It is curious, too, that though the modern man in the street
is a robot, and incapable of love
he is capable of an endless, grinding, nihilistic hate:
that is the only strong feeling he is capable of;
and therein lies the danger of robot-democracy and all the men in the street,
they move in a great grind of hate, slowly but inevitably.
— D. H. Lawrence: Robot Feelings (1932)
"No one in this world, so far as I know — and I have researched the records for years, and employed agents to help me — has ever lost money by underestimating the intelligence of the great masses of the plain people. Nor has anyone ever lost public office thereby.
— H. L. Mencken: Notes On Journalism. Chicago Tribune (19/9 1926)
“If he who breaks the law is not punished, he who obeys it is cheated. This, and this alone, is why lawbreakers ought to be punished; to authenticate as good, and to encourage as useful, law-abiding behavior.
The aim of the criminal law cannot be correction or deterrence; it can only be the maintenance of the legal order.” (Szasz s. 42)
Det tilsvarende argument, set fra den kriminelles side, er selvfølgelig, at han har krav på en passende straf alene af den grund, at en udeladelse deraf er en krænkelse af hans person i den forstand, at det er en både en umyndiggørelse og en underkendelse af de rettigheder han burde have som individ. At undlade at straffe den kriminelle – eller ikke at straffe ham på en måde der står i rimeligt forhold til forbrydelsen – er at overgreb på hans person.
Det kan her indvendes, at en og anden kriminel – stillet overfor en retsags alvor og udsigten til tilsvarende straf – nok ville være villig til at afstå fra denne umistelige ret til at blive straffet, men dette sagen underordnet. En principiel diskussion af kriminelles ret til at blive straffet, er naturligvis ikke forpligtet til at tage højde for den enkelte kriminelles følelser i den anledning; følelser som, sammen med hvad den kriminelle ellers måtte have af indvendinger, ikke bærer den samme vægt, som den ville, hvis den kom fra ethvert andet menneske. Det er i sidste ende et spørgsmål om alvor, livets alvor, som den kriminelle har valgt at underlægge sig i selvsamme øjeblik, som han personligt demonstrerede sin manglende evne til at forvalte den.
Man kan sige, at den kriminelle har et krav på at blive taget alvorligt, men selvfølgelig i langt højere grad at samfundet har pligt til – for dets egen skyld d.v.s. af hensyn til opretholdelsen af en vis lov og orden – at omgås den slags med den største alvor og uanset hvad tidsånden ellers måtte indikere.
“Punishment is no longer fashionable. Why? Because – with its corollary, reward – it makes some people guilty and others innocent, some good and others evil, in short, it creates moral distinctions among men, and to the “democratic” mentality, this is odious. Our age seems to prefer a meaningless collective guilt to a meaningful individual responsibility.” (Szasz s. 42)
Pointen med det “demokratiske sindelag” er ikke bare en klarsynet observation, men den er også vidunderligt ironisk derved, at denne ophæver af alle vertikale forskelle, i dette tilfælde gør lige netop det modsatte, hvis den fratager individet dets ansvarlighed overfor sig selv, overfor dets medmennesker, overfor samfundet som helhed og i sidste instans overfor en højere retfærdighed, hvorfra den så end – alt efter ens præferencer – måtte komme.
“There can be no humane penology so long as punishment masquerades as “correction”, No person or group has the right to “correct” a human being; only God does. But persons and groups have the right to protect themselves through sanctions that are, and should be called, “punishments”, which, of course, may be as mild as a scolding or a small fine, or as severe as life imprisonment or death.” (Szasz s. 42-43)
— Thomas Szasz: The Second Sin. London 1974
“Forvænte mennesker elsker at lade sig gribe af panik, nemlig når noget – muligvis – kan true deres forvænthed. Vi véd alle, hvordan groft forkælede børn opfører sig. Just sådan opfører vi os. Vi konstaterer ikke, at det eksempelvis er usundt at ryge, og at det muligvis kan være medvirkende til fremkomst af sygdom og død. Vi bliver derimod slagne af panik, bliver skingre i stemmen, kræver indgreb og forbud og restriktioner. Her er det ikke nok med etik, man må tillige mobilisere juraen, politikerne samt ordensmagten. Rædslen har grebet folket – uagtet vi alle, hvad enten vi ryger eller ikke, bliver ramt af sygdomme og en uafvendelig død.
