UTI: Racismens Grænseland

A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden. Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

Fritz Klein Ill: en rigtig ægte Anden Verdenskrig-situation.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.


— Grammys 2017: Lukas Graham talks politics on the red carpet, CBS News, 12. feb. 2017
— Lukas Graham udtalte sig politisk til Grammy-festen om jøder og muslimer, Berlingske, 13. feb. 2017
— Ill.: SS Dr. Fritz Klein hjælper med at rydde op efter krigen. Her blandt ca 5000 lig i massegrav nr. 3 i Bergen-Belsen d. 24. april 1945. via Wikimedia

To humble yourself to a nigger

Dagen efter, ironisk nok, at en studerende fra Cameroun måtte tage tre eksamener ved Aarhus Universitet på en dag, fordi han, i et absurd tilfælde af paragrafrytteri blev udvist af landet midt i sin uddannelse, fordi han i februar 2013 “misforstod reglerne om, hvor meget han måtte arbejde i Danmark og troede, at der var tale om, at man gennemsnitligt måtte arbejde 15 timer om ugen. Men arbejdstimerne må altså på intet tidspunkt overstige 15 timer om ugen.”(1) kommer historien om at “regeringen med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde i spidsen har fordelt tre millioner kroner til i alt fem projekter, der skal være med til at fastholde internationale nyuddannede i danske regioner eller kommuner, hvor der er mangel på arbejdskraft.”(2)

“Vi ønsker at fastholde flere internationale studerende efter endt uddannelse, så vi kan rekruttere dem som arbejdskraft på vores virksomheder i Danmark” siger Esben Lunde Larsen ifølge DR og fortsætter: “Vi uddanner omkring 26.000 internationale studerende om året i Danmark, hvor af langt de fleste er fra EU-lande. Men vi er meget dårlige til at fastholde dem som arbejdskraft efter endt uddannelse. Der er virksomheder i Danmark, ikke mindst i de tyndt befolkede områder, som mangler kvalificeret arbejdskraft.”(2)

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun scorede tre 12-taller på de tre, af Aarhus Universitet fremrykkede, eksamener han måtte tage på en dag og ironisk, fordi den unge mand er utroligt dygtig, og skulle man mene fastholdelsesværdig, med hidtil kun en eneste karakter under 10.

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun – selvfølgelig – allerede havde en praktikplads ved en dansk virksomhed.

Adspugt om det paradoksale i dette forhold, svarer kopiminister Esben Lunde Larsen på newspeaksk:

— Det har jeg ikke nogle kommentarer til i den pågældende sag. Det, der er afgørende, er at vi bliver dygtigere til at fastholde international arbejdskraft efter endt uddannelse i Danmark.
— Hvorfor ikke?
— Det hører under integrationsministeren, og det er en sag, der pågår, og jeg har konstateret, at den pågældende får den eksamen, han skal have.”(2)

Han får jo sin eksamen og så er alt godt ikke? Så er der jo ikke yderligere grund til at gøre mere ud af den sag, trods dens åbenlyse absurditet.

Her ville det være totalt ufint at påpege at den unge mand fra Cameroun jo ikke er en af de gode af de omkring 26.000 internationale studerende som vi årligt uddanner i Danmark, nemlig en de “langt de fleste”, som ministeren omtalte, der kommer fra EU-lande. For han er jo sort! Fra Afrika! Og tænk hvis han bliver boende og får familiesammenført hele sin familie af kanibaler og heksedoktorer med herop. Det går slet ikke!

Alternativet ville være at smide en undskyldning efter den unge mand og selvom det kan falde nogen svært, at tage sig mod til at gøre noget sådant, så lykkes det trods alt undertiden for andre at gøre det.

“It was fifteen minutes before I could work myself up to go and humble myself to a nigger; but I done it, and I warn’t ever sorry for it afterwards, neither. I didn’t do him no more mean tricks, and I wouldn’t done that one if I’d a knowed it would make him feel that way.” (3)


(1) Udviste Marius scorer 12-tal igen, EB, 21. dec. 2015
(2) Esben Lunde: Vi skal være dygtigere til at fastholde internationale studerende, DR, 22. dec. 2015
(3) Mark Twain: The Adventures of Huckleberry Finn

Racismens Grænseland - 5

... fortsat

Det her må være en af de værste omgang intelligensmæssig striptease fra en politikers side, siden dengang Villy Søvndal troede at Fort Bragg var en hemmelig amerikansk underjordisk base på Grønland!

