UTI: Blog

Elsk din voldsmand

2012-05-15 by Admin

Ekstra Bladet bringer en historie (her tages på forhånd forbehold for historiens sandhedsværdi) om 14-årige Emil fra Albertslund, som to gange i skolen har fået tæsk af ældre elever, den en gang med en brækket næse til følge. Den ene af slynglerne har fået en betinget dom og en dags bortvisning fra skolen og den anden (en uges bortvisning fra skolen) kommer for retten senere.

Emil har det – meget forståeligt – ikke specielt godt med at voldsmændene stadig går og vil vedblive med at gå på skolen. Han siger: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække.” Det er jo ganske forståeligt, men dybest set også en triviel historie – for alle andre end de implicerede.

Interessant er det fordi Jette Runchel, der åbenbart er direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, forsøger at begå karakterselvmord med følgende udtalelser til EB:

“Det er rigtig kedeligt at høre, at drengen har haft den oplevelse. Vi er bare nødt til at se, hvad det andet perspektiv også er.“

Hvorefter EB spørger:

Men hvorfor skal Emil gå i skole med de to drenge, der har været voldelige over for ham?

og Jette Runchel svarer:

Vi mener, at der er grundlag for, at man kan reetablere relationen mellem de drenge, der har været involveret. Det har været skoleledelsens vurdering, og normalt er det jo ikke skolens opgave at straffe.

Reetablere relationen? Sådan taler man, når man repræsenterer en verdensopfattelse, hvor levende mennesker er reduceret til livløse brikker i et pædagoisk-administrativt spil.

Dette her er den ultimative menneskeforagt.

Elsk din voldsmand – 2

Lidt yderligere kommentarer til sagen om den 14-årige Emil, som var udsat for et par voldelige overfald på sin skole og efterfølgende måtte gå i skole sammen med de drenge som havde overfaldet og brækket næsen på ham og som havde fået dom for det.

Jette Runchel, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, fortsatte i pressen med at demonstrere en fuldstændig mangel på empati, da EB d. 8/5 2012 kunne berette at Emil formodentlig følte sig tvunget til at skifte skole efterfølgende.

Jeg synes, det er ærgerligt på den ene led. På den anden led kan jeg sagtens forstå, at det er det valg, man kan komme til at træffe som forælder.

Det er ikke et valg man kan komme til at træffe som forælder, det er et valg man kan blive tvunget til at træffe som forælder. Der er en væsentlig forskel her. Formuleringen “komme til at træffe” er ren ansvarsfralæggelse.

Det er vigtigt for mig at sige, at skoleledelsen har talt med hende om, at vi står til rådighed og vil gøre alt i vores magt for at få iværksat, at Emil får den hjælp, han har brug for.

Synes du, det er sket hurtigt nok?

Der har været tilbudt hjælp før nu. Den dreng, som har begået overfaldet, har tilbudt at komme hjem til familien og sige undskyld, men det har familien ikke kunnet tage imod.

Konfliktråd, mægling, re-etablering af relationer. Efter at viljen til at straffe er, om ikke afskaffet, så dog mistænkeliggjort, er hensynet til gerningsmanden tilsyneladende blevet første prioritet. Jeg har hørt argumentet om, at man jo ikke ligefrem behøver at ødelægge voldforbryderens liv, ved at straffe ham.

Konfliktråd og mægling har det store problem i sig at de i en forstand ligestiller offer og gernningmand – forstået på den måde at de skal indgå aktivt i samme process og det kan kan jo nok være mindst lige så grænseoverskridende for offer som for gerningsmand. Problemet er, at når først hensynet til gerningsmanden er kommet ind i processen følger tilsyneladende og uvilkårligt mistænkeliggørelsen af offeret, når det ikke ønsker at medvirke.

