Vi tror på individets ret til at forvalte sit liv i størst mulige frihed. Dette indebærer både retten til frit at gøre hvad det måtte lyste såvel som friheden til at forvalte de evner, som det er blevet givet efter bedste evne, uanset som disse lyster ikke fører individet i en retning der for udenforstående forekommer optimal og uanset om evnerne heller ikke altid rækker til at træffe beslutninger der — objektivt — er de mest hensigtsmæssige for selvsamme individ.
Vi tror ikke på intervention fra bedrevidende mennesker, som på andres vegne meder sig berettiget til at beslutte hvad der er bedst for dem, uanset hvor velmenende deres indgriben måtte være. Individet har fuldt og helt retten til at træffe valg der for andre forekommer totalt uhensigtsmæssige eller endda selvdestruktive.
Vi forstår samtidig at intet menneske er en ø, i den forstand at et samfund nødvendigvis må begrænse menneskets udfoldelsesmuligheder for at sikre alle fundamentale rettigheder, ud fra det — mener vi — ganske indlysende faktum, at millioner af mennesker ikke kan eksistere i samme samfund, uden at konflikter opstår.
Men samfundets — og andres — ret til at gribe moralsk ind overfor individets udfoldelser skal begrænses til at absolut minimum.
Ud fra dette diktum skal nedenstående læses — og for den tungnemme læser, pointerer vi indledningsvist, at der i ovenstående absolut intet kvalitativt postuleres for så vidt angår de livsvalg, der diskuteres i det følgende.
- o O o -
Nedenfor præsenteres nogle tanker omkring den evindelige diskussion omkring prostitutions lovlighed og nogle kommentarer til de forskellige argumenter der undertiden fremkommer, som små sure opstød, når politikere, feminister og diverse aktivister får moralske kvababbelser over at nogle kvinder gør noget, som mange andre kvinder ikke bryder sig om.
Det er sjældent kønt og ofte ikke så gennemtænkt. Som vi skal se.
- I - Om ligestilling mellem kønnene.
- II - Om vold og prostitution.
- III - Om hvad man kan købe kvinder til.
- IV - Om at have et valg.
- V - Om tvang og noble intentioner.
- VI - Hysterisk
- VII - Endnu mere hysteri
(Bemærk: Nedenstående er baseret på en syv-otte blogindlæg, skrevet over tre-fire år og fremstår derfor ikke som hverken en samlet fremstilling eller et helstøbt argument.)

I - om ligestilling mellem kønnene.
“Vi ønsker ligestilling mellem kønnene i vores samfund, men hvordan kan det opnås, når prostitution og kvindehandel er med til at skabe et billede af kvinden som en vare, der kan handles med, en vare alle har ret til at købe eller sælge?”(1)
Således skriver Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen i Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem (fra den ikke længere tilgængelige hjemmeside reden.dk) og en sådan letlevende [sic!] argumentation kan vi selvfølgelig slet ikke stå for.
Bemærk udtrykket “at skabe et billede”; det er en helt formidabel måde at argumentere på. Vi parafraserer: ligestilling i samfundet er umulig at opnå fordi nogle få (meget få) kvinder foretager sig et-eller-andet og dette et-eller-andet udøver så stor indflydelse på både hvordan flertallet af kvinder opfattes i samfundet og hvad samme flertal af kvinder i det hele taget kan foretage sig, at deres reelle muligheder for livsudfoldelse påvirkes væsentligt i negativ retning. Og dette gør de ved at intet andet end “at skabe et billede”.
Ikke et ord om:
- ... hvorfor dette meget begrænsede mindretalsbillede på nogen måde skulle kunne øve væsentlig indflydelse på det langt større flertal.
- ... hvorfor det store flertal af ikke-prostituerede kvinder ikke skaber et tilsvarende meget kraftigere "mod-billede”.
- ... hvordan dette “billede” udøver den indflydelse det skulle have på dem der “ser” det.
- ... hvilken indflydelse dette "billede" helt konkret udøver, udover at være et "billede" i sig selv.
- … og sikkert en hel masse andet.
Det burde ikke være en overraskelse at den slags “billeder” (og deres modbilleder) skabes overalt i vores samfund, hele tiden og af os alle sammen, med større eller mindre konsekvenser.
