I en filmverden af endeløse rækker af underlødige remakes og unødvendige sequels, er det ironisk nok en fornøjelse at se Mike Flanagans Oculus fra 2013, som faktisk er baseret på hans egen kortfilm fra 2006. En fornøjelse fordi filmen er båret af et solidt gennemarbejdet manuskript, som fortæller den på overfladen ret enkle, men i struktur ret komplekse, historie om en ung kvinde, der forsøger at bevise sin egen brors uskyld i drabet på deres fader mange år tidligere. Hun er overbevist om at skylden skal placeres hos et århundredegammelt spejl, som dengang hang i faderens arbejdsværelse, og som bærer på en forbandelse der har forårsaget ikke så få dødsfald i tidens løb, således også hendes egne forældres. Den unge kvinde går til sagen med en grundighed og videnskabelighed der ikke kan andet end begejstre, men selvfølgelig går det ikke helt som forventet.

Som filmen skrider frem opløses grænserne mellem virkelighed og hallucinationer og regulært mareridt og ultimativt også mellem fortid og nutid, indtil filmen slutter med en fin lille ironisk pointe, der dog ikke skal afsløres her. Uden overhovedet at være på samme niveau – hvilke film er det? – er der i Oculus’ behandling af den flygtige og foranderlige virkelighed, temaer der leder tankerne hen på nogle af Cronenbergs bedste film (Videodrome, Dead Ringers, Naked Lunch og Exiztenz). Oculus er dog helt uden Cronenbergs filosofiske ambitioner og koncentrerer sig i stedet om det som den gør bedst, nemlig den uhyggelige stemning og gyset, som var effektfuld nok til tilfredsstille forhærdede undertegnede. [imdb]

Anbefales kraftigt.

Den bedste julefilm nogensinde er egentlig slet ikke en julefilm. Tim Burton skrev både manuskript og producerede og lagde navn til denne dukkefilm fra 1993 som foregår i Halloweenland, der hvor alle Halloweens gys og rædsler iscenesættes og bringes til udførelse. Men den ansvarlige for alt dette, græskarkongen Jack, befinder sig i en eksistentiel krise og mærker tomheden i die ewige Wiederkehr des Gleichen, så at sige, alt i mens han slet ikke har øje for den søde men ikke helt almindelige pige, som i den grad har et godt øje til ham.

Han går i byen og betages – bogstaveligt talt – af julens mysterier og beslutter sig for at han vil være julemand i stedet for julemanden. Det kan selvfølgelig ikke gå godt og det gør det heller ikke, bortset fra selve filmen, som er umiskendeligt et barn af Tim Burtons skæve hjerne og dermed vidunderligt poetisk på den originale facon som vi kender fra film som Edward Scissorhands, Mars Attacks! og Sleepy Hollow.

Samtidig er filmen en vidunderlig demonstration af hvordan en god gammeldags stopmotion dukkefilm kan skabe et helt unikt univers, der i de fleste henseender sætter nyere animationsfilm eftertrykkeligt på plads. Dette er filmisk håndværk af højeste klasse. [imdb]

Anbefales ubetinget.

Det umiddelbare indtryk af Michael Feifers film om Ted Bundy er at Feifer, som både har skrevet of instrueret, har haft lidt svært ved at overskue hvordan man fortæller et liv på halvanden time. Hvad skal med og hvad skal ikke? Resultatet er noget ujævnt.

Men filmen huskes både fordi den ikke ligner så mange andre film og især, efter årtiers filmisk og litterær dyrkelse af seriemordere, fordi den giver et portræt af Bundy, som det helt igennem usle, emotionelt afstumpede og egentligt også latterlige menneske han var.

Corin Nemec udfylder rollen på en måde man ikke kan holde af, men som giver rigtig god mening. [imdb]

Bør ses hvis du synes om Hannibal Lecter!

George Lucas (som om han manglede penge) har tænkt sig at genudgive samtlige Star Wars film i 3D, den første i starten af 2012.

Er der virkelig aldrig nogen der har fortalt Lucas hvor helt igennem elendige – på flere plan – de første tre Star Wars film er? (Altså ikke de tre første som er de sidste, men de første som blev lavet sidst.) De bliver altså ikke bedre af at blive spredt udover flere dimensioner. Og selv de tre første, som altså er de sidste, undslipper altså ikke selve tiden, som, på trods af hvor nyskabende de end var dengang, har været temmelig hård ved dem.

Der er kun en ting at sige til det her. Lad være med at betale for at se det lort, for så kan det være manden når at stoppe vanviddet, inden han når til episode fire, som jo egentlig er et okay eventyr sat på film og skal det absolut være (og du ikke kan løfte dig selv op til at se den første Star Trek i stedet), så se den. Igen. I 2D! [imdb]