Jeg tog for noget tid siden fat i en kronik i Politiken af Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen, som under overskriften Derfor har mange kvinder lavt selvværd.1 påstod at “En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering“, hvortil jeg svarede:
"I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!"
Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage denne problemstilling, blot fra den modsatte side. Et er dette kollektive selvbedrag om, at søger man denne lige så kollektive frihed fra traditionen, i en forestilling om at har vi blot friheden, så er alt godt. Noget andet er at man helt glemmer at denne nyvundne frihed samtidig efterlader mennesket i et traditions- og værdimæssigt vakuum.
Som antydet for noget tid siden (her) så synes det ofte at være sådan, at teorier om mennesket, ikke mindst sociologisk og psykologisk baserede, ofte ignorerer at der er afgrundsdyb forskel på mennesker, både hvad angår temperament, intelligens, følelsesliv og selvværd. Livet foretager ikke en i socialistisk-demokratisk ånd retfærdig uddeling af egenskaber og derfor er der ganske enkelt forskel på mennesker. Ikke alle har samme trang til og behov for at blive emanciperet.
Derfor forekommer det ofte undertegnede temmelig hult, når kvindelige debattører gang på gang beklager sig over, at der stadig mangler enkelte friheds- og lighedsmæssige justeringer, før den samlede masse af kvinder i samfundet er blevet ligestillet med mændene.
Som om denne ligestilling ville gøre den fjerneste forskel.
Disse ligegyldigheder har intet som helst at gøre med dit liv, så længe alt det andet ikke er på plads. Du finder aldrig dig selv i nogen egentlig forstand i gruppen, uanset hvilken gruppe du så en identificerer dig med, men tværtimod kan man sige, at ovenstående er et eksempel på hvor let man kommer til at jage efter de tåbelige ideer som andre har søsat. For et er trangen til at kæmpe for en ret eller eller en pligt eller en form for anerkendelse, men hvis du lader dit selvværd – og dermed din identitet – være afhængig deraf, så er du gået helt galt i byen.
Du er som menneske i en eller anden udstrækning unik – der er ingen der deler lige præcis dit dna – og det der gør lige netop dig, til den du er, finder du ikke i politiske foreninger, i religiøse grupper eller for den sags skyld på facebook; søger du det, må du ud i ødemarkens stilhed, enten helt bogstaveligt eller i overført forstand.
— Politiken 3/1 2012 ➜