Som ovenstående, hvor det selvfølgelig skal nævnes at de har fået hjælp, nemlig at gerningsmanden har tilbudt at sige undskyld, men det ville de utaknemmelige mennesker så åbenbart ikke tage imod. Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, for bag hele ideen om at forklare sig, beklage eller sige undskyld, ligger tanken om at man kan forvente tilgivelse i en eller anden udstrækning. Men er det alt der skal kunne tilgives? Hvad hvis den udefrakommende forventning til offeret om at re-etablere relationerne til gerningsmanden (og dermed ultimativt at tilgive) til sidst bliver så stort at det bliver et krav?

I slutningen af februar blev Emil overfaldet igen. Denne gang fik han brækket sin næse og blev sparket, mens han lå på jorden, fordi han forsvarede en klassekammerat mod drillerier. Denne gang var det en ny 9. klasses elev. Umiddelbart efter sammenstødet måtte Emil sidde alene med eleven med blødende næse i et lukket rum, indtil Emil selv valgte at forlade skolen.

– Jeg gik op på kontoret, fordi jeg tænkte, at de ringede efter en taxa, så jeg kunne komme på hospitalet. Så kom han ind i rummet. Så gik alle lærerne ud for, at vi kunne snakke. Vi sad der i cirka 20 minutter, og så gik jeg ud på gangen og sagde, at jeg ikke ville snakke med ham. Så hentede de ham bare derud. Jeg kunne mærke, at de bare ville have, at vi skulle snakke, og de ikke ville ringe efter en taxa, fortæller Emil.

Presset er så lige pludselig på offeret og den kyniske mægler/sagsbehandler kan lægge en lille smule skyld over på offeret, når det ikke vil makke ret og tale sig til rette med en voldsmand og efterfølgende modtage en undskyldning.

Selvfølgelig er det pervers selvudlevering når en 14-årig dreng udtaler til pressen: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække. Men jeg får taget mig sammen og går i skole hver dag“, men verden er da helt skæv, når det er offeret for en forbrydelse der frygter sin fremtid i frihed, langt mere end at det er voldsmanden der frygter sin fremtid i ufrihed.

— Voldsmænd skal blive på skolen, EB, 8. maj. 2012
— Kommunen: Ærgerligt men forståeligt hvis han stopper, EB, 8. maj 2012
— Jeg tænker på at tage mit eget liv, EB, 8. maj 2012.

Lovreligioner

2012-02-03 by Admin

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, men derudover er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man profilerer sig på at repræsentere et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946:

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.

— Frie Ord. 1. årg. s. 250

Kvinder!

2012-01-05 by Admin

Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen har i Politiken fået luft for deres frustrationer over at være kvinde, under overskriften “Derfor har mange kvinder lavt selvværd”.

“Kærlighed og anerkendelse er noget, vi kvinder dagligt må slås for, for mange af os føler ikke selv, at vi fortjener et klap på skulderen, hvis vi ikke ser godt ud, har en kernesund familie, succes på jobbet og et hjem, hvor puderne matcher sofaen.
[…]
Derfor kan det ikke undre, at hver fjerde kvinde ifølge en ny undersøgelse gennemført af Psykiatrifonden ofte eller jævnligt har lavt selvværd eller føler, at de ikke slår til. 24 procent har ligefrem været så stressede, at de overvejede at søge professionel hjælp, sygemelde sig, sige jobbet op eller omlægge deres liv.
[…]
I stedet føler mange af os, at vi befinder os i en spændetrøje, hvor vi konstant skal bevise over for os selv og resten af verden, at vi er gode nok – også selv om det koster søvnløse nætter, stress og risiko for sygemelding og udbrændthed.”

og pointen

“En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering.”

I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!

Og jeres ambitiøse forsøg på et løsningsforslag:

“Måske handler det om at sætte barren lidt ned, få far til at tage mere ansvar i hjemmet og stille krav til arbejdsmarkedet, så vi ikke står med hovedansvaret for hjemmet, samtidig med at vi skal præstere til topkarakter på jobbet.”

Ha! Nej, far er fucking ligeglad med om puderne matcher sofaen og i øvrigt var det jer selv som ville ud på arbejdsmarkedet. Men bortset fra det er der ingen ydre tvang der forhindrer jer i at gøre som I vil, andet end den indre trang som I åbenbart overhovedet ikke kan styre selv.

