En dansk rigmand er er blevet overfaldet og bestjålet på åben gade, det skriver Berlingske, og eftersom ingen kom til skade og der kun blev stjålet nogle få genstande, er det jo knapt en historie der burde have journalistisk interesse. Det får den så alligevel, fordi det ifølge offeret, Lars Seier Christensen, forholder sig således at “uret [har] en værdi af 300.000 danske kroner, og ganske få personer i Danmark har et ur magen til.” Her kunne man selvfølgelig fristes til at komme med en passende kommentar om at det stadig kun er et ur og at manden burde komme videre med sit liv, men det undlader vi og hæfter os i stedet ved at Lars Seier Christensen er citeret for følgende:
"Det gik så hurtigt. Jeg opdagede ikke selv, at det var væk. Det var faktisk en af mine venner, som sagde, at det var væk. Det er drønirriterende, fordi jeg kunne smaddergodt lide det ur. Det var et jeg købte til mig selv i gave."
Man kan se det for sig, ikke? En stakkels rig men ensom stodder, en åndens Joakim von And, en Scrooge, uden venner, eller med venner som alle er relativt fattigrøve, som kun giver gaver, som er så langt fra den værdi og standard som han selv sætter pris på, at han egentlig aldrig — bortset fra den røde brandbil han fik til jul som 5-årig — har modtaget en gave, som han virkelig satte pris på. Nu står han så der hos urmageren og køber et ur til en værdi af 300.000 til sig selv — måske fordi det han fik af kæresten til jul sidste år bare ikke var fint nok og egentlig ikke noget han ville være bekendt at gå med, for hvad ville folk ikke tænke? — og siger stolt hen over disken: "Det er til en gave!" og "Vil De pakke det ind?" og den lidt indtørrede hvidhårede urmager kigger op på ham hen over kanten af sine briller og siger med stor alvor: "Det er virkelig en fornem gave at give, Hr." og Scrooge smiler og mærker sjældne fornemmelse af uselviskhedens varme sprede sig i kroppen ...
Nu er det bare sådan, at man ikke kan give sig selv en gave. Ordet gave er et verbalsubstantiv til "at give" og i følge Ordbog over det danske Sprog er betydningen det “der gives af en (person) til en anden uden vederlag” eller noget man bliver eller er blevet givet, som for eksempel en medfødt evne, færdighed eller talent. Og selvom en gave kan gives med bagtanke, f. eks. i form af bestikkelse, så er grundbetydningen stadig (jvf. ODS) en “aandelig ell. materiel besiddelse, som man ikke selv har erhvervet sig“.
Ideelt udspringer ideen om en gave af uegenytte og uselviskhed, for bagved ligger tanken om, at jeg har et eller andet, som kunne gøre et eller flere mennesker derude glade og derfor giver jeg det væk og jeg gør det uden at forvente noget retur. Det er også derved at gaven kan få en særlig betydning, som når jeg kigger på en genstand, som jeg har fået af en der står mig nær, en genstand som jeg måske endda sagtens kunne have købt selv, men som har fået en særlig værdi, netop fordi hun har givet mig den.
Der er kort sagt et udtryk for en sørgelig overfladiskhed — sprogligt og menneskeligt — at bruge penge på sig selv og samtidig påkalde selv gavegivningens uselviskhed. For man kan lige så lidt give sig selv en gave, som man kan elske sig selv. Men det er en anden historie.
— Dansk rigmand overfaldet og bestjålet på åben gade: Nu udlover han en dusør, Berlingske, 25. februar 2017.