"Jeg maa atter minde om, at Demokratiet efter visse Folks Mening blandt andet involverer Retten til at gaa imod den fremherskende Folkestemning."
— Hal Koch, Frie Ord, 1 Årg. s. 146
UTI: Admin
“Hvad kan det nytte Menneskeheden at vide, at en gammel Mær bærer sig ad som en gammel Mær eller at en fersk ung Jomfru er fersk forelsket som en ung Jomfru? Vinternatten i Hexens Sovekammer og Vinternatten med Uskyldighedens vidt opspilede Øjne under Gadelygten – det er begge Dele saa ganske almindelige Hændelser.”(1)
Således skrev Sophus Claussen (1865-1931) engang og videre hedder det andetsteds i samme:
“Det daglige Liv har saa ringe Betydning i grunden og er dog, selv for de største, som Havet, hvortil man vender tilbage og hvoraf man må øse.”(2)
Men man kan nu også øse lige vel rigeligt af den forkerte spand:
“At hun, der var gjort af Træ
til Pynt i en borgerlig Stue
– en Skal, et Panel –
sank i Knæ
og lod sig gøre til Frue
forstaar man … men hvem maa ej grue
men han der var lødig og hel,
han gifted sig med et Panel.”(3)
(1) Sophus Claussen: Notater og Skitser, København 1993. s. 83
(2) op. cit. s. 114
(3) op. cit. s. 110
Til ære for Marie Krarup, som i følge BT altså kun bliver 50 år i dag, selvom hun undertiden giver udtryk for en livsfrygt, der er en 100-årig værdig; i den alder, altså i nærheden af de hundrede, er det ganske forståeligt hvis man efterhånden har oparbejdet – jvf dette indlæg – en decideret frygt for frugtbarheden og alle dens udskejelser og forbandelser. Den slags hører vistnok ungdommen til.
“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.” →
… bringer jeg dette billede (fundet her) af en romersk vindklokke af en type som engang for meget længe siden var uhyre almindelige og udbredte og hang frit fremme til pynt og til nytte og inspiration.
Fra wikipedia:
“In ancient Rome, a tintinnabulum was a wind chime or assemblage of bells. A tintinnabulum often took the form of a bronze phallic figure or fascinum, a magico-religious phallus thought to ward off the evil eye and bring good fortune and prosperity. A tintinnabulum was hung outdoors in locations such as gardens, porticoes, houses, and shops, where the wind would cause them to tinkle.”
Thoreau konstaterede:
"Most people with whom I talk, men and women even of some originality and genius, have their scheme of the universe all cut and dried, — very dry, I assure you, to hear, dry enough to burn, dry-rotted and powder-post, methinks, — which they set up between you and them in the shortest intercourse; an ancient and tottering frame with all its boards blown off. They do not walk without their bed. Some, to me, seemingly very unimportant and unsubstantial things and relations, are for them everlastingly settled ..."
— Henry David Thoreau: A Week on the Concord and Merrimack Rivers
Den bedste julefilm nogensinde er egentlig slet ikke en julefilm. Tim Burton skrev både manuskript og producerede og lagde navn til denne dukkefilm fra 1993 som foregår i Halloweenland, der hvor alle Halloweens gys og rædsler iscenesættes og bringes til udførelse. Men den ansvarlige for alt dette, græskarkongen Jack, befinder sig i en eksistentiel krise og mærker tomheden i die ewige Wiederkehr des Gleichen, så at sige, alt i mens han slet ikke har øje for den søde men ikke helt almindelige pige, som i den grad har et godt øje til ham.
Han går i byen og betages – bogstaveligt talt – af julens mysterier og beslutter sig for at han vil være julemand i stedet for julemanden. Det kan selvfølgelig ikke gå godt og det gør det heller ikke, bortset fra selve filmen, som er umiskendeligt et barn af Tim Burtons skæve hjerne og dermed vidunderligt poetisk på den originale facon som vi kender fra film som Edward Scissorhands, Mars Attacks! og Sleepy Hollow.
