UTI: Admin

Den eneste sande magt

2007-12-02 by admin

“You can never underestimate
the stupidity of the general public.”(1)

I søndags kunne nyhederne på DR bringe et interview med en morder. Søndag aften i bedste sendetid kunne man få svar på spørgsmålet: "Hvordan føles det? og andet fra en der havde voldtaget og tortureret en gymnasiepige. Det spektakulære var ikke at manden var morder, det var heller den kendsgerning at han rent faktisk faktisk var død (han var blevet skudt en lille time tidligere), men derimod at han slet ikke eksisterede.

Endnu en fiktiv person (En anden er her.) fandt på forunderlig vis vej til nyhedsmedierne på en plads så prominent, at den nok i virkeligheden ikke tilkom ham. Al mulig respekt for Nikolaj Kopernikus, der sikkert er en glimrende skuespiller, men Vagn (som han portrætterede i krimi-misfosteret “Forbrydelsen”) fortjener givetvis ikke opmærksomheden. Jeg vil vælge at kalde det et symptom at flertallet af danskerne kaster deres opmærksomhed på en krimiserie, der i sin måde at trække intrigen i langdrag — jeg støtter mig her på andres vurdering og skuffelse, da jeg selv gav op ca halvvejs — minder forskrækkeligt meget om anderledes lavbudgets amerikanske formiddagsserier.

Mencken sagde det og i sidste uge blev det vel endnu engang bekræftet at flertallet ikke har nogen smag overhovedet, da resultatet af en dansekonkurrence ramte forsiden af flere seriøse aviser. Sikken en magt der tilkommer redaktører på de landsdækkende tv-stationer; ikke bare kan de bestemme en times livsindhold for et par millioner danskere, men de kan også sætte deres historier på forsiden af selv seriøse aviser.

Interessant og bedrøveligt på en gang. For det er jo ikke sådan at mere end en million danskere interesserer sig en døjt for dans. Hvis det var tilfældet ville dans have overtaget fodbolds plads i sendefladen for længst og det gør det jo ikke. Ikke desto mindre kan det snildt bruges som tidsfylde (ikke at forveksle med livsfylde) for gennemsnitsdanskeren, blot det figurerer på TV på det rigtige tidspunkt og så kan manden på gaden snakke om det dagene efter på arbejdspladser og plejehjem og diskutere hvem der har vundet eller skulle have vundet osv. Man vil måske oven i købet se en øget søgning til danseskoler i en periode, men så stikker det vist heller ikke dybere. Danskerne interesserer sig heller ikke specielt for opera, men det forhindrer ikke en lavkomisk mandsling i at optræde som operasanger og bliver interviewet som sådan i TV fuldt seriøst (wiki: “Potts first sang opera in 1999 in a karaoke competition, dressed as Pavarotti …” og så er alt vist sagt!) mens mange uendelige meget dygtigere operasangere ikke kan påkalde sig den ringeste opmærksomhed fra medierne.

Sikken en magt deri at kunne planlægge et tv-program og dermed bestemme hvad danskerne taler om i morgen! Tænk om magten i stedet blev brugt til at viderebringe danskerne noget med substans, noget væsentligt eller ligefem noget belærende! Som min yndlingslatinlærer siger: “Geistige Anspannung kann eine Freude sein …”(2), men jeg er dog ikke mere naiv end at jeg godt ved at det nok ikke gælder alle – og det var da heller ikke mit mål med dette indlæg at foreslå at erstatte lørdagsunderholdningen med noget andet. Næh, mine tanker går i en helt anden retning.

Fortsættes …

(1) Citat: Vistnok Scott Adams (Dilbert). Mencken sagde: “Nobody ever went broke underestimating the taste of the American public,” og det er strengt taget mere præcist til vores formål, men nu er vi jo ikke amerikanere!
(2) Werner Eisenhut: Die Lateinische Sprache, München 1989.

Om at miste overblikket

2007-11-30 by admin

Engang danske Søren Kam er havnet som "nummer otte på en liste over verdens ti ‘mest eftersøgte nazikrigsforbrydere'" og det må man jo kalde en god nyhed. Ikke fordi der endelig er udsigt til at han kan blive stillet til regnskab for sine gerninger, men fordi at Søren Kam engang begik et enkelt mord (og kun ét) og med hans nuvundne status på den jødiske ‘most-wanted’ liste, kan der ganske enkelt ikke være ret mange nazikrigsforbrydere tilbage i verden. Og godt for det.

Men hvad med den kendsgerning at Simon Wiesenthal-centret i næste uge lancerer “‘Operation Sidste Chance’ for at retsforfølge tilbageværende, formodede nazikrigsforbrydere” (1)

Kan man overhovedet kan kalde Søren Kam for en krigsforbryder. I Nürnberg straffede man en række krigsforbrydere, som at ideologiske årsager havde foranstaltet en massemord på millioner af mennesker, en forbrydelse af ufattelige dimensioner. Kan en mand der har begået et enkelt mord meningsfuldt regnes i samme kategori?

