“As erôs is an invasive force from outside, its presence can be shaming and disorienting, in that it takes away one’s better judgment and one’s sense of independence; erôs forces us to confront our lack and need […]. Erôs, moreover, regularly forces people to do things which they, in more considered moments, know to be wrong or socially disapproved; it is traditionally an irrational power which works against the better counsels of reason.”
— Richard Hunter: Plato’s Symposium. Oxford 2004. s.17
I en gymnastiksal i Athen for knap 2500 år siden:
Yesterday evening I returned from the army at Potidaea, and having been a good while away, I thought that I should like to go and look at my old haunts. So I went into the palaestra of Taureas, which is over against the temple adjoining the porch of the King Archon, and there I found a number of persons, most of whom I knew, but not all. My visit was unexpected, and no sooner did they see me entering than they saluted me from afar on all sides; and Chaerephon, who is a kind of madman, started up and ran to me, seizing my hand, and saying, How did you escape, Socrates?—(I should explain that an engagement had taken place at Potidaea not long before we came away, of which the news had only just reached Athens.)
– You see, I replied, that here I am.
– There was a report, he said, that the engagement was very severe, and that many of our acquaintance had fallen.
– That, I replied, was not far from the truth.
– I suppose, he said, that you were present.
– I was.
– Then sit down, and tell us the whole story, which as yet we have only heard imperfectly.
I took the place which he assigned to me, by the side of Critias the son of Callaeschrus, and when I had saluted him and the rest of the company, I told them the news from the army, and answered their several enquiries.
He proceeds to make enquiries about the state of philosophy and about the youth; and is told of the beautiful Charmides,
Then, when there had been enough of this, I, in my turn, began to make enquiries about matters at home—about the present state of philosophy, and about the youth. I asked whether any of them were remarkable for wisdom or beauty, or both. Critias, glancing at the door, invited my attention to some youths who were coming in, and talking noisily to one another, followed by a crowd. Of the beauties, Socrates, he said, I fancy that you will soon be able to form a judgment. For those who are just entering are the advanced guard of the great beauty, as he is thought to be, of the day, and he is likely to be not far off himself.
– Who is he, I said; and who is his father?
– Charmides, he replied, is his name; he is my cousin, and the son of my uncle Glaucon: I rather think that you know him too, although he was not grown up at the time of your departure.
– Certainly, I know him, I said, for he was remarkable even then when he was still a child, and I should imagine that by this time he must be almost a young man.
– You will see, he said, in a moment what progress he has made and what he is like. He had scarcely said the word, when Charmides entered.
– Now you know, my friend, that I cannot measure anything, and of the beautiful, I am simply such a measure as a white line is of chalk; for almost all young persons appear to be beautiful in my eyes. But at that moment, when I saw him coming in, I confess that I was quite astonished at his beauty and stature; all the world seemed to be enamoured of him; amazement and confusion reigned when he entered; and a troop of lovers followed him. That grown–up men like ourselves should have been affected in this way was not surprising, but I observed that there was the same feeling among the boys; all of them, down to the very least child, turned and looked at him, as if he had been a statue.
Chaerephon called me and said: What do you think of him, Socrates? Has he not a beautiful face?
– Most beautiful, I said.
– But you would think nothing of his face, he replied, if you could see his naked form: he is absolutely perfect.
And to this they all agreed.
– By Heracles, I said, there never was such a paragon, if he has only one other slight addition.
– What is that? said Critias.
– If he has a noble soul…
(Char. 153a-154e. Overs: Jowett)
… og efter at have konstateret at skønheden (også) kommer indefra, beslutter Sokrates sig for at lege doktor med de unge drenge:
– Then, before we see his body, should we not ask him to show us his soul, naked and undisguised? he is just of an age at which he will like to talk.
– That he will, said Critias, and I can tell you that he is a philosopher already, and also a considerable poet, not in his own opinion only, but in that of others.
– That, my dear Critias, I replied, is a distinction which has long been in your family, and is inherited by you from Solon. But why do you not call him, and show him to us? for even if he were younger than he is, there could be no impropriety in his talking to us in the presence of you, who are his guardian and cousin.
