“If he who breaks the law is not punished, he who obeys it is cheated. This, and this alone, is why lawbreakers ought to be punished; to authenticate as good, and to encourage as useful, law-abiding behavior.
The aim of the criminal law cannot be correction or deterrence; it can only be the maintenance of the legal order.” (Szasz s. 42)

Det tilsvarende argument, set fra den kriminelles side, er selvfølgelig, at han har krav på en passende straf alene af den grund, at en udeladelse deraf er en krænkelse af hans person i den forstand, at det er en både en umyndiggørelse og en underkendelse af de rettigheder han burde have som individ. At undlade at straffe den kriminelle – eller ikke at straffe ham på en måde der står i rimeligt forhold til forbrydelsen – er at overgreb på hans person.

Det kan her indvendes, at en og anden kriminel – stillet overfor en retsags alvor og udsigten til tilsvarende straf – nok ville være villig til at afstå fra denne umistelige ret til at blive straffet, men dette sagen underordnet. En principiel diskussion af kriminelles ret til at blive straffet, er naturligvis ikke forpligtet til at tage højde for den enkelte kriminelles følelser i den anledning; følelser som, sammen med hvad den kriminelle ellers måtte have af indvendinger, ikke bærer den samme vægt, som den ville, hvis den kom fra ethvert andet menneske. Det er i sidste ende et spørgsmål om alvor, livets alvor, som den kriminelle har valgt at underlægge sig i selvsamme øjeblik, som han personligt demonstrerede sin manglende evne til at forvalte den.

Man kan sige, at den kriminelle har et krav på at blive taget alvorligt, men selvfølgelig i langt højere grad at samfundet har pligt til – for dets egen skyld d.v.s. af hensyn til opretholdelsen af en vis lov og orden – at omgås den slags med den største alvor og uanset hvad tidsånden ellers måtte indikere.

“Punishment is no longer fashionable. Why? Because – with its corollary, reward – it makes some people guilty and others innocent, some good and others evil, in short, it creates moral distinctions among men, and to the “democratic” mentality, this is odious. Our age seems to prefer a meaningless collective guilt to a meaningful individual responsibility.” (Szasz s. 42)

Pointen med det “demokratiske sindelag” er ikke bare en klarsynet observation, men den er også vidunderligt ironisk derved, at denne ophæver af alle vertikale forskelle, i dette tilfælde gør lige netop det modsatte, hvis den fratager individet dets ansvarlighed overfor sig selv, overfor dets medmennesker, overfor samfundet som helhed og i sidste instans overfor en højere retfærdighed, hvorfra den så end – alt efter ens præferencer – måtte komme.

“There can be no humane penology so long as punishment masquerades as “correction”, No person or group has the right to “correct” a human being; only God does. But persons and groups have the right to protect themselves through sanctions that are, and should be called, “punishments”, which, of course, may be as mild as a scolding or a small fine, or as severe as life imprisonment or death.” (Szasz s. 42-43)

— Thomas Szasz: The Second Sin. London 1974