Strøtanker I

Når grænsen til løgnen er overskredet, er der ingen vej tilbage. Det er med ærlighed som at være jomfru: det er man kun til man ikke er det længere. Derefter er man noget andet og selvom ikke-jomfru naturligvis er en betydeligt mindre moralsk belastet betegnelse end løgner, så er der ingen vej tilbage: Du er således kun et ærligt menneske éen gang.
At det er muligt, overfor et nyt publikum, at iscenesætte og gensælge forestillingen om det tabte, understreger bare pointen: Hvis du tror at andres opfattelse af hvem og hvad du er, gør dig til noget andet end hvad du rent faktisk er, lyver du også overfor dig selv.