[20160101]
Stille staar jeg her og ene,
stirrer gennem snevre Tremmer,
tror, at det er dig, som Grene
og som Taage for mig gemmer,
hører Gruset sagte knitre,
kalde — men er lukket ude
bag de tunge, stængte Gitre.
— Iben Nielsen: Digte og Vers, Kbh. 1899. ➜
"He walked out in the gray light and stood and he saw for a brief moment the absolute truth of the world. The cold relentless circling of the intestate earth. Darkness implacable. The blind dogs of the sun in their running. The crushing black vacuum of the universe. And somewhere two hunted animals trembling like ground-foxes in their cover. Borrowed time and borrowed world and borrowed eyes with which to sorrow it."
— Cormac McCarthy: The Road
[20250815]
De stenede Agre,
de Heder saa magre,
hvor Ormen sig vrider af Sult under Sand,
hvor Skarv holder Davre,
mens Loke saar Havre
i spottende Leg om det trællende Spand,
der joges I hen, og der randt eders Liv,
saamangen gjæv Svends med sin ammende Viv.
— Jeppe Aakjær: Hejmdals Vandringer, 1924. ➜
"Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?"
— Kierkegaard (SV3 2,28)
[20250831//SMK]
SALOME: "Ah! I have kissed thy mouth, Jokanaan, I have kissed thy mouth. There was a bitter taste on thy lips. Was it the taste of blood?... But perchance it is the taste of love.... They say that love hath a bitter taste.... But what of that? what of that? I have kissed thy mouth, Jokanaan."
— Oscar Wilde: Salome, 1892. ➜
"No one in this world, so far as I know — and I have researched the records for years, and employed agents to help me — has ever lost money by underestimating the intelligence of the great masses of the plain people. Nor has anyone ever lost public office thereby.
— H. L. Mencken: Notes On Journalism. Chicago Tribune (19/9 1926)
"And this is for the people in this room, because this is something nobody else can do. We’re gonna get the drug prices down. Not 30% or 40%, which would be great. Not 50% or 60%. No, we’re gonna get them down ... ... 1,000%, 600%, 500%, 1,500%. Numbers that are not even thought to be achievable. Because I used a certain talent that I have and convinced the drug companies that you have no choice.” (→ D. Trump, via youtube)
Hvor skræmmende det end er at have en funktionel idiot som øverste leder for verdens største militærmagt, så er det også sært fascinerende at se et menneske uden skyggen af blufærdighed foretage en total afklædning sig selv rent mentalt med hele verden som publikum, mens ingen af hans egne forsøger at stoppe ham, begrænse ham eller lægge en dæmper på hans udfoldelse, sikkert fordi de elsker at sole sig i magtens skygge, eller fordi de, for manges vedkommende, heller ikke selv nogensinde, under enhver anden præsident, ville have mulighed for at nærme sig magtens top, da de ligesom deres commander-in-chief, ikke er blandt de intellektuelt mest veludrustede.
Som om Trumps udsagn "I'm very highly educated. I know words, I have the best words." ikke var afslørende nok i sig selv for så vidt angår hans begrænsede mentale spændvidde og måden hvorpå han tænker, så kommer der også ovenstående, som undertegnede oprigtigt troede var et AI-genereret falsum, da det som satire betragtet egentlig er fuldendt; det indfanger perfekt både narcissistens selvforherligelse såvel som hans absolut begrænsede intelligens. Men nej, den er god nok.
"And this is for the people in this room"
Kun til jer, kære medlemmer af kongressen ... og så selvfølgelig til kameraet, i hvis tilstedeværelse udsagnet bliver lettere meningsløst udover som et tomt retorisk greb.
"because this is something nobody else can do"
Korrekt, eller i hvert fald næsten korrekt. Lidt frækt kan man sige at det er 99,9999999879% korrekt, hvis vi konstaterer at "this is something nobody can do" (ejheller Trump). Denne påstand forudsætter ganske vist at Trump allerede på dette tidspunkt vidste hvad han ville sige i næste sætning, hvilket, som vi skal se, nok er højst tvivlsomt.
Narcissistens behov for at fremhæve sig selv, kender ingen grænser, ikke engang virkeligheden eller sandheden. Den gennemsnitlige løgner er i øvrigt ikke et specielt interessant menneske, en løgn er i sig selv ikke et studie værdigt, som fænomen er den en banalitet som kun kvalificeres af rækkevidden af dens konsekvenser, undtagen som et psykologisk studieobjekt når løgneren enten ikke længere selv er klar over at han lyver, eller når når grænserne for længst for ham er udvisket og han ikke kan skelne løgnen fra sandheden. Dér bliver den interessant både psykologisk og komisk.
"We’re gonna get the drug prices down. Not 30% or 40%, which would be great. Not 50% or 60%."
Her bliver det åbenlyst at Trump taler uden forberedelse eller planlægning af nogen art og formentlig også uden særlig omtanke, for han maler sig nu op i et hjørne han ikke kan slippe ud af igen. Han kaster lige nogle tal ud, som han finder på — frit fabulerende — efterhånden som han taler. 30% eller 40% ville være "great", men Trump er ikke tilfreds med at overgå det ... 50% eller 60%, nej, det er heller ikke nok, han skal langt videre og der er ingen grænser i narcissistens fantasiverden.
