UTI: Admin

Drømmebetydning

2016-03-07 by Admin

Jeg, der ellers sjældent drømmer, eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.

Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.

Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst os og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.

Og der vågnede jeg selvfølgelig.

Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.

Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!

Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:

O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of light

Pour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”

… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.

O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!

Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
— Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!

Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
— : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
— ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998

Træt

2016-02-02 by Admin

Små mennesker. Det er hvad dette handler om. Mennesker uden format, uden kritisk distance til sig selv og i sidste ende – og det er måske det allerværste – mennesker uden selvironi. The Guardian har bragt en karrikaturtegning af den danske statsminister i nazi-kostume der med hånden hvilende på røven af en gris erklærer at “it’s offensive to compare us to the naziz” og den ser således ud: Steve Bell on Denmark seizing refugees’ assets.

I sig selv en harmløs politiske satire og vel indenfor rammerne af hvad man, som politiker og offentlig person i det hele taget, må kunne forvente af hån, spot og latterliggørelse. Dette er hvad ytringsfriheden handler om, det var på denne slagmark at slaget om Muhammedtegningerne blev udkæmpet, det var dette der var hele pointen med al den balade og kampen for friheden til at håne og spotte og latterliggøre. Var det ikke?

Men ak nej. Tegningen har vakt anstød og Pis Kjærsgaard udtaler i følge flere medier (BT og DR) at “de medier bør trække den tilbage og faktisk også beklage den.” og selvom hun ihærdigt forsøger at relativere sit krav, “Og læg mærke til, at jeg siger ”bør” og ”burde”, og jeg stiller selvfølgelig ikke nogle krav. De må gøre, som de vil, fuldstændig. Men jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, og derfor siger jeg, at det bør de trække tilbage.” (TV2) så overbeviser det ikke. Det er ret svært at se forskellen mellem hendes ærinde og det som ret mange muslimer havde efter offentliggørelsen af de berømte tegninger i Jyllands-Posten. Hun er blevet stødt. Hun forklarer til TV2:

TV2: Men jeg går ud fra, at du stadig ikke mener, at Jyllands-Posten bør beklage og trække deres Muhammed-tegninger tilbage. Hvad er egentlig forskellen på de satiretegninger?

Pia Kjærsgaard: Nej, men jeg synes også, der er meget stor forskel. Det her er et lovforslag i Danmark, som i den grad er kørt op og misforstået. Og så synes jeg, at det er forkert, at man bare kører løs på de misforståelser. Man ved udmærket godt, hvad det drejer sig om. Og det synes jeg faktisk, er den meget store forskel. Jeg synes ikke, der er nogen sammenligning – overhovedet. Og prøv lige at hør; jeg har heller ikke tænkt mig at brænde ambassader af, gå i demonstration på mod den britiske ambassade eller trampe på deres flag.

TV2: Men profeten Muhammed med en bombe i turbanen, er der jo også folk, som synes er langt over stregen og med til at tegne et forkert billede?

Pia Kjærsgaard: Så snart man begynder at trække nazi-kortet, synes jeg virkelig, at det er for groft.

Åh ja, det velkendte nazi-kort. Det er da også for groft at bringe det i spil, ikke?

Men hov, Pia Kjærsgaard har selv ved tidligere lejligheder spillet det grove nazi-kort, som f. eks. da hun sagde at “… denne terrorisme har sine rødder i islamismen. Denne nye verdensrevolutionære bevægelse, som vi nu i den frie verden bliver nødt til at forholde os til – efter at vi stort set har fået gjort det af med nazismen og kommunismen.” (Berlingske) Det var i øvrigt også Pia Kjærsgaard der engang gav udtryk for, at det at ikke længere gav så megen mening at skelne mellem islam og islamisme “Jeg bryder mig ikke om dem, der generaliserer muslimer. Men med selve islam, der må jeg sige, at jeg har sværere og sværere ved at skelne mellem islam og islamismen.” (Information). Og det er jo en fin lille ligning som dermed opstår: Islam = Islamisme = Nazisme/Kommunisme.