Men lad os da bare føre argumentationen videre. Det er velkendt at der er en stor overvægt af kvinder i de traditionelle kvindefag. Der er for eksempel en stor overvægt af kvindelige pædagoger (for nu slet ikke at inddrage sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og hjemmehjælpere). Jeg vil derfor — for argumentets skyld — påstå at ligestilling, både på arbejdsmarkedet og i hjemmet, ikke kan opnås, når alle disse kvindelige pædagoger er med til at skabe et billede af kvinden som den der passer børnene. Ydermere vil jeg tro at antallet af kvindelige pædagoger formodentlig er væsentligt større end antallet af prostituerede — jeg har ikke ulejliget mig med af konsultere Danmarks Statistik desangående, men stoler på sund fornuft og forventer ikke at blive korrekset — og at de er langt mere synlige i samfundet — de fleste småbørnsforældre møder dem dagligt, det gør de næppe med prostituerede — og at de derfor skaber et billede der tilsvarende kraftigere. Derfor vil den eneste fornuftige løsning ville være – i ligestillingens hellige navn – straks at forbyde, ikke bare kvindelige pædagoger, men måske pædagoger i det hele taget.
Det er da indlysende, er det ikke, at vi hverken kan eller skal tolerere et samfund hvor folk går rundt og skaber uacceptable billeder. Det er jo ikke sådan, at vi alle har friheden til at kigge den anden vej og investere vores energi i udelukkende at passe vor egen livsvej.

II - om vold og prostitution.
“Vi forkaster vold i vort samfund, men hvorfor accepterer vi så prostitution?”(1)
Endnu et forsøg på en lidt forceret pointe fra samme artikel.
Sammenligningen mellem vold og prostitution holder ganske enkelt ikke: vold er et fysisk overgreb mod andre mennesker, det kan være tilfældige fremmede eller mellem personer der kender hinanden. Fælles for dem er naturligvis, at de som regel er mere eller mindre uskyldige mennesker, og at det for alles vedkommende gælder, at de ikke selv har ønsket at havne i den situation de er i som ofte for vold. Derfor er det også omfattet af straffeloven.
Bortset fra det så forkaster vi ikke vold i vort samfund. Vold er decideret ulovligt, det er strafbart, når det går ud over sagesløse men til gengæld er handlinger der i anden sammenhæng ville kvalificere som vold, både lovlige og ganske alment acceptabelt, når det foregår blandt consenting adults, uanset om det foregår inden for MMA, Boxning, Taekwondo, Karate, Jiu-jitsu og alle mulige andre former for kampsport, fodbold, håndbold, dværgkastning eller et ægteskab. Der foregår i samtlige af disse aktiviteter, som uden for arenaen i samfundet ville være strafbare. Det afgørende er consent.
Derfor fungerer det helt banale forsøg på at sidestille prostitution og vold naturligvis heller ikke.
Prostitution er noget kvinder frivilligt vælger (det er altså voksne mennesker vi taler om!) og derfor kan det ikke være tale om et fysisk overgreb eller andet der kan sidesstilles med vold. Vold straffer vi fordi det handler om et menneske der forbryder sig mod et andet. Prostitution er en frivillig aftale mellem to voksne mennesker og det skal staten (eller andre) ikke blande sig i og var den ikke frivillig ville der naturligvis være tale om noget strafbart, om voldtægt.
“Kvinder handles ind i Europa – ind i Danmark til et liv i prostitutions- og sexindustrien. Et liv i konstant smerte, ydmygelse og frygt. Og stadig bliver prostitution som samfundsfænomen accepteret.”(1)
At der findes undtagelser for ovenstående, nemlig kvinder der ufrivilligt havner i prostitution, hvad jeg slet ikke vil benægte forekommer, er ikke et argument mod prostitution, lige så lidt som dramatiske beskrivelse af mislykkede henrettelser (folk der er blevet grillet længe og mere eller mindre levende i den elektriske stol, bødler der har ramt delvis forbi med øksen, skytter der ikke har formået at ramme den dødsdømte med dræbende skud o.s.v. o.s.v.) er et argument mod dødsstraf; det er blot argumenter for at metoden er forkert. På samme måde er det heller ikke et argument mod prostitution at kvinder fra andre lande bliver solgt og tvunget til det i Danmark: det er bare en sag for politiet. Tvungen prostitution kan sidestilles med voldtægt, ulovlig frihedsberøvelse og sikkert meget andet og det kan man straffes for.
