Engang danske Søren Kam er havnet som "nummer otte på en liste over verdens ti ‘mest eftersøgte nazikrigsforbrydere'" og det må man jo kalde en god nyhed. Ikke fordi der endelig er udsigt til at han kan blive stillet til regnskab for sine gerninger, men fordi at Søren Kam engang begik et enkelt mord (og kun ét) og med hans nuvundne status på den jødiske ‘most-wanted’ liste, kan der ganske enkelt ikke være ret mange nazikrigsforbrydere tilbage i verden. Og godt for det.
Men hvad med den kendsgerning at Simon Wiesenthal-centret i næste uge lancerer “‘Operation Sidste Chance’ for at retsforfølge tilbageværende, formodede nazikrigsforbrydere” (1)
Kan man overhovedet kan kalde Søren Kam for en krigsforbryder. I Nürnberg straffede man en række krigsforbrydere, som at ideologiske årsager havde foranstaltet en massemord på millioner af mennesker, en forbrydelse af ufattelige dimensioner. Kan en mand der har begået et enkelt mord meningsfuldt regnes i samme kategori?
Er det ikke netop således at de forbrydere der blev straffet i Nürnberg havde dybtliggende motiver til at handle som de gjorde, mens det omvendt ikke gælder den enkelte soldat, der kan have ange andre ugennemskuelige motiver eller problemer der gør at han handler som han gør? Er en flok nazispidser, som handlede ud fra ideologiske forestillinger om at jøderne kulle udryddes, at sammenligne med den enkelte soldat, som primært handler efter ordrer, sekundært måske også p.g.a. angst, panik, forvirring, desperation, intens psykisk belastning, osv.
De første handlede frivilligt og på eget initiativ, de andre efter ordre og selvom ordre ikke frikender den enkelte fra ansvar (jvf. Nürnberg principperne – vistnok §6) er der dog alligevel en væsentlig forskel. Væsentligste forskel er motiv, men også størrelsesorden spiller ind. Søren Kam er ikke krigsforbryder, han er bare forbryder og bør straffes som sådan.
En ting er sikkert: jo bredere et begreb bliver jo mindre mening giver det og denne udvidelse af krigsforbryderbegrebet er samtidig en indikation af at dem der stadig forfølger det har fjernet sig fra deres udgangspunkt.
Men det kan sikkert også være svært at opretholde sin selvforståelse, når man efter et liv i hævnens tjenste, pludselig må indse at der ikke er så meget mere at hævne. Pakker man så sammen og takker af? Åbenbart ikke. Man kan spørge sig selv om verden, refærdigheden eller historien egentlig er tjent med denne fortsatte jagt på senile oldinge som har overlevet deres egen tid, deres ofre og ofte også dem selv. Er der mere hævn at komme efter? Giver det længere en mening eller er det blot jægerne der leder efter en mening for dem selv?
(1) Det er Ritzau som skriver for Politiken som skriver at Daily Telegraph skriver at Simon Wiesenthal-centret har skrevet ham på listen.
— Søren Kam på Wiesenthal-centrets top ti. Politiken d. 29. nov 2007.