"No one in this world, so far as I know — and I have researched the records for years, and employed agents to help me — has ever lost money by underestimating the intelligence of the great masses of the plain people. Nor has anyone ever lost public office thereby.
— H. L. Mencken: Notes On Journalism. Chicago Tribune (19/9 1926)
"And this is for the people in this room, because this is something nobody else can do. We’re gonna get the drug prices down. Not 30% or 40%, which would be great. Not 50% or 60%. No, we’re gonna get them down ... ... 1,000%, 600%, 500%, 1,500%. Numbers that are not even thought to be achievable. Because I used a certain talent that I have and convinced the drug companies that you have no choice.” (→ D. Trump, via youtube)
Hvor skræmmende det end er at have en funktionel idiot som øverste leder for verdens største militærmagt, så er det også sært fascinerende at se et menneske uden skyggen af blufærdighed foretage en total afklædning sig selv rent mentalt med hele verden som publikum, mens ingen af hans egne forsøger at stoppe ham, begrænse ham eller lægge en dæmper på hans udfoldelse, sikkert fordi de elsker at sole sig i magtens skygge, eller fordi de, for manges vedkommende, heller ikke selv nogensinde, under enhver anden præsident, ville have mulighed for at nærme sig magtens top, da de ligesom deres commander-in-chief, ikke er blandt de intellektuelt mest veludrustede.
Som om Trumps udsagn "I'm very highly educated. I know words, I have the best words." ikke var afslørende nok i sig selv for så vidt angår hans begrænsede mentale spændvidde og måden hvorpå han tænker, så kommer der også ovenstående, som undertegnede oprigtigt troede var et AI-genereret falsum, da det som satire betragtet egentlig er fuldendt; det indfanger perfekt både narcissistens selvforherligelse såvel som hans absolut begrænsede intelligens. Men nej, den er god nok.
"And this is for the people in this room"
Kun til jer, kære medlemmer af kongressen ... og så selvfølgelig til kameraet, i hvis tilstedeværelse udsagnet bliver lettere meningsløst udover som et tomt retorisk greb.
"because this is something nobody else can do"
Korrekt, eller i hvert fald næsten korrekt. Lidt frækt kan man sige at det er 99,9999999879% korrekt, hvis vi konstaterer at "this is something nobody can do" (ejheller Trump). Denne påstand forudsætter ganske vist at Trump allerede på dette tidspunkt vidste hvad han ville sige i næste sætning, hvilket, som vi skal se, nok er højst tvivlsomt.
Narcissistens behov for at fremhæve sig selv, kender ingen grænser, ikke engang virkeligheden eller sandheden. Den gennemsnitlige løgner er i øvrigt ikke et specielt interessant menneske, en løgn er i sig selv ikke et studie værdigt, som fænomen er den en banalitet som kun kvalificeres af rækkevidden af dens konsekvenser, undtagen som et psykologisk studieobjekt når løgneren enten ikke længere selv er klar over at han lyver, eller når når grænserne for længst for ham er udvisket og han ikke kan skelne løgnen fra sandheden. Dér bliver den interessant både psykologisk og komisk.
"We’re gonna get the drug prices down. Not 30% or 40%, which would be great. Not 50% or 60%."
Her bliver det åbenlyst at Trump taler uden forberedelse eller planlægning af nogen art og formentlig også uden særlig omtanke, for han maler sig nu op i et hjørne han ikke kan slippe ud af igen. Han kaster lige nogle tal ud, som han finder på — frit fabulerende — efterhånden som han taler. 30% eller 40% ville være "great", men Trump er ikke tilfreds med at overgå det ... 50% eller 60%, nej, det er heller ikke nok, han skal langt videre og der er ingen grænser i narcissistens fantasiverden.
"No, we’re gonna get them down ..."
Hvis man ser videoen kommer der lige på dette tidspunkt en ganske kort pause, en tænkepause, hvor Trump skal finde ud af fortsættelsen på sin egen sætning, som allerede har fået sit eget liv og ganske har taget magten fra ham.
