UTI: Admin

Vi er alle Peter Madsen!

2017-10-08 by Admin

Peter Madsens ubåds-buddy Jens Falkenberg er chokeret og det er han fordi, “politiet har fundet filmoptagelser af ægte henrettelser på kvinder på Peter Madsens computer” (1), og han udtaler “Jeg er chokeret. Det er jeg. Det er rædselsfuldt, hvis Peter har været til sådan noget.”

Nu ved jeg ikke præcis hvad der ligger i “at være til sådan noget”, men er ikke selve den opmærksomhed med hvilken vi følger sagen om drabet på den svenske journalist, er ikke selve den nidkærhed hvormed vi følger med i om hendes bortkomne legemsdele bliver genfundet, er ikke selve den optagethed vi har af, hvad der mon skete og hvordan det skete, det allerbedste bevis på at vi allesammen “er til sådan noget”?

Hvorfor ellers al den opmærksomhed som vi giver sagen? Er ugevis af forsideoverskrifter i de fleste af landets medier ikke det bedste bevis på, hvor meget vi inderst inde nyder denne virtuelle kiggekø? Altså nyder på samme måde – og jeg har lavet den sammenligning før – som når vi ser en thriller eller en gyser, mens vi, frydefuldt kildet alle de rigtige steder, voldæder et halvt kilo bland-selv-slik.

Man kan jo spørge sig selv, hvordan man ville føle det og hvordan man ville opleve det, hvis en dag man selv var trafikoffer og lå hjælpeløs i et vejkryds med brækkede ben og blodigt fjæs og alle de forbipasserende blot stillede sig op og pegede fingre med deres mobiltelefoner. Er der nogen som helst tvivl om, at det mest respektfulde overfor den stakkels parterede svanske journalist ville være at kigge væk, lade som ingenting og ignorere hendes sørgelige skæbne? Og finde vores kicks et andet sted!

Men vi ved jo hvad der er godt og heldigvis for os er bordet allerede dækket op til den næste dødsfest længe inden den første sluttede. For eksempel er BT i denne artikel (2) klar med et billede – behørigt sløret med en klik-hvis-du-vil-se tekst for at pirre vores nysgerrighed – fra Las Vegas af en ung kvindelig koncertgænger som ligger død på jorden med blodet løbende ned af sine bare ben, Men nej nej, det er der jo ingen der kunne finde på lige at tage et kig på, vel?

Peter Madsen

Nu ser jeg ingen grund til at gentage hvad jeg skrev for fem år siden (Alle elsker Anders Breivik), så lad mig bare nøjes med at konstatere, at et eller andet sted er vi allesammen “til sådan noget”.

Peter Madsen er ikke det store monster, det onde selv eller noget som helst i den stil, han er såmænd blot personificeringen – en real-life Patrik Bateman så at sige – af en side af vores kultur og dermed også en del af os selv, som vi med største fornøjelse elsker at hade.

(1) Peter Astrup: Peter Madsens ven om bizarre videoer: Jeg er chokeret. BT, d. 4. oktober 2017
(2) Laura Rode Nygaard: Rørende foto gik verden rundt efter Las Vegas-massakren: Nu fortæller fotografen historien bag billedet, BT, d. 4. oktpber 2017

Åh gud …

2017-10-07 by Admin

Søren Pind vil være Gud. Mindre kan tilsyneladende ikke gøre det, så nu vil han – ifølge en artikel i JP – have nedfældet ti bud, som ifølge artiklen skal handle “om grundlæggende demokratiske værdier, som man skal leve op til for at blive en del af det danske fællesskab. De 10 bud eller kanoniserede værdier skal være uomgåelige for alle, der har et dansk pas, og skal i sidste ende kunne gennemføres med tvang,”

Pind udtaler:

“Jeg vil have en diskussion om, hvilke – ikke 10 teser, men 10 bud – der i bred forstand identificerer os som danskere, og som knytter os sammen. Og som man skal – ikke burde – men skal følge.”

Læg venligst mærke til at han understreger, at dette ikke er teser, men bud og at der skal være ti af dem, hverken mere eller mindre og at det er ikke engang handler om forskrifter man kan vælge at følge, men om bud i den religiøse forstand, som man skal følge,

Han kommer med tre eksempler på hvad disse bud kan indeholde, nemlig “ligestilling mellem kønnene, respekt for folkestyret og religionsfrihed”.