Det var i øvrigt også Pia Kjærsgaard der spillede nazi-kortet dengang Danmark blev kritiseret af den tyske viceudenrigsminister Werner Hoyer for at indføre øget grænsekontrol. (BT) Men lad nu det ligge.

Langt værre er dette afsindige mangel på format; at man efter engang at have kæmpet for ytringfriheden og retten til at håne, spotte og latterliggøre ikke bare kan trække på både skuldrene og smilebåndet, når vinden vender og pludselig blæser en imod. I stedet beklager man sig i samme vendinger som de andre gjorde den gang og mener at de andre burde trække deres karrikaturer tilbage og beklage og dermed afslører man i virkeligheden blot at “ytringsfriheden” dengang bare var et gidsel i en helt anden kamp, at den var reduceret fra at være et ubøjeligt princip, til være et føjeligt værktøj i en politisk-religiøs kamp. Pia Kjærsgaards ord efter Muhammed-krisen om “vores grundlovssikrede ytringsfrihed er ikke til salg for en liter sødmælk i Saudi Arabien” og at “Ytringsfrihed – det er aldrig noget, man får rakt på et sølvfad. Heller ikke i dagens Danmark. Ytringsfrihed er noget, man tager.” (Information) står tilbage som tomme ord, fordi hun, som så mange andre i øvrigt, ikke formår at skelne mellem principper og personlige fordomme og ikke mindst fordi hun er villig til at gradbøje de første så de passer til de sidste.

— Steve Bell on Denmark seizing refugees' assets – cartoon, The Guardian, 26. jan. 2016
— Muhammed-tegninger var okay - men nu er Pia K. sur: Træk nazi-tegning tilbage, og sig undskyld!, BT, 28. jan 2016
— Politikere kan ikke se komikken i britiske satiretegninger, DR, 27. jan. 2016
— Pia Kjærsgaard: Derfor bør avis trække nazi-tegning af Løkke tilbage, TV2, 28. jan 2016 — Pia K.: Islamister truer vores demokrati, Berlingske, 19. sep 2004
— Værdidebatten ligger dybt i folk, Information, 21. jan. 2010
— Pia Kjærsgaard svarer ambassadør igen med nazisme, BT, 9. jun. 2012
— 'Forudsigeligt at Pia trækker nazi-kortet', BT, 9. jun. 2012
— Pia Kjærsgaard:Ytringsfriheden skal forsvares, Information, 6. jun. 2006

David Bowie (1947-2016)

2016-01-12 by Admin

David Bowie er død og – efter eget udsagn – kommet i himlen … det proklamerede han i hvert fald selv dage før den finale begivenhed indtraf, og selvom man nok bør have sin skepsis overfor folk der på denne vis tager forskud på glæderne og ikke mindst overfor validiteten af deres spådomme, som er uden hensyntagen til den overmagt, der trods alt og ifølge traditionen skal fælde den endelige dom, så skal vi da gerne tage ham på ordet og hjælpe ham lidt på vej, ved at tale ondt om den afdøde.

David Bowie

David Bowie: Lazarus (still fra video)

Jeg gider slet ikke kommentere på valget af titlen Lazarus, den pointe (både hans og min) burde være indlysende for enhver, men …

Look up here, I’m in heaven // I’ve got scars that can’t be seen // I’ve got drama, can’t be stolen // Everybody knows me now

Suk, hvis man et sekund troede at dette var et afsæt til lidt reflektion over døden og skæbnen og at der ville følge nogle velovervejede og dybe ord så kigger man forgæves, for det er ikke så meget andet end selvsmagende selviscenesættelse: Se mig, jeg skal dø nu!

Look up here, man, I’m in danger // I’ve got nothing left to lose

Det er jo ligeså banalt som det er sandt, men længere når vi ikke i Bowies selskab; måske kræften allerede havde ædt hans hjerne da han skrev teksten til Lazarus, og havde hensat ham til en tilstand noget lig den som senildemente er i, når de kan tale endeløst og i nøjagtige detaljer om fjerne fortider, men er ude af stand til at huske hvad de var i gang med for ti sekunder siden, for

By the time I got to New York // I was living like a king // Then I used up all my money // I was looking for your ass

Så kan man håbe nok så meget på genopstandelse eller genoplivelse fra de døde, men hvis man ikke har andet på hjernen end at rende rundt og lede efter røv, så kan det hele også være lige meget.