Kvinder vælger frivilligt at blive prostituerede. Selvfølgelig. Men lige så selvfølgeligt er de underlagt et samfundsmæssigt krav om at skaffe sig en indtægt som alle andre kvinder, der på lignende vis sælger sig selv: Der er mange kvinder derude i det danske samfund som er emanciperede udi elendige jobs, de sikkert hellere ville være foruden og som ender uden for arbejdsmarkedet, med dårlig ryg af at have siddet for meget ved et skrivebord, eller nedslidte med diverse arbejdsrelaterede skader efter have udført belastende fysisk arbejde hele livet igennem. Kan det undre at nogen kvinder vælger at tjene pengene som prostituerede, (For en luders i denne sammenhæng meget interessante egen beretning, så se her, her og her) med en langt behageligere arbejdstid, fremfor at tjene pengene ved at sælge sig selv til en arbejdsgiver 40 timer om ugen?
Pointen er da også at Riis-Jørgensen, Otzen og Lund Jensens indstilling til prostitution intet har at gøre med omsorg eller bekymring for de prostituerede eller deres vilkår: der ligger helt andre følelser bag. Det vender jeg tilbage til.
En interessant pointe er i øvrigt at det er kvinderne selv som har bedt om “frigørelsen” og har kæmpet hårdt for den gennem i hvert fald det sidste århundrede. Fremfor at være økonomisk afhængig af deres ægtefælle, er de nu tvunget til selv at tjene pengene: spørgsmålet der aldrig bliver stillet er, hvorfor det nødvendigvis skulle være så meget smukkere at få til dagen og vejen ved at sælge sig selv til en tilfældig arbejdsgiver, fremfor at få det hele foræret af den man elsker og har valgt at dele sit liv med? Men det er en anden diskussion.

III - om hvad man kan købe kvinder til.
“Vi må tage vores samfunds værdier og kvindesyn op til revurdering og ændre dem. Det er vigtigt, at de opvoksende og kommende generationer vokser op i et samfund, hvor det ene køn ikke er en handelsvare på linje med kvæg, men at vi ser på de to køn som individer med samme værd og lige muligheder.”(1)
For det første: Det ene køn er ikke en handelsvare på linje med kvæg. Man kan ikke købe kvinder på markedet (og man må slet ikke slagte dem, for slet ikke at tale om at spise dem). Faktisk er det i vores samfund fuldstændig umuligt at handle med slaver på nogen måde. (De eneste der kan handles er professionelle sportsfolk, hvis ydelser faktisk helt legalt kan købes og sælges, men det er en anden historie.) Det er heller ikke muligt at gå hen til at en tilfældig kvinde, give hende penge og "prostituere" hende, uden at hun selv giver tilsagn om det.
Men hvad jeg kan gøre er følgende:
Jeg kan betale en kvinde for …
- ... at komme og gøre rent i mit hjem.
- ... at klippe mit hår, negle, fødder og sikkert meget andet.
- ... at give mig medicin hvis jer er syg.
- … at skifte min ble når jeg bliver gammel og inkontinent.
- … at passe mine børn.
- … at lave min mad og servere den for mig.
- ... at passe og gå tur med min hund.
- … at bo i mit hjem mens hun laver meget af ovenstående (og oven i købet til elendig løn, hvis hun er aupair)
Pointen er at det alt sammen er frivilligt. En anden pointe er at flere af disse ting er noget som kvindebevægelsen i årevis har kæmpet for ikke skulle være typiske pligter for kvinder. Men ikke desto mindre kunne jeg i morgen betale en eller flere kvinder for at gøre disse ting for mig. Jeg kunne også vælge at finde en kvinde der kunne tilfredsstille mine seksuelle behov hvis jeg havde lyst til det. Igen er pointen at det ville være ganske frivilligt fra hendes side og hvis jeg forsøgte at tvinge hende ville det være strafbart, uanset om jeg betalte hende eller ej.
