Hysterisk (igen)

C’est avec les beaux sentiments que l’on fait la mauvaise littérature, sagde André Gide engang og Heidegger tilføjede at det samme i endnu højere grad gælder for filosofien. Man kunne passende tilføje at det afgjort også gælder for politik. Af de voldsomste sindstemninger kommer de dårligste love og den værste undertrykkelse.

Siden mit sidste indlæg har Anne-Grethe Bjarup Riis været i medierne igen og er blevet interviewet i BT af Keenan Seeberg omkring hendes ønske om kriminalisering af prostitution:

“Tidligere sundhedsminister Torben Lund kalder dig talskvinde for beton-feminister og mener, det er udtryk for nypuritanisme…
– Feminist? Jeg er talskvinde for sund fornuft. Søde ven, vi kan ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011. Vi halshugger heller ikke folk mere.”

Nu er det næppe udtryk for sund fornuft at påstå at vi ikke kan “have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker”, men udover den barnlige naivitet som ligger i selve tanken om det krænkelsesløse samfund, er der også det problem, at den slags forslag som udspringer af en eller flere personers forargelse over nogle formodede krænkelser, ofte resulterer i at selvsamme personer ender med at ville beslutte på andres vegne hvad det er der er krænkende for de andre. Det går ikke! Den krænkede må selv henvende sig, ellers ender vi i en situation hvor omsorgen i sig selv kan blive et overgreb og – ironisk nok – i sig selv en krænkelse af det formodede offers rettigheder.

Eller med andre ord: kvinder skal ikke længere have råderet over deres egne krop, hvis de deltager i aktiviteter som AGBR finder moralsk forkerte eller krænkende. På samme måde kan kan fratage kvinder retten til f.eks. fri abort, hvis andre finder det moralsk forkert eller krænkende. Og det må selvfølgelig være kraftargumentet mod krænkelses-indgangsvinklen til prostitutionsdebatten. Altså, hvis bare en mand føler sig krænket af at en kvinde har fået foretaget abort at et foster som han har været med til at skabe, så skal abort selvfølgelig forbydes, for vi kan jo ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011.

“Skal pornografi så også forbydes?
– Den er svær. Det ved jeg ikke. Det er på grænsen. Der er nok forskel på prostitution og på det at lave en pornofilm.”

Den er nok ikke så svær igen. Hvis vi antager at prostitution er en krænkelse af kvinden, den prostituerede, så er pornografien det i lige så høj grad, hvis ikke værre, eftersom det sker i offentlighed og det derfor ikke er noget man kan lægge bag sig (naboen, chefen, kollegerne kan stadig risikere at støde på det). Men det er sex for penge i begge tilfælde. At skelne mellem de to er kun muligt hvis man opgiver det udgangspunkt at man vil have prostitutionen forbudt for kvindens skyld og i stedet siger det man i virkeligheden mener – men er langt sværere at indrømme og endnu sværere at argumentere og lovgive ud fra – at man vil have prostitutionen forbudt, fordi man – som kvinde, hustru, kæreste – har ondt i røven over at det foregår. Ellers er enhver skelnen mellem de to ikke andet end dobbeltmoral.


— Nu begynder jeg sgu at tude, BT d. 26/2 2011

Hysterisk

Jeg tror ikke på at børn er hysteriske. Det er situationen, der er hysterisk.

… siger Charlotte Guldberg, Formand for Børnerådet, i en artikel om børneopdragelse i Nyhedavisen, d. 11 juni 2007.

En situation kan på ingen måde være hysterisk. Mennesker kan være hysteriske (egentligt er det kun kvinder der kan, men det er en anden historie) eller man kan sige de reagerer hysterisk på en bestemt situation og det er jo det børn gør, nogle børn oftere end andre ligesom nogle har lettere ved det end andre. Alle forældre genkender det formodentlig som det der populært betegnes som et Bilka-anfald, men det er også en anden historie. Værd at bemærke er metoden til bortforklaring der bliver anvendt i ovenstående citat. Den kunne finde anvendelse på utroligt mange områder.