Er det ikke netop således at de forbrydere der blev straffet i Nürnberg havde dybtliggende motiver til at handle som de gjorde, mens det omvendt ikke gælder den enkelte soldat, der kan have ange andre ugennemskuelige motiver eller problemer der gør at han handler som han gør? Er en flok nazispidser, som handlede ud fra ideologiske forestillinger om at jøderne kulle udryddes, at sammenligne med den enkelte soldat, som primært handler efter ordrer, sekundært måske også p.g.a. angst, panik, forvirring, desperation, intens psykisk belastning, osv.

De første handlede frivilligt og på eget initiativ, de andre efter ordre og selvom ordre ikke frikender den enkelte fra ansvar (jvf. Nürnberg principperne – vistnok §6) er der dog alligevel en væsentlig forskel. Væsentligste forskel er motiv, men også størrelsesorden spiller ind. Søren Kam er ikke krigsforbryder, han er bare forbryder og bør straffes som sådan.

En ting er sikkert: jo bredere et begreb bliver jo mindre mening giver det og denne udvidelse af krigsforbryderbegrebet er samtidig en indikation af at dem der stadig forfølger det har fjernet sig fra deres udgangspunkt.

Men det kan sikkert også være svært at opretholde sin selvforståelse, når man efter et liv i hævnens tjenste, pludselig må indse at der ikke er så meget mere at hævne. Pakker man så sammen og takker af? Åbenbart ikke. Man kan spørge sig selv om verden, refærdigheden eller historien egentlig er tjent med denne fortsatte jagt på senile oldinge som har overlevet deres egen tid, deres ofre og ofte også dem selv. Er der mere hævn at komme efter? Giver det længere en mening eller er det blot jægerne der leder efter en mening for dem selv?

(1) Det er Ritzau som skriver for Politiken som skriver at Daily Telegraph skriver at Simon Wiesenthal-centret har skrevet ham på listen.
— Søren Kam på Wiesenthal-centrets top ti. Politiken d. 29. nov 2007.

Racisme

2007-11-22 by admin

I følge Jyllands Posten, mener Bashy Quraishy "at den danske lovgivning mod racisme – straffelovens paragraf 266B – er utilstrækkelig og anvendes alt for sjældent," og han ser gerne "at ordet islamofobi indskrives direkte i straffeloven."

Men hvorfor kun islamofobi? Hvad med xenofobi? Den var da oplagt at få med. Negrofobi er måske lidt for oplagt, men en sikker vinder (men den kan Quraishy jo dybest set være ligeglad med). Vestiofobi inkluderer tørklæder, men er nok lidt for upræcis, mens pogonofobi da ville give imamerne en slags beskyttelse.

Man kan mene hvad man vil om den danske racismeparagraf, om den skal justeres i den ene eller anden retning, men det er ikke noget jeg skal kommentere her. Til gengæld vil jeg gerne kommentere ovenstående forslag fra Bashy Quraishy.

Det er nemlig et typisk eksempel på en klovn der taler uden først at have tænkt sig om, og ender med at ville smide handicappede i fængsel. For fobier er jo bl. a. en medicinsk betegnelse og eksempler på folk der har fobier der er nærmest invaliderende kan let findes. Fobier regnes for handicap på f. eks. SU-styrelsens hjemmeside, hvor folk der lider af

"svære psykiske og psykosociale vanskeligheder, for eksempel som følge af angst, fobier, autisme eller personlighedsforstyrrelser."

kan søge om handicaptillæg.

"Har du en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, kan du få et tillæg til SU’en, når du læser på en videregående uddannelse. Betingelsen er, at din funktionsnedsættelse giver betydelige begrænsninger i din evne til at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse – altså have studenterjob."

Og man må jo sige at et ophold i fængsel efter racismeparagraffen virkelig giver betydelige begrænsninger i, om ikke evnen, så dog muligheden for at have et erhvervsarbejde ved siden af sin uddannelse.

Pointen er selvfølgelig at man ikke uden videre kan tage et i daglig tale diffust begreb, som også har en klar definition inden for et fagområde, og bruge den folkelige betydning som grundlag for en lov. [2007-11-22]

— Søren Holm-Hansen: Hård kritik af Danmark for racisme. Jyllands Posten, 22.11 2007

Logik for høns? III

2007-11-21 by Admin

Jeg er ikke helt færdig med argumenterne i den artikel som jeg tog fat på for et par dage siden, nemlig “Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem” af Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen. Artiklen er sådan en jungle af fordomsfuld argumentation at jeg næppe kan overkomme at hakke mig igennem det hele. Her er dog et citat mere:

“Vi må tage vores samfunds værdier og kvindesyn op til revurdering og ændre dem. Det er vigtigt, at de opvoksende og kommende generationer vokser op i et samfund, hvor det ene køn ikke er en handelsvare på linje med kvæg, men at vi ser på de to køn som individer med samme værd og lige muligheder.”

