Moralødelæggelsesvåben

“Kontroversiel muslimsk prædikant, der forsvarer selvmordsangreb, skal tale på ungdomskonference,”

... skriver Politiken og tilføjer:

“I en … video forsvarer han selvmordsangreb, fordi de bør betragtes som militæraktioner. »Det er en legitim form for kamp«, siger han på videoen.”

Her er det vist underforstået (fra Politikens side) at det er det ikke, altså en legitim for for kamp. Spørgsmålet er, hvorfor det skulle være mere illegitimt at bruge sig selv som bombe, end det er at sidde i fly kilometer fra og over fjender man ikke kan se, uden at risikere noget som helst og, behageligt distanceret fra kamppladsen, dræbe tusinder ved et tryk på en knap?

Eller med andre ord: Hvis du ikke har råd til en F16, så har du en moralsk forpligtigelse til ikke at gøre modstand.

Få jer nogle ordentlige våben, fattigrøve!


— Ekstremist skal tale til de unge på Nørrebro, Politiken, d. 9. april 2011

Penge

Dubai is the parable of what money makes when it has no purpose but its own multiplication and grandeur. When the culture that holds it is too frail to contain it. Dubai is a place that doesn’t just know the price of everything and the value of nothing but makes everything worthless. The answer to everything in Dubai is money. In the darkness of the hot night, the motorways roar with Ferraris and Porsches and Lamborghinis; the fat boys are befuddled and stupefied by sports cars they race around on nowhere roads, going nowhere. Taxi drivers of their ambitionless, all-consuming entitlement. Shortchanged by being given everything. Cursed with money.

Hvordan verden ser ud, når svaret på ethvert spørgsmål er penge.


— A. A. Gill: Dubai on Empty. Vanity Fair, 11. mar. 2011

C’era una volta il West (1968)

Once Upon a Time in the West Hvis nogensinde filmmediets fulde potentiale er blevet udnyttet til at fortælle en historie, så gjorde Sergio Leone det med denne film, hvor musik, billede og historien går op i en højere enhed.

Det er en storslået og barsk fortælling, men også smukt og bevægende og derfor ville den sikkert havne i den kategori som min dansklærerinde kaldte “trivial-“, men hun var nu også et fjols!

Dette er historien om en epokes slutning, personificeret ved de tre hovedpersoners skæbne og smukt er det vel egentligt, når verden dør og man dør sammen med verden.

Jeg vil hårdnakket påstå, at hvis man kun skulle se en eneste film nogensinde, så er det denne af de samme grunde, som hvis man kun skulle læse en bog nogensinde, ville det være Iliaden. [imdb]

Gengangeren

Det hændte i en stille Skumringstime,
at alt omkring dig blev dig koldt og fremmed,
din Ild gik ud, din Stol gav ingen hvile,
din Mad fik Smag af Jord og Mug og Skimmel;
du vilde tænde Lys, men fandt kun tomme Stager;
i dine Skabe var der ingen Klæder,
kun gamle Laser, fulde af Møl og Spindel;
dit Spejl paa Væggen spejled bare Taage,
Graahed, der skred og skred igennem Stuen.

Da du gik ud; du mødte Løvfaldsblæsten
og stille Fog af Frø og Støv i Mørket.


— William Heinesen: Samlede Digte. Kbh. 2000.

Avatar (2009)

Avatar Blå økologiske indianere i telepatisk kontakt med træernes globale kollektive hukommelse bekæmper de onde homo sapiens og den teknologi de repræsenterer på en æstetisk smuk og god og ren planet hvor der aldrig er tænkt en ond tanke eller udøvet en ond handling.

Følelsespornografisk øko-naturfolks-propaganda der formår at konkurrere med f. eks. Soldier Blue (1970) i mangel på dobbelthed, subtilitet og dybde og som nådesløst afslører et moralsk og kunstnerisk ophørsudsalg i forsøget på at ramme laveste fællesnævner. Kort sagt: en infantil historie i spektakulær indpakning.

