Danske Digte
Christian Richardt: Herodes Død
Karl Gjellerup: Catos Død
Sophus Michaëlis: Til en Død
Herman Bang: Død, du, som altid —
Johannes Ewald: Død og Dom
Christian Richardt:
HERODES' DØD
Om Jericho de sidste Straaler sank,
igjennem Palmelunden sødt det lufter,
og Balsambuskens stærke Vellugt dufter,
mens Maanen over Jordan stiger blank.
Men i Paladset er der Bylders Stank,
skjøndt Nattens Aandepust har aabne Veje:
Herodes ligger paa sit sidste Leje.
Han ligger der i Ormes Bøddelvold,
de fandt Herodes, før de fandt hans Kiste;
han ligger der, han hvem Alverden priste,
som Judas Steenørk, hed og gul og gold.
Til Sundhedskilder fo’r han mangefold,
sidst til det døde Hav i lange Uger;
nu er han selv et Hav, hvor Døden ruger.
Men slukt er ikke Ilden i det Blik,
der skinsygt Mariamne saae tildøde,
der herskesygt saae trende Sønner bløde,
der hykled Taarer, mens paa Rov det gik;
der havde Kulden af et Dolkestik,
der havde Gløden af en Tigers Øje, —
nu flakker det i Hallen om med Møje.
Det søger til Augustus’ Billed hen,
hans Lykkes Smed, hans høje Læremester;
han mindes Capitolets stolte Fester,
da Cæsar lagde Purpur om sin Ven!
Ved al sin Kløgt han smiler fast igjen:
thi Søjlen, som maa nu Augustus bære,
blev rejst engang Antonius til Ære.
»Ja det skal kjendes, at min Kløgt var stor!
Om Kong Herodes, om hans Magt og Vælde
skal mine Templers Søjlepragt fortælle,
skal Sagnet vandre vidt i Syd og Nord.
Højt over Jakobs Æt nu Edoms groer,
og skal jeg dø, saa skal min Ligfærd spørges,
og meer end over David skal der sørges.« .
I Krampe bæver han, kun ej for Gud,
han ryster, men kun ikke for sin Dommer.
»Salome!« gisper han; — Salome kommer —
»hør Kongens Vilje, hør din Broders Bud!
Af Guld min Sarkofag skal hamres ud,
og Galler og German i Vaaben følge,
og Virakskyer over Toget bølge!
Og Hyl skal blandes med Trompetens Hvin,
naar til Heródion med mit Lig de fare,
og Klagetoner skal fra Fjeldet svare!
Men det er lidt for lidt med Sækkelin
og lejet Graad.« Og med en Djævels Grin
han hvisker: »Thi jeg veed jo, naar de græde,
fordi Herodes døer, den Graad er Glæde.
Det piner mig. Men nu, Salome, hør!
Af al Judæas Fornemste og Bedste
jeg stævned hid til Jericho de Fleste:
dem la’er Du Alle dræbe, naar jeg døer!
Da skal der grædes vel som aldrig før.
Salome, ha, Du blegner som en Lilje,
husk, hellig er den Dødes sidste Vilje!«
— Stiv staar Salome ved sin Broders Seng,
hvid som dens guldindlagte Filsbeenstøtte:
til hine Tider Tankerne sig flytte,
da blandt sin Slægt Herodes slog iflæng.
Det dirrer i en gammel Hjertestreng:
Min første Husbond lod Herodes dræbe, —
ha, kunde dræbe ham min Kvindelæbe!
Og med et eget Smil hun bryder ud:
»Store Herodes! det skal Alle sige,
i Grumhed var Du stor og uden Lige,
thi lyder jeg i Alt dit strænge Bud:
Af Guld din Sarkofag skal hamres ud,
og Virakskyer over Toget bølge,
og Galler og German i Vaaben følge!
Men Broder! mellem dem der stod Dig nær,
— om hendes Barm stærkt Silkens Folder bølge —
er der Saamange, som kan ikke følge!
ej Josef, der mit Hjerte var saa kjær,
ej Alexander, ej Antipater,
ej Aristóbulos, saa bittert savnet,
ej Mariamne, hvem engang Du favned!«
Der gaar en Skjælven over Kongens Bryn,
en Fraade skummer om den visne Læbe.
Hvert Navn er Navn paa Sønner han lod dræbe,
i hvert et Navn der er et Hævnens Lyn.
Men Alt sig samler til et Rædselssyn:
eet blodigt Navn kan fælde ham, det sidste:
Ved Mariamnes Navn hans Øjne briste.