Forleden udtalte Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen følgende i Ekstra Bladet, i anledning af at en Føtex-butik havde ophængt et enkelt skilt på arabisk, som en service til flygtninge på et lokalt asylcenter:

“… det her [er] at gå over grænsen. Når man driver virksomhed i Danmark, har man et ansvar for samfundsudviklingen.”

og

“Det er at gå over grænsen. Skal vi også til at skilte på kinesisk? Nej, Føtex må komme ind i kampen og indse, at de har et samfundsansvar.”

Det kan tilføjes at ja, Magasin skilter både på russisk og kinesisk af hensyn til kunderne, men det er en anden historie.

Bemærk de to ord: samfundsudvikling og samfundsansvar!

Selvom Martin Henriksen efter dette udfald mod Føtex havnede i noget af en mediestorm, valgte han ikke, som det nok ellers ville være klogest, at beklage og komme videre hurtigst muligt, i håbet om at folk ville glemme … næh nej, Hr. Henriksen valgte at fordoble indsatsen: han forsøgte at forklare og forsvare, noget der helt sikkert, hvis det overhovedet var muligt, ville kræve evner, som Hr. Henriksen tydeligvis ikke er i besiddelse af.

DF

Efter at det i går kom frem, at Dansk Folkeparti tidligere har haft deres partiprogram liggende på deres hjemmeside på både tyrkisk, hebræisk og arabisk, blev Hr. Henriksen efterladt med noget af et forklaringsproblem og det slap han ikke ud af uden yderligere skrammer. Ekstra Bladet spurgte således: “Hvordan har du det så med, at DF selv har oversat partiprogrammet til arabisk?”

“Jeg synes, at der er en tendens til at debatten nogle gange bliver lidt overfladisk. Måske endda meget overfladisk. At vi på vores hjemmeside af hensyn til udenlandske journalister – eller andre folk fra udlandet – har oversat det til forskellige sprog, synes jeg er noget helt andet.”

Det er altså i orden, at vi oversætter ting af hensyn til udlændinge i Danmark, bare vi ikke gør det af hensyn til udlændinge som ligefrem er så uforskammede at bo her. Ikke ligefrem indlysende, men det lader vi passere, for det bliver værre endnu; således adspurgt, “Men hvor er forskellen på, om man oversætter en tekst om skosalg og DF’s partiprogram?” svarer Hr. Henriksen:

“Det er det, jeg lige har forsøgt at forklare dig. Jeg synes også at der helt grundlæggende er forskel på et par sko og samfundsudviklingen i Danmark, som partierne dybest set er et udtryk for.”

Ergo: Hvis Føtex oversættter noget til arabisk, viser de manglende ansvar overfor samfundsudviklingen, men hvis Dansk Folkeparti gør det samme, er det af hensyn til samfundsudviklingen.

Seriøst, Hr. Henriksen?

Hvad er egentlig værst: at man som sit partis forsvarspolitiske ordfører ikke aner om en af verdens største militærbaser ligger i ens eget land (jvf. Søvndal til grin, BT d. 27/8 2004) eller om man som Hr. Henriksen, der er i øvrigt er sit partis integrationsordfører, ikke har så meget styr på begreberne, at man kan undgå, indenfor blot et døgn, at modsige sig selv så konsekvent?

Komplekse problemstillinger kræver stringent tænkning; man kan således ikke den ene dag bruge et begreb i én betydning og den næste dag i en anden, eller det kan man ikke, hvis man er en samvittighedsfuld og kompetent politiker: noget sådant er ren demagogi, omend ikke af en specielt kvalificeret art.

Som borger i et demokratisk land er der kun en ting, som man behøver at spørge sig selv om, nemlig: Hvad er motivet?


