Klarsyn

"Er berømmelsen virkelig bare det mest delikate udtryk for vor egenkærlighed? – Den er knyttet til de sjældneste mennesker, som et begær, og oveni købet til deres sjældneste øjeblikke, hvor et pludseligt klarsyn får mennesket til befalende at hæve armen som en verdensskaber, mens det skaber sit eget lys og lader det strømme ud af sig. I det øjeblik bliver mennesket gennemtrængt af den lyksaliggørende vished om, at det, der bar det og løftede det så højt op, altså denne ene følelses højdepunkt, ikke må gå tabt for eftertiden; at disse sjældne klarsyn er absolut nødvendige for alle kommende generationer, får mennesket til at erkende nødvendigheden af sin egen berømmelse; menneskeheden vil altid have behov for dette klarsyn, og ligesom klarsynets øjeblik er et uddrag og en sammenfatning af dette menneskes inderste væsen, så tror det, at det som dette øjebliks menneske er udødeligt, mens det kaster alt andet fra sig som slagger, råddenskab, forfængelighed, dyriskhed eller som pleonasmer og prisgiver det til forfængeligheden."


— F. Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 37

Menneskets værdighed

"Vi moderne mennesker har to begreber, som grækerne ikke kendte. De virker som et slags trøstemiddel for en verden, der opfører sig helt igennem slaveagtigt, samtidig med at den ængsteligt skyr ordet “slave”: Vi taler om “menneskets værdighed” og om “arbejdets værdighed”. Alle slider og slæber for at opnå en elendig forlængelse af deres elendige liv; denne frygtelige nød tvinger os til udmarvende arbejde, som det af “viljen” forførte menneske (eller rettere menneskelige intellekt) nu og da måbende betragter som noget værdigt. Men for at arbejdet skulle have fortjent denne fine titel, måtte det jo forholde sig sådan, at tilværelsen selv, som den jo kun er et pinefuldt middel til at opretholde, har mere værdighed og værdi end seriøse filosoffer og religioner hidtil har ment. Hvad ser vi i de mange millioners arbejdskvaler andet end driften mod for enhver pris at være til, den samme almægtige drift som får forkrøblede planter til at stikke deres rødder ned i jordløs klippegrund."


— F. Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 46

Fred med Eders Støv

[20130710]

Fred med jert Støv!
I Digte og Sange,
en Del af et Liv,
som er endt.
Saar har I hentet jer, Sporer fortjent;
nuvel, I kan være den Rejse bekendt.
Forsoning og Fred paa den Mødiges
I søger, og søger med Rette:
    kun ikke Fred for hver Pris!


— Holger Drachmann: Ungdom i Digt og Sang, Kbh. 1879

Alvor

[20130710]

Lykken er flygtig. Hvis Du den forskød,
saa vil Du angre det, naar Du er død
og Alvor skumrer under Dômens Buer.


— Otto Fønss: Septemberdage, Aarhus 1900.

Over Themaet Medlidenhed

Kom alle Hunde til min Dør
og vilde saa gjærne slikke,
jeg væbned mig med mit spanske Rør
og prygled den hele Klike.

Gik alle Præster, som Gud har skabt,
frem for mig med Bedekranse
og bad for min Sjæl, “som gaar fortabt”,
hvor skulde min Svøbe danse!

Bliv fra mig med jeres Medlidenhed!
Jeg aldrig for Døden skjælved;
og reddes ved jer! — nej, hellere ned
i Kvalernes dybeste Helved.

— Ej saa, at jeg hader den milde Haand,
der glatter Fortvivlelsens Rynke,
men blot den flade, forhyklede Aand,
der smigrer sig selv ved at ynke.

Ej dem jeg hader, som Lindring bar
til Fattigfolks livshaarde Vaner,
men dem, der selv først Røvere var,
og senere — Samaritaner.

Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror,
fri Folket fra Dumhedens Mare,
sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro’r,
da kan du “Medlidenhed” spare.

Da voxer der Brød til hvert sultende Barn,
der leger langs Rendestensbrættet,
og Lasten, der fisker med lovløse Garn,
skal ingen fange i Nettet.

Da skaber enhver sig sit eget Behov,
og ingen Nødlidende gyser.
Først da er der Mening i Sang og i Lov,
naar ingen sulter og fryser.


— Jeppe Aakjær: Derude fra Kjærene, Oscar Søtoftes Forlag, Kbh., 1899.

Hvad gjør det

Hvad gjør det, at vi haanes
og jages fra Plet til Plet,
naar inde i Hjærtets Kamre
det hvisker, at vi har Ret.

Hvad gjør det, at man mærker
vor Daad med det ondes Navn,
naar hele vort Væsens Attraa
staar efter at gjøre Gavn.

Hvad gjør det, at vi slettes
af Menighedstavlen ud,
naar Hjærtets reneste Længsel
om Kvælden gaar op mod Gud.

Hvad gjør det, at vi synker
med Byrden, Livet os gav,
naar det lille Lys, vi tændte,
maa flakke over vor Grav.