Christian Richardt (1831–92): Herodes Død. I: Samlede Digte, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 1895,
Karl Gjellerup
CATOS DØD
Solen slukkes, Stjærnen anes,
Vinden sløjer, Havet planes,
Natten favner Utica.
Deres Ordstrid er endt, en Strid paa Liv og Død,
Falerneren drukket, dens sidste Bæger bød
de som Offer til Roma og Libertas,
de tvende Gudinder, som hinanden har forladt
ved Tapsus, hvor ved Afskeden Blod for Taarer flød; —
det stunder mod det sidste, det evige »God Nat!«
»Vor Sag er tabt, vi stanse ej Skæbnens tunge Hjul,
min Frihed søger ej hos Tyrannens Mildhed Skjul;
de sejrrige Vaaben var Guder til Behag,
men Cato behager den besejrede Sag.
Med den vil jeg hvile af Kamp og Modgang træt,
jeg kæmped mer end alle, til Hvile har jeg Ret.«
Saa vexler han Haandtryk med enhver.
»Dø vel da, du stolte ubøjede Cato! — —
— Alexander! — din Herre forlanger sin Plato, —
Rullen med Phædo, — og sit Sværd.« —
Skyfri Himmel; fra dens Bue
tusind evige Stjærner skue
rolig ned paa Utica. —
Ene Cato staar med Armen
støttet tungt mod Vindueskarmen;
gennem Himlens Stjærnebolig
vandrer Blikket fast og rolig. —
»I høje Magter, evige Stjærner, I
hvis gyldne Baner Skæbnen med Jærnhaand skrev,
ugunstig stemt’ mod mig og mine
følge I Cæsar og Cæsars Lykke! —
»Hvor straaler, Capitoliums Jupiter!
din Stjærne nu? — i Afgrundens Mulm den bor,
i Kaos’ Nat dens Glans er slukket,
snart skal min egen den trofast følge. —
»En Verden kan I knuse og hvirvle bort
dens Støv, I høje Magter! — og Cato med;
og Verdensløbets faste Bane
den kan I bøje — men ikke Cato.
»Hvad Magter? — har I Magt til at høre op
at støtte Svig og Ondskab paa Livets Vej?
og har I Frihed til at styrte
selv, naar I vil, fra de høje Troner?
»Nej, i mit Bryst er Frihedens Trone rejst,
og Magtens Scepter er i min Tankes Haand;
Livstraadens gordisk bundne Knude
løser mit Sværd, naar min Vilje byder.
»Jeg vil! — før Dagen gryr, har min Sjæl forladt
en Jord, der ikke længer har Rum for den;
jeg gaar at øse dybt af Lethes
evige Væld med de bitre Vande.
»En Verden vil jeg glemme, der uden Rom
er som Olympen uden Kronidens Stol,
og Rom, der uden mig og mine,
kun er et Legem forladt af Sjælen.«
Snart sin sidste Søvn han sover,
Brystet gaar som Havets Vover,
Haanden holder Phædo, Sværdet
staar paa Vagt ved Hovedgærdet.
Frem paa lydløs Vinge iler
Nattens Timer; alting hviler;
Stilhed rundt om Utica. —
Er det Havets Dønning langs med Bugtens Kyst?
Er det fjærnt i Skoven Stormens dybe Røst?
Er Karthago steget af sin Grav paany,
lyder Larm og Summen fra den travle By?
Ingen Dønning høres fra det blanke Hav,
ikke bruser Skoven, alle Vinde tav,
Didos Stad kun øde Tomter er som før;
hvorfra da den dybe, dumpe Brusen? — hør!
Som et Lyn gennem Mulmet en frygtelig Klang
gennem Stilheden brød,
over Utica lød
hvad Tubernes skingrende Malmstruber sang:
Vœ, victis! —
Der breder sig et Mørke over Strandslettens Sand,
som en Stormflod, der jages af Vejret, det ruller
ustanselig fremad sin truende Rand;
er det derfra det kommer, det dæmpede Bulder? —
I Stjærneskæret blinker det fra Uhyrets Ham,
som naar Lynene spille over Bølgens Fraadekam;
det drøner saa hult, som et Jordskælv var nær,
det rasler som Lænker, det klirrer som Sværd; —
endnu engang udslynges Tubatonerne; —
Jordbunden skælver for Tusinders Fjed,
jærntunge Fjed, ved hvis Nærmen Tronerne
raved som drukne og ramlede ned —
— Legionerne. —
Eos Horisonten maler
rosenrød, og Hanen galer; —
vaagn til Trældom, Utica! —
Cato bliver til Trældom ej vakt,
rejser sig ikke for Cæsars Magt,
bleg han ligger paa Hyndet strakt,
Sværdets Hjalte i Haanden krysted,
Sværdet til Hjaltet i Brystet. —
Kvinderne jamre, Trællene klage,
Uticas Borgere glemme at drage
Cæsar imøde, da Rygtet de spørge,
samles om Huset og sørge.
