner, alkoholmisbrug og selvmord. Og ved at tale om tingene kan de få hjælp af andre. Derfor vil færre mænd hverken blive fysisk eller psykisk syge i fremtiden, anslår Svend Aage Madsen.” (2)

Ja, både fysisk og psykisk sygdom kan undgås, når blot … Hørte jeg nogen sige Ventegodt?

Dermed slutter det ikke. Jonas Haurum åbnede en internetportal (flyguys.dk) der “lagde op til, at den både var for erklærede bøsser, biseksuelle og mænd, der bare ville prøve en mand.” Det var åbenbart for Jonas Haurum det indlysende skridt, efter “han for et lille år siden åbnede en tilsvarende portal for piger under navnet Flygirls.dk, væltede det ind med piger, som ikke så sig selv som hverken biseksuelle eller lesbiske. Det kom bare for at prøve det.” Men ak: “Efter få måneder stod det klart for Jonas Haurum, at Flyguys.dk stort set kun havde profiler fra mænd, der var erklærede bøsser. De nysgerrige holdt sig væk.” (3)

Læg mærke til efterrationaliseringen “De nysgerrige holdt sig væk.” Hvis de nysgerrige ikke dukkede op, kan det så ikke tænkes at de måske ikke var så nysgerrige alligevel? Ikke ifølge Jonas Haurum:

»Det var virkelig påfaldende, at da vi startede flygirls, væltede det ind med kvinder fra et bredt publikum. Vi har svært ved at komme frem til en konklusion om, hvorfor det ikke gik sådan med Flyguys. Det må simpelthen bare være mere accepteret, at piger er sammen med piger,« siger Jonas Haurum. (4)

At heteroseksuelle piger eksperimenterer med at dyrker sex med andre piger er en ting, men læg mærke til at den kendsgerning at heteroseksuelle mænd ikke i samme grad ønsker at prøve sex med andre mænd forklares med at det ikke er accepteret. Dermed postuleres at (nogle) heteroseksuelle mænd egentligt har lyst til at dyrke sex med andre mænd, men ikke gør det, udelukkende fordi det er social uacceptabelt. (Medmindre det da bare er Jonas Haurum der ikke forstår at alle andre mænd ikke, ligesom ham selv, har lyst til sex med andre mænd.)

Kan man ikke tænke sig at de måske ikke har lyst? Hvorfor skal der partout sammenlignes med kvinders tilbøjeligheder i samme retning og konkluderes ud fra postulatet om at mænd og kvinder er ens?

Joan Ørting, der heller ikke ligefrem fremstår som værende den hurtigste knallert på havnen, siger:

“Som kvinde kan man sagtens sige til sin mand, at man gerne vil prøve at være sammen med en anden kvinde. Men hvis manden siger, at han vil prøve det med en anden mand, så bliver kvinden bange. Kvinden tror med det samme, at han er bøsse.” (5)

Årsagen er simpelthen “at samfundet slet ikke er gearet til mænd, der vil begge dele,” mener Joan Ørting. Undertegnede hælder mere til den holdning at det måske mere er mænd der ikke er gearet til at skulle optræde efter de forventninger man har til kvinders adfærd. Og hvorfor skulle de i grunden også det?

*(1) Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 10
(2) Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 10
(3) Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 14
(4) Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 14
(5) Nyhedsavisen, d. 11. juni 2007, p. 15 *

Lejedisciple?

2007-06-10 by admin

Thomas Sobol beretter fra Cambodja i Weekend Avisen:

Da jeg når Pailin, opsøger jeg flere af pastorerne i de kristne kirker, der er skudt op i byen. Ikke alle er lige villige til at tale, men Pastor Roth Pannith fra den Bibelsk Presbyterianske Kirke trækker et par plasticstole frem foran kirken. Mens børnestemmer synger salmer og øver engelske fraser i baggrunden, fortæller han om dette område:

»Da min bibellærer sagde, jeg skulle til Pailin, blev jeg bange. Jeg vidste, at alle her i området var tidligere Røde Khmerer, og at her var fyldt med landminer og dødbringende malaria. Da min kone og jeg kom hertil i år 2000, var der ingen kristne. Men nogle af dem, jeg talte med, erkendte, at deres hænder var sølet til i blod, fordi de havde slået mennesker ihjel. Så hvis Gud virkelig kunne tilgive dem, var de villige til at tro på Gud. Jeg fortalte dem, at hvis de gjorde bod og bekendte alle deres synder, så ville Gud tilgive dem og fortiden blive glemt. Nu er de glade og tilfredse og har hjulpet til med at sprede Guds ord, og i dag er mange af de tidligere soldater blevet kristne,« siger Pastor Roth Pannith.