— DF-ordfører: Arabisk Føtex-skilt er et knæfald for islam. EB d. 22/1 2015.
— DF om Føtex-hykleri: Det er overfladisk. EB d. 23/1 2015
— Dansk Folkepartis hjemmeside anno 2005, via http://web.archive.org
— Spm. nr. S 5034, via FT Webarkiv

Racismens Grænseland - 4

Så er den gal igen; endnu en af tosserne fra den yderste højrefløj kom i dag til at åbne munden så meget, at man havde frit udsyn til den katedral af et intrakranielt tomrum, som han slæber rundt på. Anledningen? Jo, der hang et enkelt lille skilt i en enkelt Føtex-butik, og det skilt var, som en “ekstra service til en stor gruppe af syriske flygtninge, som bor på et asylcenter 300 meter fra varehuset, og som af gode grunde hverken taler eller læser dansk”, skrevet på arabisk.

For en god ordens skyld bør det pointeres, at det fremgår at “det ikke er en generel Føtex-politik at skilte på andre sprog end dansk”, men at der kan gøres enkelte undtagelser, således har Føtex i Sønderborg skilte på tysk af hensyn til deres tysktalende kunder.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti udtaler:

“Skiltningen er et knæfald for den stigende islamisering, der sker af vort samfund. Hvis ikke folk forstår dansk, kan de jo eventuelt bare spørge personalet i Føtex. Ved at skilte på arabisk signalerer Føtex, at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt.”

DR Arabisk Der findes millioner af skilte i Danmark som er på dansk, og som dermed signalere det stik modsatte af hvad dette ensomme skilt i en enlig Føtex-butik signalerer; ergo er der intet problem. At man er så venlig at orientere en større gruppe flygtninge, som jo nok ikke har overskud af personlige ejendele, om at der er udsalg på tøj, kan næppe være et knæfald for noget som helst. Hvad angår alle de arabere der ikke gider lære dansk, så seviceres de i forvejen af Danmarks Radio, hvis hjemmeside bringer nyheder på arabisk (såvel som tyrkisk og somalisk), ligesom de gennem temmelig mange år har serviceret alle de dovne grønlændere heller ikke gider lære dansk.

Martin Henriksen fortsætter:

“Det har som sagt en stor symbolsk værdi. […] det her er at gå over grænsen. Når man driver virksomhed i Danmark, har man et ansvar for samfundsudviklingen.”

Nej, det har man ikke! Der er ingen lov, der siger noget som helst om, at man skal drive forretning under ansvar for samfundsudviklingen og hvis der var, var der nok en del multinationale selskaber, hvis skatteforhold i Danmark kunne trænge til at blive gransket i langt højere grad end dette ene sørgelige skilt.

Og fortsætter:

Selvfølgelig må Føtex tjene penge. Men det kan fra tid til anden være ubehageligt at være vidne til, hvor langt virksomheder vil gå for at tjene penge. Her mener jeg ikke, at man skal gå på kompromis med det danske sprog. Så kan vi jo blive ved med at indrette det danske samfund efter folk udefra. Det er at gå over grænsen. Skal vi også til at skilte på kinesisk? Nej, Føtex må komme ind i kampen og indse, at de har et samfundsansvar.

Gad vide om den Martin Henriksen nogensinde forlader sit husmandssted og kommer ud i verden? Det store flertal af danske butikker har forlængst droppet det danske sprog og holder sale i stedet for udsalg og kommunikerer gerne og ofte i engelsk-amerikanske slagord. Københavns Universitets hjemmeside findes i en engelsk version af hensyn til de der ikke kan dansk. Det netop afholdte Melodi Grand Prix blev arrangeret af en organisation som hedder Wonderful Copenhagen, for “Vidunderlige København” lyder åbenbart ikke tilnærmelsesvis eksotisk nok. Ja, selv både Folketingets og Københavns Kommunes hjemmesider findes i en engelsk version. Det engelske har forlængst sneget sig ind overalt i en sådan grad, at vi ikke engang bemærker det længere. Men det gør vi åbenbart, når det drejer sig om nogle få ord på arabisk.

Men det er selvfølgelig heller ikke det danske sprog, som ligger Martin Henriksen på sinde. Næh nej, det handler om at der er en masse mennesker i Danmark som Martin Henriksen bare ikke kan lide (hvilket selvfølgelig ikke kan overraske). Således adspurgt om “… hvorfor ikke hjælpe syriske flygtninge – der har gennemgået en hård tid – lidt på vej med at skilte på deres modersmål?” kommer det afslørende svar:

“Mit svar er, at jeg slet ikke synes, at disse flygtninge skal være i Danmark …”

Ja, det kan man selvfølgelig diskutere om de burde, men eftersom de allerede er her og er her i overensstemmelse med gældende dansk lov, så skal de også behandles ordentligt. Det er ret enkelt.