Man efterlades med blot et eneste spørgsmål: Hvem hjalp Scott med at lave Alien og Blade Runner? [imdb]

Fuck, noget lort.

O Brother, Where Art Thou? (2000)

O Brother Det kræver en god del dristighed at henlægge en filmatisering af Odysseen (skal vi ikke bare kalde det en ret fri fortolkning) til de amerikanske sydstater i 1930’erne, men et sådan mod belønnes undertiden og her er resultatet, ikke mindst i kraft af et ganske enkelt guddommeligt musikalsk lydspor og en underfundig humor, intet mindre end et mesterværk.

Alt i filmen — musikken, historien, skuespillet — er overdrevet i en sådan grad, at den balancerer hårfint på grænsen mellem at være for meget eller for ordinær, og det er balancerende på den knivsæg at originaliteten opstår og den uforglemmelige oplevelse indfinder sig.

Dette er en af de film som det i mængden af masseproduceret lort er let at overse, men den er lige godt svær at komme uden om. [imdb]

Anbefales ubetinget.

Twelve Angry Men (1957)

Twelve Angry Men Klassisk retsalsdrama. Stort set hele filmen foregår i det lokale hvor nævningene diskuterer en ung mands evt. skyldighed i en mordsag.

Sagen er tilsyneladende helt klar fra starten, da nævningene er overbeviste om hans skyld. Sagen viser sig dog mindre oplagt efterhånden som den ene nævnings tvivl begynder at sprede sig.

Historien er baseret på et teaterstykke og bæres udelukkende af de tolv meget forskellige, men almindelige, mænd som portrætteres af nogle af 1950’ernes bedre amerikanske skuespillere. En ægte klassiker. [imdb]

Anbefales ubetinget.

kvindekvoter

“Kvinder og mænds andel i bestyrelser indgår for os i en bevidst mangfoldighedsstrategi. Kønskvotering er fejlagtigt hos mange debattører, inklusive ministeren, blevet til kvindekvoter. Kønskvotering handler om at skabe balance, uanset om det er mænd eller kvinder, det drejer sig om. I det konkrete tilfælde med virksomhedsbestyrelser vil det i de fleste tilfælde være kvinder, der kvoteres ind, men vi ved fra det offentlige område vedrørende råd, nævn og udvalg, at der i dag kvoteres både mænd og kvinder. Det behøver ikke gå fra 0 til 50 på en dag. Vi respekterer, at rekrutteringsgrundlaget kan være forskelligt i forskellige brancher. Men det skal gå fremad år for år. Og det gør det ikke nu. “

Således skriver to radikale folketingskandidater i Berlingske. Argumentet de fremfører er at “ligestilling svarer til mangfoldighed, der erfaringsmæssigt fører til innovation, der igen fører til vækst,” men den række af argumenter er nok strukket lidt vel rigeligt og underminerer nærmest sig selv.

At ligestilling (vi taler her om ligestilling kønnene i mellem) skulle svare til mangfoldighed kan anskues på to måder, nemlig enten at mænd er en ensartet masse og at kvinder står for mangfoldigheden og at flere kvinder derfor vil bringe mangfoldighed – den ser vi bort fra her, det er ikke det der menes – eller at mænd for sig og kvinder for sig er en forholdsvis ensartet masse og at det grundlæggende giver mangfoldighed at blande de to.

Nu er der blandt mænd alene mangfoldighed nok at tage af – betænkt f. eks. Sven Ole Thorsen, Ole Henriksen, Mogens Glistrup og Peter Lundin, alle særdeles innovative typer på deres eget felt – og den mangfoldighed der efterlyses er derfor af den slags som ikke har relevans for den konkrete (ansættelses)situation, for de der skal ansætte kan jo frit vælge enten en kvinde eller en mand hvis de ønsker det, men derimod et ønske om en mangfoldighed som bunder i en blot og bar kønsspecifik forskel: kvinder skal med, bare fordi de er kvinder. (Et eller ander sted i det argument ligger også en implicit præmis om at mænd ikke er gode nok, bare fordi de er mænd, men den lader jeg ligge til en anden god gang.)