Problemet med Bowie er, at der aldrig rigtig var noget særlig substans udover selviscenesættelsen; hans musikalske bagkatalog er kun marginalt mere interessant som musik, end det der tilhører så mange andre tidstypiske og for længst glemte pop acts, for alle andre end de, som kyssede (eller mere) deres første kæreste første gang til en af hans sange engang for længe siden og derfor har den i erindring som et bogmærke i fortiden. Dette er så bare ikke en kvalitet ved musikken, men ved livet i sig selv.

I modsætning til f. eks. Sting, hvis tid i The Police vist også helst og hurtigst muligt bør glemmes/ignoreres af alle andre end de samme kyssere, men som dog efterfølgende demonstrerede at der var nogen musikalsk substans bag, så overbeviste Bowie mig aldrig om hvori retfærdiggørelsen af berømmelsen burde ligge, teksterne var svage og stemmen svagere (eller omvendt?) og musikken ikke ret meget andet end forglemmelig, udover i selve selviscenesættelsen, som til gengæld var effektiv – omend æstetikken altid kan diskuteres – og det er jo det der er problemet, for uanset dens kvalitet som spektakel, så står alle gimmicks og alteregoer og udklædninger tilbage som et vidnesbyrd om, at hvad andre kunne med musikken i sig selv, formåede han ikke.

Nej, man skal ikke tale ondt om de afdøde, det ved jeg godt nogen mener, men når Kejseren iklæder sig sin egen død og spankulerer omkring og viser den frem for Gud og hvermand og taler lidt for meget om døden i første person, så … men det kan selvfølgelig også være, at jeg ikke har forstået noget af det hele, og at Bowie i virkeligheden slet ikke er musik, men i stedet, som Martin Amis skrev i en koncertanmeldelse i 1973 “Among certain more affluent hippies Bowie is apparently the symbol of a kind of thrilling extremism, a life-style (the word is for once permissible) characterised by sexual omnivorousness, lavish use of stimulants – particularly cocaine, very much an élitist drug, being both expensive and galvanising – self-parodied narcissism, and a glamorously early death.”

I så fald, fred være med ham.

Uhellig Enfoldighed

2016-01-07 by Admin

“Alle med lidt historisk viden ved, at når religionen er ved magten, får vi et kynisk magtsamfund baseret på tvang, mens de sande utopiske samfund som de nordeuropæiske lande, der er næsten fuldt ud ateistiske, er for mennesker, der flygter fra religionernes hærgen verden over.”

Således skriver stormester i skak, Jacob Aagaard, i en kommentar i Politiken, som svar på et skriv fra Kresten Schultz Jørgensen om hvorfor ateisterne er de nye hellige.

Dertil kan man så tilføje, at alle med mere end blot “lidt historisk viden” ved, at helt så simpelt er det ikke. Vi har allerede en gang tidligere (her: Idioter) bragt en liste over nogle få af de af væsentlige personer i den europæiske kulturhistorie som har været religiøse i en eller anden udstrækning. Det er faktisk de fleste. Man kunne bringe en tilsvarende liste over kulturer, som … bla bla bla … men det gider vi faktisk ikke; det ligger alligevel udenfor vor magt at oplyse de ignorante og udannede.

Hvis man som et menneske, der har viet sit liv til at mestre kunsten at flytte rundt med træbrikker på et papbræt, tror at man i et læserbrev på ca 400 ord kan affærdige milliarder af menneskers livsindhold og tro gennem årtusinder og at man samtidig kan affærdige hvad filosoffer gennem næsten lige så lang tid ikke har kunnet få styr på, via letkøbte generaliseringer som “kristendommen har aldrig tilbudt andet svar på verdens problemer end tågesnak om åndelighed og fordømmelse af andre baseret på manipulation …” og “kristendommen har til alle tider været et redskab til at manipulere mennesker og fratage dem deres frihed”, ja, så er man ganske enkelt dummere end en hel pose skakbrikker …

Vi skal ikke undlade at påpege overfor Jacob Aagaard, at selvom han fremturer med det kategoriske “alle ved at …” så bliver hans påstande ikke mere sande af den grund. Tværtimod så bekræfter sådanne helt elementære fodfejl blot den indlysende kendsgerning, at skakspil ikke tilnærmelsesvis gør nogen filosof. (Og for de der skulle være i tvivl om hvorfor, såvel som til oplysning af Hr. Aagaard skulle hans vej falde her forbi, så er her et link til IEPs opslag om Fallacies og til en lettere læst artikel om samme på Wikipedia.)