Lad os bare se bort fra at religionsfriheden lige er blevet afskaffet her til lands og lad os gå let henover, at der næppe er noget fornuftigt tænkende menneske, som ønsker ligestilling mellem kønnene. Ligeværd, javist og lige rettigheder, selvfølgelig, men ligestilling er den modbydelighed, der sniger sig ind og udsletter alle de forskelle, der er den grundlæggende dynamik kønnene imellem. Den ønsker vi gerne at bibeholde. Tak!

Og så er der den der med respekten for folkestyret. Det lader til at den ironi er fuldstændig tabt på Pind, som ligger deri, at der ikke lævnes ret meget plads til respekt for folkestyret, når man samtidig vil lave et værdityranni, der med tvang vil gennemtrumfe at alle borgere skal abonnere på netop Pindens demokratiske værdisæt. Langt mere massiv er ironien – eller måske ligefrem modbydeligheden eller bare uvidenheden – når man lader dette udspil, som jo er direkte er rettet mod hvad Pind kalder “»demokratisk assimilation« af danskere med en anden herkomst end dansk”, tage navn efter De ti Bud. Det skal nok blive en succes …

Måske er jeg bare ikke dansk? Jeg mener i hvert fald ikke at ligestilling kønnene imellem er en ubetinget god idé og jeg mener slet ikke at demokratiet er det – en påstand til hvis underbyggelse jeg vil føre som vidne det faktum, at Pind overhovedet er blevet valgt til noget som helst – og jeg er godt nok spændt på at se hvilken midler og metoder, Pind mener skal tages i anvendelse, for at få mig til at skifte mening.

— Jesper Hvass & Marchen Neel Gjertsen: Søren Pind varsler liste med 10 værdikrav, JP d. 6. oktober 2017

Hæng Dem ikke i bagateller …

2017-08-12 by Admin

Ifølge en artikel i Berlingske med den ret sigende overskrift Vil du redde klimaet? Så drop at få børn, kan man læse at “Skifter du til en vegansk diæt, vil du spare kloden for omtrent 0,8 ton CO2 årligt. Undlader du at flyve over Atlanterhavet, sparer du kloden for omtrent 1,6 ton CO2 per flyvetur. Og vælger du at sælge bilen og i stedet bruge cyklen, kan du spare miljøet for 2,4 ton CO2 årligt. Det, der har klart størst effekt, er dog, hvis du vælger at få et barn mindre. Det vil nemlig give en besparelse på 58,6 ton CO2 årligt. Til sammenligning sparer du blot 0,21 ton ved omhyggeligt at genbruge i løbet af et år.”

Vi noterer os med vellevnerisk velbehag den relativ lille miljømæssige gevinst ved at skifte til en vegansk diæt, sammenlignet med de noget større miljømæssige omkostninger den ganske undværlige og banale årlige charterrejser indebærer. Det er da god og nyttig info.

Derudover anbefaler vi i øvrigt alle tossegode miljøforkæmpere, at drage den naturlige konsekvens af ovenstående. For det er jo værd at bemærke, at det ikke kun er ved at undlade at få børn, at man kan bespare miljøet for 58,6 ton CO2 årligt. En lignende besparelse må naturligt nok kunne opnås, for den den beskedne udskrivning (sikkert også fra et CO2-opmærksomt perspektiv) det er, at investere i fem meter økologisk hampereb.

Jo, før jo bedre.

For miljøets skyld …

— Vil du redde klimaet? Så drop at få børn, Berlingske, d. 11/8 2017.

Fædrelandskærlighed

2017-07-05 by Admin

Under den sigende, men måske ikke synderligt velvalgte overskrift “Nej til bederum, ja til fædreland” forsøger forfatter, cand. mag. og fhv. næstformand i DR, Ole Hyltoft, i en kronik (JP, d. 4/5 2017) at argumentere for, hvorfor der ikke bør være bederum på danske gymnasier, hvilket for undertegnede lyder ganske rimeligt, men desværre også en hel del mere rimeligt end den argumentation derfor, som Hr. Hyltoft fremfører. For eksempel er påstanden om, at almendannende skole som det danske gymnasium skal være rationel, måske at strække den en smule, men vi køber den, selvom det selvfølgelig rejser spørgsmålet om hvad der så skal ske med rationaliteten i forhold til f. eks. undervisning i religion i selvsamme skole. Vi ser også bort fra, at Hr. Hyltoft svømmer på dybt vand i sit forsøg på at skille fædrelandskærlighed fra chauvinisme og nationalisme, noget der sagtens lader sig gøre, omend ikke på den vis som forsøges.