– Very well, he said; then I will call him; and turning to the attendant, he said, Call Charmides, and tell him that I want him to come and see a physician about the illness of which he spoke to me the day before yesterday. Then again addressing me, he added: He has been complaining lately of having a headache when he rises in the morning: now why should you not make him believe that you know a cure for the headache?
– Why not, I said; but will he come?
– He will be sure to come, he replied.
(Char. 154e-b Overs: Jowett)
… og får sig et glimt af skønheden:
He [Charmides] came as he was bidden, and sat down between Critias and me. Great amusement was occasioned by every one pushing with might and main at his neighbour in order to make a place for him next to themselves, until at the two ends of the row one had to get up and the other was rolled over sideways. Now I, my friend, was beginning to feel awkward; my former bold belief in my powers of conversing with him had vanished. And when Critias told him that I was the person who had the cure, he looked at me in such an indescribable manner, and was just going to ask a question. And at that moment all the people in the palaestra crowded about us, and, O rare! I caught a sight of the inwards of his garment, and took the flame. Then I could no longer contain myself. I thought how well Cydias understood the nature of love, when, in speaking of a fair youth, he warns some one ‘not to bring the fawn in the sight of the lion to be devoured by him,’ for I felt that I had been overcome by a sort of wild–beast appetite.
(Char. 155c-e Overs: Jowett)
I Symposion er det den unge smukke Alkibiades som Sokrates har rettet sin interesse mod, men det er den unge mand, som bliver skuffet:
When the lamp was put out and the servants had gone away, I thought that I must be plain with him and have no more ambiguity. So I gave him a shake, and I said:
‘Socrates, are you asleep?’
‘No,’ he said.
‘Do you know what I am meditating?’
‘What are you meditating?’ he said.
‘I think,’ I replied, ‘that of all the lovers whom I have ever had you are the only one who is worthy of me, and you appear to be too modest to speak. Now I feel that I should be a fool to refuse you this or any other favour, and therefore I come to lay at your feet all that I have and all that my friends have, in the hope that you will assist me in the way of virtue, which I desire above all things, and in which I believe that you can help me better than any one else. And I should certainly have more reason to be ashamed of what wise men would say if I were to refuse a favour to such as you, than of what the world, who are mostly fools, would say of me if I granted it.’
To these words he replied in the ironical manner which is so characteristic of him:
‘Alcibiades, my friend, you have indeed an elevated aim if what you say is true, and if there really is in me any power by which you may become better; truly you must see in me some rare beauty of a kind infinitely higher than any which I see in you. And therefore, if you mean to share with me and to exchange beauty for beauty, you will have greatly the advantage of me; you will gain true beauty in return for appearance—like Diomede, gold in exchange for brass. But look again, sweet friend, and see whether you are not deceived in me. The mind begins to grow critical when the bodily eye fails, and it will be a long time before you get old.’
Hearing this, I said:
‘I have told you my purpose, which is quite serious, and do you consider what you think best for you and me.’
‘That is good,’ he said; ‘at some other time then we will consider and act as seems best about this and about other matters.’
Whereupon, I fancied that he was smitten, and that the words which I had uttered like arrows had wounded him, and so without waiting to hear more I got up, and throwing my coat about him crept under his threadbare cloak, as the time of year was winter, and there I lay during the whole night having this wonderful monster in my arms. This again, Socrates, will not be denied by you. And yet, notwithstanding all, he was so superior to my solicitations, so contemptuous and derisive and disdainful of my beauty—which really, as I fancied, had some attractions—hear, O judges; for judges you shall be of the haughty virtue of Socrates—nothing more happened, but in the morning when I awoke (let all the gods and goddesses be my witnesses) I arose as from the couch of a father or an elder brother.
What do you suppose must have been my feelings, after this rejection, at the thought of my own dishonour? And yet I could not help wondering at his natural temperance and self–restraint and manliness. I never imagined that I could have met with a man such as he is in wisdom and endurance. And therefore I could not be angry with him or renounce his company, any more than I could hope to win him. For I well knew that if Ajax could not be wounded by steel, much less he by money; and my only chance of captivating him by my personal attractions had failed. So I was at my wit’s end; no one was ever more hopelessly enslaved by another.
