"That the moralist—in whatever disguise—can give us as much trouble as the politician—in whatever disguise—is certain. But of course it may be as a politician that he is found to have disguised himself! Or the politician may disguise himself as a moralist—that is very bad indeed, when the politician does that! But in whatever form this interfering personage may turn up, there is one thing about which you may be perfectly certain; and that is, that the old crude humanist or humanitarian values of good and of bad will not be found in his repertory of annoyance. If that were so we should not have to bother about him very much, There is no advertisement value today—luckily for the artist (if not for other people)—in the simple-hearted good and bad of the old morality." (s. 129)
Lewis skrev i 1934 og det var før Nazismen, før ungdomsoprøret og før internettets forfladigelse ... demokratisering af viden og man kan ikke lade være med et spekulere over, om ikke han ville have smilet nostalgisk og længselsfuld ved tanken om sin tids moralister, hvis han havde haft den tvivlsomme fornøjelse af møde vores.
Halvfems år er længe siden. Dengang kom det moraliserende tryk oppefra, så at sige, med den enorme tyngde af kristent vraggods efterladt af en døende Guds herboende repræsentanters teologiske krampetrækninger. Længslen, den romantiske (som også senere var identisk med den nazistiske/kommunistiske), efter værdier og orden censurerede og begrænsede med referencer til historien og teologien og resonerede stadig af en stemning i folkedybet med bund i et stadig fælles folkeligt traditions- og tankegods. Politikeren og moralisten var ofte — eller kunne være — en og samme persen.
"Our contemporary moralists are of many kinds. But there is one respect in which they remarkably resemble one another: for all, starting from the premise of our autonomous nature, seek to rob us of artistic as of political freedom, in the name of this, that, or the other Law." (s.130-131)
Selvom meget er ændret og moralisten er kørt ud på et sidesporet og vel hægtet helt af og står tilbage som en kuriøsitet, mest af alt fordi trykket ikke længere er et, som kommer oppefra, og fordi politikeren i den grad i den sammenhæng er irrelevant i sin inkarnation som karakterløs taburetklæber (kan man forestille sig nogen i enhver større sammenhæng mere irrelevant karakter end f. eks. Mette Frederiksen?), så er de vist ikke længere en og samme person. Måske fordi der ikke længere, for andet end nogle få meget umoderne idealister, er andet at sælge en skattelettelser og had mod fremmede.
Det moralske tryk har vi fornøjelsen af at se komme nedefra i skikkelse af folkelig forargelse som oftest udspringer af et eller flere individers eller gruppers sentimentalt funderede meget personlige vildfarelser. Det er uden fundament i både religiøs, filosofisk eller faktuel henseende, men udsprunget af tilfældige følelser inspireret af lige så tilfældige begivenheder. Det er forargelsen som drivkraft, ikke den religiøse på Guds vegne, den er forbeholdt islamisterne, men den dybt personlige ideosynkratiske, som udspringer udelukkende af følelser og stemninger. Den er sentimental i sin natur. Humanismens endegyldige sejr.
Det mest forfærdende men også komiske eksempel er, hvordan talløse skarer for kun få år siden rejste sig fra dybet villige til at lægge klodens skæbne — for så vidt som den overhovedet er truet — i hænderne på en mentalt forstyrret svensk teenager, hvis hysteriske anfald i fuld offentlighed tillagdes en betydning som bedst kan sammenlignes med den betydning der i dybt religiøse kredse tillægges mirakler som stigma eller brændende buske.
"Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness."
Så selvom resultatet vel er det samme - seeking to rob us og artistic as of political freedom - er resultatet et andet og langt mere skræmmende, alene fordi det er sentimentalt og dermed tilfældigt, ustadigt, omskifteligt.
Omtrendt som humøret hos et forkælet og lettere hysterisk barn. Gad vide hvordan man ville have håndteret sådan et på Wyndham Lewis' tid?
— Wyndham Lewis: Is Satire Real? In: Men Without Art, New York 1934
— H. L. Mencken: Notes on democracy, New York 1926.
Nu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.