Andetsteds kører det helt af sporet, som for eksempel når det fremføres at

“Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.”

Lad os bare se bort fra påstanden om, at “den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede”, for det kan man da sagtens gøre, selvom det selvfølgelig ikke nødvendigvis er tilfældet. Det er påstande, vi slet ikke gider gå i rette med. Hvad der falder undertegnede langt mere for brystet, er den uambitiøse reducering af danskheden til bøgetræer (de findes overalt i nordvesteuropa) og grøftekanter. Holland må sandelig være et langt mere interessant land, for de har klassiske malere. De har vi også, men åbenbart ikke på samme nævneværdige niveau og det er jo det der er det store problem for alle disse fædrelandskærlige skribenter; de kniber sgu noget så gevaldigt med at finde det virkeligt værdifulde danske frem og få sat ord på det. Måske er det ikke så underligt at så mange vender sig mod amerikansk kultur?

Hyltofts forslag til udbedring af de sørgelige tilstande er – og det konstaterer jeg med stor beklagelse – lige så tåkrummende utilstrækkeligt som de fleste andres; vi skal have morgensangen tilbage i skolerne! For, som Hyltoft skriver,

“bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed.”

Beklager at måtte sige det, men både Aakjær, Ingemann og Blicher er en aquired taste, og altså ikke ligefrem – hvis nogen skulle være i tvivl – toppen af poppen hos tidens ungdom (selvom de måske er det for den generation, der engang også syntes at Liva Weel var det!), hvilket man altså ikke ligefrem kan fortænke dem i. Alle tre herrer kan godt for det moderne øje forekomme en smule støvede og bedagede. Undertegnede kunne godt komme i tanke om forfattere og digtere der selvom de er et par tusind år ældre alligevel virker en del yngre, men de er så beklageligvis ikke danske.

Hyltofts argumenter fejler totalt i deres banale sentimentalitet over egen barndom:

“… og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«”

og han formår ikke ret meget andet, end at fremstå som en gammel forstokket og lettere senildement pædagog, der, blind på både øjne og ører, forsøger at overbevise en amerikaniseret ungdom om, at Ingrid og Lillebror da er langt bedre …

Vi ved jo godt, at det der ikke kommer til at virke. Det er fantasiløst ad helvede til, håbløst utilstrækkeligt og naivt tilmed:

“Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab.”

skriver han i tilsyneladende fuld alvor.

Hvor pokker er den blevet af, fædrelandkærligheden? Den fædrelandskærlighed som ikke bare er tidssvarende, men også konkurrencedygtig i en tid, hvor vi gennem et par generationer villigt har overgivet os til en særdeles invasiv amerikansk inspireret kultur. Er Ingemanns

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

… virkelig det bedste svar vi har? Er dansk kultur og dansk fædrelandskærligehed virkelig bare en lille forkommen fugl der ryster sine vinger i kulden? Hvis svaret er ja, så er det en kamp der er tabt på forhånd og det er virkelig trist.

— Ole Hyltoft: Nej til bederum, ja til fædreland, Kronik i JP, d. 4/5 2017

Kirkegården

2017-04-01 by admin

[20170331]

Og saa vil jeg. Bort, bort, du fæle Syn!
Den mørke Mismod svandt med skumle Bryn.
Nu venlig, som et Barn, jeg atter staaer
Med stille Gysen for min Kirkegaard.

— Adam Oehlenschläger: Kirkegaarden. ➜

Stormkolde marts

2017-03-20 by admin

[20170327]

Jeg vented paa Foraar i tvende Dage,
og isnet jeg drog gennem Snéen tilbage.

Stormkolde Marts! dit Sollys har sveget
én, som har elsket og hadet for meget.

