UTI: Selverkendelse

Know Thyself

"Know then thyself, presume not God to scan,
The proper study of mankind is Man.
Placed on this isthmus of a middle state,
A being darkly wise and rudely great:
With too much knowledge for the Sceptic side,
With too much weakness for the Stoic’s pride,
He hangs between, in doubt to act or rest;
In doubt to deem himself a God or Beast;
In doubt his mind or body to prefer;
Born but to die, and reas’ning but to err;
Alike in ignorance, his reason such,
Whether he thinks too little or too much;
Chaos of thought and passion, all confused;
Still by himself abused or disabused;
Created half to rise, and half to fall:
Great lord of all things, yet a prey to all;
Sole judge of truth, in endless error hurl’d;
The glory, jest, and riddle of the world!

Go, wondrous creature! mount where Science guides;
Go measure earth, weigh air, and state the tides;
Instruct the planets in what orbs to run,
Correct old Time, and regulate the sun;
Go, soar with Plato to th’empyreal sphere,
To the first good, first perfect, and first fair;
Or tread the mazy round his followers trod,
And quitting sense call imitating God;
As eastern priests in giddy circles run,
And turn their heads to imitate the sun.
Go, teach Eternal Wisdom how to rule–
Then drop into thyself, and be a fool!

Superior beings, when of late they saw
A mortal man unfold all Nature’s law,
Admired such wisdom in a earthly shape,
And show’d a NEWTON as we show an ape.
Could he, whose rules the rapid comet bind,
Describe or fix one movement of his mind?
Who saw its fires here rise, and there descend,
Explain his own beginning or his end?
Alas! what wonder! Man’s superior part
Uncheck’d may rise, and climb from art to art;
But when his own great work is but begun,
What Reason weaves, by Passion is undone."


– Alexander Pope: An Essay on Man (1711)

Forståelse

"Another possible objection to this kind of study concerns the degree of empathy for the perpetrators that is inherent in trying to understand them. Clearly the writing of such a history requires the rejection of demonization. The policemen in the battalion who carried out the massacres and deportations, like the much smaller number who refused or evaded, were human beings. I must recognize that in the same situation, I could have been either a killer or an evader—both were human—if I want to understand and explain the behavior of both as best I can. This recognition does indeed mean an attempt to empathize. What I do not accept, however, are the old clichés that to explain is to excuse, to understand is to forgive. Explaining is not excusing; understanding is not forgiving. Not trying to understand the perpetrators in human terms would make impossible not only this study but any history of Holocaust perpetrators that sought to go beyond one-dimensional caricature. Shortly before his death at the hands of the Nazis, the French Jewish historian Marc Bloch wrote, “When all is said and done, a single word, ‘understanding,’ is the beacon light of our studies.”3 It is in that spirit that I have tried to write this book."


— Christopher Browning: Ordinary Men. N.Y. 1992

Forståelse

"Another possible objection to this kind of study concerns the degree of empathy for the perpetrators that is inherent in trying to understand them. Clearly the writing of such a history requires the rejection of demonization. The policemen in the battalion who carried out the massacres and deportations, like the much smaller number who refused or evaded, were human beings. I must recognize that in the same situation, I could have been either a killer or an evader—both were human—if I want to understand and explain the behavior of both as best I can. This recognition does indeed mean an attempt to empathize. What I do not accept, however, are the old clichés that to explain is to excuse, to understand is to forgive. Explaining is not excusing; understanding is not forgiving. Not trying to understand the perpetrators in human terms would make impossible not only this study but any history of Holocaust perpetrators that sought to go beyond one-dimensional caricature. Shortly before his death at the hands of the Nazis, the French Jewish historian Marc Bloch wrote, “When all is said and done, a single word, ‘understanding,’ is the beacon light of our studies.”3 It is in that spirit that I have tried to write this book."


— Christopher Browning: Ordinary Men. N.Y. 1992

Om selverkendelse (1)

Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

"Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker." ()

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

"Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære." ()

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

"Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte." (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …


— Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
— Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005

Kvinder (2)

...fortsat!

Jeg tog for noget tid siden fat i en kronik i Politiken af Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen, som under overskriften Derfor har mange kvinder lavt selvværd.1 påstod at “En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering“, hvortil jeg svarede:

"I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!"

Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage denne problemstilling, blot fra den modsatte side. Et er dette kollektive selvbedrag om, at søger man denne lige så kollektive frihed fra traditionen, i en forestilling om at har vi blot friheden, så er alt godt. Noget andet er at man helt glemmer at denne nyvundne frihed samtidig efterlader mennesket i et traditions- og værdimæssigt vakuum.

