Magt

2012-05-05 by Admin

Læser i øjeblikket Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi og deri faldt jeg over en gengivelse af Lord Actons ord om magtens korrumperende egenskaber, hvilket mindede mig om hvordan ordene alt for ofte gengives fejlagtigt på dansk.

En hurtig søgning giver nogle eksempler. Rune Engelbreth Larsen skrev “Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.” i en leder i tidsskriftet Faklen i 1999(1), uden dog at sætte ophavsmand på disse ofte citerede ord.

Peter Kurrild-Klitgaard (professor, ph.d.) brugte i et læserbrev Berlingske samme ord men krediterede dog ophavsmanden: “Den store 1800-talshistoriker Lord Acton sagde engang, at »magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«.”(2)

Værst af alt er dog at Den Store Danske gengiver historikeren lord Actons “lov” som “al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.”

Det kan godt irritere undertegnede at man alt for ofte tager Lord Actons ord og kritikløst gengiver dem i en alt andet end korrekt oversættelse. Hvad han skrev i et brev i 1887 var: “Power tends to corrupt and absolute power corrupts absolutely.”(4) og det ikke helt det samme. Mogens Herman Hansen oversætter korrekt (min fremh.):

“Magt har en tilbøjelighed til at korrumpere, og absolut magt korrumperer absolut.”

Tak for det!

Der er selvfølgelig en væsentlig forskel, som ikke må overses. Der er således mange mennesker der dagligt forvalter den — begrænsede — magt de i forskellige sammenhænge er blevet tildelt fuldstændig kompetent og uden bias og efter bedste evne. Naturligvis fristes man til at sige.

I sidste ende er det jo heller ikke magten der korrumperer, men interesser. Hvordan den forvaltes er i sidste ende et spørgsmål om karakter. Magten er blot den faktor der faciliterer afsløringen af en skidt karakter.

(1) Rune Engelbreth Larsen: Leder. I: Faklen nr. 11, 1999
(2) Peter Kurrild-Klitgaard: Demokrater i Sumpen, Berlingske, 8. marts 2010
(3) "Magt". Lex.dk
(4) Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi. Museum Tusculanum. Kbh. 2010. s. 179

Midnat

2012-04-03 by admin

[20130421]

"Pots and poetry. No way to pay and promotion."

— Maurice Bowra, via Peter Levi: The Hill of Kronos (NY 1981), s. 31.

Et og Andet glemmes

2012-03-22 by N.N.

Sanct Peder: Jeg kan dig ikke føie,
Du maa dig efter Himlens Villie bøie,
Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie.

Sjælen: Men bliv ei vred, Herr Peder,
I nævnte mig en mægtig Hoben Steder;
Jeg neppe dem beholder
I min Erindring, hvilket let forvolder,
At Et og Andet glemmes,
Som ei saa rigtigt nemmes,
At Meget overspringes,
Og Intet ordenligt tilendebringes.
Hvor let kan det sig hænde,
At jeg begynder der, hvor jeg skal ende?

[...]

Sanct Peder:
Saa staaer det daarligt til, det kan jeg høre.

Sjælen: Men er det da saa vigtigt,
Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt?
Om hvert et Navn man mindes,
Og til en chronologisk Orden bindes?
Detaillen og det Mindre
Saa synes mig - kan glemmes efterhaanden,
Naar blot man kan erindre
Det Større, mens man holder sig til Aanden.

— J. L. Heiberg: En Sjæl efter Døden. (1841)

Kunsten at omgås politikere

2012-03-13 by admin

“Vogn, dorske Sjæl!
vogn op, hvor kan du sove?“

Jeg læste en artikel, eller måske en kronik, for en del år siden, hvor en filosofisksindet person (det kunne have været Sløk og det var formodentlig omkring den tid hvor “Det her samfund” udkom – i hvertfald var det inden Clinton ikke formåede at lyve overbevisende om den affære, han heller ikke helt formåede at gennemføre med Monica) forsøgte at belære os om at det er enhver politikers ret og pligt på under visse omstændigheder at lyve for pressen og offentligheden. Vel at mærke ikke om bagateller som Clintons udenomsægteskabelige aktiviteter, som jo strengt taget ikke vedkommer andre end Clinton og frue, men om sager der bedst behandles eller beslutninger der bedst træffes uden at offentligheden på forhånd, eller nogensinde, har adgang til alle eller overhovedet nogen af sagens detaljer. Den ganske fornuftige og velargumenterede artikel til trods, lykkedes det en i offentligheden ganske velkendt, ældre og erfaren men også temmelig naiv politiker at latterliggøre sig selv ved både at lufte sin forargelse og samtidig forsikre befolkningen om at han i hvertfald ikke kunne finde på at lyve.

