UTI: Admin

Vrangvillige læsere.

"It is impossible to conciliate readers of so saturnine and gloomy a class, that they cannot enter with genial sympathy into any gaiety whatever, but, least of all, when the gaiety trespasses a little into the province of the extravagant. In such a case, not to sympathise is not to understand; and the playfulness, which is not relished, becomes flat and insipid, or absolutely without meaning." (1)

"Det er umuligt at vinde læsere for sig, der er så træge og humørforladte, at de ikke formår godmodigt at deltage i nogen form for morskab — og formår det så meget desto mindre, når morskaben krydser grænsen til det overgivne en smule. I den slags tilfælde er det ikke at deltage det samme som ikke at forstå, og den munterhed, der ikke bliver gouteret, kommer til at fremstå flad og tåbelig eller fuldstændig meningsløs."(2)


(1) Thomas De Quincey: Postscript. (1854)
(2) Thomas De Quincey: Efterskrift. I: Om Mord. Århus 2011. Overs.: Hans-Jørgen Birkmose.

Leveregel

"Lebe im Verborgenen, damit du dir leben kannst! Lebe unwissend über Das, was deinem Zeitalter das Wichtigste dünkt! Lege zwischen dich und heute wenigstens die Haut von drei Jahrhunderten! Und das Geschrei von heute, der Lärm der Kriege und Revolutionen, soll dir ein Gemurmel sein!"


— Friedrich Nietzsche: Die fröhliche Wissenschaft IV, § 338.

Mænd uden Gud

"That the moralist—in whatever disguise—can give us as much trouble as the politician—in whatever disguise—is certain. But of course it may be as a politician that he is found to have disguised himself! Or the politician may disguise himself as a moralist—that is very bad indeed, when the politician does that! But in whatever form this interfering personage may turn up, there is one thing about which you may be perfectly certain; and that is, that the old crude humanist or humanitarian values of good and of bad will not be found in his repertory of annoyance. If that were so we should not have to bother about him very much, There is no advertisement value today—luckily for the artist (if not for other people)—in the simple-hearted good and bad of the old morality." (s. 129)

Lewis skrev i 1934 og det var før Nazismen, før ungdomsoprøret og før internettets forfladigelse ... demokratisering af viden og man kan ikke lade være med et spekulere over, om ikke han ville have smilet nostalgisk og længselsfuld ved tanken om sin tids moralister, hvis han havde haft den tvivlsomme fornøjelse af møde vores.

Halvfems år er længe siden. Dengang kom det moraliserende tryk oppefra, så at sige, med den enorme tyngde af kristent vraggods efterladt af en døende Guds herboende repræsentanters teologiske krampetrækninger. Længslen, den romantiske (som også senere var identisk med den nazistiske/kommunistiske), efter værdier og orden censurerede og begrænsede med referencer til historien og teologien og resonerede stadig af en stemning i folkedybet med bund i et stadig fælles folkeligt traditions- og tankegods. Politikeren og moralisten var ofte — eller kunne være — en og samme persen.

"Our contemporary moralists are of many kinds. But there is one respect in which they remarkably resemble one another: for all, starting from the premise of our autonomous nature, seek to rob us of artistic as of political freedom, in the name of this, that, or the other Law." (s.130-131)

Selvom meget er ændret og moralisten er kørt ud på et sidesporet og vel hægtet helt af og står tilbage som en kuriøsitet, mest af alt fordi trykket ikke længere er et, som kommer oppefra, og fordi politikeren i den grad i den sammenhæng er irrelevant i sin inkarnation som karakterløs taburetklæber (kan man forestille sig nogen i enhver større sammenhæng mere irrelevant karakter end f. eks. Mette Frederiksen?), så er de vist ikke længere en og samme person. Måske fordi der ikke længere, for andet end nogle få meget umoderne idealister, er andet at sælge en skattelettelser og had mod fremmede.

