UTI: Magt

Uhellig Enfoldighed

2016-01-07 by Admin

“Alle med lidt historisk viden ved, at når religionen er ved magten, får vi et kynisk magtsamfund baseret på tvang, mens de sande utopiske samfund som de nordeuropæiske lande, der er næsten fuldt ud ateistiske, er for mennesker, der flygter fra religionernes hærgen verden over.”

Således skriver stormester i skak, Jacob Aagaard, i en kommentar i Politiken, som svar på et skriv fra Kresten Schultz Jørgensen om hvorfor ateisterne er de nye hellige.

Dertil kan man så tilføje, at alle med mere end blot “lidt historisk viden” ved, at helt så simpelt er det ikke. Vi har allerede en gang tidligere (her: Idioter) bragt en liste over nogle få af de af væsentlige personer i den europæiske kulturhistorie som har været religiøse i en eller anden udstrækning. Det er faktisk de fleste. Man kunne bringe en tilsvarende liste over kulturer, som … bla bla bla … men det gider vi faktisk ikke; det ligger alligevel udenfor vor magt at oplyse de ignorante og udannede.

Hvis man som et menneske, der har viet sit liv til at mestre kunsten at flytte rundt med træbrikker på et papbræt, tror at man i et læserbrev på ca 400 ord kan affærdige milliarder af menneskers livsindhold og tro gennem årtusinder og at man samtidig kan affærdige hvad filosoffer gennem næsten lige så lang tid ikke har kunnet få styr på, via letkøbte generaliseringer som “kristendommen har aldrig tilbudt andet svar på verdens problemer end tågesnak om åndelighed og fordømmelse af andre baseret på manipulation …” og “kristendommen har til alle tider været et redskab til at manipulere mennesker og fratage dem deres frihed”, ja, så er man ganske enkelt dummere end en hel pose skakbrikker …

Vi skal ikke undlade at påpege overfor Jacob Aagaard, at selvom han fremturer med det kategoriske “alle ved at …” så bliver hans påstande ikke mere sande af den grund. Tværtimod så bekræfter sådanne helt elementære fodfejl blot den indlysende kendsgerning, at skakspil ikke tilnærmelsesvis gør nogen filosof. (Og for de der skulle være i tvivl om hvorfor, såvel som til oplysning af Hr. Aagaard skulle hans vej falde her forbi, så er her et link til IEPs opslag om Fallacies og til en lettere læst artikel om samme på Wikipedia.)

Det interessante er egentlig at Jacob Aagaard kommenterer et læserbrev af Kresten Schultz Jørgensen, hvori der stod følgende:

“Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium. Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig.”

… og det er jo egentlig er en ganske god beskrivelse af Jacob Aagaards mission.

For det er da tankevækkende, at til trods for at Jacob Aagaard hævder “at undersøgelser viser, at troende er mindre generøse og mere fordømmende end ikketroende”, så var det trods alt det forgangne århundredes store ikke-religiøse ideologier, nazismen/fascismen og marxismen/kommunismen, der uhyre velorganiseret slog flere mennesker ihjel på kortere tid, end det tidligere har været muligt for nogen religionskrige.

Måske det endnu engang er værd at påpege, som jeg har gjort det før, at det afgørende ikke er hvilken religion eller ideologi du gør til din egen, men hvordan du praktiserer den.

— Kresten Schultz Jørgensen: Ateisterne er de nye hellige. Politiken d. 27/12 2015
— Jacob Aagaard: Kristendommen tilbyder kun tågesnak. Politiken d. 31/12 2015

Demokratiets sejr.

2015-12-20 by Admin

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.”(1)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

Hal Koch

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (2)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.”(3)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” (→) gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.

(1) Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946. s. 138
(2) op. cit. s. 145
(3) op. cit. s. 145

Magt

2012-05-05 by Admin

Læser i øjeblikket Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi og deri faldt jeg over en gengivelse af Lord Actons ord om magtens korrumperende egenskaber, hvilket mindede mig om hvordan ordene alt for ofte gengives fejlagtigt på dansk.