Igen kortslutter forfatterne fuldstændig deres i deres argumentation.

For det første: Det ene køn er ikke en handelsvare på linje med kvæg. Man kan ikke købe kvinder på markedet (og man må slet ikke slagte dem, for slet ikke at tale om at spise dem). Faktisk er det i vores samfund fuldstændig umuligt at handle med slaver på nogen måde. (De eneste der kan handles er professionelle sportsfolk, hvis ydelser faktisk helt legalt kan købes og sælges, men det er en anden historie.) Hvad jeg kan gøre er følgende:

Jeg kan betale en kvinde for … … at komme og gøre rent i mit hjem. … at klippe mit hår, negle, fødder og sikkert meget andet. … at give mig medicin hvis jer er syg. … at skifte min ble når jeg bliver gammel og inkontinent … at passe mine børn. … at lave min mad og servere den for mig. … at bo i mit hjem mens hun laver meget af ovenstående (og oven i købet til elendig løn, hvis hun er aupair)

Pointen er at det alt sammen er frivilligt. En anden pointe er at flere af disse ting er noget som kvindebevægelsen i årevis har kæmpet for ikke skulle være typiske pligter for kvinder. Men ikke desto mindre kunne jeg i morgen betale en eller flere kvinder for at gøre disse ting for mig. Jeg kunne også vælge at finde en kvinde der kunne tilfredsstille mine seksuelle behov hvis jeg havde lyst til det. Igen er pointen at det ville være ganske frivilligt fra hendes side (hvis jeg forsøgte at tvinge hende ville det være strafbart, uanset om jeg betalte hende eller ej).

Så nej! Kvinder kan ikke handles på linie med kvæg eller noget som helst andet. Det kan mænd i øvrigt heller ikke. Men både mænd og kvinder kan betales for at gøre forskellige ting mod betaling. Man kan kalde det at sælge sig selv, men man kan også kalde det at have et arbejde.

Men hvad er det for en snak om at…

“det er vigtigt, at de opvoksende og kommende generationer vokser op i et samfund, hvor […] vi ser på de to køn som individer med samme værd og lige muligheder.”

Det bliver ligegodt svært at opfylde det det sidste, hvis man set så firkantet på tingene som forfatterne til artiklen gør, for de har et problem med at:

“Holdningen er, at mænd ikke forbryder sig imod samfundets normer ved at benytte sig af prostitution. Derimod fastholdes det gængse billede af mænds medfødte natur som virile med et særligt påtrængende og uopsætteligt seksuelt behov.”

Mænd er virile (det ligger ligefrem i ordet, der kommer fra latin: vir som betyder mand), men mænd er også forskellige fra kvinder og det er måske det der er problemet for de tre kvinder der har skrevet denne artikel. Mænd har tydeligvis et behov som er årsagen til verdens ældste erhverv – kvinder har ikke et tilsvarende behov (eller mere præcist kunne man sige, at det i hvert fald kommer til udtryk på en anden måde) ellers ville et lignende gammelt erhverv eksistere med modsatte fortegn. Det gør det bare ikke.

Derfor er nogle mænd villige til (tvungne til) at betale for det og nogle kvinder villige til at gøre det mod betaling. Mænd og kvinders seksualitet er nemlig ikke bare forskellig, de er modsætninger til hinanden. Det er vores natur. Derfor på en gang passer vi sammen og er alligevel så forskellige.

Det er også derfor at mænd og kvindes seksualitet nu engang ikke passer ind i et kønspolitisk skema der ikke bare vil “samme værd og lige muligheder,” men også udrydde alle forskelle! Det kan man bare ikke, uanset om man som forfatterne gør, benægter fakta og fornægter menneskets natur. Men årtusinders seksualhistorie forsvinder ikke og kan ikke udryddes med en ideologisk betinget fiks ide.

Spørgsmålet er så, hvilken seksualitet man overhovedet selv kan have, når man, så fordomsfuldt som forfatterne gør, benægter selve den menneskelige seksualitets natur.

Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen: Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem.

Logik for høns? II

2007-11-18 by Admin

“Vi forkaster vold i vort samfund, men hvorfor accepterer vi så prostitution?”

Vi fortsætter lige med flere pointer fra den artikel jeg også kommenterede forleden. Denne gang er det en tilsyneladende helt banal sammenligning, som dog har samme udgangspunkt som citatet fra i går: nemlig i plat fordom og derfor kommer dets ophavsmænd helt galt af sted.