"1,000%,"
Selvfølgelig! Mindre kan ikke gøre det. Man forestiller sig her at kuglerammen inden i Trumps hovede i en sekundlang pause har kæmpet lidt med virkeligheden; han er selvfølgelig bekendt med at enkelte medicinalfirmaer på umoralsk og ulovlig vist har haft fortjenester på flere hundrede procent. Hvordan er det nu lige man omregner det til en tilsvarende reduktion i procent — det er her en tiltagende desperation breder sig i styringsmodulet til den mentale kugleramme — og så, da regnestykket slet ikke går op, gør han som den desperate skoleelev, der bliver udpeget af læreren til at blive hørt i noget han slet ikke har forberedt: man gætter! 1000%, intet mindre. De hårdt tilkæmpede matematikkundskaber fra underskolen har for længst forladt bygningen og klassekammeraterne kan høres grine lystigt i baggrunden.
"600%, 500%, 1,500%."
Når et menneske ikke evner abstraktionen, forfalder det til det simple hoveds konkrete udvej: eksempler. Gerne flere af dem, ofte tilfældigt valgte og dermed irrelevante. Her har vi allerede kappet fortøjningen til virkelighedens sikre kaj og sejler uden ror ud på meget dybt vand: Vi sætter priserne ned 1000%, 600%, 500% — uha nej, tænker manden på podiet, nu bliver tallene for alt lave, så ... 1500%! Dette er barnets, den infantile hjernes, måde at tænke og udtrykke sig på.
Numbers that are not even thought to be achievable.
Det er de heller ikke, ikke bare i en merkantil verden men strengt taget også i matematikkens, og virkelighedens verden har vi lagt bag os; dette er narcissistens behov til selvforherligelse og der er det inderligt ligegyldigt at forrige sætnings regnestykke slet ikke gik op, når bare man kan slutte af med at selvforherlige sig helt derud, hvor man ender med at parodiere sig selv.
Man kan godt føle et lille stik af medlidenhed med et menneske, der er havnet i et situation, som vedkommende slet ikke magter, både hvad angår kvalifikationer, intelligens eller personlighed og som dagligt bliver offentligt udstillet herfor. Følelsen af medlidenhed bliver ikke mindre af at det er et menneske, som konstant er styret af behovet for at tale sig selv, sin person og sine evner op — hvilke nederlag, synlige eller usynlige der ligger bag, kan man kun gisne om. Men der er ingen vej ind, ingen kommer nogensinde til at trænge igennem og man kan oprigtigt tvivle på, om der stadig er en rest af et rigtigt menneske derinde. Vi finder aldrig ud af det. Der kommer aldrig en smule selverkendelse, et glimt af menneskelighed eller en indrømmelse; befæstningerne er på plads og de forstærkes konstant:
"Because I used a certain talent that I have ..."
Han er slet ikke færdig med at narcissere ...
"... and convinced the drug companies that you have no choice.”
... hvilket fuldendes med en åbenlys løgn. I en verden af idioter — nogen har jo valgt ham — er narcissisten konge og der betyder løgnen intet, den er allerede glemt — hvis den da overhovedet er blevet opfanget — inden i morgen, hvor ethvert forsøg på at stille til regnskab, vil blive druknet i en stadig strøm af nye overdrivelser, usandheder og løgne. [©2025-07-26]
Set i lyset af indholdet denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.
STRØTANKER III – Begrebet “politisk korrekt”, som gik noget af mode efter årtusindskiftet, hvor det, som så mange andre modebegreber, blev brugt og misbrugt til det omtrent ikke længere havde noget betydningsmæssigt indhold, er desuden — i dets rent deskriptive form (om en sådan overhovedet kan siges at have eksisteret) — blevet delvist overflødiggjort med fremkomsten af det ofte brugte og ganske selvafslørende udtryk “at være fordømmende” (på eng: being judgmental), der i skikkelse af en anklage bruges som en ukvalificeret og hurtig afvisning af ethvert tilløb til en normativ vurdering i strid med det herskende politisk korrekte og typisk anvendes som en kategorisk, men alt for ofte ureflekteret, afvisning af, at ikke alt menneskeligt er lige godt eller lige rigtigt.