Så nej! Kvinder kan ikke handles på linie med kvæg eller noget som helst andet. Det kan mænd i øvrigt heller ikke. Men både mænd og kvinder kan betales for at gøre forskellige ting mod betaling. Man kan kalde det at sælge sig selv, men man kan også kalde det at have et arbejde, et job, en karriere og der gælder det givetvis, at nogle karrierer er mere attraktive end andre, nogle er bedre lønnede end andre, nogle har større personlige omkostninger og kræver større personlig engagement end andre og nogle er mere (moralsk) velansete end andre. Evner, talenter og lyster belønnes afgjort ikke på samme vis og måske ikke altid efter fortjeneste.
Ligesom der ikke er samme muligheder for alle, afhængig af de interesser de har og de evner og den intelligens de er født med, så kan der også være forskel på de muligheder der tildeles de to køn — for eksempel ud fra forskelle i fysik.
“det er vigtigt, at de opvoksende og kommende generationer vokser op i et samfund, hvor […] vi ser på de to køn som individer med samme værd og lige muligheder.”(1)
Det bliver ligegodt svært at opfylde det det sidste, hvis man set så firkantet på tingene som forfatterne til artiklen gør, for de har et problem med at:
“Holdningen er, at mænd ikke forbryder sig imod samfundets normer ved at benytte sig af prostitution. Derimod fastholdes det gængse billede af mænds medfødte natur som virile med et særligt påtrængende og uopsætteligt seksuelt behov.”(1)
Mænd er virile (det ligger ligefrem i ordet, der kommer fra latin: vir som betyder mand), men mænd er også forskellige fra kvinder og det er måske det der er problemet ligger for de tre kvinder der har skrevet denne artikel. Mænd har tydeligvis et behov som er årsagen til verdens ældste erhverv eksisterer – kvinder har ikke et tilsvarende behov (eller mere præcist kunne man sige, at det i hvert fald kommer til udtryk på en anden måde) ellers ville et lignende gammelt erhverv eksistere med modsatte fortegn. Det gør det bare ikke.
Derfor er nogle mænd villige til (eller tvungne til om man vil) at betale for det de begærer og nogle kvinder er tilsvarende villige til at gøre det mod betaling. Mænd og kvinders seksualitet er nemlig ikke bare forskellig, de er på mange punkter modsætninger til hinanden. Det er vores biologiske natur. Derfor på en gang passer vi sammen og er alligevel så forskellige.
Det er også derfor at mænd og kvindes seksualitet nu engang ikke passer ind i et kønspolitisk skema der ikke bare vil “samme værd og lige muligheder,” men også udrydde alle forskelle! Det kan man bare ikke, uanset om man som forfatterne gør, benægter fakta og fornægter menneskets natur. Men årtusinders seksualhistorie forsvinder ikke og kan ikke udryddes med en ideologisk betinget fiks ide.
Det grufulde spørgsmål man så kan stille sig — hvis man ikke er bange for at læse sig lidt vel kraftigt op ad en ad hominem — er dette: hvilken seksualitet kan man overhovedet selv have, når man, så fordomsfuldt som forfatterne gør, benægter selve den menneskelige seksualitets natur?
Det er ikke et spørgsmål vi skal gøre noget forsøg på at besvare.

IV - om at have et valg.
Nej, kvinder kan ikke handles på markedet på lige fod med kvæg, men det nærliggende spørgsmål er selvfølgelig spørgsmålet om at have et frit valg. Har den prostituerede et frit valg?
Det mener et flertal af københavnske politikere – i følge BT (2) – ikke og de ønsker et forbud mod køb af sex. Siger Anne Vang (politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen):
“Der er behov for ny lovgivning, fordi prostitution for rigtig mange kvinder ikke er et frit valg, men udnyttelse.”(2)
Lad os bare slå fast, at for nogle kvinder er det et frit valg (se f. eks. her, her og her) at arbejde som luder og det skal vel ikke komme dem til skade at andre kvinder bliver udnyttet. Hvis en kvinde tvinges til at prostituere sig, er der love der beskytter hende og som den der har udøvet tvangen kan straffes efter. Det er ret enkelt. Hvis spørgsmålet om det frie valg ligger lidt mere i en gråzone, forholder det sig måske anderledes; men det er også meget få mennesker, som ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv, har være i situationer hvor de har været tvunget til noget, som de egentlig ikke havde lyst til. Værnepligten har alle dage været pålagt manden og det har været tvungen deltagelse, oven i købet til en aktivitet, som kan bringe en i direkte livstruende situationer. Men der kan tænkes mange andre scenarier.