Sammenligningen mellem vold og prostitution holder simpelthen ikke: vold er fysiske overgreb mod ofte tilfældige, mere eller mindre uskyldige mennesker, der ikke selv har ønsket at havne i den situation. Prostitution er noget kvinder frivilligt vælger (det er altså voksne mennesker vi taler om!) og derfor kan det ikke være et fysisk overgreb. Derfor er der også tale om to forskellige ting. Vold straffer vi fordi det handler om et menneske der forbryder sig mod et andet. Prostitution er en frivillig aftale mellem to voksne mennesker og det skal staten (eller andre) ikke blande sig i.

“Kvinder handles ind i Europa – ind i Danmark til et liv i prostitutions- og sexindustrien. Et liv i konstant smerte, ydmygelse og frygt. Og stadig bliver prostitution som samfundsfænomen accepteret.”

At der findes kvinder der ufrivilligt havner i prostitution, hvad jeg slet ikke vil benægte forekommer, er ikke et argument mod prostitution, lige så lidt som dramatiske beskrivelse af mislykkede henrettelser (folk der er blevet grillet længe og mere eller mindre levende i den elektriske stol, bødler der har ramt delvis forbi med øksen, skytter der ikke har formået at ramme den dødsdømte med dræbende skud o.s.v. o.s.v.) er et argument mod dødsstraf, men blot argumenter for at metoden er forkert. Argumenter mod dødsstraf skal findes andetsteds. På samme måde er det et argument mod prostitution at kvinder fra andre lande bliver solgt og tvunget til det i Danmark: det er bare en sag for politiet. Tvungen prostitution kan sidestilles med voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse og det kan man straffes for.

Kvinder bliver frivilligt prostituerede. Selvfølgelig. Men lige så selvfølgeligt er de underlagt et samfundsmæssigt krav om at skaffe sig en indtægt som alle andre kvinder, der på lignende vis sælger sig selv: Der er mange kvinder derude i det danske samfund som er emanciperede udi elendige jobs, de sikkert hellere ville være foruden og som ender uden for arbejdsmarkedet, med dårlig ryg af at have siddet for meget ved et skrivebord, eller nedslidte med diverse arbejdsrelaterede skader efter have udført belastende fysisk arbejde hele livet igennem. Kan det undre at nogen kvinder vælger at tjene pengene som prostituerede, (For en luders meget interessante egen beretning, så se her, her og her) med en langt behageligere arbejdstid, fremfor at tjene pengene ved at sælge sig selv til en arbejdsgiver 40 timer om ugen?

Pointen er da også at Riis-Jørgensen, Otzen og Lund Jensens indstilling til prostitution intet har at gøre med omsorg eller bekymring for de prostituerede eller deres vilkår: der ligger helt andre følelser bag. (Det vender jeg tilbage til.)

En interessant pointe er i øvrigt at kvinderne har selv bedt om “frigørelsen” og har kæmpet hårdt for den gennem i hvert fald det sidste århundrede. Fremfor at være økonomisk afhængig af deres ægtefælle, er de nu tvunget til selv at tjene pengene: spørgsmålet der aldrig bliver stillet er, hvorfor det nødvendigvis skulle være så meget smukkere at få til dagen og vejen ved at sælge sig selv til en tilfældig arbejdsgiver, fremfor at få det hele foræret af den man elsker og har valgt at dele sit liv med?

Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen: Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem.

Logik for høns? I

2007-11-15 by Admin

“Vi ønsker ligestilling mellem kønnene i vores samfund, men hvordan kan det opnås, når prostitution og kvindehandel er med til at skabe et billede af kvinden som en vare, der kan handles med, en vare alle har ret til at købe eller sælge?”

Således skriver Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen i Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem.

Læg mærke til udtrykket “skabe et billede”, det er en helt formidabel måde at argumentere på: Ligestilling i samfundet er umulig at opnå fordi nogle få (meget få) kvinder foretager sig et-eller-andet og dette et-eller-andet udøver så indflydelse på både hvordan flertallet af kvinder opfattes i samfundet og hvad flertallet af kvinder i det hele taget kan kan foretage sig og opnå ved at “skabe et billede”.

Ikke et ord om:

  • hvorfor dette mindretalsbillede på nogen måde skulle kunne øve nogen væsentlig indflydelse på flertallet.
  • hvorfor det store flertal af ikke-prostituerede kvinder ikke skaber et tilsvarende kraftigere “mod-billede”. – hvordan dette “billede” udøver den indflydelse det skulle have på dem der “ser” det. – hvilken indflydelse det udøver, udover at være et billede i sig selv. – … og sikkert en hel masse andet.

Det burde ikke være en overraskelse at den slags “billeder” (og deres modbilleder) skabes overalt i vores samfund, hele tiden og af os alle sammen, med større eller mindre konsekvenser.

