To humble yourself to a nigger

Dagen efter, ironisk nok, at en studerende fra Cameroun måtte tage tre eksamener ved Aarhus Universitet på en dag, fordi han, i et absurd tilfælde af paragrafrytteri blev udvist af landet midt i sin uddannelse, fordi han i februar 2013 “misforstod reglerne om, hvor meget han måtte arbejde i Danmark og troede, at der var tale om, at man gennemsnitligt måtte arbejde 15 timer om ugen. Men arbejdstimerne må altså på intet tidspunkt overstige 15 timer om ugen.”(1) kommer historien om at “regeringen med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde i spidsen har fordelt tre millioner kroner til i alt fem projekter, der skal være med til at fastholde internationale nyuddannede i danske regioner eller kommuner, hvor der er mangel på arbejdskraft.”(2)

“Vi ønsker at fastholde flere internationale studerende efter endt uddannelse, så vi kan rekruttere dem som arbejdskraft på vores virksomheder i Danmark” siger Esben Lunde Larsen ifølge DR og fortsætter: “Vi uddanner omkring 26.000 internationale studerende om året i Danmark, hvor af langt de fleste er fra EU-lande. Men vi er meget dårlige til at fastholde dem som arbejdskraft efter endt uddannelse. Der er virksomheder i Danmark, ikke mindst i de tyndt befolkede områder, som mangler kvalificeret arbejdskraft.”(2)

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun scorede tre 12-taller på de tre, af Aarhus Universitet fremrykkede, eksamener han måtte tage på en dag og ironisk, fordi den unge mand er utroligt dygtig, og skulle man mene fastholdelsesværdig, med hidtil kun en eneste karakter under 10.

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun – selvfølgelig – allerede havde en praktikplads ved en dansk virksomhed.

Adspugt om det paradoksale i dette forhold, svarer kopiminister Esben Lunde Larsen på newspeaksk:

— Det har jeg ikke nogle kommentarer til i den pågældende sag. Det, der er afgørende, er at vi bliver dygtigere til at fastholde international arbejdskraft efter endt uddannelse i Danmark.
— Hvorfor ikke?
— Det hører under integrationsministeren, og det er en sag, der pågår, og jeg har konstateret, at den pågældende får den eksamen, han skal have.”(2)

Han får jo sin eksamen og så er alt godt ikke? Så er der jo ikke yderligere grund til at gøre mere ud af den sag, trods dens åbenlyse absurditet.

Her ville det være totalt ufint at påpege at den unge mand fra Cameroun jo ikke er en af de gode af de omkring 26.000 internationale studerende som vi årligt uddanner i Danmark, nemlig en de “langt de fleste”, som ministeren omtalte, der kommer fra EU-lande. For han er jo sort! Fra Afrika! Og tænk hvis han bliver boende og får familiesammenført hele sin familie af kanibaler og heksedoktorer med herop. Det går slet ikke!

Alternativet ville være at smide end undskyldning efter den unge mand og selvom det kan falde nogen svært, at tage sig mod til at gøre noget sådant, så lykkes det trods alt undertiden for andre at gøre det.

“It was fifteen minutes before I could work myself up to go and humble myself to a nigger; but I done it, and I warn’t ever sorry for it afterwards, neither. I didn’t do him no more mean tricks, and I wouldn’t done that one if I’d a knowed it would make him feel that way.” (3)


(1) Udviste Marius scorer 12-tal igen, EB, 21. dec. 2015
(2) Esben Lunde: Vi skal være dygtigere til at fastholde internationale studerende, DR, 22. dec. 2015
(3) Mark Twain: The Adventures of Huckleberry Finn

Demokratiets sejr.

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.”(1)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

Hal Koch

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (2)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.”(3)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” () gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.


(1) Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946. s. 138
(2) op. cit. s. 145
(3) op. cit. s. 145

Nosferatu (1922)

NosferatuF. W. Murnaus film Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922 baseret på Bram Stokers bog om Dracula, er, som film betragtet, i sagens natur en noget ujævn oplevelse; filmen er snart 100 år gammel og stammer fra en periode der vist kun kan kaldes for spillefilmens fødsel. Vi ser helt bort fra at den kun er bevaret ved held og tilfældigheder og restaureret og sat sammen fra flere kopier (hvilket kan ses) og hentyder i stedet til historien i sig selv, som er en simplificeret udgave af Stokers fortælling, som bygger langsomt, efter moderne standard meget langsomt, op til den dramatiske og rørende afslutning, der ikke just er en happy end i traditionel forstand, men dog alligevel ganske smuk. Men hvad filmen måtte mangle som narrativ henter den så absolut på billedsiden, der på én gang scenografisk er temmelig simpel og alligevel – eller måske i virkeligheden netop derfor – uhyre effektfuld. Jeg greb mig selv i at tænke flere gange undervejs, at et still dér og dér og dér ville kunne blive til en fed plakat, for billedsiden, med sine dybe skygger og kornede sort-hvide billeder, og Max Schreck i rollen som den groteske vampyr Grev Orlok, skaber en dyster og tidløs stemning som gør dette til en af de film der simplethen skal ses. imdb

Anbefales kraftigt.

