UTI: Admin

Trump? Trump!

2025-07-12 by Admin

“Jerry’s pudgy, built along the lines of Papa Smurf, with a tanning-machine tan like brownish orange paint and a ridiculous toupee — he cultivates this clownish image to distract from his nasty disposition."

Jerry er meget passende brugtvognsforhandler og Lucius Shepard er formodentlig den vigtigste engelsksprogede forfatter fra det sidste århundrede du aldrig har hørt om. Men ikke på grund af denne indiskretion, den er bare præcis, morsom og skrevet for 12 år siden.

— Lucius Shepard: Vacancy. In: Five Autobiographies and a Fiction 2013. p. 104

Forvænte mennesker

2025-07-11 by Admin

“Forvænte mennesker elsker at lade sig gribe af panik, nemlig når noget – muligvis – kan true deres forvænthed. Vi véd alle, hvordan groft forkælede børn opfører sig. Just sådan opfører vi os. Vi konstaterer ikke, at det eksempelvis er usundt at ryge, og at det muligvis kan være medvirkende til fremkomst af sygdom og død. Vi bliver derimod slagne af panik, bliver skingre i stemmen, kræver indgreb og forbud og restriktioner. Her er det ikke nok med etik, man må tillige mobilisere juraen, politikerne samt ordensmagten. Rædslen har grebet folket – uagtet vi alle, hvad enten vi ryger eller ikke, bliver ramt af sygdomme og en uafvendelig død.

Panikken vil aldrig mangle anledning, og jeg finder det kedsommeligt at remse op, hvilke temaer panikken i vor tid med fryd har kastet sig over: Ozonlaget, som nedbrydes af spraydåser og køleskabe, den påståede skovdød, der med “videnskabelige” sikkerhed skyldes den sure regn, sprøjtemidler, kemisk industri, døde hummere i Kattegat, afbrænding af giftstoffer i Nordsøen, sældød, burhøns, drivhuseffekten, hvalerne, der måske uddør, og hvad vil verden være uden hvaler? Præcis det, som den nu er uden dinosaurer og sabeltigre!

Min påstand er ikke, at der ikke er realiteter i alt dette eller dog i noget af det. Meget af det kan sikkert være alvorligt nok, og man er da også, så vidt jeg er orienteret, i færd med at gøre noget ved det. Min pointe er alene panikken. men den lægger jeg til gengæld den største vægt på, thi den er i mine øjne et symptom på en mangelsygdom – og altså just den mangelsygdom jeg har gjort opmærksom på, det demokratiske meningstab, der skyldes udelukkelsen af enhver tanke om et yderste mål, som det for alt i verden gjalt om at opnå. Når ideen om den “den evide salighed” – hvad det så end er for noget – går ud, da vil selv den mindste lille trussel antage spøgelsesagtige proportioner. Eller, som tidligere udtrykt: Da vi ikke kan finde ud af, hvad alvor er for noget, da er vi tilbøjelige til at gøre hvad som helst til det yderste alvorlige – hvilket på en desorienterende måde er identisk med at der ikke findes nogen alvor mere i livet, men alt er tant. Man må så at sige vælge imellem at opføre sig hysterisk eller kynisk. Thi man tør ikke længere se den sande alvor i øjnene: At være et dødeligt menneske, stillet under Guds ubetingede herredømme.”

— Johannes Sløk: Det her samfund! (1989)

Danmark

2025-07-11 by Admin

“Min hele Betragtning af Danmark gjør mit Liv uhyggeligt her; der er noget Uhyggeligt i, at vide og være forvisset om et Lands Undergang, medens Alle juble ved Tanken om en mageløs Fremtid.”

— Søren Kierkegaard NB 9:36

Styret af følelser

2025-06-29 by Admin

“To criticize a particular subject […] a man must have been trained in that subject: to be a good critic generally, he must have had an all-round education. Hence the young are not fit to be students of Political Science. For they have no experience of life and conduct, and it is these that supply the premises and subject matter of this branch of philosophy. And moreover they are led by their feelings; so that they will study the subject to no purpose or advantage, since the end of this science is not knowledge but action. And it makes no difference whether they are young in years or immature in character: the defect is not a question of time, it is because their life and its various aims are guided by feeling; for to such persons their knowledge is of no use, any more than it is to persons of defective self-restraint.”

