UTI: Admin

Døden IV

Efter jeg forleden var inde på den frygt videomaskiner og de frygteligt voldelige videofilm spredte i socialdemokratiske Danmark engang i 1980’erne, kom jeg til tænke på en liste jeg lavede engang over eksempler på voldelig død i Iliaden som jeg vil bringe lidt fra her. (Det var før jeg kendte til Ian Johnstons liste) Jeg har tidligere postet et indlæg med titlen “Sjov med meningsløs vold” og betragtningerne deri omkring sentimentalitet gælder stadig. Vi starter i Iliaden IV:

446 Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden paa Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.

(Iliaden, overs. Wilster)

Jeg har altid for mit indre set “som” (l. 452) henvise til blodet i l. 451 og ikke til “saaledes” i l. 456. Man kan i hvertfald i hele fire linier med god samvittighed leve i troen. Beretninger om blod i større mængder har altid været godt for fantasien, et menneske indeholder trods alt kun ca. seks liter af det og der skal slås ret mange ihjel fot at opfylde ovenstående: af Blod svam Jorden. Nu har jeg ikke et billede af salgmarker som svømmer i floder blod, men Kubrick har visualiseret det effektivt og skabt et af filmhistoriens mindeværdige øjeblikke. (still fra The Shining)

The Shining

Men nu omhandlede ovnstående egentlig slet ikke om slet ikke om blod, men om lyden af hære som gør sig klar til at udgyde det. Det kan de gøre på mange måder, undertiden behøver de blot at forsamles før det går galt og et uhyrligt bodycount opnås uden af der løsnes et skud.

“In the late summer of that year we lived in a house in a village that looked across the river and the plain to the mountains. In the bed of the river there were pebbles and boulders, dry and white in the sun, and the water was clear and swiftly moving and blue in the channels. Troops went by the house and down the road and the dust they raised powdered the leaves of the trees. The trunks of the trees too were dusty and the leaves fell early that year and we saw the troops marching along the road and the dust rising and leaves, stirred by the breeze, falling and the soldiers marching and afterward the road bare and white except for the leaves.

The plain was rich with crops; there were many orchards of fruit trees and beyond the plain the mountains were brown and bare. There was fighting in the mountains and at night we could see the flashes from the artillery. In the dark it was like summer lightning, but the nights were cool and there was not the feeling of a storm coming.

Sometimes in the dark we heard the troops marching under the window and guns going past pulled by motor-tractors. There was much traffic at night and many mules on the roads with boxes of ammunition on each side of their pack-saddles and gray motor trucks that carried men, and other trucks with loads covered with canvas that moved slower in the traffic. There were big guns too that passed in the day drawn by tractors, the long barrels of the guns covered with green branches and green leafy branches and vines laid over the tractors. To the north we could look across a valley and see a forest of chestnut trees and behind it another mountain on this side of the river. There was fighting for that mountain too, but it was not successful, and in the fall when the rains came the leaves all fell from the chestnut trees and the branches were bare and the trunks black with rain. The vineyards were thin and bare-branched too and all the country wet and brown and dead with the autumn. There were mists over the river and clouds on the mountain and the trucks splashed mud on the road and the troops were muddy and wet in their capes; their rifles were wet and under their capes the two leather cartridge-boxes on the front of the belts, gray leather boxes heavy with the packs of clips of thin, long 6.5 mm. cartridges, bulged forward under the capes so that the men, passing on the road, marched as though they were six months gone with child.

There were small gray motor cars that passed going very fast; usually there was an officer on the seat with the driver and more officers in the back seat. They splashed more mud than the camions even and if one of the officers in the back was very small and sitting between two generals, he himself so small that you could not see his face but only the top of his cap and his narrow back, and if the car went especially fast it was probably the King. He lived in Udine and came out in this way nearly every day to see how things were going, and things went very badly.

At the start of the winter came the permanent rain and with the rain came the cholera. But it was checked and in the end only seven thousand died of it in the army.”

Ernest Hemingway: A Farewell to Arms.

