UTI: Religion

Om at føle sig som idiot

“Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot …”, skriver Marie Krarup (DF) i et blogindlæg på Berlingske, om det New Zealandske folks snarlige undergang og man kunne, hvis man ville være lidt morsom på Marie Krarups bekostning, tørt konstarere at det så sandelig også er det indtryk hun efterlader hos læseren. Man kunne tilføje, at der efterfølgende, omverdenens reaktion taget i betragtning, har været double-up på idiotiet, så Fru. Krarup har fået fuld valuta for pengene.

Lad os umiddelbart se bort fra den valgte overskrift “Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv…” og de tanker i retning af f. eks. jødernes skæbne under anden verdenskrig den inspirerer og blot konstatere at Fru Krarup, som besøgte New Zealand på “en officiel tur med Forsvarsudvalget” ikke har særligt høje tanker om de lokale: “New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da….”

Der er rigtig meget galt med og i New Zealand. For det første har de valgt at have “et forsvar uden en offensiv kapacitet”, fordi de vælger at bruge pengene, hvor de kan gøre størst nytte og dette, sammenholdt med visse ikke nærmere definerede “selvopgivende træk” hos den ariske … hvide del af den lokale befolkning som Fru Krarup kunne observere, leder til den konklusion, at de sgu nok ikke gider forsvare sig selv og i stedet lever på nas hos deres allierede, Australien.

Men det er jo ikke bare New Zealændernes militære strategi der er problemet, for de er ganske enkelt ikke civiliserede dernede:

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne – men med næsegnidning – ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.” ()

Denne tekst vakte efterfølgende en del opsigt, både i Danmark og i de New Zealandske medier og det kan vel ikke overraske. Selv ikke den indavlede hustrumyrdende eneboer jeg havde som næsten nabo, derude i den vestjyske landsby hvor jeg tilbragte nogle år af min barndom, var så fordømmende og intolerant overfor det, der var ham fremmed. Men han var selvfølgelig heller ikke helt idiot.

Indavl, politisk!

Marie Krarups parti var efterfølgende ude at beklage. Men ikke Fru. Krarup selv, som selvfølgelig fik opbakning fra sin fader, Søren Krarup, der, i samme trivielt forudsigelige spor som de i det parti åbenbart altid snakker i, konstaterede:

“Marie har ikke beklaget. Der tager du fuldstændig fejl. Hun har været ked af, at hun er blevet forstået sådan, at hun ville genere maorierne. Hun har ikke beklaget, for det, hun har sagt, er ikke noget at beklage.” ()

Nej, man kan da ikke kalde det at genere nogen ved at kalde dem “uciviliserede” og ved at konstatere at deres religion er så latterlig, at men føler sig som idiot ved at iagttage den. Sådan noget er jo bare en humorisktisk, kritisk iagttagelse. I øvrigt er Maorierne, ifølge Krarup Senior, jo bare et dilemma for de rigtige britiske newzealændere:

“Men en kulturelt, humoristisk, kritisk iagttagelse af det kulturelle dilemma, de stakkels britiske newzealændere står i, hvor de ikke kan få lov til at være, hvad de er; nemlig briter, der siger goddag med hånden og ikke gnider næser og så videre.” ()

Det er jo meget sødt, at den efterhånden lidt trætte gamle mand stiller op og forsvarer sit kød og blod overfor offentligheden, men måske han alligevel har haft tøsen over knæet derhjemme på god gammeldags vestjysk-indremissionsk manér, for selvom Marie Krarup på facebook giver udtryk for, at hun står ved hvad hun har sagt, så gør hun det åbenbart ikke helt alligevel: “Mit humoristiske blogindlæg om mine indtryk fra en rejse med forsvarsudvalget til New Zealand” (Marie Krarups facebookside, d.8/4 2013) og igen senere samme dag: “Min humoristiske blog om New Zealand…”. Nu er det pludselig humoristisk. Sådan kan man jo forsøge at pille brodden af egne ord, når nu man pluselig opdager at de stak ikke så lidt hårdere end forventet.