(Symposion 218c-219e Overs: Jowett)
På dansk
Kære Alkibiades! Du er vist ikke så tosset endda, hvis det virkelig er sandt, hvad du siger om mig, og der er en eller anden kraft i mig, som kan gøre dig bedre. Du må se en ufattelig skønhed i mig, fuldstændig forskellig fra dit eget smukke udseende. Hvis du har fået kig på den og prøver at slå en handel af og bytte skønhed for skønhed, så regner du med at få en del mere ud af det end jeg. Til gengæld for en tilsyneladende skønhed prøver du at skaffe dig den sande skønhed, ja du har faktisk i sinde ‘for en gylden’ at bytte dig til ‘en rustning af bronze’.(1)
Men kære ven, pas hellere på, at jeg ikke narrer dig ved ikke at være noget værd. Tankens klarsyn skærpes først, når øjnene så småt taber deres evne til at se. Og det er du stadig langt fra.(2)
Rasmus Sevelsted skriver følgende om ‘eros’ i forordet til andet bind af den nye Platon-oversættelse:
Eros er ikke et udelukkende positivt begreb; der findes ‘smuk’ og ‘forkastelig’ eros, og det var den almindelige opfattelse, at det er både vulgært og forkasteligt, hvis eros kun består af ren og skær tilfredsstillelse af et fysisk behov. Det er et udtryk for den enkeltes gode eller dårlige karakter, om et erotisk forhold er smuk eller forkasteligt; der er ikke nogen moralsk skelnen imellem eros mellem de to køn og eros mellem to af samme køn.(3)
(1) jvf Iliaden VI.235
(2) Platon: Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 378
(3) Platon; Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 307
Min avis fortæller mig at “Homoseksuelle kan nu blive gift i den danske folkekirke.” (JP, d 7/6 2012) Vi tager lige en gang til nogle eksempler på hvad Kristendommen egentlig mener om homoseksuelle, ud fra hvad Biblen har at sige om den sag.
“Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.” (1. Kor. 6;9-11)
og
“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)
og
“For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.
Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen.
Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.
Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.” (Rom. 1;18-32)
Rigtig god fornøjelse!
— Homoseksuelle fik ja til ægteskab, JP, d. 7/6 2012
Formanden for Sammenslutningen af Alternative Behandlere, Peter Madsen er ærgelig over sagen om den 62-årige Dr. Xu Yaogen, der fra sin klinik i Skodsborg, stik imod Lægemiddelstyrelsens regler, har “udleveret potentielt farlige binyrebarkhormon-præparater til sine patienter – vel at mærke uden at oplyse dem om det reelle indhold. Og uden at have de nødvendige tilladelser fra myndighederne.” Peter Madsen udtaler:
Det er brandærgerligt med sådan en sag, for det falder jo tilbage på branchen som helhed.
Jeg er selvfølgelig glad for, at sådan en mand som ham bliver afsløret. Der er jo tale om svindel, og det er uacceptabelt, hvis man arbejder på en løgn. Men det er jo også bare trist, for det svækker også tilliden til branchen generelt. Og det er vi jo kede af, eftersom vi er mange, der udfører et ærligt og hæderligt stykke arbejde.
[…]
Det er specielt ærgerligt, eftersom tilliden til alternative behandlere har været stigende over det sidste stykke tid. Sådan en sag som den her kommer nok til at gøre, at folk vil tvivle noget mere.(1)
… og det ville jo være synd hvis folk begyndte at tvivle på effekten af magnetfeltterapi, akupunktur, tankefeltterapi og posturologi og hvad nu ellers sammenslutningens medlemmer kan finde på at tilbyder kunderne af behandlinger.
Posturologi er i øvrigt, hvis nogen skulle være i tvivl, i følge Meanderklinikken:
Et diagnosticerings- og behandlingsværktøj for skævheder i kroppen. Systemet er udviklet af de franske læger Michael Marignon og Rafael Nogier.
Skævheder kan forårsage mange lidelser bl.a. hovedpine, carpal tunnelsyndrom, diskusprolaps, rygsmerter, iskiassmerter, skulder/albuesmerter, kropssmerter, fodsmerter, læggesmerter, lænde- balle- og lyskesmerter.
Behandlingen består af øre akupunktur kombineret med neurotabs. Neurotabs er skosåler med små kredsløb, der giver hjernen besked om hvor skævheden er, og at skævheden skal rettes.(2)
Skosåler der kommunikerer med din hjerne ….