Døden III

Fem minutter efter at domkirkens klokker havde slået midnatsslaget, blev døren åbnet af en fængselsbetjent, som sagde:
“Så må De gøre Dem klar.”
“Må jeg ikke lige sige farvel til min kammerat og den anden præst?”
Der gik bud nedenunder, imens jeg hjalp ham jakken på. Så fik vi besked om, at hans ønske ikke kunne opfyldes. Det var imod reglementet.
“Åh, de med deres reglementer,” sagde han, “nå, men vi har jo også sagt farvel.”
Vi fulgtes ned i kontoret. Statsadvokaten læste konklusionen af dommen og sagde, at den nu ville blive fuldbyrdet.
“Tak,” sagde den dømte.
Politimesteren sagde: “De skal efter reglementet have hænderne bundet på ryggen. Det er ikke fordi vi ikke stoler på Dem, men sådan er reglementet.”
“Javel,” svarede han og lagde selv hænderne om på ryggen. Arrestforvareren bandt dem sammen. Politimesteren sagde, at de ikke måtte bindes så hårdt at båndet snærede.
“Nej, jeg skal nok passe på,” svarede arrestforvareren.
Da den dødsdømte var bundet, sagde han til politimesteren: “Jeg vil gerne takke Dem for Deres venlighed og den gode behandling, jeg har fået.” Han vendte sig derpå mod arrestforvareren og takkede ham.
Så gik vi.

En dansk henrettelse efter retsopgøret.


— Ole Schierbeck: Dødsstraffe og henrettelser. Politikens Forlag 1981

Døden I

Odysseen (Wilster), 22:326-329

Talende saa det Sværd han greb med sin vældige Næve,
Som Agelaos til Jord havde slængt, da Spydet ham ramte;
Dette han greb, og hug med dets Blad ham tværs over Nakken,
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled paa Gulvet.

Iliaden (Wilster), 10;454-457

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Iliaden er en guldgrube af eksempler på voldelig og blodig død, men ovenstående påkalder sig alligevel en særlig interesse på grund af det rene snit, det dygtige krigshåndværk som minder mig om følgende beretning fundet på Jørn Fabricius’ interessante www.guillotine.dk med masser af info om Guillotinen og han gengiver også denne beretning fra 1905, hvor en Dr Beaurieux som gennemfører dette ikke specielt videnskabelige eksperiment med et hoved der oprindeligt tilhørte Languille, guillotineret kl. 5.30 om morgenen, d. 28 juni 1905:

”I consider it essential for you to know that Languille displayed an extraordinary sang-froid and even courage from the moment when he was told, that his last hour had come, until the moment when he walked firmly to the scaffold. It may well be, in fact, that the conditions for observation, and consequently the phenomena, differ greatly according to whether the condemned persons retain all their sang-froid and are fully in control of themselves, or whether they are in such state of physical and mental prostration that they have to be carried to the place of execution, and are already half-dead, and as though paralysed by the appalling anguish of the fatal instant.

“The head fell on the severed surface of the neck and I did not therefor have to take it up in my hands, as all the newspapers have vied with each other in repeating; I was not obliged even to touch it in order to set it upright. Chance served me well for the observation, which I wished to make.

“Here, then, is what I was able to note immediately after the decapitation: the eyelids and lips of the guillotined man worked in irregularly rhythmic contractions for about five or six seconds. This phenomenon has been remarked by all those finding themselves in the same conditions as myself for observing what happens after the severing of the neck…

Image without description

“I waited for several seconds. The spasmodic movements ceased. The face relaxed, the lids half closed on the eyeballs, leaving only the white of the conjunctiva visible, exactly as in the dying whom we have occasion to see every day in the exercise of our profession, or as in those just dead. It was then that I called in a strong, sharp voice: “Languille!” I saw the eyelids slowly lift up, without any spasmodic contractions – I insist advisedly on this peculiarity – but with an even movement, quite distinct and normal, such as happens in everyday life, with people awakened or torn from their thoughts. Next Languille’s eyes very definitely fixed themselves on mine and the pupils focused themselves. I was not, then, dealing with the sort of vague dull look without any expression, that can be observed any day in dying people to whom one speaks: I was dealing with undeniably living eyes which were looking at me. “After several seconds, the eyelids closed again, slowly and evenly, and the head took on the same appearance as it had had before I called out.