PS! Nu er vi ikke ganske imponeret af filmbranchens hang til hjernedøde remakes og intetsigende sequels, men i dette tilfælde skal det nævnes. at Werner Herzogs Nosferatu: Phantom der Nacht (eng: Nosferatu the Vampyre) fra 1979 imdb er et “remake” af Murnaus film med Klaus Kinski, Isabelle Adjani og Bruno Ganz i hovedrollerne, og at Shadow of the Vampire (2001) imdb er historien om filmatiseringen af Nosferatu, med John Malkovich som Murnau og Willem Dafoe som Max Schreck. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at så sent som i sommer, 80 år efter Murnaus død, blev hans grav i Berlin plyndret og hans kranie stjålet. The Guardian.

Kvinder (ifølge Houellebecq)

“Jeg stirrede forbløffet på hende: For første gang i de ti år jeg af og til var stødt på hende, slog det mig at hun engang havde været en kvinde, og at hun i en vis forstand stadig var det, at en mand engang havde begæret denne lavstammede og firskårne, næsten paddeagtige skabning. Heldigvis fejlfortolkede hun mit ansigtsudtryk.” (s.75)

Læser Houellebecqs Underkastelse og konstaterer, at hvor Platform formåede at irritere mig så grænseløst at jeg endte med at kyle bogen tværs gennem stuen, så er noget lignende slet ikke tilfældet i denne omgang; men nu er to bøger af et forfatterskab jo ikke tilstrækkelig til at fælde nogen form for dom, for nu slet ikke at tale om at udlede en tendens, så vi nøjes blot med at konstatere, at forfatteren i denne roman skyder muntert og fornøjeligt i alle retninger og at det sine steder er skarpt nok til at vække latter, også genkendelsens, men dog endnu ikke til at fremprovokere hverken irritation eller forargelse. Måske fordi jeg endnu kun er halvvejs eller måske det bare er hans beskrivelser af kvinder der formilder?

“De rige saudiske kvinder der om dagen var iført uigennemsigtige burkaer, forvandlede sig om aftenen til paradisfugle og pyntede sig med corsager, gennemsigtige bh’er og g-strenge smykket med farverige blonder og similisten; det var nøjagtigt omvendt i forhold til de vestlige kvinder, der om dagen var elegante og sexede fordi deres sociale status afhang af det, og som når de kom hjem om aftenen sank sammen og skiftede til afslappet og uformeligt tøj og udmattet opgav enhver tanke om forførelser.” (s.87)

“I det øjeblik hun lod sig dumpe ned i sin sofa og sendte tabboulehen et fjendtligt blik, kom jeg til at tænke på Annelises liv og på alle vestlige kvinders liv. Om morgenen ordnede hun sikkert sit hår og valgte omhyggeligt en påklædning der var i overensstemmelse med hendes job, hvilket i dette tilfælde antagelig tilskrev at hun skulle være mere elegant end sexet, det var en kompliceret afvejning, hun måtte sikkert bruge lang tid på det inden hun afleverede børnene i vuggestuen, dagen gik med mails, telefonsamtaler og forskellige møder, omkring kl. 21 kom hun så hjem (det var Bruno der hentede børnene sidst på dagen og lavede aftensmad til dem, som funktionær havde han kortere arbejdstid), hun sank sammen, smuttede i en sweatshirt og et par joggingbukser, det var sådan hun præsenterede sig for sin herre og mester, og han måtte, han måtte nødvendigvis have en følelse af at være blevet røvrendt, og hun havde selv en følelse af at være blevet røvrendt, og af at det ikke ville blive bedre efterhånden som årene gik, børnene ville blive større, og ansvaret på jobbet som ville blive tungere, for slet ikke at tænke på kroppen der ville blive slappere.” (s. 89)

“Den kvinde Huysmans ledte efter hele sit liv, havde han allerede beskrevet i en alder af syvogtyve eller otteogtyve år i Marthe, hans første roman, offentliggjort i Bruxelles i 1876. Det meste af tiden skulle hun være en husmoderlig kvinde, men hun skulle også være i stand til at forvandle sig til en tøjte – på bestemte tidspunkter, præciserede han. Det lyder ikke særligt indviklet at en kvinde forvandler sig til en tøjte, i hvert fald mindre indviklet end at få en bearnaisesauce til at lykkes; ikke desto mindre ledte han forgæves efter sådan en kvinde. Og indtil videre var det heller ikke lykkedes mig.” (s. 93)


– Michel Houllebecq: Underkastelse. København 2015.