Som antydet for noget tid siden (her) så synes det ofte at være sådan, at teorier om mennesket, ikke mindst sociologisk og psykologisk baserede, ofte ignorerer at der er afgrundsdyb forskel på mennesker, både hvad angår temperament, intelligens, følelsesliv og selvværd. Livet foretager ikke en i socialistisk-demokratisk ånd retfærdig uddeling af egenskaber og derfor er der ganske enkelt forskel på mennesker. Ikke alle har samme trang til og behov for at blive emanciperet.

Derfor forekommer det ofte undertegnede temmelig hult, når kvindelige debattører gang på gang beklager sig over, at der stadig mangler enkelte friheds- og lighedsmæssige justeringer, før den samlede masse af kvinder i samfundet er blevet ligestillet med mændene.

Som om denne ligestilling ville gøre den fjerneste forskel.

Disse ligegyldigheder har intet som helst at gøre med dit liv, så længe alt det andet ikke er på plads. Du finder aldrig dig selv i nogen egentlig forstand i gruppen, uanset hvilken gruppe du så en identificerer dig med, men tværtimod kan man sige, at ovenstående er et eksempel på hvor let man kommer til at jage efter de tåbelige ideer som andre har søsat. For et er trangen til at kæmpe for en ret eller eller en pligt eller en form for anerkendelse, men hvis du lader dit selvværd – og dermed din identitet – være afhængig deraf, så er du gået helt galt i byen.

Du er som menneske i en eller anden udstrækning unik – der er ingen der deler lige præcis dit dna – og det der gør lige netop dig, til den du er, finder du ikke i politiske foreninger, i religiøse grupper eller for den sags skyld på facebook; søger du det, må du ud i ødemarkens stilhed, enten helt bogstaveligt eller i overført forstand.


— Politiken 3/1 2012

Kvinder!

Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen har i Politiken fået luft for deres frustrationer over at være kvinde, under overskriften “Derfor har mange kvinder lavt selvværd”.

“Kærlighed og anerkendelse er noget, vi kvinder dagligt må slås for, for mange af os føler ikke selv, at vi fortjener et klap på skulderen, hvis vi ikke ser godt ud, har en kernesund familie, succes på jobbet og et hjem, hvor puderne matcher sofaen.
[…]
Derfor kan det ikke undre, at hver fjerde kvinde ifølge en ny undersøgelse gennemført af Psykiatrifonden ofte eller jævnligt har lavt selvværd eller føler, at de ikke slår til. 24 procent har ligefrem været så stressede, at de overvejede at søge professionel hjælp, sygemelde sig, sige jobbet op eller omlægge deres liv.
[…]
I stedet føler mange af os, at vi befinder os i en spændetrøje, hvor vi konstant skal bevise over for os selv og resten af verden, at vi er gode nok – også selv om det koster søvnløse nætter, stress og risiko for sygemelding og udbrændthed.”

og pointen

“En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering.”

I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!

Og jeres ambitiøse forsøg på et løsningsforslag:

“Måske handler det om at sætte barren lidt ned, få far til at tage mere ansvar i hjemmet og stille krav til arbejdsmarkedet, så vi ikke står med hovedansvaret for hjemmet, samtidig med at vi skal præstere til topkarakter på jobbet.”

Ha! Nej, far er fucking ligeglad med om puderne matcher sofaen og i øvrigt var det jer selv som ville ud på arbejdsmarkedet. Men bortset fra det er der ingen ydre tvang der forhindrer jer i at gøre som I vil, andet end den indre trang som I åbenbart overhovedet ikke kan styre selv.

“Måske har vi kvinder i dag for høje forventninger til livet og til, hvad der kan lade sig gøre.”

Måske har I kvinder i dag ingen ide om hvad livet er eller hvad livet drejer sig om. Filosofi har alle dage været mandens gebet og det er ingen simpel sag at gentænke og genopfinde hele kvindekønnets rolle fra bunden af, når nu det I fik overleveret fra jeres mødre ikke var godt nok til jer. Men det afholdt jer jo ikke fra stædigt-revolutionært at gøre forsøget, vel?

Så fritag os venligst fra al klynkeriet over at projektet ikke lykkedes og tag det som en mand!


Fortsættes ...


— Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen: Derfor har mange kvinder lavt selvværd. Politiken d. 3/1 2012