“Måske har vi kvinder i dag for høje forventninger til livet og til, hvad der kan lade sig gøre.”

Måske har I kvinder i dag ingen ide om hvad livet er eller hvad livet drejer sig om. Filosofi har alle dage været mandens gebet og det er ingen simpel sag at gentænke og genopfinde hele kvindekønnets rolle fra bunden af, når nu det I fik overleveret fra jeres mødre ikke var godt nok til jer. Men det afholdt jer jo ikke fra stædigt-revolutionært at gøre forsøget, vel?

Så fritag os venligst fra al klynkeriet over at projektet ikke lykkedes og tag det som en mand!

Fortsættes ...

— Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen: Derfor har mange kvinder lavt selvværd. Politiken d. 3/1 2012

De kreative!

2011-05-23 by Admin

Jeg var til et forældremøde i sidste uge på den skole, hvor mine børn går, og til det møde hørte jeg en forælder efterlyse flere kreative fag og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke fattede pointen lige med det samme.

Hvad der var tale om, var dette: den pågældende forælder havde en opfattelse af, at der er to slags elever, nemlig de boglige og de kreative, to i øvrigt ligestillede grupper, hvor den ene er dygtig til matematik, dansk, fysik og engelsk, mens den anden gruppe er dygtig til noget andet – det må de jo være, i demokratiets hellige navn – og de er så ‘kreative’! Hvad denne kreative kompetence i øvrigt bestod af, blev jeg aldrig rigtig klar over, men det stod dog klart, at den var en modsætning til det at være bogligt dygtig.

Det forholder sig nu engang sådan, at “kreativitet destrueres eller trues ikke af boglighed” (skrev Annegrethe Rasmussen, citeret her), men måske skulle man pensle det lidt mere ud og tilføje, kreativitet er ikke en modsætning til faglig dygtighed.

Nogle børn er bare dygtigere end andre og det kan da godt være, at det ikke er rart som forælder at skulle erkende, at lille Birger ikke er så skarp i skolen, men hvad får man ud af at lyve for sig selv? Når samme forælder forsvarede sit standpunkt med en konstatering af, at der skam er masser af mennesker, som tjener rigtig mange penge i de kreative fag, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at dette ikke bare er et udslag af en virkelighedsflugt baseret på det socialdemokratiske “hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære“, men langt mere er et verdensbillede, der er udsprunget af X-Factor.

En mere frugtbar tilgang til virkeligheden kunne jo være, at omtalte forældre ikke bare resignerede ind i kreativiteten, men i stedet indså, at så må lille Birger bare arbejde desto hårdere for at få sin eksamen…

Tolerance, nu i ny betydning!

2011-04-13 by Admin

Peter Skaarup fatter ikke en brik. En temmelig ekstrem muslimsk prædikant skal nemlig tale på en konference arrangeret af Islamisk Trossamfund.

Laughing Fool

“Jeg forstår ikke et pluk af det, hvis han får lov at komme ind i landet, når han er blevet afvist i England og Australien. Det er jo lodret imod alle ambitioner om integration og tolerance, at han skal tale,”

Således talte Peter Skaarup i følge Politiken.

Aha! Vi er så tolerante at vi ikke vil tolerere at han taler imod tolerance.

Naser Khader fatter i øvrigt heller ingenting.

“Han har en masse forfærdelige holdninger, og nogle af dem er på grænsen af at være opfordringer til vold. Man burde slet ikke give ham indrejsetilladelse til Danmark.”

Lad ham tale! I ytringsfrihedens navn har vi ikke rigtig noget valg. Ordet er frit også til at tale ham imod. (Vi har faktisk også et nazistparti i Danmark.) Kommer han ind i landet og foretager sig noget alvorligt, som at opfordre til vold og terror kan man jo smide ham i kachotten!