Retten til at være på tværs

"Jeg maa atter minde om, at Demokratiet efter visse Folks Mening blandt andet involverer Retten til at gaa imod den fremherskende Folkestemning."


— Hal Koch, Frie Ord, 1 Årg. s. 146

Almindeligheder

Sophus Claussen

“Hvad kan det nytte Menneskeheden at vide, at en gammel Mær bærer sig ad som en gammel Mær eller at en fersk ung Jomfru er fersk forelsket som en ung Jomfru? Vinternatten i Hexens Sovekammer og Vinternatten med Uskyldighedens vidt opspilede Øjne under Gadelygten – det er begge Dele saa ganske almindelige Hændelser.”(1)

Således skrev Sophus Claussen (1865-1931) engang og videre hedder det andetsteds i samme:

“Det daglige Liv har saa ringe Betydning i grunden og er dog, selv for de største, som Havet, hvortil man vender tilbage og hvoraf man må øse.”(2)

Men man kan nu også øse lige vel rigeligt af den forkerte spand:

“At hun, der var gjort af Træ
til Pynt i en borgerlig Stue
– en Skal, et Panel –
sank i Knæ
og lod sig gøre til Frue
forstaar man … men hvem maa ej grue
men han der var lødig og hel,
han gifted sig med et Panel.”(3)


(1) Sophus Claussen: Notater og Skitser, København 1993. s. 83
(2) op. cit. s. 114
(3) op. cit. s. 110

Tintinnabulum

Til ære for Marie Krarup, som i følge BT altså kun bliver 50 år i dag, selvom hun undertiden giver udtryk for en livsfrygt, der er en 100-årig værdig; i den alder, altså i nærheden af de hundrede, er det ganske forståeligt hvis man efterhånden har oparbejdet – jvf dette indlæg – en decideret frygt for frugtbarheden og alle dens udskejelser og forbandelser. Den slags hører vistnok ungdommen til.

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.”

Tintinnabulum … bringer jeg dette billede (fundet her) af en romersk vindklokke af en type som engang for meget længe siden var uhyre almindelige og udbredte og hang frit fremme til pynt og til nytte og inspiration.

Fra wikipedia:

“In ancient Rome, a tintinnabulum was a wind chime or assemblage of bells. A tintinnabulum often took the form of a bronze phallic figure or fascinum, a magico-religious phallus thought to ward off the evil eye and bring good fortune and prosperity. A tintinnabulum was hung outdoors in locations such as gardens, porticoes, houses, and shops, where the wind would cause them to tinkle.”

Thoreau konstaterede:

"Most people with whom I talk, men and women even of some originality and genius, have their scheme of the universe all cut and dried, — very dry, I assure you, to hear, dry enough to burn, dry-rotted and powder-post, methinks, — which they set up between you and them in the shortest intercourse; an ancient and tottering frame with all its boards blown off. They do not walk without their bed. Some, to me, seemingly very unimportant and unsubstantial things and relations, are for them everlastingly settled ..."


— Henry David Thoreau: A Week on the Concord and Merrimack Rivers

The Nightmare before Christmas (1993)

Nightmare before Christmas Den bedste julefilm nogensinde er egentlig slet ikke en julefilm. Tim Burton skrev både manuskript og producerede og lagde navn til denne dukkefilm fra 1993 som foregår i Halloweenland, der hvor alle Halloweens gys og rædsler iscenesættes og bringes til udførelse. Men den ansvarlige for alt dette, græskarkongen Jack, befinder sig i en eksistentiel krise og mærker tomheden i die ewige Wiederkehr des Gleichen, så at sige, alt i mens han slet ikke har øje for den søde men ikke helt almindelige pige, som i den grad har et godt øje til ham.

Han går i byen og betages – bogstaveligt talt – af julens mysterier og beslutter sig for at han vil være julemand i stedet for julemanden. Det kan selvfølgelig ikke gå godt og det gør det heller ikke, bortset fra selve filmen, som er umiskendeligt et barn af Tim Burtons skæve hjerne og dermed vidunderligt poetisk på den originale facon som vi kender fra film som Edward Scissorhands, Mars Attacks! og Sleepy Hollow.

Samtidig er filmen en vidunderlig demonstration af hvordan en god gammeldags stopmotion dukkefilm kan skabe et helt unikt univers, der i de fleste henseender sætter nyere animationsfilm eftertrykkeligt på plads. Dette er filmisk håndværk af højeste klasse. [imdb]

Anbefales ubetinget.

Inferno

Through me the way into the suffering city,
Through me the way to the eternal pain,
Through me the way that runs among the lost.


— Dante: Inferno 3 (overs. Mandelbaum)

Pædagogiske misforståelser

Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.

Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.

Historien ser således ud:

Pædagogik

Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.”

Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.

Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?

Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?

Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.

Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.

Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.