Men der var intet humoristisk over det oprindelige blogindlæg. Pointen med ovenstående beretning var – selvfølgelig – at drage en direkte parallel til dansk politik:

“Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.” ()

og pointen falder så banalt forudsigeligt som noget:

“Valdemar Rørdam skrev som bekendt, “at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv”. Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.

Lad aldrig Danmark komme dertil!” ()

Ja, lad aldrig Danmark komme dertil. Det er nærliggende at konkludere, at Fru Krarup havde tænkt blogindlægget som endnu en triviel anti-Islam tirade, et indenrigpolitisk indlæg, som eksploderede fordi hun havde glemt hvor globalt internettet i virkeligheden er.

Nu var det forsvarsudvalget der var på tur og man kunne måske have forventet, at man havde foretaget lidt research hjemmefra og havde man gjort det – det gjorde Fru Krarup nok ikke – havde hun sikkert været lidt mere varsom med ordvalget og kommentarerne om New Zealands forsvarsvilje og om Maorierne kultur.

Det tager ikke ret mange minutter at google sig til at New Zealand deltog med 100.000 soldater i Europa under første verdenskrig og måske endnu mere ironisk, så kæmpede der en Maori Battalion med mere end 3600 frivillige i Europa under den anden verdenskrig, uanset at de jo nok ikke havde så meget at kæmpe for i den krig (jvf nzhistory.net.sz). Man kan også hurtigt læse sig til at at 10.000 New Zealændere blev dræbt eller såret i Nordafrika (El Alamein osv) under samme verdenskrig. ()

Det er den selvsamme krig, hvis første år Danmark sejlede igennem under bekvemmelighedflag. Man kan roligt sige at Danmark i den krig nok var forgået, både som nation og kulturelt i enhver henseende, hvis ikke det havde været fordi andre fjerne nationer havde sendt deres unge mænd til at dø for i en krig for vores friheds skyld. Når nu vi ikke selv ville. Er det på den baggrund, at man ønsker at fornærme et folk og et samfund, som man netop har aflagt et officielt besøgt som folkevalgt dansk politiker?

Som en kuriøsitet bringer jeg denne statistik over tabstal under den anden verdenskrig. (fundet her) Mere end 5.000 danske soldater kæmpede på tysk side under krigen. Men det taler vi jo ikke om.

WWII

Indavl, mentalt!

Hvis hun så dog bare efterfølgende kunne holde sin kæft. Men det kan Fru Krarup ikke og fortsætter i stedet med at demonstrere at hun er omtrent lige så uvidende som Hr. Søvndal og lige så ublufærdig som Hr. Messerschmidt. En farlig konbination, som fortsætter på facebook:

“Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur. Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer. Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.” (Marie Krarups facebookside, d. 11/4 2013)

Det er en religionskamp og en dybfølt skræk for fallossymboler det handler om. Fru. Krarup i Ekstra Bladet d. 11/4 2013:

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.” ()

Stakkels Fru Krarup, som blev udsat det skrækkelige syn af en tegnet tissemand. Stakkels Fru Krarup, der om søndagen ligger på knæ for og tilbeder billedet af en mand, som er sømmet fast på et stykke træ og, som når det skal være særligt fint og fromt, sammesteds hengiver sig til symbolsk-kannibalistiske ritualer. Stakkels Fru Krarup, må hun få fred og leve et langt og trygt liv i civiliseret ufrugtbarhed!

Noget helt andet er trusselsbilledet, som vel egentligt er ret entydigt, for hun fortsætter sammesteds:

“Asatro er bestemt ikke nogen trussel i dag – og det er maorierne da heller ikke. Det der er problemet er, at der kan være andre af de kulturer, som vi så velvilligt giver plads til, fordi vi har en multi-kulti vision, som kan være en gøgeunge, der skubber andre ud. Det er det, der er problemet. Asatroen og maorierne er ikke problem. Det er bare symboler på, at vi fører en multi-kulti-politik.” ()

Der er to slags religioner. De der ikke er en trussel – og det er Asa-troen og Maorierne ikke – og de som er en trussel og her er det jo Islam det handler om. Igen. Forudsigeligt som altid. Det her er bondens og hjemmehjælperens verdensbillede, udlagt hen over hækken en søndag formiddag iført forklæde og halm i træskoene. Det er indskrænket og fantasiløst. Det er frygten for det anderledes, for selve livet. Det er den allerværste mentale indavl.