En herlig merkantil tilgang til det at tro på Gud. Noget for noget, medmindre da Gud i de egne – og det er vel ikke utænkeligt, fortiden taget i betregtning – er så desperat efter undersåtter at det ligefrem tangerer afpresning.

— Thomas Aue Sobol: Du kan ikke narre Gud, Weekend Avisen, d. 8. juni 2007.

Reinkarnation

2007-06-02 by admin

“»I det øjeblik jeg siger, jeg tror på Gud, dukker, der en masse spørgsmål op: Hvorfor er der så uretfærdighed og krig og ødelæggelse. Det er lidt det samme med det overnaturlige. Hvis vi virkelig har levet før, hvad er det så, vi bærer med os, hvorfor lever vi flere gange, og hvad er det, vi skal lære,« spørger Sonja Richter.”(avisen.dk, den 1. juni 2007)

Hvorfor i alverden er det at Gud skal have ansvaret for alverdens ‘uretfærdighed og krig og ødelæggelse’, når det nu er tydeligt for enhver at det er mennesket der altid står bag den slags? Richters spørgsmål er barnligt og stupidt på samme måde som når mennesker bruger deres liv på at søge livsforlængelse (for nu ikke at tale om evigt liv) i panisk flugt fra døden. Spørgsmålet kan stilles med samme rimelighed uanset om man tror på Gud eller ej og svaret er ligeså indlysende uanset: Fordi menneskene er forskellige og fordi de har fri vilje til at søge deres. Alternativet? En Gud der som en anden Big Brother griber ind og siger “Fy! Kan i så lade være!” ved hver en given lejlighed. Tanken er ikke tiltalende. Den er i øvrigt også påtrængende og indbildsk; lad Sonja Richter spørge sin Gud hvad hun skal gøre i stedet for at spørge ham om hvad han mener andre skal (undlade at) gøre.

Richter har blandt andet taget to uger med Multi Inkarnations Sessesioner, en terapiform, hvor man behandler nuværende problemstillinger ved at gå tilbage til de (tidligere) liv, hvor de opstod.

»Man spørger om lov til at se, hvad der skete i det pågældende liv, og så ruller der simpelthen en masse billeder ind over en. Men det er ikke som at se en film, man er inde i kroppen og kan mærke og se alt. Det er enormt dramatisk og spændende og sindssygt sjovt,« siger Sonja Richter om oplevelserne, hvor hun blandt andet har været en stor tyk mand på 200 kilo. (avisen.dk, den 1. juni 2007)

Det er godt nok bekvemt at gå i terapi som giver en det alibi det er at kunne tilskrive sine problemer til ham det fede svin der misforvaltede ens egen tidligere inkarnation (samtidig med at man tilskriver en multiinkarnationsterapist fede checks), men måske tiden alligevel ville være bedre brugt på lidt almen dannelse, der kunne sikre en mod at blive narret af den første den bedste alternative svindler der dukker op med tilbud om let og ligegyldig erkendelse.

Undertegnede er tilbøjelig til at mene at Gud gerne må lade uretfærdighed og krig og ødelæggelse fortsætte, hvis han dog bare ville udrydde mennskelig dumhed. For, som Sonja Richter siger:

»Vi er ikke færdigudviklede som mennesker. Vi kan meget mere, end vi tror.« (avisen.dk, den 1. juni 2007)

Helt rigtigt er det ikke: Mennesket er ganske komplet som det er. Tilsyneladende er problemet at alt for mange vist ikke ved, hvad det er de skal kunne.