Det interessante er egentlig at Jacob Aagaard kommenterer et læserbrev af Kresten Schultz Jørgensen, hvori der stod følgende:

“Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium. Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig.”

… og det er jo egentlig er en ganske god beskrivelse af Jacob Aagaards mission.

For det er da tankevækkende, at til trods for at Jacob Aagaard hævder “at undersøgelser viser, at troende er mindre generøse og mere fordømmende end ikketroende”, så var det trods alt det forgangne århundredes store ikke-religiøse ideologier, nazismen/fascismen og marxismen/kommunismen, der uhyre velorganiseret slog flere mennesker ihjel på kortere tid, end det tidligere har været muligt for nogen religionskrige.

Måske det endnu engang er værd at påpege, som jeg har gjort det før, at det afgørende ikke er hvilken religion eller ideologi du gør til din egen, men hvordan du praktiserer den.

— Kresten Schultz Jørgensen: Ateisterne er de nye hellige. Politiken d. 27/12 2015
— Jacob Aagaard: Kristendommen tilbyder kun tågesnak. Politiken d. 31/12 2015

Idioter

2016-01-05 by Admin

Ja, den dukker op jævnligt, den efterhånden alt for almindelige opfattelse, at mennesker der er religiøse eller bare på den ene eller anden måde tager begrebet om Gud alvorligt, på det nærmeste regnes for idioter. Frekventerer man de mere populære dele af www, vil man opdage at det holdning vist snarere er reglen end undtagelsen dernede i folkedybet. (Måske fordi Kristendommen ikke længere spiller nogen egentlig rolle og religion i alvorlig forstand derfor forbindes med Islam og dermed også, i kraft af mediernes interesse derfor, med terror?)

Men ikke bare der, også i visse langt mere dannede kredse, synes den opfattelse at vinde frem, selvom – indrømmet – det er er bare en fornemmelse jeg har. Ikke desto mindre, til ære for de personer der måtte dele den opfattelse, satte jeg mig ned og – inspireret af en lignende liste jeg engang så et eller andet sted (ja, jeg foregiver på ingen måde at være original) – lavede denne liste over idioter, som enten var religiøse eller på anden måde tog begrebet om en gud (eller flere) ganske alvorligt.

Gödel

Ill.: Gödels ontologiske gudsbevis. (via wikipedia)


Listen er så langt fra fuldstændig, den har en forkærlighed for filosoffer og videnskabsfolk, pga. deres ellers rationelle tilgang til verden, selvom enkelt digtere og teologer har sneget sig med ind, alene fordi det faldt mig ind …

I kronologisk orden: Socrates (470-399), Platon (427-347), Aristoteles (384-322), Gaius Julius Caesar (100-44), Publius Ovidius Naso (43-18), Publius Vergilius Maro (70-19), Lucius Annaeus Seneca (4-65), Anselm af Canterbury (1033-1109), Thomas Aquinas(1225-1274), Albertus Magnus (1200-1280), Roger Bacon (1214-1294), Dante Alighieri (1265-1321), William af Ockham (1287-1347), Nicholas Copernicus (1473-1543), Giordano Bruno (1548-1600), Francis Bacon (1561-1627), Johannes Kepler (1571-1630), Galileo Galilei (1564-1642), Rene Descartes (1596-1650), Blaise Pascal (1623-1662), Gottfried Leibniz (1646-1716), Isaac Newton (1642-1727), Giambattista Vico (1668-1744), George Berkeley (1685-1753), Ludvig Holberg (1684-1754), Johannes Ewald (1743-1781), Immanuel Kant (1724-1804), William Wordsworth (1770-1850), Søren Kierkegaard (1813-1855), Robert Boyle (1791-1867), Michael Faraday (1791-1867), N. F. S. Grundtvig (1783-1872), Gregor Mendel (1822-1884), William Thomson Kelvin (1824-1907), G. K. Chesterton (1874-1936), Max Planck (1858-1947), Vilhelm Grønbech (1873-1948), Albert Einstein (1879-1955), Werner Heisenberg (1901-1976), Kurt Gödel (1906-1978), Mircea Eliade (1907-1986), Jacques Ellul (1912-1994), Johannes Sløk (1916-2001)