For eksempel når jeg bliver bebrejdet at jeg er vred, kan jeg starks erklære at det ikke er mig, men derimod situationen der er vred. Eller endnu bedre: Hvis jeg er min kone utro, kan jeg med fordel hævde at det ikke er mig der er utro, men i stedet situationen. Eller man kunne forstille sig Sadaam Hussein for retten hævdende at det skam ikke var ham der var ond, men situationen.

Hysterisk

Hysteri, en, (dagl. ogs.) et. [hysdəˈri?] (af nylat. hysteria, dannet til gr. hysterikós (se hysterisk); jf. Modersyge; især med.) nervøs sygdom, især hos kvinder, kendetegnet ved voldsomme reaktioner over for indtryk (tidligere sat i forb. m. sygdomme i livmoderen); ogs. (dagl.) i al alm. om sindstilstand, følelsesudbrud, meningstilkendegivelser osv., der er præget af urimelighed, særhed, uligevægtighed, affektation olgn. (“skaberi”). JBaden.​FrO. vi (vil) have Lov til at stemple alt det som Unatur, der bærer Præg af Hysteri og smager af aandelige Farsoter. KPont.​Psychiatr.​I.53. det var Moderens Hysteri, hun havde arvet! AHenningsen.​PD. 242. jf.: *Hist sniger sig den sittrende Hysterie | Krampagtig om, og vildt bedaarer | Med sine hede, falske Taarer. Winth. II.36.” (ODS, opslag: hysteri)

Et eksempel (hentet fra debatten om prostitution som blussede op igen for nylig, her ved Anne-Grethe Bjarup Riis):

“Som luder er du degraderet til et fissehul, og det er der ingen kvinder, der har fortjent. Der er ingen kvinder, som skal lytte til Anni Sprinkle inde på hjemmesiden og hendes 40 grunde til, at ludere er hendes helte.

Det er bullshit, Linda!! Hvad laver du inde på den hjemmeside? Og hvad laver du i politik? Opretter statskontrollerede centre for undertrykkelse, hvor prostituerede kan få adgang, hvis de har en smiley i panden?

LINDA KRISTIANSEN, du har kraftstejlemig som folketingskandidat at bruge din hjerne, reflektere over de samfundsmæssige og især de menneskelige, sande værdier og handle derudfra. Du fremstår som en lalleglad, forkælet og totalt ubegavet klovn. En tumpe, der ikke har fattet en fucking skid af det hele.

Vi ved jo alle …” (resten af tiraden kan læses i Ekstra Bladet).

At argumentere fra udgangspunktet “Vi ved jo alle …” er bluff, løgn eller det som er værre. Der er formodentlig ikke en eneste ting i verden som vi alle er enige om eller som vi alle ‘ved’ (og selv om vi var, er det stadig ikke bevis for noget som helst!) og da slet ikke dem vi forsøger at overbevise eller påvirke med vores argumenter. Derfor er udgangpunktet “Vi ved jo alle …” også både nedladende og respektløst og dybest set et udtryk for at ophavsmanden fattes brugbare argumenter.

Image without description

Hvad skal man stille op med sådanne hysteriske anfald i fuld offentlighed, som Anne-Grethe Bjarup Riis gentagne gange har optrådt med? Eftersom det ikke er lovligt at stikke kællingen et par på kassen er der vel kun tilbage at tage til genmæle, stille og roligt og frem for alt sagligt. Vi bifalder at tidligere sundhedsminister Torben Lund har gidet gøre sig ulejligheden:

“Til lykke til Mette Frederiksen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF), Margrethe Wivel (R) og Vibeke Manniche med Anne-Grethe Bjarup Riis som talskvinde i kampen mod de prostituerede og deres kunder. Jeg har længe haft en mistanke om, at kampen imod prostitution intet havde med omsorg for de prostituerede og deres rettigheder at gøre. Det handler snarere om politisk korrekthed, magtesløshed og en frygt for, hvad utilfredsstillede og eventyrlystne mænd (ægtemænd) kan finde på. Anne-Grethe Bjarup Riis’ optræden har afsløret det forbandede hykleri.

Lad dog kvinder og mænd selv bestemme over deres liv og krop. Vi bruger hver dag vores hoved og krop hos offentlige og private arbejdsgivere. Hvorfor skal man stigmatiseres og tilsvines, hvis man vælger at tjene til livets ophold ved at tilbyde sex? Hvad med nøgenmodeller – mennesker der lader sig fotografere, som Gud har skabt dem – skal de også tilsvines og forbydes? Hvad med pornoblade og -film – skal de også forbydes? Det »overgreb«, som aktørerne i pornoblade og -film er udsat for, er vel lige så stort som sexarbejderens?