Panikken vil aldrig mangle anledning, og jeg finder det kedsommeligt at remse op, hvilke temaer panikken i vor tid med fryd har kastet sig over: Ozonlaget, som nedbrydes af spraydåser og køleskabe, den påståede skovdød, der med “videnskabelige” sikkerhed skyldes den sure regn, sprøjtemidler, kemisk industri, døde hummere i Kattegat, afbrænding af giftstoffer i Nordsøen, sældød, burhøns, drivhuseffekten, hvalerne, der måske uddør, og hvad vil verden være uden hvaler? Præcis det, som den nu er uden dinosaurer og sabeltigre!
Min påstand er ikke, at der ikke er realiteter i alt dette eller dog i noget af det. Meget af det kan sikkert være alvorligt nok, og man er da også, så vidt jeg er orienteret, i færd med at gøre noget ved det. Min pointe er alene panikken. men den lægger jeg til gengæld den største vægt på, thi den er i mine øjne et symptom på en mangelsygdom – og altså just den mangelsygdom jeg har gjort opmærksom på, det demokratiske meningstab, der skyldes udelukkelsen af enhver tanke om et yderste mål, som det for alt i verden gjalt om at opnå. Når ideen om den “den evide salighed” – hvad det så end er for noget – går ud, da vil selv den mindste lille trussel antage spøgelsesagtige proportioner. Eller, som tidligere udtrykt: Da vi ikke kan finde ud af, hvad alvor er for noget, da er vi tilbøjelige til at gøre hvad som helst til det yderste alvorlige – hvilket på en desorienterende måde er identisk med at der ikke findes nogen alvor mere i livet, men alt er tant. Man må så at sige vælge imellem at opføre sig hysterisk eller kynisk. Thi man tør ikke længere se den sande alvor i øjnene: At være et dødeligt menneske, stillet under Guds ubetingede herredømme.”
— Johannes Sløk: Det her samfund! (1989)
“Democracy came into the Western World to the tune of sweet, soft music. There was, at the start, no harsh bawling from below; there was only a dulcet twittering from above. Democratic man thus began as an ideal being, full of ineffable virtues and romantic wrongs—in brief, as Rousseau’s noble savage in smock and jerkin, brought out of the tropical wilds to shame the lords and masters of the civilized lands. The fact continues to have important consequences to this day. It remains impossible, as it was in the Eighteenth Century, to separate the democratic idea from the theory that there is a mystical merit, an esoteric and ineradicable rectitude, in the man at the bottom of the scale—that inferiority, by some strange magic, becomes a sort of superiority—nay, the superiority of superiorities. Everywhere on earth, save where the enlightenment of the modern age is confessedly in transient eclipse, the movement is toward the completer and more enamoured enfranchisement of the lower orders. Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness on this lugubrious ball. The cure for the evils of democracy is more democracy!”
— H.L. Mencken: Notes on Democracy. New York 1926. ch. 1
Søren Pind vil være Gud. Mindre kan tilsyneladende ikke gøre det, så nu vil han – ifølge en artikel i JP – have nedfældet ti bud, som ifølge artiklen skal handle “om grundlæggende demokratiske værdier, som man skal leve op til for at blive en del af det danske fællesskab. De 10 bud eller kanoniserede værdier skal være uomgåelige for alle, der har et dansk pas, og skal i sidste ende kunne gennemføres med tvang,”
Pind udtaler:
“Jeg vil have en diskussion om, hvilke – ikke 10 teser, men 10 bud – der i bred forstand identificerer os som danskere, og som knytter os sammen. Og som man skal – ikke burde – men skal følge.”