Se også: Uhellig enfoldighed.

— Gödel's ontological proof, Wikipedia

Oculus (2013)

2016-01-04 by admin

Oculus I en filmverden af endeløse rækker af underlødige remakes og unødvendige sequels, er det ironisk nok en fornøjelse at se Mike Flanagans Oculus fra 2013, som faktisk er baseret på hans egen kortfilm fra 2006. En fornøjelse fordi filmen er båret af et solidt gennemarbejdet manuskript, som fortæller den på overfladen ret enkle, men i struktur ret komplekse, historie om en ung kvinde, der forsøger at bevise sin egen brors uskyld i drabet på deres fader mange år tidligere. Hun er overbevist om at skylden skal placeres hos et århundredegammelt spejl, som dengang hang i faderens arbejdsværelse, og som bærer på en forbandelse der har forårsaget ikke så få dødsfald i tidens løb, således også hendes egne forældres. Den unge kvinde går til sagen med en grundighed og videnskabelighed der ikke kan andet end begejstre, men selvfølgelig går det ikke helt som forventet.

Som filmen skrider frem opløses grænserne mellem virkelighed og hallucinationer og regulært mareridt og ultimativt også mellem fortid og nutid, indtil filmen slutter med en fin lille ironisk pointe, der dog ikke skal afsløres her. Uden overhovedet at være på samme niveau – hvilke film er det? – er der i Oculus’ behandling af den flygtige og foranderlige virkelighed, temaer der leder tankerne hen på nogle af Cronenbergs bedste film (Videodrome, Dead Ringers, Naked Lunch og Exiztenz). Oculus er dog helt uden Cronenbergs filosofiske ambitioner og koncentrerer sig i stedet om det som den gør bedst, nemlig den uhyggelige stemning og gyset, som var effektfuld nok til tilfredsstille forhærdede undertegnede. [imdb]

Anbefales kraftigt.

To humble yourself to a nigger

2015-12-22 by Admin

Dagen efter, ironisk nok, at en studerende fra Cameroun måtte tage tre eksamener ved Aarhus Universitet på en dag, fordi han, i et absurd tilfælde af paragrafrytteri blev udvist af landet midt i sin uddannelse, fordi han i februar 2013 “misforstod reglerne om, hvor meget han måtte arbejde i Danmark og troede, at der var tale om, at man gennemsnitligt måtte arbejde 15 timer om ugen. Men arbejdstimerne må altså på intet tidspunkt overstige 15 timer om ugen.”(1) kommer historien om at “regeringen med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde i spidsen har fordelt tre millioner kroner til i alt fem projekter, der skal være med til at fastholde internationale nyuddannede i danske regioner eller kommuner, hvor der er mangel på arbejdskraft.”(2)

“Vi ønsker at fastholde flere internationale studerende efter endt uddannelse, så vi kan rekruttere dem som arbejdskraft på vores virksomheder i Danmark” siger Esben Lunde Larsen ifølge DR og fortsætter: “Vi uddanner omkring 26.000 internationale studerende om året i Danmark, hvor af langt de fleste er fra EU-lande. Men vi er meget dårlige til at fastholde dem som arbejdskraft efter endt uddannelse. Der er virksomheder i Danmark, ikke mindst i de tyndt befolkede områder, som mangler kvalificeret arbejdskraft.”(2)

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun scorede tre 12-taller på de tre, af Aarhus Universitet fremrykkede, eksamener han måtte tage på en dag og ironisk, fordi den unge mand er utroligt dygtig, og skulle man mene fastholdelsesværdig, med hidtil kun en eneste karakter under 10.