Det moralske tryk har vi fornøjelsen af at se komme nedefra i skikkelse af folkelig forargelse som oftest udspringer af et eller flere individers eller gruppers sentimentalt funderede meget personlige vildfarelser. Det er uden fundament i både religiøs, filosofisk eller faktuel henseende, men udsprunget af tilfældige følelser inspireret af lige så tilfældige begivenheder. Det er forargelsen som drivkraft, ikke den religiøse på Guds vegne, den er forbeholdt islamisterne, men den dybt personlige ideosynkratiske, som udspringer udelukkende af følelser og stemninger. Den er sentimental i sin natur. Humanismens endegyldige sejr.

Det mest forfærdende men også komiske eksempel er, hvordan talløse skarer for kun få år siden rejste sig fra dybet villige til at lægge klodens skæbne — for så vidt som den overhovedet er truet — i hænderne på en mentalt forstyrret svensk teenager, hvis hysteriske anfald i fuld offentlighed tillagdes en betydning som bedst kan sammenlignes med den betydning der i dybt religiøse kredse tillægges mirakler som stigma eller brændende buske.

"Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness."

Så selvom resultatet vel er det samme - seeking to rob us og artistic as of political freedom - er resultatet et andet og langt mere skræmmende, alene fordi det er sentimentalt og dermed tilfældigt, ustadigt, omskifteligt.

Omtrendt som humøret hos et forkælet og lettere hysterisk barn. Gad vide hvordan man ville have håndteret sådan et på Wyndham Lewis' tid?


— Wyndham Lewis: Is Satire Real? In: Men Without Art, New York 1934
— H. L. Mencken: Notes on democracy, New York 1926.

Alt er tomhed

[20230902]

Endeløs tomhed,
sagde Prædikeren,
alt er tomhed!


— Præd. 12,8 (1931)

Straf

“If he who breaks the law is not punished, he who obeys it is cheated. This, and this alone, is why lawbreakers ought to be punished; to authenticate as good, and to encourage as useful, law-abiding behavior.
The aim of the criminal law cannot be correction or deterrence; it can only be the maintenance of the legal order.” (Szasz s. 42)

Det tilsvarende argument, set fra den kriminelles side, er selvfølgelig, at han har krav på en passende straf alene af den grund, at en udeladelse deraf er en krænkelse af hans person i den forstand, at det er en både en umyndiggørelse og en underkendelse af de rettigheder han burde have som individ. At undlade at straffe den kriminelle – eller ikke at straffe ham på en måde der står i rimeligt forhold til forbrydelsen – er at overgreb på hans person.

Det kan her indvendes, at en og anden kriminel – stillet overfor en retsags alvor og udsigten til tilsvarende straf – nok ville være villig til at afstå fra denne umistelige ret til at blive straffet, men dette sagen underordnet. En principiel diskussion af kriminelles ret til at blive straffet, er naturligvis ikke forpligtet til at tage højde for den enkelte kriminelles følelser i den anledning; følelser som, sammen med hvad den kriminelle ellers måtte have af indvendinger, ikke bærer den samme vægt, som den ville, hvis den kom fra ethvert andet menneske. Det er i sidste ende et spørgsmål om alvor, livets alvor, som den kriminelle har valgt at underlægge sig i selvsamme øjeblik, som han personligt demonstrerede sin manglende evne til at forvalte den.

Man kan sige, at den kriminelle har et krav på at blive taget alvorligt, men selvfølgelig i langt højere grad at samfundet har pligt til – for dets egen skyld d.v.s. af hensyn til opretholdelsen af en vis lov og orden – at omgås den slags med den største alvor og uanset hvad tidsånden ellers måtte indikere.

“Punishment is no longer fashionable. Why? Because – with its corollary, reward – it makes some people guilty and others innocent, some good and others evil, in short, it creates moral distinctions among men, and to the “democratic” mentality, this is odious. Our age seems to prefer a meaningless collective guilt to a meaningful individual responsibility.” (Szasz s. 42)

Pointen med det “demokratiske sindelag” er ikke bare en klarsynet observation, men den er også vidunderligt ironisk derved, at denne ophæver af alle vertikale forskelle, i dette tilfælde gør lige netop det modsatte, hvis den fratager individet dets ansvarlighed overfor sig selv, overfor dets medmennesker, overfor samfundet som helhed og i sidste instans overfor en højere retfærdighed, hvorfra den så end – alt efter ens præferencer – måtte komme.

