Undertiden støder man på en sådan afgrund af menneskelig tankeløshed, at man uvilkårligt tænker at det næppe kan være virkeligt, for hvis det var, ville det både afsløre et niveau af menneskelig inkompetence, som ganske enkelt ville diskvalificere det pågældende menneske fuldstændig fra den funktion som personen varetager og efterlade en med det sikkert ubesvarlige spørgsmål om, hvordan personen overhovedet har fået det job eller den funktion, som personen varetager. (Her kunne man så komme med beretninger om de alt for taknemmelige – og ofte humoristiske – eksempler på udueligt offentligt ansatte og eller inkompetente politikere, men det gør vi ikke; vi vender os mod et andet yndet emne, nemlig journalister.)
Sidsel Duch Langpap er – udover tilsyneladende at være et glimrende eksempel på en sådan person – også en slags journalist ved bite.dk, en selvstændig enhed under Berlingske Media, som leverer det lette og platte humoristiske indhold, som de trykte medier har været tvunget til at tage til sig for at overleve overgangen til den digitale verden, eller med andre ord: noget nær bunden af den journalistiske karrierestige.
Ill.: Screenshot (2015-07-28 13:39:42) fra artikel på bite.dk (slettet siden jeg skrev dette).
Fr. Langpaps bidrag til journalistikken denne dag, var en video hugget … fundet på nettet og som havnede på forsiden af bt.dk og blev præsenteret således:
Det kunne da sikkert – som overskriften antyder – være ganske lol, hvis det ikke lige var fordi at videoen, som alle andre medier i øvrigt for længst havde berettet, viste den tragiske historie om en mor, der i sidste øjeblik når at skubbe sit barn i sikkerhed, inden hun selv blev opslugt af rulletrappen og led en ganske uhyggelig død, klemt eller flænset til døde i rulletrappens maskineri. Det tog i følge nogle medier redningsfolkene 3-4 timer af frigøre hendes lig fra rulletrappens indre.
Men ja, se da endelig hendes reaktion; der er sikkert alt fra forbløffelse over forskrækkelse og en handlekraft der redder hendes barn, til panik og rædsel og uhyggelig smerte inden hun bliver helt opslugt og forsvinder i rulletrappens indre for øjene af sin egen datter. Der er ikke så meget at lolle over dér, vel?
Ethvert i minimalt grad empatisk menneske ville nok, selvom om moderen var sluppet uskadt fra oplevelsen, have haft en fornemmelse af, at det der foregår på videoen, ville være en uhyggeligt skræmmende oplevelse for barnet, men ligefrem at se sin mor dø på den måde, er en oplevelse vi slet ikke kan begynde at forestille os følelsen af. Er det en reaktion vi overhovedet ønsker at se?
På bite.dk, var videoen ledsaget af denne tekst, skrevet af Fr. Langpap (fra nu sletttet artikel på bite.dk):
"Første gang, du træder ud på en rulletrappe, kan det godt virke lidt angstprovokerende. Trappetrinene synes at bevæge sig alt for hurtigt. Men når man først er landet, så føler man sig som regel tryg igen.
Men det kan åbenbart godt gå galt alligevel. Det gør det i denne video, hvor en mor og en datter er på vej op ad en rulletrappe i noget, der kunne være et storcenter i Asien.
Da de to har nået toppen, falder gulvet pludselig væk under dem, og moderen når lige akkurat at skubbe sin datter over hullet, før hun selv bliver opslugt af gulvet. Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.”
Det er så let og uforpligtende at more sig over videoer, der viser andres ulykke. Det er også let og uforpligtende at lægge den slags op som underholdning på større danske dagblades hjemmesider. På den anden side er det også rimeligt let at google sig frem til baggrunden for snart sagt enhver historie. Det behøver man ikke at være journalist for at kunne finde ud af. Ovenstående video var at finde på Liveleak, med beretningen om kvindens død, mindst ti timer inden BT/Bite valgte at bruge den som underholdning. BBC havde også tidligere bragt historien fra en langt mere tragisk, men også heltemodig vinkel.
De afsluttende ord i ovenstående, "Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse." er den værste gang alibi-journalistik og ansvarsfralæggelse og desuden en direkte indrømmelse af at man ikke har nogen som helst respekt for sit eget erhverv. Journalistik er research mere end noget andet og har man ikke evner for det, kan man jo i det mindste bare google.
Ovenstående vækker, uanset at sigtet er den meget lette og uforpligtende underholdning, alligevel en smule forundring over hvordan man kan se den video, vælge at skrive ti linier om den og uploade den til en af de danske formiddagsavisers hjemmeside, uden den mindste smule nysgerrighed eller forundring over historien bag eller i endnu højere grad over kvindens skæbne, for man skal vel være noget nær idiot for ikke uvilkårligt at tænke den tanke, at man nok ikke slipper uskadt fra at blive trukket ned i og kørt igennem det indre af en rulletrappe. Til gengæld skal man nok bare være overfladisk og ligeglad og tilfreds med at levere dagens kvote, hvis man begår sådan noget journalistik som ovenstående.
En masse tanker om de skrevne mediers forfald til brugen af copy/paste melder sig sammen med nogle langt mere alvorlige og ikke så rare tanker om det enkelte menneskes værdi for selvsamme medier.
Men det er en længere historie, som vi vælger at lade ligge for nu.
Alt indhold på domænet bite.dk er senere blevet slettet og bite.dk henviser nu til bt.dk.
Nu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.
Phryne (φρύνη), var en græsk hetære, kendt for sin enestående skønhed, (“even in those parts of her person which were not generally seen“) rigdom og ikke mindst for retsagen mod hende, hvor hun blev forsvaret af sin elsker, oratoren Hypereides, som, da sagen så ud til at skulle tabes, hev tøjet af hende foran dommerne på Areopagos og lod hendes skønhed fylde dem med overtroisk frygt og selvfølgelig bevæge dem så meget, at de da slet ikke nænnede at dømme hende, dette levende billede på Venus, til døden. Phryne, som egentlig hed Mnesaréte (Μνησαρέτη) men havde tilnavnet phryne, som betyder tudse – et tilnavn ofte givet til prostituerede og lign. – levede i det fjerde århundrede f.v.t. og er omtalt hos Plutarch og Pausanias og flere andre og ikke mindst hos Athenaeus (samtidig med 