Samtidig er filmen en vidunderlig demonstration af hvordan en god gammeldags stopmotion dukkefilm kan skabe et helt unikt univers, der i de fleste henseender sætter nyere animationsfilm eftertrykkeligt på plads. Dette er filmisk håndværk af højeste klasse. [imdb]
Anbefales ubetinget.
Through me the way into the suffering city,
Through me the way to the eternal pain,
Through me the way that runs among the lost.
— Dante: Inferno 3 (overs. Mandelbaum)
Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.
Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.
Historien ser således ud:
Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.”
Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.
Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?
Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?
Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.
Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.
Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.
Undertiden støder man på en sådan afgrund af menneskelig tankeløshed, at man uvilkårligt tænker at det næppe kan være virkeligt, for hvis det var, ville det både afsløre et niveau af menneskelig inkompetence, som ganske enkelt ville diskvalificere det pågældende menneske fuldstændig fra den funktion som personen varetager og efterlade en med det sikkert ubesvarlige spørgsmål om, hvordan personen overhovedet har fået det job eller den funktion, som personen varetager. (Her kunne man så komme med beretninger om de alt for taknemmelige – og ofte humoristiske – eksempler på udueligt offentligt ansatte og eller inkompetente politikere, men det gør vi ikke; vi vender os mod et andet yndet emne, nemlig journalister.)
Sidsel Duch Langpap er – udover tilsyneladende at være et glimrende eksempel på en sådan person – også en slags journalist ved bite.dk, en selvstændig enhed under Berlingske Media, som leverer det lette og platte humoristiske indhold, som de trykte medier har været tvunget til at tage til sig for at overleve overgangen til den digitale verden, eller med andre ord: noget nær bunden af den journalistiske karrierestige.
Ill.: Screenshot (2015-07-28 13:39:42) fra artikel på bite.dk (slettet siden jeg skrev dette).
Fr. Langpaps bidrag til journalistikken denne dag, var en video hugget … fundet på nettet og som havnede på forsiden af bt.dk og blev præsenteret således:
Det kunne da sikkert – som overskriften antyder – være ganske lol, hvis det ikke lige var fordi at videoen, som alle andre medier i øvrigt for længst havde berettet, viste den tragiske historie om en mor, der i sidste øjeblik når at skubbe sit barn i sikkerhed, inden hun selv blev opslugt af rulletrappen og led en ganske uhyggelig død, klemt eller flænset til døde i rulletrappens maskineri. Det tog i følge nogle medier redningsfolkene 3-4 timer af frigøre hendes lig fra rulletrappens indre.
Men ja, se da endelig hendes reaktion; der er sikkert alt fra forbløffelse over forskrækkelse og en handlekraft der redder hendes barn, til panik og rædsel og uhyggelig smerte inden hun bliver helt opslugt og forsvinder i rulletrappens indre for øjene af sin egen datter. Der er ikke så meget at lolle over dér, vel?
Ethvert i minimalt grad empatisk menneske ville nok, selvom om moderen var sluppet uskadt fra oplevelsen, have haft en fornemmelse af, at det der foregår på videoen, ville være en uhyggeligt skræmmende oplevelse for barnet, men ligefrem at se sin mor dø på den måde, er en oplevelse vi slet ikke kan begynde at forestille os følelsen af. Er det en reaktion vi overhovedet ønsker at se?
På bite.dk, var videoen ledsaget af denne tekst, skrevet af Fr. Langpap (fra nu sletttet artikel på bite.dk):
"Første gang, du træder ud på en rulletrappe, kan det godt virke lidt angstprovokerende. Trappetrinene synes at bevæge sig alt for hurtigt. Men når man først er landet, så føler man sig som regel tryg igen.
Men det kan åbenbart godt gå galt alligevel. Det gør det i denne video, hvor en mor og en datter er på vej op ad en rulletrappe i noget, der kunne være et storcenter i Asien.