Hvad gjør det, at vi glemmes,
naar Livet her er forbi,
de kommer langt større efter
med stærkere Tro end vi.

(1887)


Jeppe Aakjær: Digte 1885-1908. Kbh. 1918

Eros VI

Johanne Louise Heiberg:

Det lette, muntre Sind gjorde hende uforsigtig i sine Ytringer, det varme Hjerte henrev hende til at lytte til den Elskovsrøst, hvoraf hele hendes Kvindenatur var gjennemstrømmet, uden at det faldt i den Ulykkeliges Lov at møde Een, der kunde forvandle Eros til Apollon og give hendes hele Væsen en høiere Retning. Det religiøse Element hos hende var atter her kun som hos den unge, umiddelbare Kvinde, der holder fast ved Guds Barmhjertighed uden at have arbeidet hen mod, hvad Gud kræver af Lydighed og Forsagelse, og den katholske Lære med sin Syndsforladelse gjorde hende tryg for Følgerne af hendes Overtrædelser.(1)

Ernesto Dalgas:

Atter er Eros kommet til Verden for at forme Kosmos ud af Kaos. Og atter skal han leve et Liv og elske og drømme og føle sig salig og gaa under i Ildsvælget uden at vide, at dette er sket utallige Gange før. (2)

Sofokles:

O Eros! Alsejrer i Strid! Du styrter mod bævende Bytte; paa Møens grubede bløde Kinder lurende du dig dølger. Hen over Havet iler du, naaer Hyrdernes lave Hytte. Ej undflyr udødelig Gud, hvor du følger, og ingen paa Jord af Dagens Børn. Den, der har dig, raser.(3)


(1) Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplevet i erindringen (1944), bd. 3, s.115. (om Maria Stuart) (2) Ernesto Dalgas: Dommedags bog.(s. 283) (3) Sofokles: Antigone. Overs.: Niels Møller.

Begærets Anatomi

Kristus

"Interiør fra en kirke i Irland, fotograferet af far"
Foto fundet på loppemarked i Odense • maj 2013

Og det får mig af en eller anden grund til at tænke på disse vers af Brorson. Og hvis jeg deri indtænker en tvetydighed, som ikke var afsenders intention, så er det med fuldt overlæg.

Alle vegne, hvor jeg vanker,
jeg min Jesus har i tanker,
hvor jeg ligger, sidder, går,
efter ham min længsel står.

– Brorson

Carpe Diem

For en håndfuld mønter erhvervede jeg mig disse følgende billeder på et loppemarked i Odense. Fælles for dem er at de er gamle, nogle af dem på den fjerne side af hundrede år. Fælles for dem er også at de er minder, nogens minder om egen barndom, om deres familie, om kolleger, men fælles for dem alle er også, at der ikke længere er nogen tilbage til at mindes.

Carpe Diem Det er ikke sandsynligt, at der er nogen af personerne på disse billeder, som endnu er i live og det er nok overvejende sandsynligt, at de der engang har ejet disse billeder, ejheller er i live længere. Hvordan og hvorfor skulle ellers disse engang værdifulde minder, være til salg for småpenge på et loppemarked?

Et helt langt livs erindringer, tanker og følelser er der på det billede i den gamle kones skikkelse, måske en kærlig bedstemor eller måske en striks gammel tante, som kigger udtryksløst på barnet der leger ved brønden, mens storebror, noget mere genert ser på fra døren. Der er også et helt livs potentiale der i barnet på billedet, et liv fanget af fotografen i dets spæde start, men som nu forlængst er udfoldet og udlevet og har fundet sin naturlige afslutning og som formodentlig endda er glemt.

Familien på dette billede er fra en fotograf ved navn Mansfield. Adressen på fotografen fremgår af billedet og adressen er 245 Anlaby Road, Hull.

Image without description

Fotografering var en alvorlig sag og vi ser en meget alvorlig fader og en noget nervøst udseeende moder og en datter som måske ikke kunne sidde helt stille og derfor ikke rigtig er tilstede på billedet og som sikkert har fået skældud efterfølgende. “Se nu hvad du har gjort!”

Men der er ikke rigtig noget der taler til os i billedet, andet end en radikal anderledes påklædning: klædt på til at blive fotograferet. Foreviget har de måske endda sagt; for sjov måske, hvis man har haft lidt dannelse, ellers i fuld selvhøjtidelig alvor.

Carpe Diem Mere lokalt er der dette billede fra systuen på Nørregade i Nr. Broby:
Frk Rasmussen fra Holmstrup
endnu en Frk. Rasmussen,
Frk. Andersen,
Frk. Petersen
Frk. Johansen.

Andet står der ikke bag på billedet.

En verden af sladder og småsnak der forlængst er forstummet og et sidste “Kan du huske dengang vi … ” er sagt og bortvisket fra sammen med de mennesker, hvis verden var systuen i Broby og som siden spredtes, levede og døde og ikke er her længere og nu bare står tilbage som ansigter på et falmet foto, et tableau uden nogen betydning andet end som en påmindelse til os, om hvordan verden engang så ud.

Har det nogen værdi, nu hvor der ikke længere er nogen tilbage til at mindes?

