INDHOLD
TEMA: Eros
En ret kort definition af hvad Eros egentlig er, findes her, og her en længere udspillet scene fra en gymnastiksal i Athen for 2500 år siden.
Mere moderne udlægninger:
Sophus Claussen • H. V. Kaalund • Sophus Michaelis • Ludvig Bødtcher • Johanne Louise Heiberg, Ernesto Dalgas og Sofokles
Andre manifestationer af Eros findes i indlæg om Brøndgarnet, om hvorfor gardinerne aldrig er trukket for, om den undertiden desperate kamp mod virkeligheden kan man læse i Queers og Kampen mod virkeligheden og Kvinficeret.
Der er noget om monogami og natur.
Og endelig lidt om kunst og det (feminint) skønne og det blasfemisk (u)skønne)
Ill: Caravaggio: Amor Vincit Omnia (1601-1602)
Om Prostitution
Kommentarer til den til evigt tilbagevendende diskussion om prostitution, som sjældent er et forsøg på at afveje argumenterne for og imod, med i stedet alt for ofte udspringer af moralsk forargelse og snedigt kamoufleret som hensyn og gode intentioner. Vi tager et kærligt kig på nogle af de ofte fremførte argumenter.
Kierkegaard skrev:
“Vor Tid erindrer meget om den græske Stats Opløsning, Alt bestaaer, og dog er der Ingen, der troer derpaa. Det usynlige aandelige Baand, der giver det Gyldighed, er forsvundet, og saaledes er hele Tiden paa eengang comisk og tragisk; tragisk fordi den gaaer under, comisk fordi den bestaaer.” (SKS 3,28; SV3 3,24)
Og det er snart to hundrede år siden og selvom verden — i en vis forstand — stadig har den frækhed at bestå er det comiske intakt, selv dér hvor det ikke længere er muligt eller bare besværligt at adskille det fra det tragiske.
Nedenfor en ikke udtømmende oversigt over nogle af vore yndlingstemaer udi det komiske. Intet er for stort og intet er for småt, når man gør vold på logik og fornuft.
Den politiske komedie.
Demokratiet er baseret på at alle og enhver har en stemme og eftersom distributionen af intelligens i samfundet følger en normalfordeling, hvilket betyder at flertallet ligger relativt tæt på omkring gennemsnitet, følger det også med nødvendighed, hvis man tillader sig at gå ud fra, at ingen vælger over egen evne, at de folkevalgte i deres kvalifikationer er ret gennemsnitlige — eller hvis vi lader tvivlen kommer vælgerne til gode og giver dem lidt kredit — eller en smule over middel. Det kræver et geni at genkende et geni, så ingen chance for valg der. Dertil er der andre iboende svagheder ved demokratiet, som sikrer repræsentanternes ganske middelmådige kvalifikationer.
Resultatet er selvfølgelig en komedie uden lige, en uendelig tragi-komisk forestilling, hvis hidtidige spektakulære højdepunkt indehaves af Villy Søvndal. (1) Ingen over og ingen ved siden af. Ikke engang nogen rigtig tæt på. Men komedien fortsætter:
KEJSERENS NYE KLÆDER Når kejseren optræder for hele verden og ingen af hans egne tør fortælle ham at han ikke har noget på. Dette er helt sikkert ikke for børn, det er vist ikke engang et eventyr så meget som det er en komedie ... eller en tragedie?
PACIFISMELOGIK — Et lille kik på forholdet mellem tankeløs pacifisme og den kolde kyniske virkelighed. I dette tilfælde hvordan førstnævnet kan være svær at skelne fra regulær dumhed eller inkompetence. Her kunne man godt ønske sig the application of a rough truth.
KVINDEKVOTER — Hvis kønnet accepteres som eneste kvalifikation kan man så vende argumentet på hovedet og spørge om kønnet også kan accepteres som en manglende kvalifikation? Vi kender svaret der ville gives, men det afholder os ikke fra at spørge.
ET SPØRGSMÅL OM KARAKTER — Ambrose Bierce skrev: "A strong mind is more easily impressed than a weak; you shall not so readily convince a fool that you are a philosopher as a philosopher that you are a fool." Filosoffen i undertegnede føler sig overbevist.
TRÆT — Om ytringsfrihed. Og også noget om små mennesker og falske principper og den træthed de fremkalder
At være offentlig
Generelt skal man behandle sine medmennesker pænt og tale pænt om dem. Folk skal ikke bebrejdes at de er udannede, småt begavede, lider af vrang- eller andre forestillinger. I hver fald ikke så længe de passer sig selv. Anderledes forholder det sig selvfølgelig, hvis man deltager i en offentlig debat, bestrider et offentligt embede, forsøger at profilere sig gennem offentlig optræden eller hvis man frivilligt åbner døren til noget privat. Så er man fair game; hvis man ytrer sig, så må man også tåle at blive talt imod.
Så er der Søren Pind og det er næsten for nemt, ikke? — Det er os magtpåliggende her at pointere, at vores udtalte modvilje mod Hr. Pind intet har at gøre med hans politiske ståsted eller holdninger generelt. Det handler om alt det andet. — Manden har tilsyneladende hverken bundniveau eller blufærdighed og at tage ham ved vingebenet er lidt som at sparke til en stangvissen handicappet dværg der ligger ned, men selv det kan der jo ligge en ondskabsfuld fornøjelse i.