Når grænsen til løgnen er overskredet, er der ingen vej tilbage. Det er med ærlighed som at være jomfru: det er man kun til man ikke er det længere. Derefter er man noget andet og selvom ikke-jomfru naturligvis er en betydeligt mindre moralsk belastet betegnelse end løgner, så er der ingen vej tilbage: Du er således kun et ærligt menneske éen gang.
At det er muligt, overfor et nyt publikum, at iscenesætte og gensælge forestillingen om det tabte, understreger bare pointen: Hvis du tror at andres opfattelse af hvem og hvad du er, gør dig til noget andet end hvad du rent faktisk er, lyver du også overfor dig selv.
"It is impossible to conciliate readers of so saturnine and gloomy a class, that they cannot enter with genial sympathy into any gaiety whatever, but, least of all, when the gaiety trespasses a little into the province of the extravagant. In such a case, not to sympathise is not to understand; and the playfulness, which is not relished, becomes flat and insipid, or absolutely without meaning." (1)
"Det er umuligt at vinde læsere for sig, der er så træge og humørforladte, at de ikke formår godmodigt at deltage i nogen form for morskab — og formår det så meget desto mindre, når morskaben krydser grænsen til det overgivne en smule. I den slags tilfælde er det ikke at deltage det samme som ikke at forstå, og den munterhed, der ikke bliver gouteret, kommer til at fremstå flad og tåbelig eller fuldstændig meningsløs."(2)
(1) Thomas De Quincey: Postscript. (1854)
(2) Thomas De Quincey: Efterskrift. I: Om Mord. Århus 2011. Overs.: Hans-Jørgen Birkmose.
"Lebe im Verborgenen, damit du dir leben kannst! Lebe unwissend über Das, was deinem Zeitalter das Wichtigste dünkt! Lege zwischen dich und heute wenigstens die Haut von drei Jahrhunderten! Und das Geschrei von heute, der Lärm der Kriege und Revolutionen, soll dir ein Gemurmel sein!"
— Friedrich Nietzsche: Die fröhliche Wissenschaft IV, § 338.
"That the moralist—in whatever disguise—can give us as much trouble as the politician—in whatever disguise—is certain. But of course it may be as a politician that he is found to have disguised himself! Or the politician may disguise himself as a moralist—that is very bad indeed, when the politician does that! But in whatever form this interfering personage may turn up, there is one thing about which you may be perfectly certain; and that is, that the old crude humanist or humanitarian values of good and of bad will not be found in his repertory of annoyance. If that were so we should not have to bother about him very much, There is no advertisement value today—luckily for the artist (if not for other people)—in the simple-hearted good and bad of the old morality." (s. 129)
Lewis skrev i 1934 og det var før Nazismen, før ungdomsoprøret og før internettets forfladigelse ... demokratisering af viden og man kan ikke lade være med et spekulere over, om ikke han ville have smilet nostalgisk og længselsfuld ved tanken om sin tids moralister, hvis han havde haft den tvivlsomme fornøjelse af møde vores.
Halvfems år er længe siden. Dengang kom det moraliserende tryk oppefra, så at sige, med den enorme tyngde af kristent vraggods efterladt af en døende Guds herboende repræsentanters teologiske krampetrækninger. Længslen, den romantiske (som også senere var identisk med den nazistiske/kommunistiske), efter værdier og orden censurerede og begrænsede med referencer til historien og teologien og resonerede stadig af en stemning i folkedybet med bund i et stadig fælles folkeligt traditions- og tankegods. Politikeren og moralisten var ofte — eller kunne være — en og samme persen.