På den anden side må man sige, at hvis man som vælger konstant går rundt med en nagende mistanke om at ens repræsentant på tinge ofte, og ikke udelukkende af altruistiske åsager, omgås sandheden lidt letsindigt, så er man jo nok mindre tilbøjelig til at tilgive selv den mindste fortielse, med mindre man selvfølgelig bare har givet op og ikke tager det hele særligt alvorligt. Den demokratisk valgte politiker har ikke pligt til at varetage statens interesser og slet ikke befolkningens som sådan, men udelukkende de interesser han repræsenterer og der for kan det undertiden være meget svært at vide hvad der egentlig bliver sagt og sandhedsværdien af det. Et eksempel følger:

Følgende tekst er et læserbrev fra Anne Baastrup (SF), formand for Folketingets Retsudvalg, fra Information d. 1/3 2012, gengivet in extenso:

"Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener.

Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer. Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom.

Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge.

Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige."

Sådan kan man præsentere en politisk holdning, nødtørftigt kamoufleret som argumenter, men reelt noget som burde være postet på facebook eller twitter. Hvorfor? Lad os kigge lidt på det.

"Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener."

Børn skal ikke være kriminelle, nej det er jo selvindlysende, men det er der jo ingen der skal. Hele argumentationen falder fra hinanden allerede i læserbrevets første ord, med begrebet “børn”, for hvad er et barn? Baastrup tager med største selvfølgelighed udgangspunkt i, at man er barn til man er 15 og derefter, fra den ene dag til den anden, er man pludselig voksen. For efter midnat, natten til den dag man træder ind i sit sekstende år, er man pludselig – juridisk – gammel nok til straf. Men eftersom den grænse er juridisk og ikke fysiologisk eller psykologisk bestemt, giver “Børn skal ikke være kriminelle.” ikke meget mening uden en nærmere definition af, hvad det vil sige at være barn.

Selvfølgelig er der ingen – formodentlig heller ikke Anne Baastrup – som i fuld alvor mener, at voksenalderen indtræder – som ved et trylleslag – på et splitsekund en bestemt nat femten år inde i ens liv. Tanken er absurd. Derfor er læserbrevets anden sætning lige så meningsløs som den første. Dilemmaet er tydeligt: enten tvinges Anne Baastrup til at indrømme at hun også tillader at børn spærres inde (de som ikke er nået at blive helt voksne inden de blev femten) eller også at de borgerlige rent faktisk i en hvis udstrækning har ret, nemlig at en eller anden procentdel af de fjortenårige rent faktisk er voksne i en eller anden udstrækning.

Den eneste diskussion der her er relevant er en diskussion af hvornår barndommen ophører, hvilket er den diskussion som Anne Baastrup bevidst undgår ved at forudsætte sin egen egntligt ganske vilkårlige definition deraf. Det eneste reelle konkrete tegn på at barndommens ophør er vel pubertetens indtræden.

"Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer."

Eftersom uenigheden i denne diskussion handler om hvornår man er gammel nok til at blive straffet (dvs ikke længere er barn), kan der naturligvis aldrig være tale om kynisme, men højst om at være i en tilstand af uvidenhed eller offer for misinformation.

"Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom."

At børn ikke bliver mindre kriminelle af at sidde i fængsel er næppe en kendsgerning der forsvinder den dag de bliver femten; forstået således at hvis en på 14½ år bliver mere kriminel ved at sidde i fængsel, gælder det tilsvarende også for en på 15½ år. Eller for de fleste andre. Ovenstående er et generelt argument mod straf og sådanne skal man passe på med at anvende partikulært, det kan ende med at ramme en selv. Hvorfor vil Anne Baastrup oplære dem på 15½ år til kriminalitet? Har hun ikke bedre forslag at komme med?

"Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge."

Efter den obligatoriske tilsvining af politiske modstandere, for at være kyniske børnemishandlere, følger så en henvisning til uspecificerede autoriteter (et meget løst formuleret argumentum ad verecundiam): det er svært ikke at være enig i vigtigheden af en social- eller forebyggende indsats, omend man godt kan påstå at det er lidt sent at forebygge post festum.

Derudover kunne det også være relevant at spørge indtil, hvad der ikke gives svar på, nemlig hvad Fru Baastrup mener der også skal gøres, når den forebyggende indsats er noget blandt andet!

"Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige."

Og til sidst får vi konklusionen på den ikke helt logiske tankerække:

“I er kyniske!” -> “Det er vi ikke!” -> “Eksperterne giver os ret.” -> “Det må i da kunne se!”

Der er – selvfølgelig – intet argumentatorisk tvingende i Anne Baastrups pointe, som blot er den allertydeligste demonstration af, at politik ikke handler om andet end at blive eksponeret mest muligt i medierne, muligvis for at fremme egen chance for genvalg gennem manipulation af den mindre reflekterede del af vælgermassen. Problemet er at det kræver en ikke ringe mængde dannelse at gennemskue og modstå det sansebombardement af logiske kortslutninger, ideologisk fundrede partiprogrammer og faktuelt forkerte og mere eller mindre bevidste løgnhistorier som udgør hovedparten af den mængde information som udspringer fra vore politikere og hvad du fanger i paraderne den ene dag, skal nok fange dig i et uopmærksomt øjeblik den næste. Du undslipper ikke!

PS. Hvis du nu, efter at være nået helt herned, fordi ovenstående eksempel inddrog en politiker fra SF, tænker: “Typisk venstrefløjen!” så beklager jeg at have spildt din tid, for så har du intet forstået af det hele.

—“Vogn, dorske Sjæl…” er Emil Aarestrup

Endeløs Tomhed (2)

2012-02-20 by admin

"Den første gang føltes det lidt sært. Man forventer jo, at der kommer nogen. Heldigvis er vi flere om at dele oplevelsen og styrke hinanden. Nu vender jeg den om og bliver glad, når der kommer nogen.”

Sognepræst Karin Jytte Langballe fra Nørre Vedby Kirke på Falster, som 13 søndage sidste år – sammen med organisten, kirketjeneren og kirkesangerne – mødte op til en tom kirke.

— Politiken, d. 20/2 2012

Fastelavn

2012-02-19 by admin

I følge Else Marie Kofod, ph.d. i folkloristik og leder af Dansk Folkemindesamling, “er det en naturlig udvikling, at de voksne ikke længere er med i selve fastelavnsfejringen på samme måde som tidligere” og hun udtaler i følge Ekstra Bladet følgende om fastelavn og hvad den er i dag sammenlignet med tidligere.

"Både unge og gamle klædte sig ud og red rundt til naboerne og indsamlede mad, der så blev spist i fællesskab i landsbyen om aftenen. Om aftenen sluttede man af med konkurrencelege.

Men som industrialiseringen vandt frem, udskiftedes hestene efterhånden med traktorer, og optogene blev færre. Vi mennesker har også intellektuelt udviklet os, og voksne samles i dag om nogle andre ting end dengang."

Intellektuelt udviklet os? Samles om andre ting? Som f. eks. et karneval i København, som er en billig efterligning af et tilsvarende sydamerikansk? Halloween i stedet for fastelavn? X-Faktor? Paradise Hotel? Facebook?

Udviklet os intellektuelt?

Til orientering er her noget om fastelavn i gamle dage:

Katten symboliserede det onde, og for at jage ondskab og ulykke på flugt, slog man katten af tønden. Skikken kom til Danmark med hollændere, som boede ude på Amager. De gjorde et så stort nummer ud af fastelavnsfesten, at de kongelige og andre fornemme folk klædte sig ud i folkedragter og drog ud for at se på festlighederne. Således lå både Christian d. Syvende, Caroline Matilde, Struensee og hele hoffet i halm og tæpper og betragtede de folkelige løjer i 1771. Og der var nok at se på.

[…]

En af legene gik ud på, at man til hest red under en levende gås eller hane, der var hængt op i benene, som det gjaldt om at rykke hovedet af. For at legen ikke skulle slutte, så snart turen kom til den første stærke mand, blev dyret smurt ind i fedt, så kræet var sværere at holde fast på.

[…]

Ordet fastelavn er en fordanskning af det tyske ord fastelabend, altså fasteaften. Sydpå kaldte man festen for carnival (efter carne vale, som let fortolket betyder farvel til kødet).

Lovreligioner

2012-02-03 by Admin

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, men derudover er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man profilerer sig på at repræsentere et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946:

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.

— Frie Ord. 1. årg. s. 250

Voyeursamfund

2012-01-30 by Admin

Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en speciel type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Havde de dog bare haft muligheden for at lave et interview med ham på hans vej ned mod den sikre død: “Hvad føler du lige nu …?”

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsfuldt at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jer et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig en bizar parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?