Vi påkalder os (vistnok) Baudelaire og konstarerer: “To be mean is never excusable, but there is some virtue in knowing that one is; the unforgivable vice is to do harm out of stupidity.”
SELVERKENDELSE
— Ja ... hvad skal man sige? Besiddelsen af mental blufærdighed står oftest i et omvendt proportionalt forhold med lysten til at demonstrere at man ikke har den. Dette er et godt og meget elsket eksempel.
PIND!
— Om det militante demokrati og om evnen til at afsløre, at der slet ikke er noget at afsløre.
ÅH GUD!
— Søren Pind vil være Gud, og her er et ... ti bud på hvorfor det er en rigtig fårlig idé.
Racismens Grænseland
Et på en gang uendeligt trist og dybt fascinerende emne. Racisme i Danmark? Vi har en lov der beskytter os mod de værste ytringer og det hænder da også at en eller anden klovn bliver dømt for det. Spørgsmålet er om det ville være meget anderledes, hvis racistiske ytringer ikke kunne straffes og at folk kunne tale frit? Om det ville være bedre at lade alt komme ud af skabet, at lade folk tale frit, er en principiel diskussion.
På den anden side er der alle de, der går som katten om den varme grød. En række eksempler præsenteres nedenfor, som helt sikkert ikke overskrider nogen lovmæssige grænser, men hvor anstrengelsen for at ramme en bestemt gruppe, med ord eller med handlinger, er så påfaldende, at undertegnede kunne have lyst til med en issyl at kradse lidt i overfladen, for at se, hvad der i givet fald ville komme frem af ubehageligheder.
OM AT FØLE SIG SOM IDIOT
— Om at føle sig som idiot, om Marie Krarup, om post-kristent stivsind, om den skråsikre fornemmelse af kulturel overlegenhed og om hvordan idiotiens krogede pegefinger stritter i mange forskellige retninger.
RACISMENS GRÆNSELAND 1
— Hvori vi tager et kig på resultatet af en meget officiel, men tilsynelandende også ret overflødig undersøgelse, og hvordan selv de mindste tal kan bliver store i hænderne på de forkerte mennesker.
RACISMENS GRÆNSELAND 2
— Men de skal altså tale dansk! Mens vi venter på lovforslaget der skal tvinge os alle i folkdragt og træsko og til at spise brunkål og citronfromage hver søndag, tager vi et kig på hvor let det er at afsløre sig selv, når man taler fra hjertet.
RACISMENS GRÆNSELAND 3
— Så må vi tage andre midler i brug: når den indre SA'er(5) slippes løs åbnes der for en verden af muligheder.
RACISMENS GRÆNSELAND 4
— Om skilte og at skilte med hvem man er: når irrelevante ligegyldigheder vokser sig for store for de allermindste personer.
RACISMENS GRÆNSELAND 5
— Om et halvhjertet forsøg på at lave en "Villy Søvndal". Der skal jo alligevel noget af en præstation til at slå den rekord.
A SECOND WORLD WAR SITUATION
— Perspektivering: Når man kalder fortiden som vidne, skal man have ordentligt styr på sine kendsgerninger.
TO HUMBLE YOURSELF TO A NIGGER
— Om hvor let det er at vaske hænder og komme videre; vi har jo gjort vores, ikke? I øvrigt skal ham den sorte bare sendes hjem. Han har jo fået det han skal have.
NOTER.
(1) Her tænkes der på da Villy Søvndal formentlig i toget på vej på job i Folketinget, læste en artikel (i DSB's Ud&Se) om moderne kommunikationsteknologi og hvilke muligheder den giver militæret for at koordinere angreb, "Uanset om de befinder sig på specialstyrkernes base, Fort Bragg, 240 meter under den grønlandske indlandsis eller i 10.000 meters højde over den marokkanske ørken."
Efter at have haft lidt problemer dechifrere betydningen af kommaerne i den sætning, mente Villy Søvndal, daværede forsvarspolitisk ordfører for SF og kommende udenrigsminister, sig foranlediget til at stille følgende spørgsmål til statsministeren:
Spm. nr. S 5034 Til statsministeren (16/8 04) af Villy Søvndal (SF):
»Vil statsministeren redegøre uddybende for specialstyrkebasen Fort Bragg, der angiveligt er placeret under den grønlandske indlandsis?«
Svar (26/8 04) Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Forsvarsministeriet har oplyst følgende, hvilket jeg kan henholde mig til:
»Der er ingen specialstyrkebase under den grønlandske indlandsis. Det kan tilføjes, at der eksisterer en militærbase i North Carolina i USA, der hedder Fort Bragg. Fort Bragg i North Carolina er kendt som en af verdens største militære baser for luftbårne enheder, hvor der er stationeret op mod 45.000 personer, inklusive amerikanske specialstyrker.«
... og nej, dette er ikke en joke, spørgsmålet og svaret er frit tilgængeligt på Folketingets hjemmeside.
Man kan altid undskylde sig med at man har travlt — det gjorde hans partikontor da jeg dengang skrev og spurgte — men det forklarer ikke at manden ikke kan læse, som forsvarspolitisk ordfører aldrig har hørt om Fort Bragg (som er større end Bornholm hvad angår både areal og indbyggertal), ikke kan finde ud af eller gider at lave research og dermed både spilder andres tid og gør sig selv til grin.