Hvad er det for en victoriansk puritanisme og intolerance, disse moraliserende middelklassekvinder repræsenterer? Den personlige frihed omfatter vel også brugen af vores krop? Kvinder og mænd, der tilbyder sex mod betaling, bør vel have de samme borgerrettigheder som os andre?

Det omfatter også retten til at blive beskyttet imod tvang og udnyttelse og muligheden for at få hjælp til at finde et andet levegrundlag, hvis den prostituerede ønsker det. Kunne politikere – af begge køn – ikke koncentrere sig om den vigtige opgave?”


— Ill: John Wayne og Maureen O'Hara i McLintock (1963) (public domain image)
— Anne-Grethe Bjarup Riis: Amok på sex-arbejdere: I er fissehuller. Ekstra Bladet, d. 15/2 2011
— Torben Lund: Puritanisme og intolerance, Berlingske d. 22/2 2011

Åndshygiejne

"Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger!"

Hele 219 gange er ordet "nigger" blevet fjerne fra en ny udgave af Mark Twains Adventures of Huckleberry Finn. Det kan man læse i flere medier, inklusive hjemlige Weekend Avisen. Ordet er blevet erstattet af det ikke mindre værdiladede ord ‘slave’.

The N-word er ikke et ord man bruger i daglig tale, så meget kan alle, undtagen måske de allermest afstumpede, vist godt blive enige om. På samme måde er det endnu mindre gangbart at bruge det på tryk. Sådan har det været længe; Carl Van Vechtens roman var kontroversiel allerede ved udgivelsen i 1920, alene på grund af titlen.

Men på et eller andet tidspunkt overgår det, som måske engang var et kontroversielt udsagn eller blot var en måde at se verden på, til historiens sfære og det kontroversielle opløses og bliver til noget andet, til viden om fortiden, til et perspektiv og en kilde til forståelse.

På samme måde var Heil Hitler i en årrække en gængs hilsen i en af Europas store kulturnationer, men det gik ligesom af mode igen da resten af verden med vold og magt fik banket ind i hovedet på tyskerne, hvor ildeset den praksis var. Det betyder ikke at Heil Hitler ikke i dag kan bruges frit i film hvis formål er ren underholdning, uanset et der stadig er mennesker i live, som af racemæssige årsager alene, måtte have mere eller mindre traumatiske oplevelser relateret dertil.

Historien er et frirum og hvad end der måtte være foregået i den, kan det bruges som underholdning. Det er intet problematisk deri. Problemer opstår når man enten forsøger at genoplive den eller omskrive den og det er en særlig type af enfoldige mennesker, der mener at der vindes noget som helst ved at omskrive Mark Twains værker, så de passer ind i en alt for sentimental nutid.

Og enfoldighed er den eneste dækkende beskrivelse på denne slags foretagsomhed, der er rettet mod mennesker som ikke kan rumme en virkelighed – in casu oven i købet en historisk virkelighed – som er forskellig fra deres egen.

Enfoldighed er den eneste dækkende beskrivelse for denne type af mennesker, som når de ser en anden tids mennesker, insisterer på at betragte dem gennem en optik som er typisk for deres egen tid.

Enfoldighed er den eneste dækkende beskrivelse for denne type af mennesker, som insisterer på at deres moral er den moral hele verden skal anskues igennem og dømmes efter og som ikke mener at de har pligt til eller interesse i at forsøge at anskue den anderledes.

Mark Twains tid var hvad den var, på godt og på ondt, ligesom enhver anden historisk tidsperiode, og den kan kun forstås, hvis mange betragter den som den nu engang var og ikke som vi gerne vil have den skulle have set ud. For den er også en tid som ikke er længere og for personerne der levede i den — og her ser jeg helt bort fra at dette er en roman og de implicerede personer aldrig har eksisteret andet end på papir — har det ingen som helst betydning, om den forsøges rediget og forskønnet posthumt. Det ændrer intet, ligesom der heller intet vindes ved at fortie alt andet hvad der er foregået i fortiden. Ja, sådan talte man dengang og det kan vi så godt se nu ikke var så heldigt og det gør vi derfor ikke længere, men lige præcis det perspektiv går tabt, hvis man velmenende forsøger at pynte på fortiden.