I det hele taget er der vel mange mennesker, som har et job der ikke direkte er et resultat af et frit valg, men som de derimod har været nødt til at tage af den ene eller anden grund. Faktisk har Københavns Kommune ikke selv tidligere tøvet med at udnytte både mænd og kvinder ganske groft:
“I dag vil 200 kontanthjælpsmodtagere i Frederiksberg og Københavns kommuner modtage et brev fra kommunen med besked om, at de skal melde sig som avisbude snarest muligt. Hvis de siger nej, så ryger kontanthjælpen.” (Dagbladet Arbejderen, 23. august 2006)
Og så kunne man jo med Anne Vangs egne ord sige: Der er behov for en ny lovgivning, fordi avisbud for rigtig mange mennesker ikke er et frit valg, men udnyttelse! Skulle vi på samme måde forbyde alt avisbudarbejde fordi nogen bliver tvunget ud i det af skumle kriminelle bagmænd ansat af Københavns Kommune?
Ja, jeg ved at der findes prostituerede i Danmark, som ikke er her af egen fri vilje, men det er sagen uvedkommende! Der findes love der forbyder den slags tvang. At en lov bliver overtrådt betyder ikke at man skal lave en ny. Man kan i stedet enten give politiet flere midler til at håndhæve den eller overveje at skærpe straffen. Man går jo heller ikke hen og forbyder banker fordi der findes bankrøvere?

V - om tvang og noble intentioner.
“In his eyes shone the light
of noble intentions”
Siger Nicolai Wammen efter at S i dag har besluttet — S-toppen er splittet i spørgsmålet om et forbud — at købesex skal forbydes:
“Det er en svær diskussion, men jeg mener, at det rigtigt i 2009 at sige, at vi ikke vil acceptere, at man kan købe sig til andre menneskers krop.” (3)
og
Med et forbud mod købesex sender vi et klart signal til det danske samfund om, at tiden er løbet fra, at det er i orden at købe sex. (3)
Her kunne vi henvise til hvad vi tidligere skrev om, hvad man kan betale en kvinde for at gøre, ligesom vi kunne gentage pointen om at selvsamme politikere intet problem har med at tvinge folk til at arbejde som avisbude, noget der kunne give det indtryk, at der er lidt rod i principperne, uanset hvor fine de end forekommer.
Men i sidste ende er det måske ikke så meget principper der handler om, som ønskert om at lovgive ud fra moralske fordomme frem for fornuft og omtanke. For det er “uværdigt, at mænd kan købe sex“, synes man. Uværdigt for hvem? Ham eller hende?
Der er mange mulige skumle motiver på spil her og det ville klæde lovgiverne at få udredt dem, før man kaster sig ud i hoved- og tankeløs lovgivning. Der er ingen tvivl om at for den gifte kvinde er luderen ikke en specielt sympatisk person, især ikke hvis konen ikke er helt sikker på hvor hun har ægtemanden. Måske er luderen ligefrem en slags trussel. Der er heller ingen tvivl om at gamle og yngre feminister, som gerne ser den naturlige kvindelige sexualitet udslettet til fordel for en mere politisk (korrekt) kvindelig sexualitet, i den grad ser luderen som en direkte trussel i forhold til — eller i det mindste bare en skamplet på — projektet.
Et af kendetegnene på den totalitære tankegang er netop ønsket om at hjælpe og frigøre mennesker, der ikke har bedt om at blive hjulpet og frigjort og slet ikke ønsker det — og når de ikke har det, udspringer hele missionen af den hjælpendes egne vrangforestillinger og følelser af moralsk overlegenhed. Og når det stakkels imaginære offer ikke selv ønsker hjælpen så kan vi da bare tvinge dem til at modtage den. Denne ensretning er totalitarismen (fascismen) i sin mest oprindelige form.