Men så er det jo man griber sig i – og her gentager jeg mig selv – at tænke på hvordan den offentlige debat ville se ud, om vi ikke havde racismeparagraffen. Hvad ville der komme ud af munden på personer som Martin Henriksen, hvis han kunne tale helt frit? Hvis han ikke behøvede at begå alle disse krumspring, for at få en billig pointe igennem. Ville der være mere i posen? Ville den sorteste galde strømme frit fra ham om han ikke skulle bekymre sig om politianmeldelser, eller ville han blot fortsætte i samme rille, med sit smålige had camoufleret som bekymring for Danmarks sprog og fremtid?

Ville vi overhovedet ønske at få det spørgsmål besvaret?

fortsættes ...


— Derfor skilter Føtex på arabisk, EB d. 22. jan. 2015
— DF-ordfører: Arabisk Føtex-skilt er et knæfald for islam. EB d. 22. jan. 2015

Racismens Grænseland - 3

Pia K FARLIGERE END SELV DEN MEST BRUTALE TERRORIST ... er Pia Kjærsgaard, som oven på terrorangrebet på redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, ikke længere finder det nødvendigt at holde sig inden for lovens rammer, men ønsker at tage andre midler i brug for at … ja, hvorfor egentlig?

Jo, hun vil have lukket en moske i Aarhus, hvorfra der prædikes had og fundamentalisme: “Hvis vi forholder os til dk, må man lukke moskéer som den i Grimhøj”, siger hun i følge flere danske aviser og uddyber:

— Men hvordan vil du gøre det, hvis det ikke kan ske med den gældende lovgivning?

— Så er det muligt, at vi må tage andre metoder i brug. Det kan også være nødvendigt at ty til nødret. Det er ikke rimeligt, at danskere i Danmark skal være under politibeskyttelse. Det er os, der er buret inde som i et fængsel, siger Pia Kjærsgaard.

Hvis der er en ting der absolut ikke er nødvendigt oven på dagens angreb på vores mest basale friheder, så er det at vi i panik eller medfølelse eller forfærdelse eller politisk opportunisme, begynder at "tage andre metoder i brug" og slet ikke metoder der overtræder gældende dansk lovgivning og bruger disse metoder til at fratage andre deres helt basale ret til at forsamles eller ytre sig. Det fører kun en eneste ting med sig, nemlig flere uskyldige ofre. De der vil terror skal nok finde både lejlighed og motivation og årsager til at udføre den. At forhindre det er en opgave for politi og efterretningstjeneste, men det skal – selvfølgelig – ske inden for lovens rammer. Ellers har terroristerne da først sejret i deres bestræbelser på at ødelægge vort samfund.


— Pia K: Vi må ty til nødret, EB, d. 7. jan. 2015
— Ill.: Wikipedia – http://da.wikipedia.org/wiki/Fil:PiaKjaersgaard.jpg

Racismens Grænseland - 2

“De fremmede må også gerne have deres egen kultur. De må for min skyld også gerne bo i lejligheder med mærkelige gulvtæpper og spise fremmedartet mad, men de skal ikke tvinge mig til at spise det, og når de går på gaden, synes jeg, at de skal tale dansk.”

Sådan skriver Pia Kjærsgaard – ifølge dr.dk – i sin selvbiografi og hun uddybede (eller gentog) sin holdning i DRs Deadline: “…det synes jeg så sandelig også, de skal. De bor i Danmark. De lever i det danske samfund. Hvorfor er det ikke dansk, vi skal høre på gaden?”

Pia K For det første er det ikke særligt høfligt at smuglytte til hvad andre siger, hverken privat eller offentligt, og derfor kunne man indvende at dette egentlig er temmeligt ligegyldigt. Men eftersom Pia Kjærsgaard åbanbart er en ganske nysgerrig sjæl, som gerne forsøger at følge med i hvad fremmede taler om på gaden, så er spørgsmålet åbenbart ganske relevant. (jeg formoder, at der med “fremmede” ikke menes mennesker, som Pia Kjærsgaard tilfældigvis ikke kender, men derimod “fremmede” i den omtrendtlige betydning “sortsmusket arabisktalende pak som Pia Kjærsgaard ikke ønsker tilstedeværende i Danmark”)

Så hvem er disse fremmede? Jo, det er de mennesker, som Pia Kjærsgaard trods alt tilstår retten til at spise det mad de ønsker (også selvom hun for et par år siden forsøgte at fratage dem retten til at se set TV de vil, men det er jo en anden historie) så længe de ikke taler andet end dansk offentligt.