CBS, MSNBC, Publishers Weekly og andre bringer historien men viger selv tilbage fra at referere ordet “nigger” og bruger i stedet betegnelsen “the N-word” hvilket er endnu mere absurd, da jo ikke bare alle selvfølgelig ved hvad der tales om, men at det vel også er indlysende at ordets negative konnotationer forstærkes af at det bliver forbudt overhovedet at nævne det og at det kamoufleres ved en anderledes stavemåde.

Men allermest morsomt er det at selv kritikerne af denne form for censur tager afstand fra Mark Twain:

Gribben [udgiveren af den censurerede udgave] has no illusions about the new edition’s potential for controversy. “I’m hoping that people will welcome this new option, but I suspect that textual purists will be horrified,” he said. “Already, one professor told me that he is very disappointed that I was involved in this.” Indeed, Twain scholar Thomas Wortham, at UCLA, compared Gribben to Thomas Bowdler (who published expurgated versions of Shakespeare for family reading), telling PW that “a book like Professor Gribben has imagined doesn’t challenge children [and their teachers] to ask, ‘Why would a child like Huck use such reprehensible language?’ ” (Mark Schultz: Upcoming NewSouth ‘Huck Finn’ Eliminates the ‘N’ Word)

Ja, hvorfor mon dog Mark Twain bruger sådan et forfærdeligt sprog…

Det er lærere som dette der kan dræbe enhver glæde ved at læse, for i sidste ende er der kun en måde at læse på, nemlig ved at læse hver enkelt bog på dens egne præmisser og forsøge at forstå dem som sådan. Og når det gælder bøger som er fra en anden tid, ved kun at læse dem for det de er, uden at stille spørgsmål og pege fingre funderet i vor tids moral og normer. Kun på den måde kommer du videre som læser og som menneske og hæver dig over den mudderpøl af middelmådighed og forargelse som ovenstånde bowdlerisering af Mark Twain er udtryk for!

God fornøjelse!


Mark Schultz: Upcoming NewSouth ‘Huck Finn’ Eliminates the ‘N’ Word. Publishers Weekly. 3. jan 2011
— PS! Efter dette blev skrevet blev jeg opmærksom på denne sketch, som på en eller anden måde vist illustrerer pointen ovenfor.

Alliken og påfuglene

CSM

Aesop offers us this instructive story so that we will refrain from strutting about in other people’s stuff, and instead live our lives in the clothes that suit us.

A jackdaw, puffed up with foolish pride, found some peacock feathers that had fallen on the ground. He picked up the feathers and, putting them on, he tried to join the lovely peacock flock, scorning his fellow jackdaws.

The peacocks, however, tore the feathers off that presumptuous bird and pecked at him until he went away. After having been badly mauled by the peacocks, the jackdaw then sadly returned to his own folk, but he was cast out once again and suffered the pain of public humiliation.

One of the jackdaws whom he had originally scorned said to him, ‘If you had been content to dwell among us, satisfied with what Nature had bestowed on you, then you would not have been humiliated by the peacocks, nor would your disgrace have met with our rebuff.’

Aesop’s Fables. Trans: Laura Gibbs. Oxford UP, 2002.

En gammel gnavpot

Tage Voss har skrevet sin sidste kronik. Den blev trykt i Politiken for en måned siden under overskriften: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø.

“Langsomt eller hurtigt: Verden bliver anderledes. Og hvis man ikke forlader den i tide, forlader den altså én. Med alderen bliver man usårlig, fordi man ikke har nogen fremtid at bekymre sig for. Men alligevel tænker man sit. Børnene fejrer jubilæer og går på pension. Børnebørnene får status og egen bil, drengene får skæg. Og oldebørnene … bekymringen tynder ud og bliver abstrakt.

Men nu AT møde Eva, den dejlige, aldrig opnåede, den ulægelige længsel, kaldet forelskelse: Kindernes smilehul er borte, Eva selv er borte i den afpillede gamle kone med svulne fødder og reducerede åndsevner.