Fri os og verden fra jeres noble intentioner…

VI - Hysterisk
“Hysteri, en, (dagl. ogs.) et. [hysdəˈri?] (af nylat. hysteria, dannet til gr. hysterikós (se hysterisk); jf. Modersyge; især med.) nervøs sygdom, især hos kvinder, kendetegnet ved voldsomme reaktioner over for indtryk (tidligere sat i forb. m. sygdomme i livmoderen); ogs. (dagl.) i al alm. om sindstilstand, følelsesudbrud, meningstilkendegivelser osv., der er præget af urimelighed, særhed, uligevægtighed, affektation olgn. (“skaberi”). JBaden.FrO. vi (vil) have Lov til at stemple alt det som Unatur, der bærer Præg af Hysteri og smager af aandelige Farsoter. KPont.Psychiatr.I.53. det var Moderens Hysteri, hun havde arvet! AHenningsen.PD. 242. jf.: Hist sniger sig den sittrende Hysterie | Krampagtig om, og vildt bedaarer | Med sine hede, falske Taarer. Winth. II.36.” (4)
Endnu et eksempel fra debatten om prostitution som i den grad blussede op igen for nylig, her ved Anne-Grethe Bjarup Riis, som lod hysteriet få frit løb i Ekstra Bladet:
“Som luder er du degraderet til et fissehul, og det er der ingen kvinder, der har fortjent. Der er ingen kvinder, som skal lytte til Anni Sprinkle inde på hjemmesiden og hendes 40 grunde til, at ludere er hendes helte.
Det er bullshit, Linda!! Hvad laver du inde på den hjemmeside? Og hvad laver du i politik? Opretter statskontrollerede centre for undertrykkelse, hvor prostituerede kan få adgang, hvis de har en smiley i panden?
LINDA KRISTIANSEN, du har kraftstejlemig som folketingskandidat at bruge din hjerne, reflektere over de samfundsmæssige og især de menneskelige, sande værdier og handle derudfra. Du fremstår som en lalleglad, forkælet og totalt ubegavet klovn. En tumpe, der ikke har fattet en fucking skid af det hele.
Vi ved jo alle …” (resten af tiraden kan læses i Ekstra Bladet). (5)
At argumentere fra udgangspunktet “Vi ved jo alle …” er bluff, løgn eller det som er værre. Der er formodentlig ikke en eneste ting i verden som vi alle er enige om eller som vi alle ‘ved’ (og selv om vi var, er det stadig ikke bevis for noget som helst!) og da slet ikke dem vi forsøger at overbevise eller påvirke med vores argumenter. Derfor er udgangpunktet “Vi ved jo alle …” også både nedladende og respektløst og dybest set et udtryk for at ophavsmanden fattes brugbare argumenter.

Hvad skal man stille op med sådanne hysteriske anfald i fuld offentlighed, som Anne-Grethe Bjarup Riis gentagne gange har optrådt med? Eftersom det ikke er lovligt at stikke kællingen et par på kassen er der vel kun tilbage at tage til genmæle, stille og roligt og frem for alt sagligt. Eftersom vi ikke selv havde overskuddet til tugten, bifalder vi at tidligere sundhedsminister Torben Lund har gidet gøre sig ulejligheden:
“Til lykke til Mette Frederiksen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF), Margrethe Wivel (R) og Vibeke Manniche med Anne-Grethe Bjarup Riis som talskvinde i kampen mod de prostituerede og deres kunder. Jeg har længe haft en mistanke om, at kampen imod prostitution intet havde med omsorg for de prostituerede og deres rettigheder at gøre. Det handler snarere om politisk korrekthed, magtesløshed og en frygt for, hvad utilfredsstillede og eventyrlystne mænd (ægtemænd) kan finde på. Anne-Grethe Bjarup Riis’ optræden har afsløret det forbandede hykleri.
Lad dog kvinder og mænd selv bestemme over deres liv og krop. Vi bruger hver dag vores hoved og krop hos offentlige og private arbejdsgivere. Hvorfor skal man stigmatiseres og tilsvines, hvis man vælger at tjene til livets ophold ved at tilbyde sex? Hvad med nøgenmodeller – mennesker der lader sig fotografere, som Gud har skabt dem – skal de også tilsvines og forbydes? Hvad med pornoblade og -film – skal de også forbydes? Det »overgreb«, som aktørerne i pornoblade og -film er udsat for, er vel lige så stort som sexarbejderens?
Hvad er det for en victoriansk puritanisme og intolerance, disse moraliserende middelklassekvinder repræsenterer? Den personlige frihed omfatter vel også brugen af vores krop? Kvinder og mænd, der tilbyder sex mod betaling, bør vel have de samme borgerrettigheder som os andre?