— Sophus Claussen: Naturbørn. 1887 ➜

Om at give en gave

2017-02-27 by Admin

En dansk rigmand er er blevet overfaldet og bestjålet på åben gade, det skriver Berlingske, og eftersom ingen kom til skade og der kun blev stjålet nogle få genstande, er det jo knapt en historie der burde have journalistisk interesse. Det får den så alligevel, fordi det ifølge offeret, Lars Seier Christensen, forholder sig således at “uret [har] en værdi af 300.000 danske kroner, og ganske få personer i Danmark har et ur magen til.” Her kunne man selvfølgelig fristes til at komme med en passende kommentar om at det stadig kun er et ur og at manden burde komme videre med sit liv, men det undlader vi og hæfter os i stedet ved at Lars Seier Christensen er citeret for følgende:

"Det gik så hurtigt. Jeg opdagede ikke selv, at det var væk. Det var faktisk en af mine venner, som sagde, at det var væk. Det er drønirriterende, fordi jeg kunne smaddergodt lide det ur. Det var et jeg købte til mig selv i gave."

Man kan se det for sig, ikke? En stakkels rig men ensom stodder, en åndens Joakim von And, en Scrooge, uden venner, eller med venner som alle er relativt fattigrøve, som kun giver gaver, som er så langt fra den værdi og standard som han selv sætter pris på, at han egentlig aldrig — bortset fra den røde brandbil han fik til jul som 5-årig — har modtaget en gave, som han virkelig satte pris på. Nu står han så der hos urmageren og køber et ur til en værdi af 300.000 til sig selv — måske fordi det han fik af kæresten til jul sidste år bare ikke var fint nok og egentlig ikke noget han ville være bekendt at gå med, for hvad ville folk ikke tænke? — og siger stolt hen over disken: "Det er til en gave!" og "Vil De pakke det ind?" og den lidt indtørrede hvidhårede urmager kigger op på ham hen over kanten af sine briller og siger med stor alvor: "Det er virkelig en fornem gave at give, Hr." og Scrooge smiler og mærker sjældne fornemmelse af uselviskhedens varme sprede sig i kroppen ...

Nu er det bare sådan, at man ikke kan give sig selv en gave. Ordet gave er et verbalsubstantiv til "at give" og i følge Ordbog over det danske Sprog er betydningen det “der gives af en (person) til en anden uden vederlag” eller noget man bliver eller er blevet givet, som for eksempel en medfødt evne, færdighed eller talent. Og selvom en gave kan gives med bagtanke, f. eks. i form af bestikkelse, så er grundbetydningen stadig (jvf. ODS) en “aandelig ell. materiel besiddelse, som man ikke selv har erhvervet sig“.

Ideelt udspringer ideen om en gave af uegenytte og uselviskhed, for bagved ligger tanken om, at jeg har et eller andet, som kunne gøre et eller flere mennesker derude glade og derfor giver jeg det væk og jeg gør det uden at forvente noget retur. Det er også derved at gaven kan få en særlig betydning, som når jeg kigger på en genstand, som jeg har fået af en der står mig nær, en genstand som jeg måske endda sagtens kunne have købt selv, men som har fået en særlig værdi, netop fordi hun har givet mig den.

Der er kort sagt et udtryk for en sørgelig overfladiskhed — sprogligt og menneskeligt — at bruge penge på sig selv og samtidig påkalde selv gavegivningens uselviskhed. For man kan lige så lidt give sig selv en gave, som man kan elske sig selv. Men det er en anden historie.

— Dansk rigmand overfaldet og bestjålet på åben gade: Nu udlover han en dusør, Berlingske, 25. februar 2017.

A Second World War situation

2017-02-13 by Admin

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden. Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

Fritz Klein Ill: en rigtig ægte Anden Verdenskrig-situation.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.

— Grammys 2017: Lukas Graham talks politics on the red carpet, CBS News, 12. feb. 2017
— Lukas Graham udtalte sig politisk til Grammy-festen om jøder og muslimer, Berlingske, 13. feb. 2017
— Ill.: SS Dr. Fritz Klein hjælper med at rydde op efter krigen. Her blandt ca 5000 lig i massegrav nr. 3 i Bergen-Belsen d. 24. april 1945. via Wikimedia

Pædagogisk fordærvet

2017-02-08 by Admin

Flere medier har fortalt historien om fire 15-16-årige skoledrenge fra Ry som valgte at optrappe en verserende konflikt med en kammerat, ved at kaste en molotovcocktail indeholdende benzin efter ham og dermed sætte ild til ham og dermed få ham indlagt på sygehuset “i kritisk tilstand, men uden for livsfare”.