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun – selvfølgelig – allerede havde en praktikplads ved en dansk virksomhed.

Adspugt om det paradoksale i dette forhold, svarer kopiminister Esben Lunde Larsen på newspeaksk:

— Det har jeg ikke nogle kommentarer til i den pågældende sag. Det, der er afgørende, er at vi bliver dygtigere til at fastholde international arbejdskraft efter endt uddannelse i Danmark.
— Hvorfor ikke?
— Det hører under integrationsministeren, og det er en sag, der pågår, og jeg har konstateret, at den pågældende får den eksamen, han skal have.”(2)

Han får jo sin eksamen og så er alt godt ikke? Så er der jo ikke yderligere grund til at gøre mere ud af den sag, trods dens åbenlyse absurditet.

Her ville det være totalt ufint at påpege at den unge mand fra Cameroun jo ikke er en af de gode af de omkring 26.000 internationale studerende som vi årligt uddanner i Danmark, nemlig en de “langt de fleste”, som ministeren omtalte, der kommer fra EU-lande. For han er jo sort! Fra Afrika! Og tænk hvis han bliver boende og får familiesammenført hele sin familie af kanibaler og heksedoktorer med herop. Det går slet ikke!

Alternativet ville være at smide en undskyldning efter den unge mand og selvom det kan falde nogen svært, at tage sig mod til at gøre noget sådant, så lykkes det trods alt undertiden for andre at gøre det.

“It was fifteen minutes before I could work myself up to go and humble myself to a nigger; but I done it, and I warn’t ever sorry for it afterwards, neither. I didn’t do him no more mean tricks, and I wouldn’t done that one if I’d a knowed it would make him feel that way.” (3)

(1) Udviste Marius scorer 12-tal igen, EB, 21. dec. 2015
(2) Esben Lunde: Vi skal være dygtigere til at fastholde internationale studerende, DR, 22. dec. 2015
(3) Mark Twain: The Adventures of Huckleberry Finn

Demokratiets sejr.

2015-12-20 by Admin

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.”(1)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

Hal Koch

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (2)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.”(3)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” (→) gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.

(1) Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946. s. 138
(2) op. cit. s. 145
(3) op. cit. s. 145

Nosferatu (1922)

2015-12-18 by admin

NosferatuF. W. Murnaus film Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922 baseret på Bram Stokers bog om Dracula, er, som film betragtet, i sagens natur en noget ujævn oplevelse; filmen er snart 100 år gammel og stammer fra en periode der vist kun kan kaldes for spillefilmens fødsel. Vi ser helt bort fra at den kun er bevaret ved held og tilfældigheder og restaureret og sat sammen fra flere kopier (hvilket kan ses) og hentyder i stedet til historien i sig selv, som er en simplificeret udgave af Stokers fortælling, som bygger langsomt, efter moderne standard meget langsomt, op til den dramatiske og rørende afslutning, der ikke just er en happy end i traditionel forstand, men dog alligevel ganske smuk. Men hvad filmen måtte mangle som narrativ henter den så absolut på billedsiden, der på én gang scenografisk er temmelig simpel og alligevel – eller måske i virkeligheden netop derfor – uhyre effektfuld. Jeg greb mig selv i at tænke flere gange undervejs, at et still dér og dér og dér ville kunne blive til en fed plakat, for billedsiden, med sine dybe skygger og kornede sort-hvide billeder, og Max Schreck i rollen som den groteske vampyr Grev Orlok, skaber en dyster og tidløs stemning som gør dette til en af de film der simplethen skal ses. imdb

Anbefales kraftigt.

PS! Nu er vi ikke ganske imponeret af filmbranchens hang til hjernedøde remakes og intetsigende sequels, men i dette tilfælde skal det nævnes. at Werner Herzogs Nosferatu: Phantom der Nacht (eng: Nosferatu the Vampyre) fra 1979 imdb er et “remake” af Murnaus film med Klaus Kinski, Isabelle Adjani og Bruno Ganz i hovedrollerne, og at Shadow of the Vampire (2001) imdb er historien om filmatiseringen af Nosferatu, med John Malkovich som Murnau og Willem Dafoe som Max Schreck. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at så sent som i sommer, 80 år efter Murnaus død, blev hans grav i Berlin plyndret og hans kranie stjålet. The Guardian.