“Altså, jeg synes det er ganske fint, at de bevarer deres modersmål. At de i deres hjem – netop for at være tosprogede – kan deres modersmål. Men når de er ude i det danske samfund, når de går på gaden, er på skolerne og på arbejdspladserne, så taler de naturligvis dansk”

Umiddelbart kunne det godt lyde som et velment, men nok temmelig misforstået forsøg på at redde modersmålet fra skadelig påvirkning udefra … og så alligevel ikke.

Jeg var i en lokal møbelforretning forleden, en af de større af slagsen med et ret stort udvalg og mange flotte tilbud til forskønnelse af hjemmet og der midt i forretningen, stod der med store bogstaver “Customize din sofa”. Jeg formoder – jeg spurgte ikke – at det der tilbydes, er muligheden for at tilpasse sin sofa, vælge betræk og noget i den stil, men der slår det danske sprog åbenbart ikke helt til. På samme måde som det heller ikke synes at være helt tilstrækkeligt, når man går ned at gågaden og kan se at samtlige forretninger holder sale.

Det danske sprog er truet af påvirkinger fra mange sider og det kunne jeg nok skrive en længere smøre omkring, men det er jo egentlig irrelevant i denne sammenhæng, for det er jo ikke den herboende svensker eller amerikaners sproglige frihed, som smerter Pia Kjærsgaard. Faktisk har dette intet som helst med sprog at gøre. Det handler jo om det sædvanlige til had grænsende ubehag ved en bestemt befolkningsgruppe, som ikke ligner rigtige danskere.

“Jeg synes, det er højst ejendommeligt, når man bevæger sig rundt i bydele i Danmark, hvor der helt klart er en fremmed kultur. Hvor der er forretninger, som bestemt ikke har danske indehavere. Hvor der er en anderledes påklædning, og hvor man eksempelvis også hører arabisk. Jeg synes, man skal være dansk i Danmark, og at man skal tale dansk i Danmark – også når man går på gaden.”

Suk! Man sidder uvilkårligt og venter på lovforslaget der skal tvinge os alle i folkdragt og træsko og til at spise brunkål og citronfromage hver søndag.

Måske det ville være en ide at afskaffe racismeparagraffen, hvis vi på den måde kunne slippe for denne evindelige dans om den varme grød. Vi kunne få prikket hul på den byld på det danske samfunds næse, som Pia Kjærsgaard og hendes parti repræsenterer. Vi ville så måske kunne opleve en masse politikere sige tingene lige ud og det ville måske ikke være så kønt at bevidne, det er det sjældent når en byld brister, men der kunne måske ligge en stor befrielse deri for os alle, hvis disse smålige mennesker med deres enfoldige menneskesyn kunne få lov lette trykket og befri deres indre mentale kramper.


— Pia K: De fremmede skal tale dansk på gaden. dr.dk d. 1. nov. 2013 kl. 08.59
— Ill.: Wikipedia – http://da.wikipedia.org/wiki/Fil:PiaKjaersgaard.jpg

Om at føle sig som idiot

“Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot …”, skriver Marie Krarup (DF) i et blogindlæg på Berlingske, om det New Zealandske folks snarlige undergang og man kunne, hvis man ville være lidt morsom på Marie Krarups bekostning, tørt konstarere at det så sandelig også er det indtryk hun efterlader hos læseren. Man kunne tilføje, at der efterfølgende, omverdenens reaktion taget i betragtning, har været double-up på idiotiet, så Fru. Krarup har fået fuld valuta for pengene.

Lad os umiddelbart se bort fra den valgte overskrift “Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv…” og de tanker i retning af f. eks. jødernes skæbne under anden verdenskrig den inspirerer og blot konstatere at Fru Krarup, som besøgte New Zealand på “en officiel tur med Forsvarsudvalget” ikke har særligt høje tanker om de lokale: “New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da….”