“It was at that point that I called out again and, once more, without any spasm, slowly, the eyelids lifted and undeniably living eyes fixed themselves on mine with perhaps even more penetration than the first time. The there was a further closing of the eyelids, but now less complete. I attempted the effect of a third call; there was no further movement – and the eyes took on the glazed look which they have in the dead.

“I have just recounted to you with rigorous exactness what I was able to observe. The whole thing had lasted twenty-five to thirty seconds.

Interessant er spørgsmålet om hvor længe bevidstheden forbliver i det afhuggede hovede, selvom det nok er de færreste af os som ønsker at få det besvaret.

Fortsættes →


— Ill.: Retoucheret foto af henrettelsen af Languille i 1905 inkl. nogle tilføjede personer i forgrunden. Wikimedia

Det Værste!

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port

Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!

For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!


— Sophus Claussen (1887)

Selverkendelse!

Søren Pind skal skilles fra Fru Pind, det skriver Ekstra Bladet, d. 15. september 2008. Pindene, havde ellers, forgæves, forsøgt at redde stumperne af kæligheden ved at gå i terapi og det gjorde de i to år og det var rigtig godt. Så godt faktisk, at de ikke tøver med at anbefale det til andre. Ikke at det virkede, de skal jo skilles, men det var ikke desto mindre en rigtig god oplevelse:

“Vi har gjort alt for at redde ægteskabet. Vi har i over to år gået i parterapi. Det kan vi varmt anbefale til alle andre, for det har hjulpet os til at komme igennem vores problemer på en ordentlig måde,” siger Pinden og Marie-Louise og tilføjer det, som vi alle godt ved er løgn, men som åbenbart stadig er det mantra, som alt for mange skilsmisseramte mennesker vælger at udsige i et desperat forsøg på at begrænse værdien og omfanget af (ansigts)tabet: "Vi vil stadig være hinandens bedste venner."

To års terapi for at kunne skilles på en ordentlig måde. Man kan så spekulere over hvor uordentligt de var blev et skilt, uden de to års terapi? Skænderier, retsager, vold, død, ødelæggelse? Dumping af Fru Pinds afsjælede legeme i Øresund? To år er lang tid.

Nu er det svært at forestille sig at de for to år siden gik i terapi med henblik på at kunne skilles på en ordentlig måde; mon ikke snarere formålet var at forsøge at redde ægteskabet. Det lykkedes så ikke, men ikke desto mindre er de enige om at det var en god oplevelse. Andre ville måske kunne finde på at kalde det en fiasko, eftersom de jo alligevel endte med at blive skilt, men ikke de implicerede selv.

For de har åbenbart fundet frem til årsagen til hele miseren:

“Parret fortæller, at problemer med skimmelsvamp i huset har været medvirkende til ‘at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs’.”

Fru Pind uddyber:

“Det begyndte, da vi købte vores hus i 2003. Kort efter vi var flyttet ind, opdagede vi, at der var skimmelsvamp i huset. Det betød, at vi måtte flytte fra huset og gå i gang med en opslidende kamp med forsikringsselskabet.”

Og?

Det er selvfølgelig ikke og kan aldrig være (medvirkende) årsag til skilsmissen. Årsagen kommer altid indefra. Fra den ene eller den anden eller fra begge to.

At problemer med skimmelsvamp har medvirket til “at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs”, er det resultatet af to års terapi? Eller sidder der efter to års terapi to mennesker tilbage fuldstændig blottet for selverkendelse og overbeviste om at det hele har været en så god oplevelse at de er parate til at indvie offentligheden i historien og at det i øvrigt var skimmelsvampen der gjorde det!

