“Der er ingen tvivl om, at Pascal har haft en voldsom følelsesstemt oplevelse af ekstatisk karakter, som har efterladt ham i en tilstand af glæde og fred. Den synes også at have været forbundet med hallucinationer, men der er næppe tale om en oplevelse af samme karakter som de religiøse mystikeres, der mener direkte at have oplevet noget guddommeligt – ja, ligefrem oplevet en sammensmeltning med deres guddom og ofte mistet bevidstheden om tid. Det interessante er Pascals forståelse eller tydning af denne oplevelse. Det er klart, at bibelske forestillinger udgør hans forståelsesramme, og uvilkårligt er skriftsteder faldet ham i pennen. Denne forståelsesramme var naturlig og umiddelbart for Pascal og hans samtid. En nutidig psykiater ville nok hjælpe sin patient til en anden forståelse af en lignende oplevelse.” (Koch s. 20-21)

Ovenstående, med den afsluttende ret kyniske pointe, kunne have været et udtryk for en veludviklet sans for humor, hvis det ikke var fordi at Hr. Koch allerede på første side af forordet til sin bog om Pascal, havde taget afstand fra “den religiøse dimension i tilværelsen, som var det bestemmende for [Pascals] opfattelse af mennesket og tilværelsen som helhed”, men som hos Koch selv er helt fraværende, “undtagen som noget, [han] gerne så verden befriet for”.

Det er svært at se, hvad der vindes ved ovenstående perspektivering. Vindes der noget – forståelsesmæssigt – ved at forsikre læseren om, at genstanden for den bog man har valgt at skrive, i vor tid ville være et psykiatrisk tilfælde? Jeg tror det ikke … men det har jeg jo været inde på før.

---

— C. H. Koch: Pascal. København 2017.