Thomas Sobol beretter fra Cambodja i Weekend Avisen:
Da jeg når Pailin, opsøger jeg flere af pastorerne i de kristne kirker, der er skudt op i byen. Ikke alle er lige villige til at tale, men Pastor Roth Pannith fra den Bibelsk Presbyterianske Kirke trækker et par plasticstole frem foran kirken. Mens børnestemmer synger salmer og øver engelske fraser i baggrunden, fortæller han om dette område:
»Da min bibellærer sagde, jeg skulle til Pailin, blev jeg bange. Jeg vidste, at alle her i området var tidligere Røde Khmerer, og at her var fyldt med landminer og dødbringende malaria. Da min kone og jeg kom hertil i år 2000, var der ingen kristne. Men nogle af dem, jeg talte med, erkendte, at deres hænder var sølet til i blod, fordi de havde slået mennesker ihjel. Så hvis Gud virkelig kunne tilgive dem, var de villige til at tro på Gud. Jeg fortalte dem, at hvis de gjorde bod og bekendte alle deres synder, så ville Gud tilgive dem og fortiden blive glemt. Nu er de glade og tilfredse og har hjulpet til med at sprede Guds ord, og i dag er mange af de tidligere soldater blevet kristne,« siger Pastor Roth Pannith.
En herlig merkantil tilgang til det at tro på Gud. Noget for noget, medmindre da Gud i de egne – og det er vel ikke utænkeligt, fortiden taget i betregtning – er så desperat efter undersåtter at det ligefrem tangerer afpresning.
— Thomas Aue Sobol: Du kan ikke narre Gud, Weekend Avisen, d. 8. juni 2007.