— Ekstremist skal tale til de unge på Nørrebro, Politiken, d. 9. april 2011

Moralødelæggelsesvåben

2011-04-13 by Admin

“Kontroversiel muslimsk prædikant, der forsvarer selvmordsangreb, skal tale på ungdomskonference,”

... skriver Politiken og tilføjer:

“I en … video forsvarer han selvmordsangreb, fordi de bør betragtes som militæraktioner. »Det er en legitim form for kamp«, siger han på videoen.”

Her er det vist underforstået (fra Politikens side) at det er det ikke, altså en legitim for for kamp. Spørgsmålet er, hvorfor det skulle være mere illegitimt at bruge sig selv som bombe, end det er at sidde i fly kilometer fra og over fjender man ikke kan se, uden at risikere noget som helst og, behageligt distanceret fra kamppladsen, dræbe tusinder ved et tryk på en knap?

Eller med andre ord: Hvis du ikke har råd til en F16, så har du en moralsk forpligtigelse til ikke at gøre modstand.

Få jer nogle ordentlige våben, fattigrøve!

— Ekstremist skal tale til de unge på Nørrebro, Politiken, d. 9. april 2011

kvindekvoter

2011-03-09 by Admin

“Kvinder og mænds andel i bestyrelser indgår for os i en bevidst mangfoldighedsstrategi. Kønskvotering er fejlagtigt hos mange debattører, inklusive ministeren, blevet til kvindekvoter. Kønskvotering handler om at skabe balance, uanset om det er mænd eller kvinder, det drejer sig om. I det konkrete tilfælde med virksomhedsbestyrelser vil det i de fleste tilfælde være kvinder, der kvoteres ind, men vi ved fra det offentlige område vedrørende råd, nævn og udvalg, at der i dag kvoteres både mænd og kvinder. Det behøver ikke gå fra 0 til 50 på en dag. Vi respekterer, at rekrutteringsgrundlaget kan være forskelligt i forskellige brancher. Men det skal gå fremad år for år. Og det gør det ikke nu. “

Således skriver to radikale folketingskandidater i Berlingske. Argumentet de fremfører er at “ligestilling svarer til mangfoldighed, der erfaringsmæssigt fører til innovation, der igen fører til vækst,” men den række af argumenter er nok strukket lidt vel rigeligt og underminerer nærmest sig selv.

At ligestilling (vi taler her om ligestilling kønnene i mellem) skulle svare til mangfoldighed kan anskues på to måder, nemlig enten at mænd er en ensartet masse og at kvinder står for mangfoldigheden og at flere kvinder derfor vil bringe mangfoldighed – den ser vi bort fra her, det er ikke det der menes – eller at mænd for sig og kvinder for sig er en forholdsvis ensartet masse og at det grundlæggende giver mangfoldighed at blande de to.

Nu er der blandt mænd alene mangfoldighed nok at tage af – betænkt f. eks. Sven Ole Thorsen, Ole Henriksen, Mogens Glistrup og Peter Lundin, alle særdeles innovative typer på deres eget felt – og den mangfoldighed der efterlyses er derfor af den slags som ikke har relevans for den konkrete (ansættelses)situation, for de der skal ansætte kan jo frit vælge enten en kvinde eller en mand hvis de ønsker det, men derimod et ønske om en mangfoldighed som bunder i en blot og bar kønsspecifik forskel: kvinder skal med, bare fordi de er kvinder. (Et eller ander sted i det argument ligger også en implicit præmis om at mænd ikke er gode nok, bare fordi de er mænd, men den lader jeg ligge til en anden god gang.)

Men hvis kønnet er eneste kvalifikation kan man vende argumentet på hovedet og spørge om kønnet så også kan accepteres som en manglende kvalifikation?

Jeg tror nok jeg kan svare på det spørgsmål på de to forfatteres vegne.

I sidste ende er det der efterlyses ren newspeak ("The basic idea behind Newspeak is to remove all shades of meaning from language, leaving simple dichotomies (pleasure and pain, happiness and sadness, goodthink and crimethink) which reinforce the total dominance of the State." jvf. Wikipedia):

“Vi ønsker os en strategi for ligestilling, mangfoldighed og vækst. Vi ønsker os en mangfoldighedsminister, som kan sætte handling bag ord. Ikke for vores skyld. Ikke for den enkelte kvinde eller mands skyld. For Danmarks vækst og muligheder i fremtiden.”

