UTI: Terror

Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. Måske de viser sig at være en trylleformular eller en slags besværgelse, der får selve helvedes porte til at åbne sig og dæmoner til at vælte ud? Jeg må dog erkende at ordene altså ikke smager af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

Der er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville og når ud til medsympatisører, som ellers aldrig ville have set dem. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med mediernes mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer man jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.”


Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Terroroffer

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Racismens Grænseland - 3

Pia K FARLIGERE END SELV DEN MEST BRUTALE TERRORIST ... er Pia Kjærsgaard, som oven på terrorangrebet på redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, ikke længere finder det nødvendigt at holde sig inden for lovens rammer, men ønsker at tage andre midler i brug for at … ja, hvorfor egentlig?

Jo, hun vil have lukket en moske i Aarhus, hvorfra der prædikes had og fundamentalisme: “Hvis vi forholder os til dk, må man lukke moskéer som den i Grimhøj”, siger hun i følge flere danske aviser og uddyber:

— Men hvordan vil du gøre det, hvis det ikke kan ske med den gældende lovgivning?

— Så er det muligt, at vi må tage andre metoder i brug. Det kan også være nødvendigt at ty til nødret. Det er ikke rimeligt, at danskere i Danmark skal være under politibeskyttelse. Det er os, der er buret inde som i et fængsel, siger Pia Kjærsgaard.

Hvis der er en ting der absolut ikke er nødvendigt oven på dagens angreb på vores mest basale friheder, så er det at vi i panik eller medfølelse eller forfærdelse eller politisk opportunisme, begynder at "tage andre metoder i brug" og slet ikke metoder der overtræder gældende dansk lovgivning og bruger disse metoder til at fratage andre deres helt basale ret til at forsamles eller ytre sig. Det fører kun en eneste ting med sig, nemlig flere uskyldige ofre. De der vil terror skal nok finde både lejlighed og motivation og årsager til at udføre den. At forhindre det er en opgave for politi og efterretningstjeneste, men det skal – selvfølgelig – ske inden for lovens rammer. Ellers har terroristerne da først sejret i deres bestræbelser på at ødelægge vort samfund.


— Pia K: Vi må ty til nødret, EB, d. 7. jan. 2015
— Ill.: Wikipedia – http://da.wikipedia.org/wiki/Fil:PiaKjaersgaard.jpg