Det bølger gennem de tætte Skarer;
Sværdklirren, Hovslag, Trompetfanfarer;
Sølvørnens Vinger i Solen lue,
Liktorernes Øxer Mængden true: —
»Stilhed! — giv Plads! — Imperatoren!«
Han træder langsomt over Tærsklen ind.
Mørkt luer Tænkerøjet under Randen
af Brynet, der er Skyr paa Skaldepanden,
og Nattebleghed i den hule Kind.
Han staar ved Lejet, ser sin Fjende ligge
livløs og med sin Toga blodigrød. —
»Dit Liv at frelse undte du mig ikke,
men Cato, jeg misunder dig din Død!« —
Sit Ansigt dækker han med Kappens Flig,
og under Purpuret en Taare væder
hans Kind; — Soldater, stille! — Cæsar græder,
den største Romer ved den sidstes Lig.
Karl Adolph Gjellerup (1857–1919): CATOS DØD, I: Rødtjørn, Andr. Schous Forlag, Kbh., 1881.
Sophus Michaëlis
TIL EN DØD
Alle de Timer, vi leved
sammen i Frygt og i Fryd, —
Vindene har dem skrevet
sporløst i Brændingens Syd.
Havet har slugt dem, Bølgerne
vadsket bort vore Ord.
Døde Minderne dølger sig
i den fortærende Jord.
Ingen har hørt, hvad vi sagde,
naar Hjerte mod Hjerte slog.
Med dig i Kisten de lagde
en Del af min Livets Bog.
Ikke jeg vidste din Dødsstund,
ikke jeg kender din Grav.
Ak, jeg vakte din Længsel,
stillede aldrig dens Krav.
Modnede dig til Kvinde,
blev dog aldrig din Mand.
Nu du smulrer derinde
i Dødens haabløse Land.
Sophus Michaëlis (1865–1932): Til en Død. I: Blaaregn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Kbh., 1913
Herman Bang
DØD, DU, SOM ALTID —
Død,
Du, som altid
ved mit Hovedgærde sidder,
ved min Side gaar
og bestandig paa mig stirrer
med stærke Øjne —
Død —
lad mig langsomt
vænnes til dit Selskab,
saa, naar en Dag du
Haanden
mod mig strækker,
frygtløs min
i din jeg lægger
og døer,
som jeg levede:
gudløs.
Herman Bang (1857–1912): Død, du, som altid. I. Digte, J.H. Schubothes Boghandel, Kbh., 1889,
Johannes Ewald
DØD OG DOM
Hvo kan opholde Ormens Liv,
Og standse Støvets Dage? —
Hvi siger til Minutet: Bliv! —
Til Timen: Vend tilbage? —
De flye — og Døden nærmer sig —
O Angst, som overfalder mig! —
O gresselige Tanke! —
Du nærmer dig med Vredens Bud,
Forfulgt af Hævnens Luer —
Du haster ned fra Dommens Gud,
O Dag, hvorfor jeg gruer! —
O Time, svanger af min Død,
O Øyeblik, som Almagt bød,
At kalde mig for Thronen —
Ukjendeligt for Mennisket
Fra Glædens Øyeblikke,
Lumsk som en Morder kommer det,
Og Dolken blinker ikke —
De muntre Timer flye forbi
Det Leer, som Sjælen slumrer i;
Hvo kjender den, som knuser?
Hvo sinkede dens jævne Fart,
Og trættede dens Vinger —
Den kommer sikkerligt og snart,
Og det er Død, den bringer —
Ak nu maaskee, det næste Nu,
Forfærdelige kommer du
Og fordrer mig for Dommen.
Den Hellige tilreder sig,
At prøve den han skabte,
Han forsker, om jeg er ham lig,
Jeg usle, jeg fortabte —
Bruus Hav, bort skyl dog dette Dynd! —
Bræk, Afgrund og opslug min Synd,
At jeg maae synes hellig —