Der er ikke det store indhold i disse fem linier og derfor kan de let, med baggrund i artiklen, oversættes sætning for sætning således:

“Vi vil have en plan for hvordan vi får kvinde i gode jobs. Vi vil have en minister der kan tvinge flere kvinde ind i gode jobs. For jeres skyld. For jeres skyld. For jeres skyld.”

Det her er politik når det er værst, nemlig rendyrket ideologi blottet for enhver form for refleksion over motiver og konsekvenser og desuden pakket ind plusord og klicheer der skal hjælpe med at sælge dette politiske candyfloss til hjælpe- og sagesløse vælgere.

Øv.

— Uffe Elbæk & Sofie Carsten Nielsen, Folketingskandidater for Radikale Venstre: Ligestilling giver vækst. Kommentar i Berlingske, d. 07. marts 2011.

At elske et barn

2011-02-28 by Admin

Jeg faldt tilfældigvis over denne tekst på en blog som tilhører en der hedder Mette:

“Hold fast, hvor jeg bare elsker de børn. De er jo et mirakel – ligesom alle børn er det for deres mødre. Jeg elsker dem bare så højt. Langt ind i hjertekulens inderste gange og huller. Helt derinde flyder kærligheden …”

Mere banalt bliver det ikke – nogensinde – og det er måske nok værd at huske på at alle kan elske et barn, der ligger ikke nogen præstation deri.

Måske er det på sin plads at minde alle om, at selv den værste fjende, selv det største uhyre, ja selv den du hader allermest, elsker børn.

Image without description

Er de grimme?

2011-01-13 by Admin

I et hvert menneske, uanset hvor ondskabsfuld, korrupt eller dumt det på overfladen forekommer, er der altid, et eller andet sted, et element af godhed, ærlighed eller visdom. Også når det gælder den danske offentligheds komiske royale sideshow Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, i daglig tale kendt som Henrik, som jo er en helt igennem anakronistisk figur der i al sin affekterede talentløshed ikke holder sig tilbage fra også at optræde som digter. Man forventer ikke meget fra denne familie af "kunstnere," men undertiden kan man jo sænke niveauet og glædes over lidt, som når BT bringer historien om at Prins Henrik chokerer: "Tvillingerne er meget grimme":

– Tvillingerne er meget grimme, lyder den karske dom over Mary og Frederiks to nyfødte børn, inden Prinsen dog bløder en kende op i det vanlige, frankofile smil og fortsætter:
– Nej, de er meget søde. Men jeg vil ikke sige smukke.

I et stille øjeblik bifalder vi dette lille oprør mod den forbandede forpligtelse man har til – på opfordring, intet mindre – at synes at andres nyfødte børn er smukke. Det er de ikke. I hvertfald ikke for andre end forældre, bedsteforældre og søskende, hvilket måske skyldes at de befinder sig i et følelsesladet øjeblik og således ikke ligefrem anlægger objektive kriterier.

Eftersom vi desværre ikke har et billede af de royale rædsler bringer vi et billede af et par andre tvillinger hvis forældre garanteret også syntes at de var både smukke og søde. Det gør forældre jo.

Heldigvis!

Tvillingerne

Men alt det skal ikke fjerne vores opmærksomhed fra følgende: Skuespiller Ellen Hillingsø har besøgt og besigtiget den royale yngel og BT har fundet det vigtigt at indhendte hendes vurdering og kan med stor alvor konstatere at “Skuespiller Ellen Hillingsø er uenig med prins Henriks bedømmelse af de royale tvillinger.“

— Er det rigtigt, at tvillingerne er så grimme, som prins Henrik siger?
— Nej, nej, slet ikke, svarede hun.
— Hvordan var de så?
— De var enormt søde, smilede hun.”

Men var det egentlig ikke det Henrik sagde?