Der kræves 660 timers uddannelse for at blive optaget i det fine selvskab, men så kan man også sagtens behandle for følgende lidelser:
Allergi
Astma
Barnløshed
Blodtryk højt/lavt
Bronkitis
Diarré / forstoppelse
Eksem
Frossen skulder
Gigt
Hedeture
Hormonelle lidelser
Hovedpine
Høfeber
Høreproblemer
Iskias
Kløe
Kredsløbslidelser
Mave / tarmlidelser
Menstruationsbesvær
Migræne
Musearm
Muskelspændinger
Nervøsitet
Nyre / galdesten
Overvægt
Piskesmæld (whiplash)
Psoreasis
Rygsmerter
Sengevædning
Smertefulde led
Sportsskader
Synsproblemer
Tennisalbue
Tinnitus (øresusen)
Tobaksafvænning
Vand i kroppen (ødemer)(3)
… og så er man jo samtidig langt hævet over hvad en selvbestaltet kvaksalver fra Skodborg kan tilbyde med sin udlevering af ulovlig medicin. Gud forbyde at han rent faktisk skulle tilbyde noget der trods alt havde en effekt!
(1) Alternative behandlere: Det falder tilbage på os alle, EB, 21. maj 2012
(2) Meanderklinikken: Behandlingsformer
(3) www.newenergy.dk
[20120515]
"Wer mit Ungeheuern kämpft, mag zusehn, dass er nicht dabei zum Ungeheuer wird. Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein."
— F. Nietzsche: Jenseits von Gut und Böse, 146. (1886)
På førstedagen for hvornår den norske massemorder Anders Breivik skulle vidne i retten i Oslo, skrev BT i en leder følgende:
I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger – med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen – og mediernes formidling af den – er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde.[1]
Sådan skriver en avis, som er en af flere, der har bragt live-dækning fra retssagen, hvor læsere, minut for minut, kunne følge hvad der blev sagt i retssalen i Oslo. Men sådanne på lederplads bragte overvejelser, skal da ikke forhindre samme avis i at bringe de saftige historier om den 22-årige kvinde, der i en anden avis, blev præsenteret under denne overskrift: “Skudoffer på flugt holdt sin kæbe i hånden.” (EB, d. 15/5 2012).
BT refererer detaljeret fra retsagen:
Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.[2]
og
Jeg blev skudt flere gange. Jeg begyndte at forstå, at han var inde [i bygningen], Jeg rejste mig op og begyndte at løbe, fortalte hun. Hun dryppede så meget blod, at andre senere har fortalt, at hun efterlod sig et blodspor.
Den unge kvinde nåede også at se flere kammerater blive skudt.
Jeg husker deres ansigter, men efter at de blev skudt, husker jeg ikke mere. Jeg tror måske, at jeg holdt mig for øjnene, fortalte hun.
Hårdt såret af skud begyndte Ina at løbe for at komme væk fra Breivik. Men hun nåede ikke langt.
Da mærker jeg, at jeg begynder at falde, jeg kan ikke holde mig oppe. Jeg tænker, at nu dør jeg.[2]
Hvorfor er dette interessant for en avis? Fordi det er det læsene vil have.
Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Uden forbehold.
Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde.
Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger.
Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik!
Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand.
Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med.
Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfte os i vores moralske overlegenhed.
Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse.
Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes.
Vi venter allerede på den næste.
— [1] Fair retssag til Breivik, leder i BT, d. 17. apr. 2012
— [2] Skudt fem gange af Breivik: ’Jeg husker alle skuddene’, BT d.15/12 2012
Ekstra Bladet bringer en historie (her tages på forhånd forbehold for historiens sandhedsværdi) om 14-årige Emil fra Albertslund, som to gange i skolen har fået tæsk af ældre elever, den en gang med en brækket næse til følge. Den ene af slynglerne har fået en betinget dom og en dags bortvisning fra skolen og den anden (en uges bortvisning fra skolen) kommer for retten senere.
Emil har det – meget forståeligt – ikke specielt godt med at voldsmændene stadig går og vil vedblive med at gå på skolen. Han siger: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække.” Det er jo ganske forståeligt, men dybest set også en triviel historie – for alle andre end de implicerede.
