Det kræver en god del dristighed at henlægge en filmatisering af Odysseen (skal vi ikke bare kalde det en ret fri fortolkning) til de amerikanske sydstater i 1930’erne, men et sådan mod belønnes undertiden og her er resultatet, ikke mindst i kraft af et ganske enkelt guddommeligt musikalsk lydspor og en underfundig humor, intet mindre end et mesterværk.
Alt i filmen — musikken, historien, skuespillet — er overdrevet i en sådan grad, at den balancerer hårfint på grænsen mellem at være for meget eller for ordinær, og det er balancerende på den knivsæg at originaliteten opstår og den uforglemmelige oplevelse indfinder sig.
Dette er en af de film som det i mængden af masseproduceret lort er let at overse, men den er lige godt svær at komme uden om. [imdb]
Anbefales ubetinget.
Klassisk retsalsdrama. Stort set hele filmen foregår i det lokale hvor nævningene diskuterer en ung mands evt. skyldighed i en mordsag.
En post-apokalyptisk historie som ligger ret tæt op at Cormac McCarthys bog af samme navn; begge formår at få en både gribende og tankevækkende historie ud af et tema som ellers allerede er blevet udførligt behandlet andre steder.
Fortælling om en mand som alene i en fremmed og post-apokalyptisk verden bærer på en hemmelighed som andre eftertragter. En mand med en mission — hvis ikke ligefrem et kald — og sådanne skal man vare sig for at komme på tværs af.
En sød og morsom men også temmelig voldelig fortælling om hvorfor vi alle godt kan være (eller måske snarere ikke kan være?) superhelte.
Norsk (!) film om en gruppe studerende på skiferie der kommer i karambolage med en deling nazi-zombier som, af årsager der synes underordnede i enhver en større sammenhæng, har overvintret siden anden verdenskrig og synes at fortsætte i samme spor, lidt som en zombificeret