"No, we’re gonna get them down ..."
Hvis man ser videoen kommer der lige på dette tidspunkt en ganske kort pause, en tænkepause, hvor Trump skal finde ud af fortsættelsen på sin egen sætning, som allerede har fået sit eget liv og ganske har taget magten fra ham.
"1,000%,"
Selvfølgelig! Mindre kan ikke gøre det. Man forestiller sig her at kuglerammen inden i Trumps hovede i en sekundlang pause har kæmpet lidt med virkeligheden; han er selvfølgelig bekendt med at enkelte medicinalfirmaer på umoralsk og ulovlig vis har haft fortjenester på flere hundrede procent. Hvordan er det nu lige man omregner det til en tilsvarende reduktion i procent — det er her en tiltagende desperation breder sig i styringsmodulet til den mentale kugleramme — og så, da regnestykket slet ikke går op, gør han som den desperate skoleelev, der bliver udpeget af læreren til at blive hørt i noget han slet ikke har forberedt: man gætter! 1000%, intet mindre. De hårdt tilkæmpede matematikkundskaber fra underskolen har for længst forladt bygningen og klassekammeraterne kan høres grine lystigt i baggrunden.
"600%, 500%, 1,500%."
Når et menneske ikke evner abstraktionen, forfalder det til det simple hoveds konkrete udvej: eksempler. Gerne flere af dem, ofte tilfældigt valgte og dermed irrelevante. Her har vi allerede kappet fortøjningen til virkelighedens sikre kaj og sejler uden ror ud på meget dybt vand: Vi sætter priserne ned 1000%, 600%, 500% — uha nej, tænker manden på podiet, nu bliver tallene for alt lave, så ... 1500%! Dette er barnets, den infantile hjernes, måde at tænke og udtrykke sig på.
Numbers that are not even thought to be achievable.
Det er de heller ikke, ikke bare i en merkantil verden men strengt taget også i matematikkens, og virkelighedens verden har vi lagt bag os; dette er narcissistens behov til selvforherligelse og der er det inderligt ligegyldigt at forrige sætnings regnestykke slet ikke gik op, når bare man kan slutte af med at selvforherlige sig helt derud, hvor man ender med at parodiere sig selv.
Man kan godt føle et lille stik af medlidenhed med et menneske, der er havnet i et situation, som vedkommende slet ikke magter, både hvad angår kvalifikationer, intelligens eller personlighed og som dagligt bliver offentligt udstillet herfor. Følelsen af medlidenhed bliver ikke mindre af at det er et menneske, som konstant er styret af behovet for at tale sig selv, sin person og sine evner op — hvilke nederlag, synlige eller usynlige der ligger bag, kan man kun gisne om. Men der er ingen vej ind, ingen kommer nogensinde til at trænge igennem og man kan oprigtigt tvivle på, om der stadig er en rest af et rigtigt menneske derinde. Vi finder aldrig ud af det. Der kommer aldrig en smule selverkendelse, et glimt af menneskelighed eller en indrømmelse; befæstningerne er på plads og de forstærkes konstant:
"Because I used a certain talent that I have ..."
Han er slet ikke færdig med at narcissere ...
"... and convinced the drug companies that you have no choice.”
... hvilket fuldendes med en åbenlys løgn. I en verden af idioter — nogen har jo valgt ham — er narcissisten konge og der betyder løgnen intet, den er allerede glemt — hvis den da overhovedet er blevet opfanget — inden i morgen, hvor ethvert forsøg på at stille til regnskab, vil blive druknet i en stadig strøm af nye overdrivelser, usandheder og løgne. [©2025-07-26]
Set i lyset af indholdet denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.
Begrebet “politisk korrekt”, som gik noget af mode efter årtusindskiftet, hvor det, som så mange andre modebegreber, blev brugt og misbrugt til det omtrent ikke længere havde noget betydningsmæssigt indhold, er desuden — i dets rent deskriptive form (om en sådan overhovedet kan siges at have eksisteret) — blevet delvist overflødiggjort med fremkomsten af det ofte brugte og ganske selvafslørende udtryk “at være fordømmende” (på eng: being judgmental), der i skikkelse af en anklage bruges som en ukvalificeret og hurtig afvisning af ethvert tilløb til en normativ vurdering i strid med det herskende politisk korrekte og typisk anvendes som en kategorisk, men alt for ofte ureflekteret, afvisning af, at ikke alt menneskeligt er lige godt eller lige rigtigt.
Når grænsen til løgnen er overskredet, er der ingen vej tilbage. Det er med ærlighed som at være jomfru: det er man kun til man ikke er det længere. Derefter er man noget andet og selvom ikke-jomfru naturligvis er en betydeligt mindre moralsk belastet betegnelse end løgner, så er der ingen vej tilbage: Du er således kun et ærligt menneske éen gang.
At det er muligt, overfor et nyt publikum, at iscenesætte og gensælge forestillingen om det tabte, understreger bare pointen: Hvis du tror at andres opfattelse af hvem og hvad du er, gør dig til noget andet end hvad du rent faktisk er, lyver du også overfor dig selv.