— ‘Tvillingerne er grimme’, BT d. 11/1 2011
— ‘De er slet ikke grimme‘, BT d. 11/1 2011
— Ill. via Wikimedia.

Racismens Grænseland - 1

2010-01-12 by Admin

I følge Jyllands-Posten i dag, viser en undersøgelse som regeringens burkaudvalg har fået foretaget, at antallet af kvinder i Danmark som jævnligt ifører sig denne, helt sikkert ikke særligt populære klædedragt, er 0,000001%. Det er jo et lidt abstrakt størrelse at forholde sig til, så man kunne også bare sige at tallet er tre. Tre, som i lidt flere end halvdelen af fingrene på din ene hånd.

Langt værre(!) står det til med en anden heller ikke så populær klædedragt, for undersøgelsen viste at der er mellem 5000% og 6500% flere som jævnligt ifører sig niqab. 5000% er måske også et lidt svært tal at forholde sig til, så lad os bare sige at tallet er mellem 150 og 200. Heraf er lidt færre end halvdelen (60-80) danske kvinder, der er konverteret til islam.

En smule intelligens er der tilsyneladende til stede i dansk politik, for JP skriver:

“Foreholdt undersøgelsens resultater mener Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, at det nu er svært at sætte lighedstegn mellem brugen af niqab og kvindeundertrykkelse.

»Jeg er overrasket over, hvor mange danske konvertitter, der er. Man kan ikke sige, at de er mere undertrykte end folk, der frivilligt går ind i Scientology eller Moon-bevægelsen. Jeg har svært ved at sige, at de ikke gør det frivilligt,« siger Karsten Lauritzen.”

… og det har han jo nok ret i. Anderledes forholder det sig hos de konservative, hvor Henriette Kjær føler trang til at udtale sig og det slippe hun ikke heldigt afsted med:

“»Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation,« siger politisk ordfører Henriette Kjær (K).”

Ræsonnementet i ovestående er følgende: Hvis nogen skulle have lyst til at foretage sig noget som ikke også Henriette Kjær har lyst til at foretage sig, så er der kun tre muligheder. Enten er de “underlige” fordi de gør det eller også er de blevet tvunget til det eller også gør de det for at provokere, hvilket også må siges at være frivilligt og så er de stadig underlige. Denne måde at tænke på kaldes også enfoldighed – at man ikke kan forstå at nogen skulle have andre ønsker for livet og verden end ens egne.

Men dermed er morskaben ikke ovre. Dansk Folkeparti, som med undersøgelsen har måtte se deres hjerteblod blive noget fortyndet, kæmper det bedste de har lært for ikke at tabe ansigt. Det lykkedes ikke:

“»Jeg synes, at det er et højt tal. Jeg havde faktisk forventet, at det var lavere, når man hører nogle af de kritiske røster, der har været fremme. Vi er først og fremmest principielle modstandere af, hvad burkaen og niqab står for. Det er vi, uanset om der er tale om 1 eller 5.000 kvinder med niqab,« siger Martin Henriksen, medlem af Dansk Folkepartis gruppeledelse.”

“It is hard to believe that a man is telling the truth when you know that you would lie if you were in his place,” sagde Mencken engang for længe siden og det kan der unægteligt være noget om.

Et højt tal? Hvad ville et lavt tal have været? Vi er nede i de størrelser hvor der er 3-5 gange så mange selvmord årligt. Der er 2-3 gange flere dræbte i trafikken årligt. Der er adskillige gange flere nynazister i Danmark. Der går flere dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med niqab eller burka! Ha! Der går endda flere ikke-dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med burka!

Tager man ikke et nyt standpunkt når ens formodninger viser sig ubegrundede afsløres det at der kun er tale om fordomme, men man havde måske heller ikke ventet så meget andet. I hvertfald siger den opmærksomhed som er blevet denne beklædningsgenstand til del og som Martin Henriksen stædigt fastholder – alt til trods – helt ned til om det så drejede sig om en enkelt person, en del om hvilke motiver som ligger bag.

— Undersøgelse: Tre burkakvinder i Danmark, Jyllands Posten, d. 12/1 2010