Der er rigtig meget galt med og i New Zealand. For det første har de valgt at have “et forsvar uden en offensiv kapacitet”, fordi de vælger at bruge pengene, hvor de kan gøre størst nytte og dette, sammenholdt med visse ikke nærmere definerede “selvopgivende træk” hos den ariske … hvide del af den lokale befolkning som Fru Krarup kunne observere, leder til den konklusion, at de sgu nok ikke gider forsvare sig selv og i stedet lever på nas hos deres allierede, Australien.

Men det er jo ikke bare New Zealændernes militære strategi der er problemet, for de er ganske enkelt ikke civiliserede dernede:

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne – men med næsegnidning – ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.” ()

Denne tekst vakte efterfølgende en del opsigt, både i Danmark og i de New Zealandske medier og det kan vel ikke overraske. Selv ikke den indavlede hustrumyrdende eneboer jeg havde som næsten nabo, derude i den vestjyske landsby hvor jeg tilbragte nogle år af min barndom, var så fordømmende og intolerant overfor det, der var ham fremmed. Men han var selvfølgelig heller ikke helt idiot.

Indavl, politisk!

Marie Krarups parti var efterfølgende ude at beklage. Men ikke Fru. Krarup selv, som selvfølgelig fik opbakning fra sin fader, Søren Krarup, der, i samme trivielt forudsigelige spor som de i det parti åbenbart altid snakker i, konstaterede:

“Marie har ikke beklaget. Der tager du fuldstændig fejl. Hun har været ked af, at hun er blevet forstået sådan, at hun ville genere maorierne. Hun har ikke beklaget, for det, hun har sagt, er ikke noget at beklage.” ()

Nej, man kan da ikke kalde det at genere nogen ved at kalde dem “uciviliserede” og ved at konstatere at deres religion er så latterlig, at men føler sig som idiot ved at iagttage den. Sådan noget er jo bare en humorisktisk, kritisk iagttagelse. I øvrigt er Maorierne, ifølge Krarup Senior, jo bare et dilemma for de rigtige britiske newzealændere:

“Men en kulturelt, humoristisk, kritisk iagttagelse af det kulturelle dilemma, de stakkels britiske newzealændere står i, hvor de ikke kan få lov til at være, hvad de er; nemlig briter, der siger goddag med hånden og ikke gnider næser og så videre.” ()

Det er jo meget sødt, at den efterhånden lidt trætte gamle mand stiller op og forsvarer sit kød og blod overfor offentligheden, men måske han alligevel har haft tøsen over knæet derhjemme på god gammeldags vestjysk-indremissionsk manér, for selvom Marie Krarup på facebook giver udtryk for, at hun står ved hvad hun har sagt, så gør hun det åbenbart ikke helt alligevel: “Mit humoristiske blogindlæg om mine indtryk fra en rejse med forsvarsudvalget til New Zealand” (Marie Krarups facebookside, d.8/4 2013) og igen senere samme dag: “Min humoristiske blog om New Zealand…”. Nu er det pludselig humoristisk. Sådan kan man jo forsøge at pille brodden af egne ord, når nu man pluselig opdager at de stak ikke så lidt hårdere end forventet.

Men der var intet humoristisk over det oprindelige blogindlæg. Pointen med ovenstående beretning var – selvfølgelig – at drage en direkte parallel til dansk politik:

“Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.” ()

og pointen falder så banalt forudsigeligt som noget:

“Valdemar Rørdam skrev som bekendt, “at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv”. Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.

Lad aldrig Danmark komme dertil!” ()

Ja, lad aldrig Danmark komme dertil. Det er nærliggende at konkludere, at Fru Krarup havde tænkt blogindlægget som endnu en triviel anti-Islam tirade, et indenrigpolitisk indlæg, som eksploderede fordi hun havde glemt hvor globalt internettet i virkeligheden er.

Nu var det forsvarsudvalget der var på tur og man kunne måske have forventet, at man havde foretaget lidt research hjemmefra og havde man gjort det – det gjorde Fru Krarup nok ikke – havde hun sikkert været lidt mere varsom med ordvalget og kommentarerne om New Zealands forsvarsvilje og om Maorierne kultur.