Frk. Petersen fjollede i øvrigt rundt nede bag ved sammen med frk. Andersen og endte som en sløret skygge, en silhuet af et menneske der for længst er ophørt med at eksistere, både derude i verden og i minderne hos de der kendte hende. Udvisket i det øjeblik hun blev foreviget, levede hun dog alligevel sit liv, dér, et eller andet sted på Fyn, men ingen husker længere om Frk. Petersen levede til at blive 90 år med skarer af børn, børnebørn og oldebørn eller om hun døde i barselsseng sammen med sit første dødfødte barn.

Har det længere nogen betydning?

Image without description

Der er ingen tilbage til at huske, at familien fodrede svanerne den sommer “i en park i Holland”, hvor lillepigen var kun to år. Der er ingen der længere med et smil tænker at far nu heller aldrig var særlig dygtig med det kamera.

Der er heller ikke længere nogen der kigger på familiebilledet fra England med rynkede og svagt rystende hænder og griner lidt ved tanken om storesøster, der nu heller aldrig kunne sidde helt stille. Glemt er mindet om, at det en gang i mellem nu også var ret hyggeligt i systuen.

Vi lever og vi dør og lever måske videre en stund i erindringen hos de der engang kendte os, elskede os, men også erindringen om os falmer gradvist som årene går og så hentes vi undertiden frem, som minder hos et menneske der selv nærmer sig enden på et liv og til sidst er vi blot et ansigt på et billede, glemt eller kasseret og solgt på et loppemarked et sted i Odense en forårsdag, hvor en tilfældig nysgerrig tager os op og kigger på os og med et smil tænker på hvilket liv vi mon havde, om vi var lykkelige der i det korte tidsrum der blev os tildelt, og kigger os et kort sekund i øjnene og vi kigger tilbage fra graven uden at vide det, inden billedet af os ryger tilbage i kassen og glemmes for evigt.

Lokumshåndtag

Jeg var ude at boghandle i dag. Ikke sådan for alvor, men støvede bare lidt rundt i den lokale Arnold Busck, for at se om der skulle være noget interessant, noget jeg ikke kendte i forvejen, noget nyt, noget overraskende, noget inspirerende. Sidst jeg gjorde det, faldt jeg over Alden Bells anbefalelsesværdige The Reapers are the Angels og selvom boghandlerne i Odense bliver færre og færre og med stadigt ringere udvalg, håber man jo alligevel. Så må man bære over med, at de har halvanden meter reolvæg med Fifty Shades og utallige kloner; ikke et ondt ord om det, hvis det er hvad der skal til for at overleve.

Florence BookstoreSom jeg stod og kiggede efter hvad der måtte være af en lidt anden kvalitet, spurgte en yngre mand den forhåndenværende diskenspringer om et par bogtitler. Den første overhørte jeg ikke, men den anden var The Hitchhikers Guide to the Galaxy, som jo også findes i en dansk – ganske vist udsolgt – oversættelse. Ekspedienten opfattede vist denne titel, som et forsøg fra kunden på at være morsom og ignorerede den. Derfor gentog kunden den, efter at ekspedienten havde fundet den første titel han havde spurgte efter og en smule forvirret sagde hun, at den måtte hun lige slå op. Lidt efter vendte hun tilbage med en besked om, at hun havde The Hitchhikers Guide to the Ocean, og det er jo vist nok ikke helt det samme.

Til gengæld fik jeg en lille fornøjelse ud af at informere kunden – i ekspedientens tilstedeværelse – om at den danske oversættelse vist for længst var udsolgt, men at på engelsk kunne samtlige bind fås samlet til en billig penge. Hvordan ekspedienten kunne overse at Arnold Busck selv har den til 149,95 på deres hjemmeside, skal jeg ikke kunne svare på. Til gengæld er det efterhånden svært at finde nogen som helst begrundelse for, hvorfor at de sørgelige rester af boghandler, der trods alt stadig findes, ikke bare skal have lov at gå fallit og lukkes. Hvis personalet deri ikke engang kan svare på spørgsmål, som man selv kan finde på et par minutter, hvilken berettigelse har de så?

Hvilken vidunderlig verden af viden og af fiktion og poesi og historie og skønhed, af rablende vanvid og tør kølig fornuft, af eventyr og eventylig mad og sex, af desperation og livsglæde, af krig og kærlighed og totale ligegyldigheder, som de forvalter dagligt. Det er alt fra kulturarv til sleazy underholdning, som de sælger og det burde fylde dem med en hel del faglig stolthed; i en verden hvor nioghalvfems sørgelige procent af alle butikker lever af at sælge modetøj og alt muligt andet lort og af at iklæde mennesker ligegyldig overfladiskhed, klæder boghandlerne de selvsamme mennesker på indvendigt, åndeligt! Men nej, de sidste boghandlere er befolket med ligeglade uvidende teenagetøser, som sikkert alligevel hellere ville sælge tøj, sko og ligegyldighed. Luk dem!


— Ill: Bookstore in Florence, Italy (via Wikipedia)