Men lad os da bare føre argumentationen videre. Det er velkendt at der er en stor overvægt af kvindelige pædagoger (for nu slet ikke at inddrage sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og hjemmehjælpere). Det har været oppe i folketinget. Jeg har selv som formand for bestyrelsen i en børnehave oplevet en 25:1 kvinde/mand ratio på jobansøgninger o. s. v. Jeg vil derfor påstå at ligestilling ikke kan opnås, når alle disse kvindelige pædagoger er med til at skabe et billede af kvinden som den der passer børnene. Ydermere vil jeg tro at antallet af kvindelige pædagoger formodentlig er adskillige hundrede gange større end antallet af prostituerede og at de derfor skaber et billede der er så mange gange stærkere, at den eneste fornuftige løsning ville være – i ligestillingens hellige navn – straks at forbyde, ikke bare kvindelige pædagoger, men måske pædagoger i det hele taget.

Det er da indlysende, er det ikke, at vi kan og skal tolerere et samfund hvor folk går rundt og skaber uacceptable billeder.

Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen: Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem. Fra Redens nu nedlagte hjemmeside: reden.dk.

Kræmmersjæl

2007-11-08 by admin

"... unsre »höheren« Schulen sind allesamt auf die zweideutigste Mittelmäßigkeit eingerichtet, mit Lehrern, mit Lehrplanen, mit Lehrzielen. Und überall herrscht eine unanständige Hast, wie alsob etwas versäumt wäre, wenn der junge Mann mit 23 Jahren noch nicht »fertig« ist, noch nicht Antwort weiß auf die »Hauptfrage«: welchen Beruf? - Eine höhere Art Mensch, mit Verlaub gesagt, liebt nicht »Berufe«, genau deshalb, weil sie sich berufen weiß... Sie hat Zeit, sie nimmt sich Zeit, sie denkt gar nicht daran, »fertig« zu werden - mit dreißig Jahren ist man, im Sinne hoher Kultur, ein Anfänger, ein Kind." (1)

Helge Sander om de studieskift, der forlænger studietiden for de uheldige der søgte ind på en forkert videregående uddannelse:

"Det giver tab i livsindkomst for den studerende [...] og samtidig har universiteterne spildt undervisningstid og penge, og uddannelsen får en ledig plads, som en anden kunne have haft glæde af."(2)

Jeg skrev dengang til det relevante ministerium for at få oplyst hvad det nøjagtig var ministeren mente med livsindkomst i ovenstående citat. En eller anden ministeriel lakaj kunne bekræfte at det forhold sig som frygtet: ministeren mener dermed den samlede indkomst som et menneske kan optjene i en livstid.

Helge Sander har sidenhen til fulde demonstreret sin særdeles begrænsede intellektuelle rækkevidde - der var noget med en kronik i Jyllands Posten, som jeg nok skal vende tilbage til - men dette eksempel er nu ganske sigende i sig selv. Ovenstående købmandsagtige sammenligning af æbler og appelsiner udstiller i den grad ministerens måde at tænke på.

Livsindkomst har intet at gøre i denne sammenhæng, da der ikke er grund til at tro at de studerende med vilje vælger forkert. Det gør de fordi de ikke ved bedre, mangler overblik og erfaring (måske fordi de sidste par regeringer har gjort deres bedste for med tvang at få de unge i gang med en uddannelse så tidligt som muligt) og et lille tab i livsindkomst er sikkert til enhver tid at foretrække, fremfor et liv som gymnasielærer når man hellere ville have været læge.

Absurd er det, fordi et liv har så mange faktorer, så mange værdier, så mange ubekendte variable, at det er meningsløst at omregne dem til kontanter. Et liv kan ikke gøres op i penge og valget at uddannelse har intet at gøre med, om den samlede indkomst livet igennem, halvtres år senere skulle vise sig at være 500.000 mindre end den kunne have været. Der skal i øvrigt alligevel nok komme andre valg senere i livet der give større livsindkomststab, men det er en anden sag.

Det værste er at Sander har en så smalsporet tankegang at enfoldig er et utilstrækkeligt ord. Hvis ikke det kan opregnes i penge har det tilsyneladende ikke værdi - lysten til at gøre sig erfaringer, erhverve sig viden, få stillet sin nysgerrighed nysgerrighed og hvad der ellers måtte drive det unge menneske har ingen værdi, hvis det skulle koste lidt på kistebunden i alderdommen. (*) Det er ødelæggende for alle de værdier der ikke direkte kan omregnes til kroner og øre, at der sidder en mand som Sander på ministertaburetten, for det er netop de værdier, ikke bare universitetet, men også livet i al væsentlighed handler om.