Men hvis kønnet er eneste kvalifikation kan man vende argumentet på hovedet og spørge om kønnet så også kan accepteres som en manglende kvalifikation?

Jeg tror nok jeg kan svare på det spørgsmål på de to forfatteres vegne.

I sidste ende er det der efterlyses ren newspeak ("The basic idea behind Newspeak is to remove all shades of meaning from language, leaving simple dichotomies (pleasure and pain, happiness and sadness, goodthink and crimethink) which reinforce the total dominance of the State." jvf. Wikipedia):

“Vi ønsker os en strategi for ligestilling, mangfoldighed og vækst. Vi ønsker os en mangfoldighedsminister, som kan sætte handling bag ord. Ikke for vores skyld. Ikke for den enkelte kvinde eller mands skyld. For Danmarks vækst og muligheder i frem­tiden.”

Der er ikke det store indhold i disse fem linier og derfor kan de let, med baggrund i artiklen, oversættes sætning for sætning således:

“Vi vil have en plan for hvordan vi får kvinde i gode jobs. Vi vil have en minister der kan tvinge flere kvinde ind i gode jobs. For jeres skyld. For jeres skyld. For jeres skyld.”

Det her er politik når det er værst, nemlig rendyrket ideologi blottet for enhver form for refleksion over motiver og konsekvenser og desuden pakket ind plusord og klicheer der skal hjælpe med at sælge dette politiske candyfloss til hjælpe- og sagesløse vælgere.

Øv.


— Uffe Elbæk & Sofie Carsten Nielsen, Folketingskandidater for Radikale Venstre: Ligestilling giver vækst. Kommentar i Berlingske, d. 07. marts 2011.

The Road (2009)

The Road En post-apokalyptisk historie som ligger ret tæt op at Cormac McCarthys bog af samme navn; begge formår at få en både gribende og tankevækkende historie ud af et tema som ellers allerede er blevet udførligt behandlet andre steder.

Anbefales kraftigt.

Anbefales ubetinget til alle de som på forhånd ville sige at dette nok ikke er film for dem. Det er det. Ikke mindst for gymnasiernes snobbede kvindelige dansklærere, som nok ville kalde både filmen og McCarthys bog for "populær ... et-eller-andet" og dermed afsløre sig selv. (men det er en anden historie) [imdb]

(Plakaten er misvisende – der er virkeligt ikke så meget farve i filmen.)

Kæft, trit og retning

"Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke i Danmark sætter undervisningstiden op og anvender den mere effektivt.

Og hvorfor de danske forældre f.eks. ikke forlanger karakterbøger fra 1. klasse, så de får feedback på, hvad børnene lærer? At bede om uniformer for at slippe for modetyranni eller at blive Des med lærerne er nok for meget at bede om.

Mit bud er, at det handler om forældrene selv. Udenadslære kræver f.eks. en enorm hjælp, tilstedeværelse og opdragelse fra de voksne. Børnene skal tillige være motiverede og udhvilede, når de møder om morgenen, ikke hænge foran tv og computer det halve af natten. Og de skal støttes hjemmefra i, at ting bliver meget sjovere, når man er god til dem.

Det er simpelt hen ikke godt nok »bare at bestå« – som jeg har hørt utallige unge danskere sige til mig over de sidste mange år, når jeg har spurgt dem om deres mål med skolegangen.

At stille krav til sine børn er ikke at mishandle dem, men at gøre dem en tjeneste. Det vil medføre, at de dygtige elever bliver endnu bedre, og det vil give de svagere bedre rammer og bedre arbejdsforhold med en fastere struktur."


— Annegrethe Rasmussen, Politiken d. 5/3 2011