"Our contemporary moralists are of many kinds. But there is one respect in which they remarkably resemble one another: for all, starting from the premise of our autonomous nature, seek to rob us of artistic as of political freedom, in the name of this, that, or the other Law." (s.130-131)
Selvom meget er ændret og moralisten er kørt ud på et sidesporet og vel hægtet helt af og står tilbage som en kuriøsitet, mest af alt fordi trykket ikke længere er et, som kommer oppefra, og fordi politikeren i den grad i den sammenhæng er irrelevant i sin inkarnation som karakterløs taburetklæber (kan man forestille sig nogen i enhver større sammenhæng mere irrelevant karakter end f. eks. Mette Frederiksen?), så er de vist ikke længere en og samme person. Måske fordi der ikke længere, for andet end nogle få meget umoderne idealister, er andet at sælge en skattelettelser og had mod fremmede.
Det moralske tryk har vi fornøjelsen af at se komme nedefra i skikkelse af folkelig forargelse som oftest udspringer af et eller flere individers eller gruppers sentimentalt funderede meget personlige vildfarelser. Det er uden fundament i både religiøs, filosofisk eller faktuel henseende, men udsprunget af tilfældige følelser inspireret af lige så tilfældige begivenheder. Det er forargelsen som drivkraft, ikke den religiøse på Guds vegne, den er forbeholdt islamisterne, men den dybt personlige ideosynkratiske, som udspringer udelukkende af følelser og stemninger. Den er sentimental i sin natur. Humanismens endegyldige sejr.
Det mest forfærdende men også komiske eksempel er, hvordan talløse skarer for kun få år siden rejste sig fra dybet villige til at lægge klodens skæbne — for så vidt som den overhovedet er truet — i hænderne på en mentalt forstyrret svensk teenager, hvis hysteriske anfald i fuld offentlighed tillagdes en betydning som bedst kan sammenlignes med den betydning der i dybt religiøse kredse tillægges mirakler som stigma eller brændende buske.
"Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness."
Så selvom resultatet vel er det samme - seeking to rob us og artistic as of political freedom - er resultatet et andet og langt mere skræmmende, alene fordi det er sentimentalt og dermed tilfældigt, ustadigt, omskifteligt.
Omtrendt som humøret hos et forkælet og lettere hysterisk barn. Gad vide hvordan man ville have håndteret sådan et på Wyndham Lewis' tid?
— Wyndham Lewis: Is Satire Real? In: Men Without Art, New York 1934
— H. L. Mencken: Notes on democracy, New York 1926.
“If he who breaks the law is not punished, he who obeys it is cheated. This, and this alone, is why lawbreakers ought to be punished; to authenticate as good, and to encourage as useful, law-abiding behavior, The aim of the criminal law cannot be correction or deterrence; it can only be the maintenance of the legal order.” (Szasz s. 42)
Det tilsvarende argument, set fra den kriminelles side, er selvfølgelig, at han har krav på en passende straf alene af den grund, at en udeladelse deraf er en krænkelse af hans person i den forstand, at det er en både en umyndiggørelse og en underkendelse af de rettigheder han burde have som individ. At undlade at straffe den kriminelle – eller ikke at straffe ham på en måde der står i rimeligt forhold til forbrydelsen – er at overgreb på hans person.
Det kan her indvendes, at en og anden kriminel – stillet overfor en retsags alvor og udsigten til tilsvarende straf – nok ville være villig til at afstå fra denne umistelige ret til at blive straffet, men dette sagen underordnet. En principiel diskussion af kriminelles ret til at blive straffet, er naturligvis ikke forpligtet til at tage højde for den enkelte kriminelles følelser i den anledning; følelser som, sammen med hvad den kriminelle ellers måtte have af indvendinger, ikke bærer den samme vægt, som den ville, hvis den kom fra ethvert andet menneske. Det er i sidste ende et spørgsmål om alvor, livets alvor, som den kriminelle har valgt at underlægge sig i selvsamme øjeblik, som han personligt demonstrerede sin manglende evne til at forvalte den.