Interessant er det fordi Jette Runchel, der åbenbart er direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, forsøger at begå karakterselvmord med følgende udtalelser til EB:
“Det er rigtig kedeligt at høre, at drengen har haft den oplevelse. Vi er bare nødt til at se, hvad det andet perspektiv også er.“
Hvorefter EB spørger:
Men hvorfor skal Emil gå i skole med de to drenge, der har været voldelige over for ham?
og Jette Runchel svarer:
Vi mener, at der er grundlag for, at man kan reetablere relationen mellem de drenge, der har været involveret. Det har været skoleledelsens vurdering, og normalt er det jo ikke skolens opgave at straffe.
Reetablere relationen? Sådan taler man, når man repræsenterer en verdensopfattelse, hvor levende mennesker er reduceret til livløse brikker i et pædagoisk-administrativt spil.
Dette her er den ultimative menneskeforagt.
Lidt yderligere kommentarer til sagen om den 14-årige Emil, som var udsat for et par voldelige overfald på sin skole og efterfølgende måtte gå i skole sammen med de drenge som havde overfaldet og brækket næsen på ham og som havde fået dom for det.
Jette Runchel, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, fortsatte i pressen med at demonstrere en fuldstændig mangel på empati, da EB d. 8/5 2012 kunne berette at Emil formodentlig følte sig tvunget til at skifte skole efterfølgende.
Jeg synes, det er ærgerligt på den ene led. På den anden led kan jeg sagtens forstå, at det er det valg, man kan komme til at træffe som forælder.
Det er ikke et valg man kan komme til at træffe som forælder, det er et valg man kan blive tvunget til at træffe som forælder. Der er en væsentlig forskel her. Formuleringen “komme til at træffe” er ren ansvarsfralæggelse.
Det er vigtigt for mig at sige, at skoleledelsen har talt med hende om, at vi står til rådighed og vil gøre alt i vores magt for at få iværksat, at Emil får den hjælp, han har brug for.
Synes du, det er sket hurtigt nok?
Der har været tilbudt hjælp før nu. Den dreng, som har begået overfaldet, har tilbudt at komme hjem til familien og sige undskyld, men det har familien ikke kunnet tage imod.
Konfliktråd, mægling, re-etablering af relationer. Efter at viljen til at straffe er, om ikke afskaffet, så dog mistænkeliggjort, er hensynet til gerningsmanden tilsyneladende blevet første prioritet. Jeg har hørt argumentet om, at man jo ikke ligefrem behøver at ødelægge voldforbryderens liv, ved at straffe ham.
Konfliktråd og mægling har det store problem i sig at de i en forstand ligestiller offer og gernningmand – forstået på den måde at de skal indgå aktivt i samme process og det kan kan jo nok være mindst lige så grænseoverskridende for offer som for gerningsmand. Problemet er, at når først hensynet til gerningsmanden er kommet ind i processen følger tilsyneladende og uvilkårligt mistænkeliggørelsen af offeret, når det ikke ønsker at medvirke.
Som ovenstående, hvor det selvfølgelig skal nævnes at de har fået hjælp, nemlig at gerningsmanden har tilbudt at sige undskyld, men det ville de utaknemmelige mennesker så åbenbart ikke tage imod. Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, for bag hele ideen om at forklare sig, beklage eller sige undskyld, ligger tanken om at man kan forvente tilgivelse i en eller anden udstrækning. Men er det alt der skal kunne tilgives? Hvad hvis den udefrakommende forventning til offeret om at re-etablere relationerne til gerningsmanden (og dermed ultimativt at tilgive) til sidst bliver så stort at det bliver et krav?
I slutningen af februar blev Emil overfaldet igen. Denne gang fik han brækket sin næse og blev sparket, mens han lå på jorden, fordi han forsvarede en klassekammerat mod drillerier. Denne gang var det en ny 9. klasses elev. Umiddelbart efter sammenstødet måtte Emil sidde alene med eleven med blødende næse i et lukket rum, indtil Emil selv valgte at forlade skolen.
– Jeg gik op på kontoret, fordi jeg tænkte, at de ringede efter en taxa, så jeg kunne komme på hospitalet. Så kom han ind i rummet. Så gik alle lærerne ud for, at vi kunne snakke. Vi sad der i cirka 20 minutter, og så gik jeg ud på gangen og sagde, at jeg ikke ville snakke med ham. Så hentede de ham bare derud. Jeg kunne mærke, at de bare ville have, at vi skulle snakke, og de ikke ville ringe efter en taxa, fortæller Emil.