Måske er det på sin plads at gentage hvad Vilh. Grønbech skrev for over 70 år siden.

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

På sin vis er Fru. Krarups frygt velbegrundet. Kristendommen er stendød som religion i Danmark og i vesten i det hele taget. Den er død og begravet under et materiel fikseret velfærdsamfund, hvor eneste værdi er penge. Der er ingen etik og ingen religiøsitet. Det kan selvfølgelig være skræmmende, at leve i et samfund, der i den grad har forkastet alle åndelige værdier i en forgøglet tro på, at bare vi er rige er vi lykkelige.

Så kommer der pludselig religioner stormende udefra – nej, frugbarhedsreligioner af den ene eller anden slags har ikke den store tiltrækningskraft på andre end de der er født ind i dem, de er trods alt nok for fremmedartede – og indgyder os frygten for det vi mangler og det vi måske også dybest set savner.

Problemet er bare, set med Fru Krarup øjne, at vi lever i et demokrati! Der er nemlig ingen som helst der truer Fru Krarups ret til og mulighed for at dyrke den religion hun gerne vil. Men fra hendes fundamentalistiske udgangspunkt er det heller ikke det der er problemet. For i sidste ende reagerer hun nøjagtigt lige som alle andre – også muslimske – fundamentalister og bekymrer sig om hvilken religion de andre dyrker. De udgør et problem for hende, fordi de ikke dyrker hendes religion.

Man kan sige, at den mission som Fru Krarup er ude i, at genopfinde og gentænke vesten som et religiøst samfund, er både vanskelig, fordi kristendommen som religion, i modsætning til som overleverede tomme ritualer, er omtrent lige så ikke-eksisterende som før Kristi fødsel. Det er en opgave som kræver uhyre evner. Evner som man kan sige, at hendes fader dog i det mindste havde lidt af.


— Marie Krarup: Aldrig kan et folk forgå som ikke vil det selv, Blog på b.dk d. 3/3 2013
— Marie Sæhl: Søren Krarup: »Marie har ikke beklaget«, Politiken d. 9/4 2013
— Sophie Bremer: Hidsig Krarup til minister: Du er barnlig, EB d. 11/4 2013

To alen …

Det er demokratiets åbenlyse svaghed, at vi, vælgerne, får de politikere vi fortjener, i kraft af at vi selv har valgt dem. Desværre er det også sådan, at vi får de politikere som andre har fortjent.

En af dem jeg ikke har fortjent er Marie Krarup, som præsenteres således på b.dk: "Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund." Hun skriver på b.dk om sin rejse til Afghanistan og om de døde vesteuropæiske soldater i Afghanistan og sagen de gav deres liv for og om den pigeskole om folketingets delegation også besøgte.

"Jeg spørger om religionsundervisningen i skolerne. Man får kun det mest basale i selve skolen, der kører med et ensartet curriculum over hele Afghanistan. Hvis man vil have mere, må man gå i religiøs skole udenfor den almindelige skoletid. De læser dog Koranen på arabisk, og arabisk sprog er obligatorisk fra 7. klasse. Jeg håber selvfølgelig, at pigerne vil udlægge Sura 4 om kvinders lave værdi og om at mænd må slå kvinder på en ny måde, når de kommer frem til selv at kunne læse og forstå det efter 7. klasse! For ellers kan det måske være svært at få fastholdt kønnenes ligestilling!"

Det er fantastisk så velforberedt og vidende Marie Krarup er, når det gælder Koranen og hvad den siger om kvinder. Til gengæld er der problemer med Biblen, som Marie Krarup ikke kan dy sig for at sætte som kontrast til Koranens kvindeundertrykkende univers.