Selv er man stadig 16 år – indtil man i en butiksrude ser den fremmede olding, stavrende med usikker holdning: Jamen det kan da ikke være … men det er det!

Gadekæret i Ballerup sværmede man om, mens solen svandt og storken landede på kirketårnet efter sidste tur i mosen, før skumringen faldt. Hvor pokker er gadekæret, det lå da her … Man spørger i supermarkedet, de griner: »Gadekæret er her. Du står på det. Fyldt op. Klart med de grundpriser …«. Hellige verden, hvor jeg er hjemløs. Hvad skal for øvrigt nutiden med gadekær, hvor man ikke sværmer, fordi der er Anders And i fjernsynet.”

og

“Faktisk kan jeg være ligeglad. Jeg er aldrig sulten, kan ikke smage eller lugte. Om jeg drikker whisky eller salmiakspiritus kommer ud på ét. Og hvis jeg fryser, bliver jeg bare under dynen, til foråret kommer. Eller hvad der nu kommer.

Efter alt det store kommer nu småting: Hvad med alle bøgerne, klassikerne i smukke bind, de uindbundne slidt i laser, kære og uundværlige? Hvad skal de andre stille op med dem, når de skal til møde eller se fjernsyn? Og som henter færdigsyede svar på livets gåder i brevkasser eller hos professionelle sagsbehandlere. Og de cigarer, som jeg ikke når at ryge – efterladt i en verden, hvor rygning er skadeligt. Eller forbudt!

Som indlandsisen, som fiskene i havet, som ålegræs og flagermus og de grønbrogede tudser, måske er de der endnu, hvis man kan finde dem – selv lige overlevende i en døende verden. Jeg kan ikke lide det!

Det konstateres med eftertænksomhed, at den og den er død. Men det er kun den tredjedel af ham, som ikke for længst er død undervejs. Af nogle er kun personnummeret tilbage. Alle de mange (som ikke er faldet om i tide af hjerteslag) kunne man have ønsket en død år tidligere, så de kunne være sparet smerter, depression, afhængighed, været sparet for at miste identitet og værdighed.

Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Der dør dog 60.000 mennesker i Danmark om året, så vi klarer det nok også uden besvær, alle. Det er ikke noget særligt.”

Tage Voss udgav i 2008 bl. a. en bog om at blive gammel og blev i den forbindelse (mere elle mindre!) interviewet i Politiken.

“Egentlig havde Tage Voss en aftale med en naturkonservator ved navn Bjarne om, at denne skulle udstoppe ham, når han døde, fortæller han, da bilen står parkeret i perlegruset, og han tager imod i døren til den gamle rødstensvilla.

»Men så døde Bjarne sgu selv«.

Bjarne blev kørt i rustvogn de seks kilometer til krematoriet. Det kostede 5.000 kroner. Og som Tage Voss siger:

»Det vil jeg fandeme ikke betale«.

I stedet må hans familie slæbe ham de 50 meter over landevejen til kirkegården. Og så skal han have lavet sig en kiste. For:

»Jeg vil sgu ikke betale 6.000 kroner for en sprøjtelakeret kasse af billigt fyrretræ«.”

Der er ikke noget som kan få en (mig!) i godt humør, som en gammel gnavpot der siger hvad han tænker og mener hvad han siger.


— Tage Voss: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Politiken, d. 9/1 2011Tage Voss: At visne lige glad. Forlaget Vandkunsten 2008
— Tage Voss: Verden forlader en, før man selv forlader den. Politiken 27/4 2009

Omvendt bevisbyrde!

Undertiden støder man i kriminalsager på forsvar som er så snedigt udtænkte, at de ender med at blive et bevis for skyld. Det sker tilsyneladende når gerningsmænd, som ikke er specielt veludrustede i kategorien intelligens, på forhånd forsøger at foretage sig noget aktivt for at bevise deres uskyld i stedet for f. eks. bare passivt at have et alibi. Her er et eksempel på hvad der sker, når man ganske mangler evnen til at tænke rationelt. Den unge dansk-sudaner Lual Yai Fayin Lual kræves af anklagemyndigheden – ifølge EB – idømt forvaring for voldtægt af en 14-årig pige og en masse andre mindre pæne handlinger:

Efter voldtægten filmede han pigen med sin mobil, mens han tvang hende til at love ikke at sige noget til sine forældre.
Jeg har ikke voldtaget dig, vel, sagde han på optagelsen.
Nej, svarede hun tøvende.
Og vi er enige om, at det var frivilligt?
Ja.
Godt, sagde han tilfreds.