“There can be no humane penology so long as punishment masquerades as “correction”, No person or group has the right to “correct” a human being; only God does. But persons and groups have the right to protect themselves through sanctions that are, and should be called, “punishments”, which, of course, may be as mild as a scolding or a small fine, or as severe as life imprisonment or death.” (Szasz s. 42-43)


— Thomas Szasz: The Second Sin. London 1974

Burn in Hell

But what a spectacle is already at hand the return of the Lord, now no object of doubt, now exalted, now triumphant! What exultation will that be of the angels, what glory that of the saints as they rise again! What the reign of the righteous thereafter! What a city, the New Jerusalem! Yes, and there are still to come other spectacles — that last, that eternal Day of Judgement, that Day which the Gentiles never beheved would come, that Day they laughed at, when this old world and all its generations shall be consumed in one fire. How vast the spectacle that day, and how wide!

What sight shall wake my wonder, what my laughter, my joy and exultation? as I see all those kings, those great kings, welcomed (we were told) in heaven, along with Jove, along with those who told of their ascent, groaning in the depths of darkness! And the magistrates who persecuted the name of Jesus, liquefying in fiercer flames than they kindled in their rage against the Christians! those sages, too, the philosophers blushing before their disciples as they blaze together, the disciples whom they taught that God was concerned with nothing, that men have no souls at all, or that what souls they have shall never return to their former bodies! And, then, the poets trembling before the judgement-seat, not of Rhadamanthus, not of Minos, but of Christ whom they never looked to see! And then there will be the tragic actors to be heard, more vocal in their own tragedy ; and the players to be seen, lither of limb by far in the fire; and then the charioteer to watch, red all over in the wheel of flame; and, next, the athletes to be gazed upon, not in their gymnasiums but hurled in the fire — unless it be that not even then would I wish to see them, in my desire rather to turn an insatiable gaze on them who vented their rage and fury on the Lord.

"This is he," I shall say, "the son of the carpenter or the harlot, the Sabbath-breaker, the Samaritan, who had a devil. This is he whom you bought from Judas; this is he, who was struck with reed and fist, defiled with spittle, given gall and vinegar to drink. This is he whom the disciples secretly stole away, that it might be said he had risen — unless it was the gardener who removed him, lest his lettuces should be trampled by the throng of visitors!" Such sights, such exultation, — what praetor, consul, quaestor, priest, will ever give you of his bounty ? And yet all these, in some sort, are ours, pictured through faith in the imagination of the spirit. But what are those things which eye hath not seen nor ear heard, nor ever entered into the heart of man?(1) I believe, things of greater joy than circus, theatre or amphitheatre, or any stadium.

Se også Hjalmar Söderbergs ord om Kristendommen.

(1) 1. Kor. 2,9 "But as it is written, Eye hath not seen, nor ear heard, neither have entered into the heart of man, the things which God hath prepared for them that love him." (KJV)

Tertullian (c. 155 – c. 220): De Spectaculis, XXX. I: Tertullian: Apology and De Spectaculis. LOEB 250, 1927. s. 297-301

Trump? Trump!

“Jerry’s pudgy, built along the lines of Papa Smurf, with a tanning-machine tan like brownish orange paint and a ridiculous toupee — he cultivates this clownish image to distract from his nasty disposition."

Jerry er meget passende brugtvognsforhandler og Lucius Shepard er formodentlig den vigtigste engelsksprogede forfatter fra det sidste århundrede du aldrig har hørt om. Men ikke på grund af denne indiskretion, den er bare præcis, morsom og skrevet for 12 år siden.