Som man kan forvente, foretager den konstituerede skoleleder på Mølleskolen i Ry, Alma Schack Andersen, i BT den sædvanlige offentlige rituelle håndvask:

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

Den slags ansvarsfralæggelse er obligatorisk i en populistisk og mediestyret verden, hvis man ikke vil risikere at skulle korsfæstes offentligt af emsige journalister og der skal ingen bebrejdelser lyde herfra for det. Men fortsættelsen kan nu alligevel godt trænge til en påtale, for Alma Schack Andersen udtaler desuden følgende:

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

Vi kender alle den måde at formulere sig på – med dette lille kyniske “men” – fra den alt for velkendte og alt for hyppigt mødte “Jeg er ikke racist, men …“, hvilket ikke betyder andet end “Jeg er racist, men er selvbevidst nok til ikke at ville indrømme det og indleder derfor min tale med ~~en lille løgn~~ … et dementi.”

Her får vi den bare i en lidt anden version, en skyldig påpegning af at det “selvfølgelig er værst for offeret, men(!) ...” derefter tager bekymringen for de fire unge potentielle mordbrænderes skæbne straks over. Ja, de kan risikere at komme i fængsel. Sådan kan det gå, når man begår noget så gement, som at forsøge at myrde et andet menneske, og ikke bare det, men oven i købet forsøger at gøre det på en så grusom måde.

Eftervirkningerne af brandsår er noget offeret sandsynligvis kommer til at kæmpe med længe, sandsynligvis for livstid, og arrene vil i hvert fald være et minde for livet. I den forbindelse er det egentlig pisseligegyldigt, om de fire knægte på forhånd havde tænkt over konsekvenserne af deres handlinger eller ej, der er stadig et offer der ligger på sygehuset med nogle helt sikkert forfærdelige smerter, og det er hos ham og ham alene, at medfølelsen bør være, uanset hvad der måtte være gået forud.

Men så er det jo at man kan spekulere over hvor denne menneskeforagt kommer fra, som er så kynisk indifferent overfor offerets lidelser at man i stedet fokuserer mere på bekymring over gerningsmændenes skæbne og ligefrem forsøger at undskylde deres handlinger. Handler det simpelthen om at pædagogikken som disciplin, altså den erhvervsmæssige menneskehåndtering, helt har erstattet medfølelsen og menneskeligheden hos disse professionelle, så de, i stedet for at se et offer og fire gerningsmænd, ser et offer som er lægernes ansvar og fire unge med problemer, som er et (interessant) pædagogisk problem?

Jeg ved det ikke, men jeg har berørt dette problem før – f. eks. her – og må indrømme at jeg stadig er lige uforstående overfor det.

OPDATERING: Der var en læser som konstaterede overfor mig, at selvom sympatien i denne sag selvfølgelig skal ligge hos offeret, så skal alle de implicerede hjælpes. Det kalder selvfølgelig på et svar. Ja, det skal de alle, og lad os bare for argumentets skyld se bort fra, at der også er nogen der skal straffes og tage et kig på det spørgsmål.

Ovenfor er der bragt to citater fra skoleleder Alma Schack Andersen og det er værd et bemærke, at det er to offentlige udtalelser, som vil kunne ses af både offer og offers familie og venner. Det er dér det umenneskelige kommer ind, fraværet af medfølelse og menneskelighed, for i den sammenhæng er der kun en sympati der gælder, nemlig sympatien med den forurettede, med offeret. Alt andet, og det er min pointe, alt det pædagogiske, overvejelser om de fire unges fremtid og hvordan de måtte have forspildt deres liv og hvordan de – efter endt straf – kan hjælpes videre, kan passende overlades til deres forældre eller holdes bag lukkede (social)pædagogiske døre. Af hensyn til offeret.

— Simon Boas og Jonas Vester: Danske drenge ville brænde afghansk skoleven af: ‘Det overgår vores vildeste fantasi’. BT, d. 8. februar 2017

Det forsømte forår

2017-01-15 by admin

[20160716]

Min glade Barndoms skyldfrie Dage
Som Dug for Solen svunde bort,
Og komme aldrig meer tilbage.
Hvor Barndomstiden dog er kort!

— C. V. P. Birkerod: Bagateller, Kbh., 1816. ➜