UTI: Sophus Claussen

Vinterdag

Sorte Grene, frossen Jord,
snavset Søens Tavle,
Luft som Bly — kun skært og fjærnt
nogle røde Gavle.

Røg fra hver en Skorsteens-Hals,
Regn af Kulstøv-Flager.
Henad Stien tumler dumt
et Par sorte Krager.

Folk med lange Slentre-Fjed,
seneslappe Nakker,
eller en forfrossen Kusk
paa et højt Læs Pakker.

Eller Kvinders Trip-trap-trip
som forkomne Fugle;
for den vejrbidt-ædru Dag
kan man intet skjule …

Se blot: barsk og stemningsgoldt,
det er hele Kunsten!
… Tror du: Skønhed er vort Maal?
eller Sommerbrunsten …?


— Sophus Claussen: Heroica. 1925

Efteraaret

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
Og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.


— Sophus Claussen: Pilefløjter, 1899

Det Værste!

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port

Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!

For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!


— Sophus Claussen (1887)