"Før vi forlader Camp Bastion tilbringer vi aftenen på KFUM´s soldaterhjem, hvor vi deltager i deres vel besøgte andagt. Den består i en salme, en genfortælling af historien om den fortabte søn, endnu en salme og så en fælles bøn og et fadervor. Det eneste indslag i andagten, jeg ikke kender er Soldatens Bøn. Den er smuk, og den fokuserer på soldatens egne evner til at gøre det rigtige. Det beder han om styrke og hjælp til. Der er ikke nogen fordømmelse af andre, eller høje råb om, hvem der er størst. Det er en meget afdæmpet bøn, der viser, at man forstår, at det der skal bekæmpes kommer indefra, – fristelsen til at svigte for eksempel. Det Nye Testamente ligger fremme ved siden af kaffen. Jeg er ikke bange for, at soldaterne skal læse videre i den bog. Der står ikke noget på næste side om, at man godt må dræbe bestemte kategorier af mennesker eller at nogle er mindre værd end andre."

For det første er der de homoseksuelle, som Paulus jo ikke ligefrem var vild med. Se også "Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne". Man kan vist roligt sige, at de, set gennem det nye testamentes optik, ikke er lige så meget værd om alle andre.

"Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet." (1. Tim. 1;8-11)

Men heller ikke kvinderne er “fastholdt kønnenes ligestilling”. Et eksempel fra Det Nye Testamente, google har mange flere, hvis du som Marie Krarup ikke gider læse bogen selv.

"I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig underKristus, skal også hustruerne underordne sig underderes mænd." (Ef. 6:22-24)

Det er komisk på grænsen til det latterlige, at vi har en række danske politikere, som ud fra deres forestilling om Biblen angriber en anden religion, som på mange måder, ikke mindst de køns- og seksualpolitiske, er en mere eller mindre direkte spejling af deres egen, uden at de opdager, at det de angriber, er deres eget oprindelsessted; de har fjernet sig så langt fra udgangspunktet, at de har tabt det helt af syne.


— Marie Krarup: To bønner, der hvor det er farligt, d. 1/11 2012.

Endeløs Tomhed (2)

"Den første gang føltes det lidt sært. Man forventer jo, at der kommer nogen. Heldigvis er vi flere om at dele oplevelsen og styrke hinanden. Nu vender jeg den om og bliver glad, når der kommer nogen.”

Sognepræst Karin Jytte Langballe fra Nørre Vedby Kirke på Falster, som 13 søndage sidste år – sammen med organisten, kirketjeneren og kirkesangerne – mødte op til en tom kirke.


Politiken, d. 20/2 2012

Lovreligioner

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, men derudover er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man profilerer sig på at repræsentere et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946:

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.


— Frie Ord. 1. årg. s. 250

Historiske erfaringer

"Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.”

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP, som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

"Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser."

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

"Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne."

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.”

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

"Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske."

og konkluderer:

"Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum."

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.


Elisabeth Dons Christensen: Magt korrumperer total magt totalt. Kronik. JP 22. jan. 2012

Alvor og pjat

"When logic and proportion
have fallen sloppy dead…"

Da Naser Khader for nylig "havde et ærinde i det københavnske shoppingcenter Fields", så han på sin vej til rulletrapperne to unge muslimske mænd i færd med at bede på hver deres avis, som de havde spredt ud på jorden som bedetæppe. Dette forløb blogger Khader i BT, d. 19. januar og fortsætter:

"Det provokerede mig. Det er ikke, fordi jeg er religionsforskrækket. Jeg har flere i min omgangskreds, der er meget religiøse, og som beder fem gange i døgnet – hjemme! Og det, synes jeg, er helt fint. Det er ikke min sag at blande mig i den slags. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, om ikke man kan være mindre demonstrativ i udøvelsen af sin religion?"