(*) Man mistænker ministeren for at være politikersmart i ovenstående citat. Han har sikkert tænkt det således at studieskift giver ikke livsindkomsttab (for den studerende), men derimod livsskattetab (for staten og ham selv). Men eftersom ingen overbevises om det betænkelige i en bestemt situation ved argumenter om at den koster staten skattekroner, lyder det jo langt bedre at fortælle at man som politiker er bekymret for at borgeren mister penge. Kun ikke hvis det handler om værdier der ikke kan opgøres i penge. [© 2007-11-08]

(1) Nietzsche: Was den Deutschen abgeht - 5
(2) Rust, maj 2004 , side 15 (et kvartalsudgivet blad for og af studerende ved SDU)

Sjov med meningsløs vold

2007-09-28 by Admin

I den forgangne sommer bragte Ekstra Bladet en historie fra Vorbasse Marked. (Vorbasse er i det mørke Jylland, beliggende omtrendt midt mellem Vejen og Billund.) En historie om dyremishandling og en historie fuld af forargelse, som de jo i reglen er når Dyrenes Beskyttelse medvirker.

Det var en flok fulde unge mennesker, der deltog i det årlige Vorbasse Marked, som fredag aften havde fået den afsindige ide at drukne små, hvide mus i en balje med vodka. (*)

Det lader til at den lidt vel kreative leg har forarget tilstedeværende, for

En repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt og fik stoppet mishandlingen. Flere af musene var da døde, og de resterende blev kørt til en dyrlæge, der aflivede dem.

Så vidt jeg ved sælger min lokale købmand fælder der kan klare den opgave uden de problemer som dette overdrevent sentimentale forhold til dyr medfører. Betale en dyrlæge for at aflive et par (oven i købet berusede) mus? Næh, dengang jeg var barn …

… da boede jeg også derude på landet i det meget mørke Jylland, nærmere bestemt i Mollerup, det ubetydelige hul i jorden omtrendt midtvejs mellem Randers og Viborg, som i en årrække udgjorde verdens navle for undertegnede. Og det var nu ikke så ringe endda.

For eksempel når naboen, gårdejer Thomsen, åbnede roekulen og skulle køre roer ind. Så kom musene ud – der var mange – og så stod vi fire-fem drenge parat til en munter leg, som i al sin uskyldighed gik ud på at musene skulle slås ihjel med det forhåndenværende våben: roer. Roer er store og tunge nok til at vende vrangen ud på en mus hvis man rammer præcist. Det gjorde vi selvfølgelig ikke altid, men så kunne de små kræ altid stole på at den efterfølgende roe ville bringe udfrielse fra lidelserne.

Jeg husker ikke hvor mange mus vi kunne slå ihjel på sådan en glad eftermiddag, selvom jeg er helt sikker på at der blev ført regnskab og kåret en vinder, men det var mange.

Nåja, dengang var der ingen verdensfjerne moralister og jurister – som f. eks. Søren Stig Andersen, der i Dyrs rettigheder (Juristen nr. 7 1998, side 249-267) mener at vise at “dyr har i hvert fald to grundlæggende moralske rettigheder: retten til ikke at blive udsat for fysisk og psykisk vold samt retten til at få deres behov opfyldt, når de er taget i menneskelig varetægt.” – til at fortælle os at den slags var forkert, at dyr havde umistelige personlige rettigheder og krav på at få opfyldt deres personlige behov og den menneskeliggørelse af dyrene som dyrerettighedsforkæmpere alt for ofte står for, var vistnok ganske ukendt.

I hvert fald er jeg sikker på at tanken om at en mus bør skånsomt aflives af uddannet personale ville have været Achton Friis ganske fremmed i 1909, når han lystigt beretter om Danmarksekspeditionens jagt på hvalrosser:

De havde nu fået en så stærk strøm imod, at Mylius og Bendix Thostrup talte sammen om, at enten måtte det være et sund, de var kommet ind i, eller også måtte et stort vand have sin udløb i bugten, thi ebben alene kunne ikke sætte et sådant vande. Opmærksomheden blev dog snart bortledt fra dette emne ved at Tobias på en lavt udløbende sandodde pludselig opdagede en del mørke punkter, som først antoges at være klippesten men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord af hvalrosser, som lå her side om side ved strandkanten. Til trods for, at motorbåden to gange passerede flokken, lod den sig dog ikke anfægte af støjen, men sov roligt videre. Det var først bestemmelsen at angribe dem fra båden; men Thostrup rådede fra dette, idet han gjorde opmærksom på det farefulde i dette foretagende med henblik på det ukendte farvand og de overlastede både, af hvilke jo kun den ene havde bevægkraft, medens den anden, som slæbte efter, hindrede manøvrefriheden alt for meget. De sejlede da forbi og satte bådene på land et par hundrede meter fra stedet. Så listede de sig i række, dækkende bag hinanden og med bøsserne klar, hen til flokken.

Og her begyndte nu et øjeblik efter et frygteligt blodbad. Fortællingen herom fik straks hårene til at rejse sig på vore hoveder – og ikke mindst på fortællerens, men jeg tror, den sidste nød det.