Det omfatter også retten til at blive beskyttet imod tvang og udnyttelse og muligheden for at få hjælp til at finde et andet levegrundlag, hvis den prostituerede ønsker det. Kunne politikere – af begge køn – ikke koncentrere sig om den vigtige opgave?” (6)

VII - Endnu mere hysteri
C’est avec les beaux sentiments que l’on fait la mauvaise littérature, sagde André Gide engang og Heidegger tilføjede at det samme i endnu højere grad gælder for filosofien. Man kunne passende tilføje at det afgjort også gælder for politik. Af de voldsomste sindstemninger kommer de dårligste love og den værste undertrykkelse.
Siden ovenstående kommentar har Anne-Grethe Bjarup Riis været i medierne igen og er blevet interviewet i BT af Keenan Seeberg omkring hendes ønske om kriminalisering af prostitution:
“Tidligere sundhedsminister Torben Lund kalder dig talskvinde for beton-feminister og mener, det er udtryk for nypuritanisme…
– Feminist? Jeg er talskvinde for sund fornuft. Søde ven, vi kan ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011. Vi halshugger heller ikke folk mere.”(7)
Nu er det næppe udtryk for sund fornuft at påstå at vi ikke kan “have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker” og derefter at sammenligne det med halshugning, men udover den barnlige naivitet som ligger i selve tanken om det krænkelsesløse samfund, er der også det problem, at den slags forslag som udspringer af en eller flere personers forargelse over nogle formodede krænkelser, ofte resulterer i at selvsamme personer ender med at ville beslutte på andres vegne hvad det er der er krænkende for de andre. Det går ikke! Den krænkede må selv henvende sig, ellers ender vi i en situation hvor omsorgen i sig selv kan blive et overgreb og – ironisk nok – i sig selv en krænkelse af det formodede offers rettigheder.
Eller med andre ord: kvinder skal ikke længere have råderet over deres egne krop, hvis de deltager i aktiviteter som AGBR finder moralsk forkerte eller krænkende. På samme måde kan kan fratage kvinder retten til f.eks. fri abort, hvis andre finder det moralsk forkert eller krænkende. Og det må selvfølgelig være kraftargumentet mod krænkelses-indgangsvinklen til prostitutionsdebatten. Altså, hvis bare en mand føler sig krænket af at en kvinde har fået foretaget abort at et foster som han har været med til at skabe, så skal abort selvfølgelig forbydes, for vi kan jo ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011.
“Skal pornografi så også forbydes?
– Den er svær. Det ved jeg ikke. Det er på grænsen. Der er nok forskel på prostitution og på det at lave en pornofilm.” (7)
Den er nok ikke så svær igen. Hvis vi antager at prostitution er en krænkelse af kvinden, den prostituerede, så er pornografien det i lige så høj grad, hvis ikke værre, eftersom det sker i offentlighed og det derfor ikke er noget man kan lægge bag sig (naboen, chefen, kollegerne kan stadig risikere at støde på det). Men det er sex for penge i begge tilfælde. At skelne mellem de to er kun muligt hvis man opgiver det udgangspunkt at man vil have prostitutionen forbudt for kvindens skyld og i stedet siger det man i virkeligheden mener – men er langt sværere at indrømme og endnu sværere at argumentere og lovgive ud fra – at man vil have prostitutionen forbudt, fordi man – som kvinde, hustru, kæreste – har ondt i røven over at det foregår. Ellers er enhver skelnen mellem de to ikke andet end dobbeltmoral.

(1) Karin Riis-Jørgensen, Dorit Otzen og Trine Lund Jensen: Prostitution og kvindehandel – et accepteret samfundsproblem. Fra Redens nu nedlagte hjemmeside: reden.dk.
(2) Københavnske politikere vil forbyde sexkøb. BT 28/1 2008
(3) S-toppen er splittet om købesex-forbud. Politiken/Ritzau d. 26/9 2009
(4) ODS, opslag: hysteri
(5) Anne-Grethe Bjarup Riis: Amok på sex-arbejdere: I er fissehuller. Ekstra Bladet, d. 15/2 2011
(6) Torben Lund: Puritanisme og intolerance, Berlingske d. 22/2 2011
(7) Nu begynder jeg sgu at tude, BT d. 26/2 2011
— Ill: John Wayne og Maureen O'Hara i McLintock (1963) (public domain image)
— Ill: Diverse Vintage Erotica fra omkring forrige århudredeskifte.