Presset er så lige pludselig på offeret og den kyniske mægler/sagsbehandler kan lægge en lille smule skyld over på offeret, når det ikke vil makke ret og tale sig til rette med en voldsmand og efterfølgende modtage en undskyldning.
Selvfølgelig er det pervers selvudlevering når en 14-årig dreng udtaler til pressen: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække. Men jeg får taget mig sammen og går i skole hver dag“, men verden er da helt skæv, når det er offeret for en forbrydelse der frygter sin fremtid i frihed, langt mere end at det er voldsmanden der frygter sin fremtid i ufrihed.
— Voldsmænd skal blive på skolen, EB, 8. maj. 2012
— Kommunen: Ærgerligt men forståeligt hvis han stopper, EB, 8. maj 2012
— Jeg tænker på at tage mit eget liv, EB, 8. maj 2012.
Læser i øjeblikket Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi og deri faldt jeg over en gengivelse af Lord Actons ord om magtens korrumperende egenskaber, hvilket mindede mig om hvordan ordene alt for ofte gengives fejlagtigt på dansk.
En hurtig søgning giver nogle eksempler. Rune Engelbreth Larsen skrev “Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.” i en leder i tidsskriftet Faklen i 1999(1), uden dog at sætte ophavsmand på disse ofte citerede ord.
Peter Kurrild-Klitgaard (professor, ph.d.) brugte i et læserbrev Berlingske samme ord men krediterede dog ophavsmanden: “Den store 1800-talshistoriker Lord Acton sagde engang, at »magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«.”(2)
Værst af alt er dog at Den Store Danske gengiver historikeren lord Actons “lov” som “al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.”
Det kan godt irritere undertegnede at man alt for ofte tager Lord Actons ord og kritikløst gengiver dem i en alt andet end korrekt oversættelse. Hvad han skrev i et brev i 1887 var: “Power tends to corrupt and absolute power corrupts absolutely.”(4) og det ikke helt det samme. Mogens Herman Hansen oversætter korrekt (min fremh.):
“Magt har en tilbøjelighed til at korrumpere, og absolut magt korrumperer absolut.”
Tak for det!
Der er selvfølgelig en væsentlig forskel, som ikke må overses. Der er således mange mennesker der dagligt forvalter den — begrænsede — magt de i forskellige sammenhænge er blevet tildelt fuldstændig kompetent og uden bias og efter bedste evne. Naturligvis fristes man til at sige.
I sidste ende er det jo heller ikke magten der korrumperer, men interesser. Hvordan den forvaltes er i sidste ende et spørgsmål om karakter. Magten er blot den faktor der faciliterer afsløringen af en skidt karakter.
(1) Rune Engelbreth Larsen: Leder. I: Faklen nr. 11, 1999
(2) Peter Kurrild-Klitgaard: Demokrater i Sumpen, Berlingske, 8. marts 2010
(3) "Magt". Lex.dk
(4) Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi. Museum Tusculanum. Kbh. 2010. s. 179
[20130421]
"Pots and poetry. No way to pay and promotion."
— Maurice Bowra, via Peter Levi: The Hill of Kronos (NY 1981), s. 31.
Sanct Peder: Jeg kan dig ikke føie,
Du maa dig efter Himlens Villie bøie,
Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie.
Sjælen: Men bliv ei vred, Herr Peder,
I nævnte mig en mægtig Hoben Steder;
Jeg neppe dem beholder
I min Erindring, hvilket let forvolder,
At Et og Andet glemmes,
Som ei saa rigtigt nemmes,
At Meget overspringes,
Og Intet ordenligt tilendebringes.
Hvor let kan det sig hænde,
At jeg begynder der, hvor jeg skal ende?
[...]
Sanct Peder:
Saa staaer det daarligt til, det kan jeg høre.
Sjælen: Men er det da saa vigtigt,
Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt?
Om hvert et Navn man mindes,
Og til en chronologisk Orden bindes?
Detaillen og det Mindre
Saa synes mig - kan glemmes efterhaanden,
Naar blot man kan erindre
Det Større, mens man holder sig til Aanden.
— J. L. Heiberg: En Sjæl efter Døden. (1841)