Optagelsen skulle ifølge den 18-årige dokumentere, at han ikke havde gjort noget forkert.

Enfoldigheden er så massiv at det næsten er morsomt.(1)

[2011-01-14]

(1) Helt så morsomt er resten af historien ikke:

"James Schmidt (født Lual Yai Fayin Lual 1992 i Sudan) efter navneændring Cornelius Bach, er en sudanesiskfødt dansk seriemorder og voldtægtsforbryder. I 2011 blev han i Københavns Byret dømt for voldtægt af en 14-årig pige i Holbæk, ligesom han blev fundet skyldig i drabsforsøg og voldtægtsforsøg på en af sin mors veninder. Både byretten og senere Østre Landsret idømte ham forvaring på ubestemt tid. På det tidspunkt var han den yngste nogensinde til at blive idømt tidsubestemt forvaring. I 2012 omgjorde Højesteret afgørelsen og idømte ham i stedet 7 års fængsel.

Den 26. marts 2021 blev han idømt fængsel på livstid for rovmord på 82-årige Eva Hoffmeister, 80-årige Peter Jensen Olsen og 81-årige Inez Hasselblad i hver deres lejlighed i et boligkompleks på Østerbro i København. Året forinden var han idømt fængsel på livstid i Københavns Byret, hvor han dog blev frifundet for drabet på Hoffmeister og kun dømt for drab på Olsen og Hasselblad. I landsretten fandt to juridiske dommere og otte nævninge, at der også var beviser for drabet på 82-årige Eva Hoffmeister." [8. jul. 2025]

— Tiltalt for voldtægt: jeg er guds gave til kvinder, EB d. 20/12 2010
— Efterskrift, via Wikipedia

Er de grimme?

I et hvert menneske, uanset hvor ondskabsfuld, korrupt eller dumt det på overfladen forekommer, er der altid, et eller andet sted, et element af godhed, ærlighed eller visdom. Også når det gælder den danske offentligheds komiske royale sideshow Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, i daglig tale kendt som Henrik, som jo er en helt igennem anakronistisk figur der i al sin affekterede talentløshed ikke holder sig tilbage fra også at optræde som digter. Man forventer ikke meget fra denne familie af "kunstnere," men undertiden kan man jo sænke niveauet og glædes over lidt, som når BT bringer historien om at Prins Henrik chokerer: "Tvillingerne er meget grimme":

– Tvillingerne er meget grimme, lyder den karske dom over Mary og Frederiks to nyfødte børn, inden Prinsen dog bløder en kende op i det vanlige, frankofile smil og fortsætter:
– Nej, de er meget søde. Men jeg vil ikke sige smukke.

I et stille øjeblik bifalder vi dette lille oprør mod den forbandede forpligtelse man har til – på opfordring, intet mindre – at synes at andres nyfødte børn er smukke. Det er de ikke. I hvertfald ikke for andre end forældre, bedsteforældre og søskende, hvilket måske skyldes at de befinder sig i et følelsesladet øjeblik og således ikke ligefrem anlægger objektive kriterier.

Eftersom vi desværre ikke har et billede af de royale rædsler bringer vi et billede af et par andre tvillinger hvis forældre garanteret også syntes at de var både smukke og søde. Det gør forældre jo.

Heldigvis!

Tvillingerne

Men alt det skal ikke fjerne vores opmærksomhed fra følgende: Skuespiller Ellen Hillingsø har besøgt og besigtiget den royale yngel og BT har fundet det vigtigt at indhendte hendes vurdering og kan med stor alvor konstatere at “Skuespiller Ellen Hillingsø er uenig med prins Henriks bedømmelse af de royale tvillinger.“

— Er det rigtigt, at tvillingerne er så grimme, som prins Henrik siger?
— Nej, nej, slet ikke, svarede hun.
— Hvordan var de så?
— De var enormt søde, smilede hun.”

Men var det egentlig ikke det Henrik sagde?