Man kan sige, at den kriminelle har et krav på at blive taget alvorligt, men selvfølgelig i langt højere grad at samfundet har pligt til – for dets egen skyld d.v.s. af hensyn til opretholdelsen af en vis lov og orden – at omgås den slags med den største alvor og uanset hvad tidsånden ellers måtte indikere.
“Punishment is no longer fashionable. Why? Because – with its corollary, reward – it makes some people guilty and others innocent, some good and others evil, in short, it creates moral distinctions among men, and to the “democratic” mentality, this is odious. Our age seems to prefer a meaningless collective guilt to a meaningful individual responsibility.” (Szasz s. 42)
Pointen med det “demokratiske sindelag” er ikke bare en klarsynet observation, men den er også vidunderligt ironisk derved, at denne ophæver af alle vertikale forskelle, i dette tilfælde gør lige netop det modsatte, hvis den fratager individet dets ansvarlighed overfor sig selv, overfor dets medmennesker, overfor samfundet som helhed og i sidste instans overfor en højere retfærdighed, hvorfra den så end – alt efter ens præferencer – måtte komme.
“There can be no humane penology so long as punishment masquerades as “correction”, No person or group has the right to “correct” a human being; only God does. But persons and groups have the right to protect themselves through sanctions that are, and should be called, “punishments”, which, of course, may be as mild as a scolding or a small fine, or as severe as life imprisonment or death.” (Szasz s. 42-43)
— Thomas Szasz: The Second Sin. London 1974
But what a spectacle is already at hand the return of the Lord, now no object of doubt, now exalted, now triumphant! What exultation will that be of the angels, what glory that of the saints as they rise again! What the reign of the righteous thereafter! What a city, the New Jerusalem! Yes, and there are still to come other spectacles — that last, that eternal Day of Judgement, that Day which the Gentiles never beheved would come, that Day they laughed at, when this old world and all its generations shall be consumed in one fire. How vast the spectacle that day, and how wide!
What sight shall wake my wonder, what my laughter, my joy and exultation? as I see all those kings, those great kings, welcomed (we were told) in heaven, along with Jove, along with those who told of their ascent, groaning in the depths of darkness! And the magistrates who persecuted the name of Jesus, liquefying in fiercer flames than they kindled in their rage against the Christians! those sages, too, the philosophers blushing before their disciples as they blaze together, the disciples whom they taught that God was concerned with nothing, that men have no souls at all, or that what souls they have shall never return to their former bodies! And, then, the poets trembling before the judgement-seat, not of Rhadamanthus, not of Minos, but of Christ whom they never looked to see! And then there will be the tragic actors to be heard, more vocal in their own tragedy ; and the players to be seen, lither of limb by far in the fire; and then the charioteer to watch, red all over in the wheel of flame; and, next, the athletes to be gazed upon, not in their gymnasiums but hurled in the fire — unless it be that not even then would I wish to see them, in my desire rather to turn an insatiable gaze on them who vented their rage and fury on the Lord.
"This is he," I shall say, "the son of the carpenter or the harlot, the Sabbath-breaker, the Samaritan, who had a devil. This is he whom you bought from Judas; this is he, who was struck with reed and fist, defiled with spittle, given gall and vinegar to drink. This is he whom the disciples secretly stole away, that it might be said he had risen — unless it was the gardener who removed him, lest his lettuces should be trampled by the throng of visitors!" Such sights, such exultation, — what praetor, consul, quaestor, priest, will ever give you of his bounty ? And yet all these, in some sort, are ours, pictured through faith in the imagination of the spirit. But what are those things which eye hath not seen nor ear heard, nor ever entered into the heart of man?(1) I believe, things of greater joy than circus, theatre or amphitheatre, or any stadium.
Se også Hjalmar Söderbergs ord om Kristendommen.
— Tertullian (c. 155 – c. 220): De Spectaculis, XXX. I: Tertullian: Apology and De Spectaculis. LOEB 250, 1927. s. 297-301