Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

"Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker." (➜)

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

"Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære." (→)

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

"Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte." (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …

— Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
— Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005