Spørgsmålet er hvorfor mennesker som disse ikke ejer blufærdighed? Hvor er grænsen mellem privat og offentlig blevet af? Hvorfor føler enhver fjols i vores samfund, en mikrofon stukket i fjæset, sig tvunget til at udtale sig?

Et godt råd herfra til dem der måtte læse med: Skulle du nogensinde få chancen til at fortælle om dit liv og dine personlige følelser og oplevelser til avis, tv, blade eller radio, så lad være: Chancen for at du har noget interessant at sige er omvendt propotional med sandsynligheden for at du bare gør dig selv til grin.


— Søren Pind skal skilles, EB 15. sept 2008

Of Human Misery

“Of the vast sum of human misery about one third, I would guess, is unavoidable misery. This is the price we must pay for being embodied, and for inheriting genes which are subject to deleterious mutations. This is the rent extorted by Nature for the privilege of living on the surface of a planet, whose soil is mostly poor, whose climates are capricious and inclement, and whose inhabitants include a countless number of micro-organisms capable of causing in man himself, in his domestic animals and cultivated plants, an immense variety of deadly or debilitating diseases. To these miseries of cosmic origin must be added the much larger group of those avoidable disasters we bring upon ourselves. For at least two thirds of our miseries spring from human stupidity, human malice and those great motivators and justifiers of malice and stupidity, idealism, dogmatism and proselytizing zeal on behalf of religious or political idols. But zeal, dogmatism and idealism exist only because we are forever committing intellectual sins. We sin by attributing concrete significance to meaningless pseudo-knowledge; we sin in being too lazy to think in terms of multiple causation and indulging instead in over-simplification, over-generalization and over-abstraction; and we sin by cherishing the false but agreeable notion that conceptual knowledge and, above all, conceptual pseudo-knowledge are the same as understanding.

Consider a few obvious examples. The atrocities of organized religion (and organized religion, let us never forget, has done about as much harm as it has done good) are all due, in the last analysis, to “mistaking the pointing finger for the moon” — in other words to mistaking the verbalized notion for the given mystery to which it refers or, more often, only seems to refer. This, as I have said, is one of the original sins of the intellect, and it is a sin in which, with a rationalistic bumptiousness as grotesque as it is distasteful, theologians have systematically wallowed. From indulgence in this kind of delinquency there has arisen, in most of the great religious traditions of the world, a fantastic over-valution of words. Over-valuation of words leads all too frequently to the fabrication and idolatrous worship of dogmas, to the insistence on uniformity of belief, the demand for assent by all and sundry to a set of propositions which, though meaningless, are to be regarded as sacred. Those who do not consent to this idolatrous worship of words are to be “converted” and, if that should prove impossible, either persecuted or, if the dogmatizers lack political power, ostracized and denounced. Immediate experience of reality unites men. Conceptualized beliefs, including even the belief in a God of love and righteousness, divide them and, as the dismal record of religious history bears witness, set them for centuries on end at each other’s throats.

Over-simplification, over-generalization and over-abstraction are three other sins closely related to the sin of imagining that knowledge and pseudo-knowledge are the same as understanding. The over-generalizing over-simplifier is the man who asserts, without producing evidence, that “All X’s are Y,” or, “All A’s have a single cause, which is B.” The over-abstractor is the one who cannot be bothered to deal with Jones and Smith, with Jane and Mary, as individuals, but enjoys being eloquent on the subject of Humanity, of Progress, of God and History and the Future. This brand of intellectual delinquency is indulged in by every demagogue, every crusader. In the Middle Ages the favorite over-generalization was “All infidels are damned.” (For the Moslems, “all infidels” meant “all Christians”; for the Christians, “all Moslems.”) Almost as popular was the nonsensical proposition, “All heretics are inspired by the devil” and “All eccentric old women are witches.” In the sixteenth and seventeenth centuries the wars and persecutions were justified by the luminously clear and simple belief that “All Roman Catholics (or, if you happened to be on the Pope’s side, all Lutherans, Calvinists and Anglicans) are God’s enemies.” In our own day Hitler proclaimed that all the ills of the world had one cause, namely Jews, and that all Jews were subhuman enemies of mankind. For the Communists, all the ills of the world have one cause, namely capitalists, and all capitalists and their middle-class supporters are subhuman enemies of mankind. It is perfectly obvious, on the face of it, that none of these over-generalized statements can possibly be true. But the urge to intellectual sin is fearfully strong. All are subject to temptation and few are able to resist.”