Formoder ikke at der er nogen grund til at udpensle hvilke konkrete tiltag man nødvendigvis måtte (burde?) gribe til, om man tog ovenstående Aristoteles-citat alvorligt, for det kommer alligevel ikke til at ske. Så det overlades til læseren af udlede …

— Aristoteles: Den nikomakæiske etik 1095a. (tr.: H. Rackham)

(n)utidig kynisme

2025-03-17 by Admin

“Der er ingen tvivl om, at Pascal har haft en voldsom følelsesstemt oplevelse af ekstatisk karakter, som har efterladt ham i en tilstand af glæde og fred. Den synes også at have været forbundet med hallucinationer, men der er næppe tale om en oplevelse af samme karakter som de religiøse mystikeres, der mener direkte at have oplevet noget guddommeligt – ja, ligefrem oplevet en sammensmeltning med deres guddom og ofte mistet bevidstheden om tid. Det interessante er Pascals forståelse eller tydning af denne oplevelse. Det er klart, at bibelske forestillinger udgør hans forståelsesramme, og uvilkårligt er skriftsteder faldet ham i pennen. Denne forståelsesramme var naturlig og umiddelbart for Pascal og hans samtid. En nutidig psykiater ville nok hjælpe sin patient til en anden forståelse af en lignende oplevelse.” (Koch s. 20-21)

Ovenstående, med den afsluttende ret kyniske pointe, kunne have været et udtryk for en veludviklet sans for humor, hvis det ikke var fordi at Hr. Koch allerede på første side af forordet til sin bog om Pascal, havde taget afstand fra “den religiøse dimension i tilværelsen, som var det bestemmende for [Pascals] opfattelse af mennesket og tilværelsen som helhed”, men som hos Koch selv er helt fraværende, “undtagen som noget, [han] gerne så verden befriet for”.

Det er svært at se, hvad der vindes ved ovenstående perspektivering. Vindes der noget – forståelsesmæssigt – ved at forsikre læseren om, at genstanden for den bog man har valgt at skrive, i vor tid ville være et psykiatrisk tilfælde? Jeg tror det ikke … men det har jeg jo været inde på før.

— C. H. Koch: Pascal. København 2017.

Kristendom

2023-07-12 by Admin

“For hen ved to tusinde år siden var livet for jøderne i Palæstina under det ene fremmede herredømme efter det andet blevet så uudholdeligt at de blev grebet af had til selve livet (dette ellers så livskære og og livsglade folk!) og ikke kunne se anden udvej for elendigheden end verdens umiddlbart forestående undergang. Sådan lød deres trøst: verden vil gå under i morgen eller i næste uge, himmerige er nær, helvede ligeså, så det skal vel nok blive sjovt at se disse rovgriske romere og disse “dannede”, umoralske grækere sprælle i svovlpølen… “Verden angår os ikke længere”: kun ud fra det synspunkt kan den kristne moral forstås og forklares. Praktiseres kan den naturligvis ikke så længe “verden” har den uforskammethed at bestå.

Hvordan denne moral og denne religion kunne “sejre” (her er citationstegnene om nogensinde på sin plads!) over alle andre på trods af at verdens undergang udeblev, og hvordan det er gået til at den i dag er Europas og Amerikas herskende religion – ja det er en anden historie […]

Men at den kristne moral ikke duer for os: det er klart som solskin.”

— Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer. København 1992

Forståelse

2019-07-21 by Admin

"Another possible objection to this kind of study concerns the degree of empathy for the perpetrators that is inherent in trying to understand them. Clearly the writing of such a history requires the rejection of demonization. The policemen in the battalion who carried out the massacres and deportations, like the much smaller number who refused or evaded, were human beings. I must recognize that in the same situation, I could have been either a killer or an evader—both were human—if I want to understand and explain the behavior of both as best I can. This recognition does indeed mean an attempt to empathize. What I do not accept, however, are the old clichés that to explain is to excuse, to understand is to forgive. Explaining is not excusing; understanding is not forgiving. Not trying to understand the perpetrators in human terms would make impossible not only this study but any history of Holocaust perpetrators that sought to go beyond one-dimensional caricature. Shortly before his death at the hands of the Nazis, the French Jewish historian Marc Bloch wrote, “When all is said and done, a single word, ‘understanding,’ is the beacon light of our studies.”3 It is in that spirit that I have tried to write this book."

— Christopher Browning: Ordinary Men. N.Y. 1992

Om at sige sin mening.

2018-03-22 by Admin

"Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte."

— Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Afmagt

2018-03-18 by Admin

Brudstykke af en samtale mellem en mor og hendes fem-årige søn, overhørt i en bybus i Odense i den forgangne uge, da de netop var steget på den halvtomme bus og på vej ned bagest i den:

“Hvorfor skal vi altid sidde nede bag i? Du ved godt jeg bliver køresyg af det.”

Ha! Og jeg som troede, at bunden ville være nået med det som pædagoger vist kalder for “børns demokratiske medbestemmelse” og som i sig selv kan være absurd nok. At det nok ikke kunne blive meget værre, end alle disse håbløse forældre, som tilsyneladende er helt uden lyst og evne til at begrænse deres møgungers hæmnings- og grænseløse selvudfoldelse og selviscenesættelse.

Men nej. det var altså ikke barnet, som tiggende spurgte mor, hvorfor de altid skulle sidde nede bag i bussen. Det var hans fuldstændig magtesløse 30+ årige mor, som åbenbart helt havde opgivet sin rolle som autoritet og opdrager, og overgivet sig selv og magten til ungen på en måde, som trodser enhver opfattelse af i hvor ekstrem grad begræbet forkælelse kan udfoldes i praksis.

Måske man burde have sagt noget til hende lige der på stedet, men den gang som nu savner jeg ord …

Vi er alle Peter Madsen!

2017-10-08 by Admin

Peter Madsens ubåds-buddy Jens Falkenberg er chokeret og det er han fordi, “politiet har fundet filmoptagelser af ægte henrettelser på kvinder på Peter Madsens computer” (1), og han udtaler “Jeg er chokeret. Det er jeg. Det er rædselsfuldt, hvis Peter har været til sådan noget.”

Nu ved jeg ikke præcis hvad der ligger i “at være til sådan noget”, men er ikke selve den opmærksomhed med hvilken vi følger sagen om drabet på den svenske journalist, er ikke selve den nidkærhed hvormed vi følger med i om hendes bortkomne legemsdele bliver genfundet, er ikke selve den optagethed vi har af, hvad der mon skete og hvordan det skete, det allerbedste bevis på at vi allesammen “er til sådan noget”?

Hvorfor ellers al den opmærksomhed som vi giver sagen? Er ugevis af forsideoverskrifter i de fleste af landets medier ikke det bedste bevis på, hvor meget vi inderst inde nyder denne virtuelle kiggekø? Altså nyder på samme måde – og jeg har lavet den sammenligning før – som når vi ser en thriller eller en gyser, mens vi, frydefuldt kildet alle de rigtige steder, voldæder et halvt kilo bland-selv-slik.

Man kan jo spørge sig selv, hvordan man ville føle det og hvordan man ville opleve det, hvis en dag man selv var trafikoffer og lå hjælpeløs i et vejkryds med brækkede ben og blodigt fjæs og alle de forbipasserende blot stillede sig op og pegede fingre med deres mobiltelefoner. Er der nogen som helst tvivl om, at det mest respektfulde overfor den stakkels parterede svanske journalist ville være at kigge væk, lade som ingenting og ignorere hendes sørgelige skæbne? Og finde vores kicks et andet sted!

Men vi ved jo hvad der er godt og heldigvis for os er bordet allerede dækket op til den næste dødsfest længe inden den første sluttede. For eksempel er BT i denne artikel (2) klar med et billede – behørigt sløret med en klik-hvis-du-vil-se tekst for at pirre vores nysgerrighed – fra Las Vegas af en ung kvindelig koncertgænger som ligger død på jorden med blodet løbende ned af sine bare ben, Men nej nej, det er der jo ingen der kunne finde på lige at tage et kig på, vel?

Image without description

Nu ser jeg ingen grund til at gentage hvad jeg skrev for fem år siden (Alle elsker Anders Breivik), så lad mig bare nøjes med at konstatere, at et eller andet sted er vi allesammen “til sådan noget”.

Peter Madsen er ikke det store monster, det onde selv eller noget som helst i den stil, han er såmænd blot personificeringen – en real-life Patrik Bateman så at sige – af en side af vores kultur og dermed også en del af os selv, som vi med største fornøjelse elsker at hade.

(1) Peter Astrup: Peter Madsens ven om bizarre videoer: Jeg er chokeret. BT, d. 4. oktober 2017
(2) Laura Rode Nygaard: Rørende foto gik verden rundt efter Las Vegas-massakren: Nu fortæller fotografen historien bag billedet, BT, d. 4. oktpber 2017