Ordren havde lydt på, at alle mand tilsammen kun måtte holde på tre bestemte dyr for således at være sikker på at få dem. Men det var kun i første omgang, at dette kunne respekteres. Strak, da den første salve bragede, fór dyrene op af deres dvale, og i næste øjeblik var forvirringen og dræbningen almindelig. Hvalrosserne forsøgte på at flygte og komme til en side; men hvor de end vendte sig hen, så de disse gesvindte smådjælve fare rundt og knalde dem i ansigtet. Det var jo til at gå ud af sit gode skind over. De vraltede halvfjollede rundt på deres tunge forluffer, hvæsede mod skuddene og slap damp ud i lange, røde stråler, hjælpeløse som lokomotiver, der er løbet af sporet. Når endelig én af dem tossede ned mod strandkanten, blev den straks opdaget, og en 6-8 projektiler standsede den her, inden den nåede det frelsende element. Man så hvalrosser omringede på tre alens afstand af 4-5 mand, der samtidig skød på dem fra hver sin kant. Dér lå da i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun et par stykker slap i vandet og væk. Så endte slaget. Der blev ingen mennesker skudt. (Achton Friis: Danmarksekspeditionen. Gyldendal 2005. p 95-96)

Jeg er også ret sikker på at de hunde som Danmarksekspeditionen medbragte ikke fik deres retmæssige behov opfyldt:

En hund gik over bord på de andres vagt i dag. Men den blev reddet henne ved roret, hvor man var så heldig fra dækket at få slået en løkke om halsen på den og halet den den op over lønningen. Det er ellers på den måde, man undliver hunde derhjemme.

De stakkels dyr lider utroligt meget ondt på rejsen; magre og forkomne, som de efterhånden er, har det ikke modstandskraft nok overfor de stadige strabadser. Der står evindeligt iskoldt vand på hele fordækket, deres poter er opblødte, røde og tyndhudede ad væden; de står med klamme rygge, halen mellem benene og ryster af kulde. Når de overvældes fuldstændig af trætheden, falder de om i et pløre af vand og ekskrementer, som det er umuligt at holde fjernet fra dækket, hvor de altid opholder sig. De stinker af snavs og er forbidte, skrammede og forslåede over hele kroppen. Den tætte sammenstuvning af så mange familier og spand afstedkommer stadig blodige slagsmål. Falder én eller anden svag djævel så til dæks, styrter en sværnm af bestialske rivaler i mad og kærlighed sig straks over ham, og passer man ikke godt på, kan man et øjeblik efter finde et ukendeligt kadaver midt i møddingen. (Friis, op. cit., p. 27-28)

Det interessante er nok ikke at holdninger skifter, det gør de ofte og det burde ikke ligefrem nogen hemmelighed at man ikke til alle tider har været lige sentimental overfor dyr eller for den sags skyld mht. børn:

liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere. (Seneca: De Ira I 15,2)

Det interessante er den totalitære indstilling der søger at gennemtvinge en moral der vil straffe for forhold, hvis ulovlighed ville have været indlysende tåbelige for mindre end en menneskealder siden:

Det er en grel dyrværnsag, men vi kan ikke gøre noget, for vi ved ikke, hvem der mishandlede musene, siger Ida Holk Madsen, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse. (Rosbøg, op. cit.)

Men det er jo, som jeg har sagt før, sådan, at når ideologien går ind, så går forstanden ud. Eller måske rettere, når enhver form for dannelse er fraværende, in casu et historisk perspektiv der næppe engang rækker mindre end en menneskealder tilbage, så ender mennesker alt for ofte som ofre for tilfældige indskydelser eller moralske vildfarelser.

(1) Sanne Rosbøg: Druknede mus i vodka for sjov. eb.dk d. 22. juli 2007 kl. 10:40 Ja, nu skal man jo ikke tage en avis som Ekstra Bladet særligt alvorligt; de er jo ikke netop berømte for at omgås sandheden med ynde og omhu, hvilket blandt andet ses af at artiklen ikke kan blive enig med sig selv om hvorvidt der var tale om en balje eller en kande med vodka. Men hvor pinligt det end er at en Ekstrabladsjournalist ikke kan skrive ti liner uden at modsige sig selv, er det dog uden betydning for vores formål.

Ægteskab på græsk

2007-07-08 by Admin

I mellemtiden, i Sparta:

“… their marriages the women were carried off by force, not when they were small and unfit for wedlock, but when they were in full bloom and wholly ripe. After the woman was thus carried off the bride’s-maid, so called, took her in charge, cut her hair off close to the head, put a man’s cloak and sandals on her, and laid her down on a pallet, on the floor, alone, in the dark. Then the bride-groom, not flown with wine nor enfeebled by excesses, but composed and sober, after supping at his public mess-table as usual, slipped stealthily into the room where the bride lay, loosed her virgin’s zone, and bore her in his arms to the marriage-bed.