— Lucius Shepard: Vacancy. In: Five Autobiographies and a Fiction 2013. p. 104

Forvænte mennesker

“Forvænte mennesker elsker at lade sig gribe af panik, nemlig når noget – muligvis – kan true deres forvænthed. Vi véd alle, hvordan groft forkælede børn opfører sig. Just sådan opfører vi os. Vi konstaterer ikke, at det eksempelvis er usundt at ryge, og at det muligvis kan være medvirkende til fremkomst af sygdom og død. Vi bliver derimod slagne af panik, bliver skingre i stemmen, kræver indgreb og forbud og restriktioner. Her er det ikke nok med etik, man må tillige mobilisere juraen, politikerne samt ordensmagten. Rædslen har grebet folket – uagtet vi alle, hvad enten vi ryger eller ikke, bliver ramt af sygdomme og en uafvendelig død.

Panikken vil aldrig mangle anledning, og jeg finder det kedsommeligt at remse op, hvilke temaer panikken i vor tid med fryd har kastet sig over: Ozonlaget, som nedbrydes af spraydåser og køleskabe, den påståede skovdød, der med “videnskabelige” sikkerhed skyldes den sure regn, sprøjtemidler, kemisk industri, døde hummere i Kattegat, afbrænding af giftstoffer i Nordsøen, sældød, burhøns, drivhuseffekten, hvalerne, der måske uddør, og hvad vil verden være uden hvaler? Præcis det, som den nu er uden dinosaurer og sabeltigre!

Min påstand er ikke, at der ikke er realiteter i alt dette eller dog i noget af det. Meget af det kan sikkert være alvorligt nok, og man er da også, så vidt jeg er orienteret, i færd med at gøre noget ved det. Min pointe er alene panikken. men den lægger jeg til gengæld den største vægt på, thi den er i mine øjne et symptom på en mangelsygdom – og altså just den mangelsygdom jeg har gjort opmærksom på, det demokratiske meningstab, der skyldes udelukkelsen af enhver tanke om et yderste mål, som det for alt i verden gjalt om at opnå. Når ideen om den “den evide salighed” – hvad det så end er for noget – går ud, da vil selv den mindste lille trussel antage spøgelsesagtige proportioner. Eller, som tidligere udtrykt: Da vi ikke kan finde ud af, hvad alvor er for noget, da er vi tilbøjelige til at gøre hvad som helst til det yderste alvorlige – hvilket på en desorienterende måde er identisk med at der ikke findes nogen alvor mere i livet, men alt er tant. Man må så at sige vælge imellem at opføre sig hysterisk eller kynisk. Thi man tør ikke længere se den sande alvor i øjnene: At være et dødeligt menneske, stillet under Guds ubetingede herredømme.”


— Johannes Sløk: Det her samfund! (1989)

Danmark

“Min hele Betragtning af Danmark gjør mit Liv uhyggeligt her; der er noget Uhyggeligt i, at vide og være forvisset om et Lands Undergang, medens Alle juble ved Tanken om en mageløs Fremtid.”


— Søren Kierkegaard NB 9:36

Styret af følelser

“To criticize a particular subject […] a man must have been trained in that subject: to be a good critic generally, he must have had an all-round education. Hence the young are not fit to be students of Political Science. For they have no experience of life and conduct, and it is these that supply the premises and subject matter of this branch of philosophy. And moreover they are led by their feelings; so that they will study the subject to no purpose or advantage, since the end of this science is not knowledge but action. And it makes no difference whether they are young in years or immature in character: the defect is not a question of time, it is because their life and its various aims are guided by feeling; for to such persons their knowledge is of no use, any more than it is to persons of defective self-restraint.”

Formoder ikke at der er nogen grund til at udpensle hvilke konkrete tiltag man nødvendigvis måtte (burde?) gribe til, om man tog ovenstående Aristoteles-citat alvorligt, for det kommer alligevel ikke til at ske. Så det overlades til læseren af udlede …


— Aristoteles: Den nikomakæiske etik 1095a. (tr.: H. Rackham)