Aldous Huxley: Knowledge and Understanding, I: Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow, 1952.

Kontrapunkt

Forleden blev en lille dreng ved højlys dag og for øjnene af sin mor kidnappet af en bande på tre mand. Motivet var pengeafpresning. I den forbindelse kunne man læse følgende ekspertudtalelse i BT.

“Det vil kræve et alvorligt stykke professionelt psykologisk, kriseterapeutisk arbejde at få Oliver ovenpå efter den voldsomme kidnapning – hvis han igen bliver genforenet med sin familie.”

Således lød det fra psykolog professor dr. med Jørn Beckmann i BT, og han fortsatte:

“Hvordan det videre kommer til at gå ham, kommer an på hvor dygtige psykologer, der krisebehandler den her lille purk.”

Sådan rådgiver man, ikke om sit fag og hvad det kan gøre for folk, men om fagets nødvendighed.

Ikke engang et døgn efter disse udtalelser blev Oliver befriet fra sine kidnappere af politiet og mens tusinder af psykologer sikkert havde våde drømme om at få lov til at behandle dette fine eksemplar, talte Ekstra Bladets Piet Baunø med Olivers farfar:

  • — Har du talt med Oliver?
  • — Ja, han ringede fra Helsingør Politistation og råbte jublende, ‘farfar, farfar – jeg har fået en cola af politiet’.

Nikoline Westergaard: Sådan har Oliver det nu. BT, d. 17/4 2008
Piet Baunø: Olivers farfar rørt og lettet. EB, d. 17/4 2008

A propos blasfemi

I disse tider hvor alle taler om hensynet til muslimers religiøse følelser, så bragte Weekend Avisen i fredags dette maleri af Félicien Rops, i en omtale af en udstilling på Gl. Holtegaard:

Image without description

Gad nok vide hvorfor der ikke er nogen der siger noget til det?

Logik for høns? IV

Et flertal af københavnske politikere ønsker – i følge BT – et forbud mod køb af sex. Siger Anne Vang (politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen):

“Der er behov for ny lovgivning, fordi prostitution for rigtig mange kvinder ikke er et frit valg, men udnyttelse.”

For nogle kvinder er det et frit valg (se f. eks. her, her og her) at arbejde som luder og det skal vel ikke komme dem til skade at andre kvinder bliver udnyttet. Hvis en kvinde tvinges til at prostituere sig, er der love der beskytter hende og som den der har udøvet tvangen kan straffes efter. Det er ret enkelt.

Men i det hele taget er der vel mange mennesker der har et job som ikke direkte er et frit valg, men som de derimod har været nødt til at tage af den ene eller anden grund. Faktisk har Københavns Kommune ikke selv tidligere tøvet med at udnytte både mænd og kvinder:

“I dag vil 200 kontanthjælpsmodtagere i Frederiksberg og Københavns kommuner modtage et brev fra kommunen med besked om, at de skal melde sig som avisbude snarest muligt. Hvis de siger nej, så ryger kontanthjælpen.” (Dagbladet Arbejderen, 23. august 2006)

Og så kunne man jo med Anne Vangs egne ord sige: Der er behov for en ny lovgivning, fordi avisbud for rigtig mange mennesker ikke er et frit valg, men udnyttelse! Skulle vi på samme måde forbyde alt avisbudarbejde fordi nogen bliver tvunget ud i det af skumle bagmænd?

Ja, jeg ved at der findes prostituerede i Danmark, som ikke er her af egen fri vilje, men det er sagen uvedkommende! Der findes love der forbyder den slags tvang. At en lov bliver overtrådt betyder ikke at man skal lave en ny. Man kan i stedet enten give politiet flere midler til at håndhæve den eller overveje at skærpe straffen. Man går jo heller ikke hen og forbyder banker fordi der findes bankrøvere?