Then, after spending a short time with his bride, he went away composedly to his usual quarters, there to sleep with the other young men. And so he continued to do from that time on, spending his days with his comrades, and sleeping with them at night, but visiting his bride by stealth and with every precaution, full of dread and fear lest any of her household should be aware of his visits, his bride also contriving and conspiring with him that they might have stolen interviews as occasion offered.

And this they did not for a short time only, but long enough for some of them to become fathers before they had looked upon their own wives by daylight. Such interviews not only brought into exercise self-restraint and moderation, but united husbands and wives when their bodies were full of creative energy and their affections new and fresh, not when they were sated and dulled by unrestricted intercourse; and there was always left behind in their hearts some residual spark of mutual longing and delight.” (Plut. Lyc. 15)

— Plutarch: Plutarch’s Lives. with an English Translation by Bernadotte Perrin. Cambridge, MA. Harvard University Press. London. William Heinemann Ltd. 1914. Via Perseus.

Oldtidens Berømmelse

2007-06-21 by admin

Oldtiden havde een god Skik.
Arbejde maatte krydre Maden:
Fyrsterne selv bag Ploven gik,
Pakkede Kornet selv i Laden.
Smaaherrer! kiende I Lee eller Loe?
Kunde I tærske for Føden! Jo! Jo!
Sulte I maatte, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.Oldtiden havde nok en god Skik:
Huuslighed klædte en Fyrstinde.
Til al den Stads, hvori hun gik,
Selv Hendes Høihed maatte spinde!
Smaaepiger bruge nu Fødderne nok;
Mon de kan dreie den snurrende Rok?
Serkeløs bleve de, om det gik.
Efter hiin gamle gode skik.Mage dertil var denne Skik:
Frøkener gjorde Huset Nytte,
Malkede selv en Lædskedrik,
Satte den frem i reenlig Bøtte.
Bøtter og Melk er for Bønder og Fæ;
Frøken og Junker er skaaren af Træ.
Kæmper vi havde, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Ei at forglemme den skiønne Skik:
Love og Folk vare lige gode,
Redelighed var Politik,
Dannemænd da hverandre troede;
Nu har vi Jura og Statskonst og Eed:
Ingen for smukke Folk sikker sig veed.
O hvilken Lykke, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik!

Hører Børnlille! nok en Skik:
Stadighed var i Smag og Sæder!
Datteren glad til Høitid gik
I sin Moerlilles Brudeklæder.
Nu dreier Moden som Hiul os omkring,
Aargammel Stads er en gyselig Ting,
O hvilken Vinding, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Dette var og en kostelig Skik:
Giestfrie Velkomst løste Tungen,
Hiertet blev varmt ved Fædres Drik,
Latter og Omqvæd rens’de Lungen.
Nu har man glimrende kold Assemblee,
Ligesom Maaneskin spiller på Snee.
O! hvor langt bedre, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endydermere var det og Skik:
Fias hedde Fias og ei Fadaise,
Ingen da Navn af Autor fik,
Førend han havde lært at læse.
Nu skriver hver, som kan tygge en Pen,
Piner sin Muse og trætter sin Ven.
Vel vore Øren, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Item var det og Oldtidens Skik:
Konen til Takke tog med Manden;
Han ikke efter Friller gik:
Hun lod ham haveRo i Panden,
Konen nu kielent som Vagtelen slaaer,
Manden så lønlig på Dumpejagt gaaer.
Vel vore Glutter, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Priselig var og denne Skik:
Pigerne kom lidt seent til Dandsen,
Sielden de sig en Skovtour fik;
De bar, med Rette, Hæders-Krandsen.
Bruden nu hopper saa kyndig i Seng,
Skienker sin Mand en fem Maaneders Dreng.
Vel mangen Brudgom, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Hører endnu en herlig skik:
Brudgom og Brud vare lige sunde.
Konen hvert Aar en Arving fik,
Otte-Punds Karle, røde og runde.
Hun ingen Helbred og han ingen Marv,
Hvad kan de giøre til Fædrelands Tarv?
Vel Efterslægten, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endelig var det og Oldtidens Skik:
Døttrene maatte lave Maden,
Blev fra Parnas og Pikenik,
Søndagen saaes de kun paa Gaden.
Nu har de Følelser, Læsning og Vid,
Kan ikke sætte en Gaas paa et Spid.
Vee vore Piger om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

– Johann Clemens Tode (1736-1806)

Ovenstående er hentet fra F. J. Billeskov Jansen: Den Danske Lyrik I-IV, bind 1, p. 273. Bøgerne fundet i perfekt tilstand på et hollandsk bogudsalg i Odense, for kun ti kroner pr. bind. Samme bogudsalg hvor undertegnede så to unge piger købe gamle (læder)indbundne bøger efter farven på bindet (de skal jo gerne passe til farven på møblerne, eller hvad nu); ganske uden Følelse, Læsning og Vid, men helt efter hiin gamle gode Skik!