“Alle med lidt historisk viden ved, at når religionen er ved magten, får vi et kynisk magtsamfund baseret på tvang, mens de sande utopiske samfund som de nordeuropæiske lande, der er næsten fuldt ud ateistiske, er for mennesker, der flygter fra religionernes hærgen verden over.”
Således skriver stormester i skak, Jacob Aagaard, i en kommentar i Politiken, som svar på et skriv fra Kresten Schultz Jørgensen om hvorfor ateisterne er de nye hellige.
Dertil kan man så tilføje, at alle med mere end blot “lidt historisk viden” ved, at helt så simpelt er det ikke. Vi har allerede en gang tidligere (her: Idioter) bragt en liste over nogle få af de af væsentlige personer i den europæiske kulturhistorie som har været religiøse i en eller anden udstrækning. Det er faktisk de fleste. Man kunne bringe en tilsvarende liste over kulturer, som … bla bla bla … men det gider vi faktisk ikke; det ligger alligevel udenfor vor magt at oplyse de ignorante og udannede.
Hvis man som et menneske, der har viet sit liv til at mestre kunsten at flytte rundt med træbrikker på et papbræt, tror at man i et læserbrev på ca 400 ord kan affærdige milliarder af menneskers livsindhold og tro gennem årtusinder og at man samtidig kan affærdige hvad filosoffer gennem næsten lige så lang tid ikke har kunnet få styr på, via letkøbte generaliseringer som “kristendommen har aldrig tilbudt andet svar på verdens problemer end tågesnak om åndelighed og fordømmelse af andre baseret på manipulation …” og “kristendommen har til alle tider været et redskab til at manipulere mennesker og fratage dem deres frihed”, ja, så er man ganske enkelt dummere end en hel pose skakbrikker …
Vi skal ikke undlade at påpege overfor Jacob Aagaard, at selvom han fremturer med det kategoriske “alle ved at …” så bliver hans påstande ikke mere sande af den grund. Tværtimod så bekræfter sådanne helt elementære fodfejl blot den indlysende kendsgerning, at skakspil ikke tilnærmelsesvis gør nogen filosof. (Og for de der skulle være i tvivl om hvorfor, såvel som til oplysning af Hr. Aagaard skulle hans vej falde her forbi, så er her et link til IEPs opslag om Fallacies og til en lettere læst artikel om samme på Wikipedia.)
Det interessante er egentlig at Jacob Aagaard kommenterer et læserbrev af Kresten Schultz Jørgensen, hvori der stod følgende:
“Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium. Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig.”
… og det er jo egentlig er en ganske god beskrivelse af Jacob Aagaards mission.
For det er da tankevækkende, at til trods for at Jacob Aagaard hævder “at undersøgelser viser, at troende er mindre generøse og mere fordømmende end ikketroende”, så var det trods alt det forgangne århundredes store ikke-religiøse ideologier, nazismen/fascismen og marxismen/kommunismen, der uhyre velorganiseret slog flere mennesker ihjel på kortere tid, end det tidligere har været muligt for nogen religionskrige.
Måske det endnu engang er værd at påpege, som jeg har gjort det før, at det afgørende ikke er hvilken religion eller ideologi du gør til din egen, men hvordan du praktiserer den.
— Kresten Schultz Jørgensen: Ateisterne er de nye hellige. Politiken d. 27/12 2015
— Jacob Aagaard: Kristendommen tilbyder kun tågesnak. Politiken d. 31/12 2015
I en filmverden af endeløse rækker af underlødige remakes og unødvendige sequels, er det ironisk nok en fornøjelse at se Mike Flanagans Oculus fra 2013, som faktisk er baseret på hans egen kortfilm fra 2006. En fornøjelse fordi filmen er båret af et solidt gennemarbejdet manuskript, som fortæller den på overfladen ret enkle, men i struktur ret komplekse, historie om en ung kvinde, der forsøger at bevise sin egen brors uskyld i drabet på deres fader mange år tidligere. Hun er overbevist om at skylden skal placeres hos et århundredegammelt spejl, som dengang hang i faderens arbejdsværelse, og som bærer på en forbandelse der har forårsaget ikke så få dødsfald i tidens løb, således også hendes egne forældres. Den unge kvinde går til sagen med en grundighed og videnskabelighed der ikke kan andet end begejstre, men selvfølgelig går det ikke helt som forventet.
F. W. Murnaus film Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922 baseret på Bram Stokers bog om Dracula, er, som film betragtet, i sagens natur en noget ujævn oplevelse; filmen er snart 100 år gammel og stammer fra en periode der vist kun kan kaldes for spillefilmens fødsel. Vi ser helt bort fra at den kun er bevaret ved held og tilfældigheder og restaureret og sat sammen fra flere kopier (hvilket kan ses) og hentyder i stedet til historien i sig selv, som er en simplificeret udgave af Stokers fortælling, som bygger langsomt, efter moderne standard meget langsomt, op til den dramatiske og rørende afslutning, der ikke just er en happy end i traditionel forstand, men dog alligevel ganske smuk. Men hvad filmen måtte mangle som narrativ henter den så absolut på billedsiden, der på én gang scenografisk er temmelig simpel og alligevel – eller måske i virkeligheden netop derfor – uhyre effektfuld. Jeg greb mig selv i at tænke flere gange undervejs, at et still dér og dér og dér ville kunne blive til en fed plakat, for billedsiden, med sine dybe skygger og kornede sort-hvide billeder, og Max Schreck i rollen som den groteske vampyr Grev Orlok, skaber en dyster og tidløs stemning som gør dette til en af de film der simplethen skal ses. 
… bringer jeg dette billede (fundet