Det demonstrative ligger vel ikke i den måde en given handlig opfattes på, så meget som i intentionen bag den, vel? Nede bag min lokale Spar-købmand hænger en tre-fire mænd og en enkelt kvinde ud med deres guldbajere og smøger og de står der ganske fredeligt i fuld offentlighed og indtager deres nødvendigheder. Der er intet demonstrativt over det, de gør det bare, måske fordi det falder dem naturligt at gøre det. Det provokerer mig ikke.

Når jeg ved samme købmand ser en mand og kvinde, begge ekstremt overvægtige, købe seks hindbærsnitter, i to poser med tre i hver og når de sætter sig på cykelstativet uden for butikken og de spiser tre hver inden de går videre, så provokerer det mig heller ikke. Det kan godt være at jeg tænker at måske ikke er det klogeste i verden, men i sidste ende kommer det ikke mig ved, hvorledes andre vælger at bruge deres liv, for det berører jo ikke mit liv som sådan og derfor har jeg overhovedet heller ingen ret til at føle mig provokeret.

Khaders følelser hører hjemme i samme kategori som de, der hjemsøgte de muslimske horder som gik på gaden i protest over nogle tegninger i en dansk provinsavis, nemlig forargelsen over andres mennskers liv og værdier, alene af den grund at de ikke harmonerer med ens egne og at man derfor forarges over at se dem. Måske går Khader en endda et skridt videre, i og med at han læser et motiv ind i situationen, som det ifølge hans egen fremstilling ikke ligefrem er indlysende at der er belæg for. Og han fortsætter, ved gentage sig selv, som om gentagelsen i sig selv kunne gøre hans tvivlsomme pointer mere indlysende:

"Jeg synes, det er noget pjat at bruge aviser som bedetæppe og at lægge sig midt i Fields eller andre offentlige steder. Det handler ikke om, at jeg er imod religion, det handler derimod om at skrue ned for det demonstrative element i religionsdyrkelsen."

Der er rigtig meget pjat i vores samfund, som man kunne tage fat på, hvilket man kan forvisse sig om ved f. eks. at læse om den ret specielle sportsbegivenhed Masturbate-a-thon, omtalt i Politiken under overskriften “DM i onani afholdes til maj“; her og her og her! Der er jo ikke det pjat vi ikke vil tillade og acceptere, når bare vi kan kalde det personlig frihed, mens den alvor der ligger i at dyrke sin religion som i det beskrevne tilfælde, affærdiges som pjat. Skam dig, Hr. Khader, at du ikke kan kende forskel.

"I demokratiske samfund er religion og tro en privat sag – og ikke noget, der udøves på en så overdreven demonstrativ måde. Sådan bør det fortsætte med at være."

Demokratiet som begreb har Khader stort besvær med at forstå, som jeg har påstået tidligere, og her går det galt igen. Man kan næppe kalde religion en privat sag – i betydningen skjult – når vi har en statsreligion og der undervises efter den i folkeskolen, og derfor er det selvfølgelig noget vrøvl Khader skriver. Til gengæld kan man godt sige at religion er en privat sag – i betydningen religionsfrihed – men i den forbindelse ligger der ikke noget eksplicit eller implicit krav om, at du skal dyrke din religion hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

Faktisk ville jeg da uendeligt meget hellere have at folk tilbad deres guder noget mere i fuld offentlighed og nøjedes med at masturbere hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.


— "When Logic ..." Grace Slick: White Rabbit

Fordybelse

“Samtidig med at folkekirken, statskirken, mister noget af sin opbakning, fortsætter folk med at være religiøst interesserede. Folk tror lige så meget i dag som for 30 år siden, de tror bare på en ny måde, og de søger svarene på livets store spørgsmål andre steder end i kristendommen.

De går over i den nyspirituelle verden. Det er ikke sådan, at folk tager det store skift og konverterer til en anden religion, det ville være gammeldags. Nej, man fortsætter sit individualiserede, moderne liv og tager det fra religionernes store lager, som man nu synes, man kan bruge. Folk siger, at de er religiøse – men på deres egen måde.