Kampen mod virkeligheden

Politiken kunne forleden berette om at der “er gået for meget porno i kvindebryster.” Derfor planlagde en mindre gruppe kvinder at aktionere mod dette, ved at bade topløs i DGI-byen i København.

At til ung alder hører megen naivitet kan man forvisse sig om, ved at læse hvad initiativtageren til aktionen, gymnasieeleven Maria Høeg udtaler i denne forbindelse:

Formålet er at sætte gang i en kønsdebat. Når mænd kan bade med nøgen overkrop, så burde vi også kunne gøre det. Vi er trætte af, at kvinder skal være sexsymboler og ikke må have hår under armene eller på benene.(1)

For det første roder hun to forskellige ting sammen. At kvinder er sexsymboler eller rettere at har fysiske fortrin der vækker opmærksomhed hos mænd, er noget hun må tage op med Gud eller evolutionen: det er ikke en bug, men derimod den feature hun overhovedet kan takke for at hun er i live i dag. Man kan have sin berettigede tvivl om hvorvidt mænd overhovedet gad spændere (så meget) tid og opmærksomhed på kvinder, hvis det ikke var for den ene ting der trækker så voldsom i dem.

Til gengæld er der ingen lov der forhindrer Maria i frit at lade håret gro under arme og på ben: det er ganske tilladt. Hvis hun har et problem med at ligge under for gruppepres eller moden er det ikke noget hun kan bebrejde andre end sig selv. Vær dig selv!

I det hele taget er dette vist en ungdommen og naivitetens aktion. Men reaktionerne på aktionen kom åbanbart lidt bag på arrangørerne, for samme Maria Høeg udtaler dagen efter:

Jeg blev nok en smule overrasket over, hvor meget presse der var til aktionen i DGI-byen. Man skal lige vænne sig til at se sig selv topløs i medierne, så nu skal vi lige hjem og trække vejret.(2)

Noget tyder jo på at Maria selv ikke helt fra frigjort sig fra brysternes betydning, siden det der ellers postuleres som det naturligste i verden, er noget der åbenbart hat taget pusten fra hende.

Men det bliver faktisk værre endnu:

Det er et oprør imod, at kvindekroppen overalt og hele tiden bliver betragtet som sexobjekt. Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle. Og det skal de ikke i en svømmehal, og derfor skal de heller ikke dækkes til. Vi vil have lov at bade topløse ligesom mændene.(3)

Således taler den 20-årige Astrid Vang, der også deltog i aktionen. Det er absurd at tro at kvinder kan bestemme hvordan mænd til enhver tid skal opfatte deres bryster, som om instinkter er noget man kan tænde og slukke for efter behov. Hvis brysterne til enhver tid er til skue, hvordan skal noget sådan komme i stand, hvis ikke det til stadighed kommunikeres?

Naiviteten og uvidenheden er slående: “Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle.” Ja se, det kan jo klares på den enkle måde, som kvinder til stadighed har gjort brug af: nemlig ved den simple foranstaltning at holde dem tildækket.

Dette er et glimrende eksempel på hvad der sker, når en ideologi tager magten over fornuften og efterlader dens tilhængere i et absurd tomrum af fraser der er i konflikt med både sig selv og virkeligheden. Her handler det ikke længere om ligestilling, for kvinder kan bade akkurat som mændene (blot er de klædt som kvinder og mænd som mænd). I stedet handler det pludseligt om udligning af kønsspecifikke forskelle og det kunne jo give undertegnede den tanke, at de aktionerende ikke ganske er på det rene med egne motiver og måske mere er i konflikt med deres eget køn end med den virkelighed de tilsyneladende bekæmper.


(1) Danske kvinder sætter brysterne fri, Politiken, d. 19. dec 2007.
(2) Topløse kvinder vil lave flere aktioner, Politiken, d. 20. dec 2007.
(3) Barbrystede kvinder indtog DGI-byen, Politiken, d. 19 dec. 2007