Læg venligst mærke til at han understreger, at dette ikke er teser, men bud og at der skal være ti af dem, hverken mere eller mindre og at det er ikke engang handler om forskrifter man kan vælge at følge, men om bud i den religiøse forstand, som man skal følge,
Han kommer med tre eksempler på hvad disse bud kan indeholde, nemlig “ligestilling mellem kønnene, respekt for folkestyret og religionsfrihed”.
Lad os bare se bort fra at religionsfriheden lige er blevet afskaffet her til lands og lad os gå let henover, at der næppe er noget fornuftigt tænkende menneske, som ønsker ligestilling mellem kønnene. Ligeværd, javist og lige rettigheder, selvfølgelig, men ligestilling er den modbydelighed, der sniger sig ind og udsletter alle de forskelle, der er den grundlæggende dynamik kønnene imellem. Den ønsker vi gerne at bibeholde. Tak!
Og så er der den der med respekten for folkestyret. Det lader til at den ironi er fuldstændig tabt på Pind, som ligger deri, at der ikke lævnes ret meget plads til respekt for folkestyret, når man samtidig vil lave et værdityranni, der med tvang vil gennemtrumfe at alle borgere skal abonnere på netop Pindens demokratiske værdisæt. Langt mere massiv er ironien – eller måske ligefrem modbydeligheden eller bare uvidenheden – når man lader dette udspil, som jo er direkte er rettet mod hvad Pind kalder “»demokratisk assimilation« af danskere med en anden herkomst end dansk”, tage navn efter De ti Bud. Det skal nok blive en succes …
Måske er jeg bare ikke dansk? Jeg mener i hvert fald ikke at ligestilling kønnene imellem er en ubetinget god idé og jeg mener slet ikke at demokratiet er det – en påstand til hvis underbyggelse jeg vil føre som vidne det faktum, at Pind overhovedet er blevet valgt til noget som helst – og jeg er godt nok spændt på at se hvilken midler og metoder, Pind mener skal tages i anvendelse, for at få mig til at skifte mening.
— Jesper Hvass & Marchen Neel Gjertsen: Søren Pind varsler liste med 10 værdikrav, JP d. 6. oktober 2017
“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.”(1)
Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:
“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (2)
Kochs indvending er den vist eviggyldige:
“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.”(3)
Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?
Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?
Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.
Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” (→) gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.
Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.
(1) Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946. s. 138
(2) op. cit. s. 145
(3) op. cit. s. 145
"Jeg maa atter minde om, at Demokratiet efter visse Folks Mening blandt andet involverer Retten til at gaa imod den fremherskende Folkestemning."
— Hal Koch, Frie Ord, 1 Årg. s. 146
Mens vi venter på at blive bedraget og løftebrudt, overlader vi ordet til en forfatter som døde for 2400 år siden.
Mit hjerte ønsked’ ej at binde sig ved ed.
Hvad tungen banded’ på forpligter ej min sjæl.
Fra Aristofanes: Frøerne v. 101-102 i dansk oversættelse ved Kai Møller Nielsen, Syddansk Universitetsforlag 2006.
Originalen lyder således og vi ser bort fra konteksten, for det er egentlig Aristophanes der citerer Euripides.
φρένα μὲν οὐκ ἐθέλουσαν ὀμόσαι καθ’ ἱερῶν,
γλῶτταν δ’ ἐπιορκήσασαν ἰδίᾳ τῆς φρενός.
Vi tager den lige på engelsk også i B. B. Rogers overs. (1909):
‘Twas not my mind that swore: my tongue committed
A little perjury on its own account.
… og lige en gang til på engelsk ved Gilbert Murray (1938):
… or souls that won’t take oaths
while tongues go swearing falsely by themselves.
Så er der udskrevet valg igen og derfor er det igen på sin plads, at minde om Bill Bennetts politikertest:
"If a candidate tells you only things you want to hear, if he asks nothing of you, then give him nothing in return, certainly not your vote, because he is not telling you the truth."