Nogle begynder at tro på reinkarnation eller læser en bog af Hummels direktør, Christian Stadil, om personlig karma, hvor de finder nogle bud på, hvordan de kan få succes i tilværelsen, og så tænker de i øvrigt ikke så meget mere over det.

Andre har måske et barn, der skriger hver nat, så man tager barnet til zoneterapeut, hvor der så ligger foldere om gaver fra Østen og livsvisdom fra hinduismen, og alt det der sammenstykker man på sin egen måde og får så religionernes store bolsjebutik.

Det hele smager sødt, der er forskellige farver, man tager lige, hvad man har lyst til, og så lader man resten være. Det giver en selvreligion, som jeg kalder google-buddhisme.”

Generalsekretæren i Det Danske Bibelselskab Morten T. Højsgaard i Politiken


— Mette Højbjerg: Forfatter: Google-buddhismen tager over efter Jesus. Politiken, 29/10 2011

Religion

“Hos mængden har ligegyldigheden over for religionen naturligvis ingen anden grund end at den er kedelig og umoderne. Derfor går al religiøs agitation i vore dage ud på at gøre den underholdende og moderne.

At den stiller visse ubekvemme krav betyder mindre end man tror. Det mest bekvemme og almindelige har jo alligevel altid været, at man respektfuldt har anerkendt disse krav og ignoreret dem i praksis.”


— Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer. København 1992. s. 85.

Ret!

"Kætterbålet på Montségur er et mørkt kapitel i kirkens historie, et karakteristisk eksempel på den brutalitet, som deterministisk religion reagerer med, når både dogmer og organisation angribes. Intolerance og dogmatisk religion har altid været uadskillelige. I Europa var det først med afkristningen og sekulariseringen i 1700-tallet, at religiøs tolerance kom på den politiske dagsorden. Det betød dog ikke at det var slut med at udslette ideologisk definerede fjender fysisk…"

Når man ved at man har ret, behøver man vel ikke strække sig meget længere end til overbærenhed med de anderledes tænkende, ligesom man heller ikke hvis (når!) det kommer til uoverensstemmelser eller det der er værre behøver at lægge lægge bånd på sig selv når det gælder håndteringen af de der har misforstået sagens rette sammenhæng.


— Steffen Heiberg: En ny begyndelse. Gad 2008. p337

Lejedisciple?

Thomas Sobol beretter fra Cambodja i Weekend Avisen:

Da jeg når Pailin, opsøger jeg flere af pastorerne i de kristne kirker, der er skudt op i byen. Ikke alle er lige villige til at tale, men Pastor Roth Pannith fra den Bibelsk Presbyterianske Kirke trækker et par plasticstole frem foran kirken. Mens børnestemmer synger salmer og øver engelske fraser i baggrunden, fortæller han om dette område:

»Da min bibellærer sagde, jeg skulle til Pailin, blev jeg bange. Jeg vidste, at alle her i området var tidligere Røde Khmerer, og at her var fyldt med landminer og dødbringende malaria. Da min kone og jeg kom hertil i år 2000, var der ingen kristne. Men nogle af dem, jeg talte med, erkendte, at deres hænder var sølet til i blod, fordi de havde slået mennesker ihjel. Så hvis Gud virkelig kunne tilgive dem, var de villige til at tro på Gud. Jeg fortalte dem, at hvis de gjorde bod og bekendte alle deres synder, så ville Gud tilgive dem og fortiden blive glemt. Nu er de glade og tilfredse og har hjulpet til med at sprede Guds ord, og i dag er mange af de tidligere soldater blevet kristne,« siger Pastor Roth Pannith.

En herlig merkantil tilgang til det at tro på Gud. Noget for noget, medmindre da Gud i de egne – og det er vel ikke utænkeligt, fortiden taget i betregtning – er så desperat efter undersåtter at det ligefrem tangerer afpresning.


— Thomas Aue Sobol: Du kan ikke narre Gud, Weekend Avisen, d. 8. juni 2007.