— ‘Tvillingerne er grimme’, BT d. 11/1 2011
— ‘De er slet ikke grimme‘, BT d. 11/1 2011
— Ill. via Wikimedia.

Tableau

[20110105]

Forfølgernes død

Vi bevæger os væk et øjeblik fra politikens grænseland og tilbage til dengang hvor Gud stod klar til at gribe magten og nok vidste hvordan forfølgere af religiøse mindretal skulle straffes. Her Gaius Galerius Valerius Maximianus (ca. 260-311) romersk kejser og ihærdig forfølger af kristne i Lactantius’ beskrivelse:

Det var i Galerius’ attende regeringsår, at Gud ramte ham med en uhelbredelig sygdom. han fik et ondartet sår på undersiden af kønsorganerne, og det bredte sig videre. Lægerne skar i det og plejede ham; men da der allerede var dannet ar, brød såret op,, og han mistede så meget blod fra en bristet åre, at der var fare for hans liv. Med nød og næppe fik man dog standset blodet. På ny måtte kuren begynde forfra, og omsider fik man igen dannet ar. Da brød såret atter op ved en let bevægelse af kroppen, og der løb endnu mere blod ud end første gang. Kejseren blev helt bleg, og hans kræfter var ved at svinde, inden man fik standset blodstrømmen. Nu virkede medicinen ikke mere på såret; kræften trængte ind i de nærmeste legemsdele, og jo mere man skar, desto mere bredte den sig; jo mere man plejede ham, des stærkere tog sygdommen til.

[…]

Berømte læger blev samlet fra alle kanter, men menneskehænder kunne intet udrette. Så tog man tilflugt til afguderne, bad til Apollo og Asclepius og anråbte om hjælp. Apollo anviste en kur, men den gjorde kun ondt værre. Nu var ødelæggelsen ikke langt borte, og den havde allerede bemægtiget sig hele underkroppen. Indvoldene rådnede, og sædet opløstes i ét væskende sår. Alligevel hørte de stakkels læger ikke op med at kurere på ham, skønt uden håb om at få bugt med sygdommen. Da den blev trængt tilbage af deres medikamenter, bredte den sig indefter og angreb hans indre, og her opstod der orme. Stanken udbredte sig ikke blot i paladset, men i hele byen. Det var heller intet under, da hans afføring og urin allerede havde blandet deres udløb. hans krop blev ædt af orme og opløstes i råddenskab under frygtelige smerter.

“Gyseligt lød mod himmelen hans hvinende dødsskrig, som når en tyr, hvem øksen har ramt, fra alteret flygter.” (Vergil: Æneiden II, 222ff)

Der blev lagt varme, kogte kødstykker på hans væskende sæde for at lokke ormene ud ved varmen. Da de blev fjernet, vrimlede en utallig sværm frem, men det var et langt større antal, der var blevet udklækket i hans rådnende indvolde. De forskellige dele af kroppen havde nu helt ændret udseende som følge af sygdommen. Overkrppen ned til såret var udtørret, og ved hans frygtelige magerhed var den gulblege hud dybt indfalden mellem knoglerne; underkroppen avr opsvulmet som en lædersæk, og fødderne var uformelige.

Alt dette stod på i et helt år, indtil han endelig var kuet af sygdommen og tvunget til at bekende Gud. Når der var et ophold i hans stadig fornyede pinsler, råbte han, at han ville genopføre Guds tempel og give erstatning for sin forbrydelse. (s.60-61)

At Galerius således belært sadlede om og i Nicomedia i 311 udstedte det edikt som

"i overensstemmelse med denne Vor tolerance skal de kristne bede til deres gud for Vor og statens og deres egen velfærd, for at staten overalt kan stå uantastet, og de selv kan leve trygt i deres hjem," (s. 62) skaffede ham dog ikke anden udfrielse end den døden kunne bringe: "Ved denne handling opnåede kejseren dog ikke Guds tilgivelse for sin forbrydelse; men få dage efter betroede han sin hustru og søn i Licinius’ hånd og døde af det frygtelige sår på et tidspunkt, da alle legemsdele allerede var i fuld opløsning." (s. 62)

Se også "Burn in Hell"


— Lactantius: De Mortibus Persecutorum, 33 (da: Forfølgernes død. Oversat af Torben Damsholt. Munksgaard 1971)