Da de to har nået toppen, falder gulvet pludselig væk under dem, og moderen når lige akkurat at skubbe sin datter over hullet, før hun selv bliver opslugt af gulvet. Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.”
Det er så let og uforpligtende at more sig over videoer, der viser andres ulykke. Det er også let og uforpligtende at lægge den slags op som underholdning på større danske dagblades hjemmesider. På den anden side er det også rimeligt let at google sig frem til baggrunden for snart sagt enhver historie. Det behøver man ikke at være journalist for at kunne finde ud af. Ovenstående video var at finde på Liveleak, med beretningen om kvindens død, mindst ti timer inden BT/Bite valgte at bruge den som underholdning. BBC havde også tidligere bragt historien fra en langt mere tragisk, men også heltemodig vinkel.
De afsluttende ord i ovenstående, "Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse." er den værste gang alibi-journalistik og ansvarsfralæggelse og desuden en direkte indrømmelse af at man ikke har nogen som helst respekt for sit eget erhverv. Journalistik er research mere end noget andet og har man ikke evner for det, kan man jo i det mindste bare google.
Ovenstående vækker, uanset at sigtet er den meget lette og uforpligtende underholdning, alligevel en smule forundring over hvordan man kan se den video, vælge at skrive ti linier om den og uploade den til en af de danske formiddagsavisers hjemmeside, uden den mindste smule nysgerrighed eller forundring over historien bag eller i endnu højere grad over kvindens skæbne, for man skal vel være noget nær idiot for ikke uvilkårligt at tænke den tanke, at man nok ikke slipper uskadt fra at blive trukket ned i og kørt igennem det indre af en rulletrappe. Til gengæld skal man nok bare være overfladisk og ligeglad og tilfreds med at levere dagens kvote, hvis man begår sådan noget journalistik som ovenstående.
En masse tanker om de skrevne mediers forfald til brugen af copy/paste melder sig sammen med nogle langt mere alvorlige og ikke så rare tanker om det enkelte menneskes værdi for selvsamme medier.
Men det er en længere historie, som vi vælger at lade ligge for nu.
Alt indhold på domænet bite.dk er senere blevet slettet og bite.dk henviser nu til bt.dk.
[20130328]
Der drager over Verden en forrygende Vinter.
Vejene er vilde. En Verden af Labyrinter.
Ofret ligger Evropa, kvæstet som sin Tid.
I spraglede Laser, en malerisk Invalid.
Monarkier og Impérier løb ind i hinanden,
fristet af en Afgrund, der laa gylden ved Randen.
Konger og Anarkister, Ussurpator og Træl
fristedes alle af Lavinernes Væld.
— Emil Bønnelycke: Gadens Legende, Kbh., 1920. ➜
Mens vi venter på at blive bedraget og løftebrudt, overlader vi ordet til en forfatter som døde for 2400 år siden.
Mit hjerte ønsked’ ej at binde sig ved ed.
Hvad tungen banded’ på forpligter ej min sjæl.
Fra Aristofanes: Frøerne v. 101-102 i dansk oversættelse ved Kai Møller Nielsen, Syddansk Universitetsforlag 2006.
Originalen lyder således og vi ser bort fra konteksten, for det er egentlig Aristophanes der citerer Euripides.
φρένα μὲν οὐκ ἐθέλουσαν ὀμόσαι καθ’ ἱερῶν,
γλῶτταν δ’ ἐπιορκήσασαν ἰδίᾳ τῆς φρενός.
Vi tager den lige på engelsk også i B. B. Rogers overs. (1909):
‘Twas not my mind that swore: my tongue committed
A little perjury on its own account.
… og lige en gang til på engelsk ved Gilbert Murray (1938):
… or souls that won’t take oaths
while tongues go swearing falsely by themselves.
Så er der udskrevet valg igen og derfor er det igen på sin plads, at minde om Bill Bennetts politikertest:
"If a candidate tells you only things you want to hear, if he asks nothing of you, then give him nothing in return, certainly not your vote, because he is not telling you the truth."