En hurtig søgning giver nogle eksempler. Rune Engelbreth Larsen skrev “Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.” i en leder i tidsskriftet Faklen i 1999(1), uden dog at sætte ophavsmand på disse ofte citerede ord.

Peter Kurrild-Klitgaard (professor, ph.d.) brugte i et læserbrev Berlingske samme ord men krediterede dog ophavsmanden: “Den store 1800-talshistoriker Lord Acton sagde engang, at »magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«.”(2)

Værst af alt er dog at Den Store Danske gengiver historikeren lord Actons “lov” som “al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.”

Det kan godt irritere undertegnede at man alt for ofte tager Lord Actons ord og kritikløst gengiver dem i en alt andet end korrekt oversættelse. Hvad han skrev i et brev i 1887 var: “Power tends to corrupt and absolute power corrupts absolutely.”(4) og det ikke helt det samme. Mogens Herman Hansen oversætter korrekt (min fremh.):

“Magt har en tilbøjelighed til at korrumpere, og absolut magt korrumperer absolut.”

Tak for det!

Der er selvfølgelig en væsentlig forskel, som ikke må overses. Der er således mange mennesker der dagligt forvalter den — begrænsede — magt de i forskellige sammenhænge er blevet tildelt fuldstændig kompetent og uden bias og efter bedste evne. Naturligvis fristes man til at sige.

I sidste ende er det jo heller ikke magten der korrumperer, men interesser. Hvordan den forvaltes er i sidste ende et spørgsmål om karakter. Magten er blot den faktor der faciliterer afsløringen af en skidt karakter.

(1) Rune Engelbreth Larsen: Leder. I: Faklen nr. 11, 1999
(2) Peter Kurrild-Klitgaard: Demokrater i Sumpen, Berlingske, 8. marts 2010
(3) "Magt". Lex.dk
(4) Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi. Museum Tusculanum. Kbh. 2010. s. 179

Historiske erfaringer

2012-01-24 by admin

"Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.”

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP, som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

"Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser."

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

"Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne."

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.”

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

"Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske."

og konkluderer:

"Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum."

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.

Elisabeth Dons Christensen: Magt korrumperer total magt totalt. Kronik. JP 22. jan. 2012

A propos politikere

2011-03-03 by admin

“Such tests arise inevitably out of democracy—the domination of unreflective and timorous men, moved in vast herds by mob emotions. In private life no man of sense would think of applying them. We do not estimate the integrity and ability of an acquaintance by his flabby willingness to accept our ideas; we estimate him by the honesty and effectiveness with which he maintains his own. All of us, if we are of reflective habit, like and admire men whose fundamental beliefs differ radically from our own. But when a candidate for public office faces the voters he does not face men of sense; he faces a mob of men whose chief distinguishing mark is the fact that they are quite incapable of weighing ideas, or even of comprehending any save the most elemental—men whose whole thinking is done in terms of emotion, and whose dominant emotion. is dread of what they cannot understand. So confronted, the candidate must either bark with the pack, or count himself lost. His one aim is to disarm suspicion, to arouse confidence in his orthodoxy, to avoid challenge. If he is a man of convictions, of enthusiasm, of self-respect, it is cruelly hard. But if he is, like Harding, a numskull like the idiots he faces, or, like Cox, a pliant intellectual Jenkins, it is easy.

The larger the mob, the harder the test. In small areas, before small electorates, a first-rate man occasionally fights his way through, carrying even the mob with him by the force of his personality. But when the field is nationwide, and the fight must be waged chiefly at second and third hand, and the force of personality cannot so readily make itself felt, then all the odds are on the man who is, intrinsically, the most devious and mediocre—the man who can most adeptly disperse the notion that his mind is a virtual vacuum.”

— H. L. Mencken: Bayard vs Lionheart. July 26, 1920. En kommentar til valget mellem Harding og Cox.