“Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot …”, skriver Marie Krarup (DF) i et blogindlæg på Berlingske, om det New Zealandske folks snarlige undergang og man kunne, hvis man ville være lidt morsom på Marie Krarups bekostning, tørt konstarere at det så sandelig også er det indtryk hun efterlader hos læseren. Man kunne tilføje, at der efterfølgende, omverdenens reaktion taget i betragtning, har været double-up på idiotiet, så Fru. Krarup har fået fuld valuta for pengene.
Lad os umiddelbart se bort fra den valgte overskrift “Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv…” og de tanker i retning af f. eks. jødernes skæbne under anden verdenskrig den inspirerer og blot konstatere at Fru Krarup, som besøgte New Zealand på “en officiel tur med Forsvarsudvalget” ikke har særligt høje tanker om de lokale: “New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da….”
Der er rigtig meget galt med og i New Zealand. For det første har de valgt at have “et forsvar uden en offensiv kapacitet”, fordi de vælger at bruge pengene, hvor de kan gøre størst nytte og dette, sammenholdt med visse ikke nærmere definerede “selvopgivende træk” hos den ariske … hvide del af den lokale befolkning som Fru Krarup kunne observere, leder til den konklusion, at de sgu nok ikke gider forsvare sig selv og i stedet lever på nas hos deres allierede, Australien.
Men det er jo ikke bare New Zealændernes militære strategi der er problemet, for de er ganske enkelt ikke civiliserede dernede:
“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne – men med næsegnidning – ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.” (→)
Denne tekst vakte efterfølgende en del opsigt, både i Danmark og i de New Zealandske medier og det kan vel ikke overraske. Selv ikke den indavlede hustrumyrdende eneboer jeg havde som næsten nabo, derude i den vestjyske landsby hvor jeg tilbragte nogle år af min barndom, var så fordømmende og intolerant overfor det, der var ham fremmed. Men han var selvfølgelig heller ikke helt idiot.
Indavl, politisk!
Marie Krarups parti var efterfølgende ude at beklage. Men ikke Fru. Krarup selv, som selvfølgelig fik opbakning fra sin fader, Søren Krarup, der, i samme trivielt forudsigelige spor som de i det parti åbenbart altid snakker i, konstaterede:
“Marie har ikke beklaget. Der tager du fuldstændig fejl. Hun har været ked af, at hun er blevet forstået sådan, at hun ville genere maorierne. Hun har ikke beklaget, for det, hun har sagt, er ikke noget at beklage.” (→)
Nej, man kan da ikke kalde det at genere nogen ved at kalde dem “uciviliserede” og ved at konstatere at deres religion er så latterlig, at men føler sig som idiot ved at iagttage den. Sådan noget er jo bare en humorisktisk, kritisk iagttagelse. I øvrigt er Maorierne, ifølge Krarup Senior, jo bare et dilemma for de rigtige britiske newzealændere:
“Men en kulturelt, humoristisk, kritisk iagttagelse af det kulturelle dilemma, de stakkels britiske newzealændere står i, hvor de ikke kan få lov til at være, hvad de er; nemlig briter, der siger goddag med hånden og ikke gnider næser og så videre.” (→)
Det er jo meget sødt, at den efterhånden lidt trætte gamle mand stiller op og forsvarer sit kød og blod overfor offentligheden, men måske han alligevel har haft tøsen over knæet derhjemme på god gammeldags vestjysk-indremissionsk manér, for selvom Marie Krarup på facebook giver udtryk for, at hun står ved hvad hun har sagt, så gør hun det åbenbart ikke helt alligevel: “Mit humoristiske blogindlæg om mine indtryk fra en rejse med forsvarsudvalget til New Zealand” (Marie Krarups facebookside, d.8/4 2013) og igen senere samme dag: “Min humoristiske blog om New Zealand…”. Nu er det pludselig humoristisk. Sådan kan man jo forsøge at pille brodden af egne ord, når nu man pluselig opdager at de stak ikke så lidt hårdere end forventet.
Men der var intet humoristisk over det oprindelige blogindlæg. Pointen med ovenstående beretning var – selvfølgelig – at drage en direkte parallel til dansk politik:
“Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.” (→)
og pointen falder så banalt forudsigeligt som noget:
“Valdemar Rørdam skrev som bekendt, “at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv”. Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.
Lad aldrig Danmark komme dertil!” (→)
Ja, lad aldrig Danmark komme dertil. Det er nærliggende at konkludere, at Fru Krarup havde tænkt blogindlægget som endnu en triviel anti-Islam tirade, et indenrigpolitisk indlæg, som eksploderede fordi hun havde glemt hvor globalt internettet i virkeligheden er.
Nu var det forsvarsudvalget der var på tur og man kunne måske have forventet, at man havde foretaget lidt research hjemmefra og havde man gjort det – det gjorde Fru Krarup nok ikke – havde hun sikkert været lidt mere varsom med ordvalget og kommentarerne om New Zealands forsvarsvilje og om Maorierne kultur.