Kvinder (ifølge Houellebecq)

2015-12-16 by Admin

“Jeg stirrede forbløffet på hende: For første gang i de ti år jeg af og til var stødt på hende, slog det mig at hun engang havde været en kvinde, og at hun i en vis forstand stadig var det, at en mand engang havde begæret denne lavstammede og firskårne, næsten paddeagtige skabning. Heldigvis fejlfortolkede hun mit ansigtsudtryk.” (s.75)

Læser Houellebecqs Underkastelse og konstaterer, at hvor Platform formåede at irritere mig så grænseløst at jeg endte med at kyle bogen tværs gennem stuen, så er noget lignende slet ikke tilfældet i denne omgang; men nu er to bøger af et forfatterskab jo ikke tilstrækkelig til at fælde nogen form for dom, for nu slet ikke at tale om at udlede en tendens, så vi nøjes blot med at konstatere, at forfatteren i denne roman skyder muntert og fornøjeligt i alle retninger og at det sine steder er skarpt nok til at vække latter, også genkendelsens, men dog endnu ikke til at fremprovokere hverken irritation eller forargelse. Måske fordi jeg endnu kun er halvvejs eller måske det bare er hans beskrivelser af kvinder der formilder?

“De rige saudiske kvinder der om dagen var iført uigennemsigtige burkaer, forvandlede sig om aftenen til paradisfugle og pyntede sig med corsager, gennemsigtige bh’er og g-strenge smykket med farverige blonder og similisten; det var nøjagtigt omvendt i forhold til de vestlige kvinder, der om dagen var elegante og sexede fordi deres sociale status afhang af det, og som når de kom hjem om aftenen sank sammen og skiftede til afslappet og uformeligt tøj og udmattet opgav enhver tanke om forførelser.” (s.87)

“I det øjeblik hun lod sig dumpe ned i sin sofa og sendte tabboulehen et fjendtligt blik, kom jeg til at tænke på Annelises liv og på alle vestlige kvinders liv. Om morgenen ordnede hun sikkert sit hår og valgte omhyggeligt en påklædning der var i overensstemmelse med hendes job, hvilket i dette tilfælde antagelig tilskrev at hun skulle være mere elegant end sexet, det var en kompliceret afvejning, hun måtte sikkert bruge lang tid på det inden hun afleverede børnene i vuggestuen, dagen gik med mails, telefonsamtaler og forskellige møder, omkring kl. 21 kom hun så hjem (det var Bruno der hentede børnene sidst på dagen og lavede aftensmad til dem, som funktionær havde han kortere arbejdstid), hun sank sammen, smuttede i en sweatshirt og et par joggingbukser, det var sådan hun præsenterede sig for sin herre og mester, og han måtte, han måtte nødvendigvis have en følelse af at være blevet røvrendt, og hun havde selv en følelse af at være blevet røvrendt, og af at det ikke ville blive bedre efterhånden som årene gik, børnene ville blive større, og ansvaret på jobbet som ville blive tungere, for slet ikke at tænke på kroppen der ville blive slappere.” (s. 89)

“Den kvinde Huysmans ledte efter hele sit liv, havde han allerede beskrevet i en alder af syvogtyve eller otteogtyve år i Marthe, hans første roman, offentliggjort i Bruxelles i 1876. Det meste af tiden skulle hun være en husmoderlig kvinde, men hun skulle også være i stand til at forvandle sig til en tøjte – på bestemte tidspunkter, præciserede han. Det lyder ikke særligt indviklet at en kvinde forvandler sig til en tøjte, i hvert fald mindre indviklet end at få en bearnaisesauce til at lykkes; ikke desto mindre ledte han forgæves efter sådan en kvinde. Og indtil videre var det heller ikke lykkedes mig.” (s. 93)

– Michel Houllebecq: Underkastelse. København 2015.