Historiske erfaringer

2012-01-24 by admin

"Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.”

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP, som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

"Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser."

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

"Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne."

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.”

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

"Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske."

og konkluderer:

"Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum."

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.

Elisabeth Dons Christensen: Magt korrumperer total magt totalt. Kronik. JP 22. jan. 2012

Alvor og pjat

2012-01-20 by admin

"When logic and proportion
have fallen sloppy dead…"

Da Naser Khader for nylig "havde et ærinde i det københavnske shoppingcenter Fields", så han på sin vej til rulletrapperne to unge muslimske mænd i færd med at bede på hver deres avis, som de havde spredt ud på jorden som bedetæppe. Dette forløb blogger Khader i BT, d. 19. januar og fortsætter:

"Det provokerede mig. Det er ikke, fordi jeg er religionsforskrækket. Jeg har flere i min omgangskreds, der er meget religiøse, og som beder fem gange i døgnet – hjemme! Og det, synes jeg, er helt fint. Det er ikke min sag at blande mig i den slags. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, om ikke man kan være mindre demonstrativ i udøvelsen af sin religion?"

Det demonstrative ligger vel ikke i den måde en given handlig opfattes på, så meget som i intentionen bag den, vel? Nede bag min lokale Spar-købmand hænger en tre-fire mænd og en enkelt kvinde ud med deres guldbajere og smøger og de står der ganske fredeligt i fuld offentlighed og indtager deres nødvendigheder. Der er intet demonstrativt over det, de gør det bare, måske fordi det falder dem naturligt at gøre det. Det provokerer mig ikke.

Når jeg ved samme købmand ser en mand og kvinde, begge ekstremt overvægtige, købe seks hindbærsnitter, i to poser med tre i hver og når de sætter sig på cykelstativet uden for butikken og de spiser tre hver inden de går videre, så provokerer det mig heller ikke. Det kan godt være at jeg tænker at måske ikke er det klogeste i verden, men i sidste ende kommer det ikke mig ved, hvorledes andre vælger at bruge deres liv, for det berører jo ikke mit liv som sådan og derfor har jeg overhovedet heller ingen ret til at føle mig provokeret.

Khaders følelser hører hjemme i samme kategori som de, der hjemsøgte de muslimske horder som gik på gaden i protest over nogle tegninger i en dansk provinsavis, nemlig forargelsen over andres mennskers liv og værdier, alene af den grund at de ikke harmonerer med ens egne og at man derfor forarges over at se dem. Måske går Khader en endda et skridt videre, i og med at han læser et motiv ind i situationen, som det ifølge hans egen fremstilling ikke ligefrem er indlysende at der er belæg for. Og han fortsætter, ved gentage sig selv, som om gentagelsen i sig selv kunne gøre hans tvivlsomme pointer mere indlysende:

"Jeg synes, det er noget pjat at bruge aviser som bedetæppe og at lægge sig midt i Fields eller andre offentlige steder. Det handler ikke om, at jeg er imod religion, det handler derimod om at skrue ned for det demonstrative element i religionsdyrkelsen."

Der er rigtig meget pjat i vores samfund, som man kunne tage fat på, hvilket man kan forvisse sig om ved f. eks. at læse om den ret specielle sportsbegivenhed Masturbate-a-thon, omtalt i Politiken under overskriften “DM i onani afholdes til maj“; her og her og her! Der er jo ikke det pjat vi ikke vil tillade og acceptere, når bare vi kan kalde det personlig frihed, mens den alvor der ligger i at dyrke sin religion som i det beskrevne tilfælde, affærdiges som pjat. Skam dig, Hr. Khader, at du ikke kan kende forskel.

"I demokratiske samfund er religion og tro en privat sag – og ikke noget, der udøves på en så overdreven demonstrativ måde. Sådan bør det fortsætte med at være."

Demokratiet som begreb har Khader stort besvær med at forstå, som jeg har påstået tidligere, og her går det galt igen. Man kan næppe kalde religion en privat sag – i betydningen skjult – når vi har en statsreligion og der undervises efter den i folkeskolen, og derfor er det selvfølgelig noget vrøvl Khader skriver. Til gengæld kan man godt sige at religion er en privat sag – i betydningen religionsfrihed – men i den forbindelse ligger der ikke noget eksplicit eller implicit krav om, at du skal dyrke din religion hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

Faktisk ville jeg da uendeligt meget hellere have at folk tilbad deres guder noget mere i fuld offentlighed og nøjedes med at masturbere hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

— "When Logic ..." Grace Slick: White Rabbit