Det tager ikke ret mange minutter at google sig til at New Zealand deltog med 100.000 soldater i Europa under første verdenskrig og måske endnu mere ironisk, så kæmpede der en Maori Battalion med mere end 3600 frivillige i Europa under den anden verdenskrig, uanset at de jo nok ikke havde så meget at kæmpe for i den krig (jvf nzhistory.net.sz). Man kan også hurtigt læse sig til at at 10.000 New Zealændere blev dræbt eller såret i Nordafrika (El Alamein osv) under samme verdenskrig. (→)
Det er den selvsamme krig, hvis første år Danmark sejlede igennem under bekvemmelighedflag. Man kan roligt sige at Danmark i den krig nok var forgået, både som nation og kulturelt i enhver henseende, hvis ikke det havde været fordi andre fjerne nationer havde sendt deres unge mænd til at dø for i en krig for vores friheds skyld. Når nu vi ikke selv ville. Er det på den baggrund, at man ønsker at fornærme et folk og et samfund, som man netop har aflagt et officielt besøgt som folkevalgt dansk politiker?
Som en kuriøsitet bringer jeg denne statistik over tabstal under den anden verdenskrig. (fundet her) Mere end 5.000 danske soldater kæmpede på tysk side under krigen. Men det taler vi jo ikke om.
Indavl, mentalt!
Hvis hun så dog bare efterfølgende kunne holde sin kæft. Men det kan Fru Krarup ikke og fortsætter i stedet med at demonstrere at hun er omtrent lige så uvidende som Hr. Søvndal og lige så ublufærdig som Hr. Messerschmidt. En farlig konbination, som fortsætter på facebook:
“Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.
Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer. Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.” (Marie Krarups facebookside, d. 11/4 2013)
Det er en religionskamp og en dybfølt skræk for fallossymboler det handler om. Fru. Krarup i Ekstra Bladet d. 11/4 2013:
“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.” (→)
Stakkels Fru Krarup, som blev udsat det skrækkelige syn af en tegnet tissemand. Stakkels Fru Krarup, der om søndagen ligger på knæ for og tilbeder billedet af en mand, som er sømmet fast på et stykke træ og, som når det skal være særligt fint og fromt, sammesteds hengiver sig til symbolsk-kannibalistiske ritualer. Stakkels Fru Krarup, må hun få fred og leve et langt og trygt liv i civiliseret ufrugtbarhed!
Noget helt andet er trusselsbilledet, som vel egentligt er ret entydigt, for hun fortsætter sammesteds:
“Asatro er bestemt ikke nogen trussel i dag – og det er maorierne da heller ikke. Det der er problemet er, at der kan være andre af de kulturer, som vi så velvilligt giver plads til, fordi vi har en multi-kulti vision, som kan være en gøgeunge, der skubber andre ud. Det er det, der er problemet. Asatroen og maorierne er ikke problem. Det er bare symboler på, at vi fører en multi-kulti-politik.” (→)
Der er to slags religioner. De der ikke er en trussel – og det er Asa-troen og Maorierne ikke – og de som er en trussel og her er det jo Islam det handler om. Igen. Forudsigeligt som altid. Det her er bondens og hjemmehjælperens verdensbillede, udlagt hen over hækken en søndag formiddag iført forklæde og halm i træskoene. Det er indskrænket og fantasiløst. Det er frygten for det anderledes, for selve livet. Det er den allerværste mentale indavl.
Måske er det på sin plads at gentage hvad Vilh. Grønbech skrev for over 70 år siden.
“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”
På sin vis er Fru. Krarups frygt velbegrundet. Kristendommen er stendød som religion i Danmark og i vesten i det hele taget. Den er død og begravet under et materiel fikseret velfærdsamfund, hvor eneste værdi er penge. Der er ingen etik og ingen religiøsitet. Det kan selvfølgelig være skræmmende, at leve i et samfund, der i den grad har forkastet alle åndelige værdier i en forgøglet tro på, at bare vi er rige er vi lykkelige.
Så kommer der pludselig religioner stormende udefra – nej, frugbarhedsreligioner af den ene eller anden slags har ikke den store tiltrækningskraft på andre end de der er født ind i dem, de er trods alt nok for fremmedartede – og indgyder os frygten for det vi mangler og det vi måske også dybest set savner.
Problemet er bare, set med Fru Krarup øjne, at vi lever i et demokrati! Der er nemlig ingen som helst der truer Fru Krarups ret til og mulighed for at dyrke den religion hun gerne vil. Men fra hendes fundamentalistiske udgangspunkt er det heller ikke det der er problemet. For i sidste ende reagerer hun nøjagtigt lige som alle andre – også muslimske – fundamentalister og bekymrer sig om hvilken religion de andre dyrker. De udgør et problem for hende, fordi de ikke dyrker hendes religion.
Man kan sige, at den mission som Fru Krarup er ude i, at genopfinde og gentænke vesten som et religiøst samfund, er både vanskelig, fordi kristendommen som religion, i modsætning til som overleverede tomme ritualer, er omtrent lige så ikke-eksisterende som før Kristi fødsel. Det er en opgave som kræver uhyre evner. Evner som man kan sige, at hendes fader dog i det mindste havde lidt af.
— Marie Krarup: Aldrig kan et folk forgå som ikke vil det selv, Blog på b.dk d. 3/3 2013
— Marie Sæhl: Søren Krarup: »Marie har ikke beklaget«, Politiken d. 9/4 2013
— Sophie Bremer: Hidsig Krarup til minister: Du er barnlig, EB d. 11/4 2013