Det tager ikke ret mange minutter at google sig til at New Zealand deltog med 100.000 soldater i Europa under første verdenskrig og måske endnu mere ironisk, så kæmpede der en Maori Battalion med mere end 3600 frivillige i Europa under den anden verdenskrig, uanset at de jo nok ikke havde så meget at kæmpe for i den krig (jvf nzhistory.net.sz). Man kan også hurtigt læse sig til at at 10.000 New Zealændere blev dræbt eller såret i Nordafrika (El Alamein osv) under samme verdenskrig. ()

Det er den selvsamme krig, hvis første år Danmark sejlede igennem under bekvemmelighedflag. Man kan roligt sige at Danmark i den krig nok var forgået, både som nation og kulturelt i enhver henseende, hvis ikke det havde været fordi andre fjerne nationer havde sendt deres unge mænd til at dø for i en krig for vores friheds skyld. Når nu vi ikke selv ville. Er det på den baggrund, at man ønsker at fornærme et folk og et samfund, som man netop har aflagt et officielt besøgt som folkevalgt dansk politiker?

Som en kuriøsitet bringer jeg denne statistik over tabstal under den anden verdenskrig. (fundet her) Mere end 5.000 danske soldater kæmpede på tysk side under krigen. Men det taler vi jo ikke om.

WWII

Indavl, mentalt!

Hvis hun så dog bare efterfølgende kunne holde sin kæft. Men det kan Fru Krarup ikke og fortsætter i stedet med at demonstrere at hun er omtrent lige så uvidende som Hr. Søvndal og lige så ublufærdig som Hr. Messerschmidt. En farlig konbination, som fortsætter på facebook:

“Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur. Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer. Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.” (Marie Krarups facebookside, d. 11/4 2013)

Det er en religionskamp og en dybfølt skræk for fallossymboler det handler om. Fru. Krarup i Ekstra Bladet d. 11/4 2013:

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.” ()

Stakkels Fru Krarup, som blev udsat det skrækkelige syn af en tegnet tissemand. Stakkels Fru Krarup, der om søndagen ligger på knæ for og tilbeder billedet af en mand, som er sømmet fast på et stykke træ og, som når det skal være særligt fint og fromt, sammesteds hengiver sig til symbolsk-kannibalistiske ritualer. Stakkels Fru Krarup, må hun få fred og leve et langt og trygt liv i civiliseret ufrugtbarhed!

Noget helt andet er trusselsbilledet, som vel egentligt er ret entydigt, for hun fortsætter sammesteds:

“Asatro er bestemt ikke nogen trussel i dag – og det er maorierne da heller ikke. Det der er problemet er, at der kan være andre af de kulturer, som vi så velvilligt giver plads til, fordi vi har en multi-kulti vision, som kan være en gøgeunge, der skubber andre ud. Det er det, der er problemet. Asatroen og maorierne er ikke problem. Det er bare symboler på, at vi fører en multi-kulti-politik.” ()

Der er to slags religioner. De der ikke er en trussel – og det er Asa-troen og Maorierne ikke – og de som er en trussel og her er det jo Islam det handler om. Igen. Forudsigeligt som altid. Det her er bondens og hjemmehjælperens verdensbillede, udlagt hen over hækken en søndag formiddag iført forklæde og halm i træskoene. Det er indskrænket og fantasiløst. Det er frygten for det anderledes, for selve livet. Det er den allerværste mentale indavl.

Måske er det på sin plads at gentage hvad Vilh. Grønbech skrev for over 70 år siden.

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

På sin vis er Fru. Krarups frygt velbegrundet. Kristendommen er stendød som religion i Danmark og i vesten i det hele taget. Den er død og begravet under et materiel fikseret velfærdsamfund, hvor eneste værdi er penge. Der er ingen etik og ingen religiøsitet. Det kan selvfølgelig være skræmmende, at leve i et samfund, der i den grad har forkastet alle åndelige værdier i en forgøglet tro på, at bare vi er rige er vi lykkelige.

Så kommer der pludselig religioner stormende udefra – nej, frugbarhedsreligioner af den ene eller anden slags har ikke den store tiltrækningskraft på andre end de der er født ind i dem, de er trods alt nok for fremmedartede – og indgyder os frygten for det vi mangler og det vi måske også dybest set savner.

Problemet er bare, set med Fru Krarup øjne, at vi lever i et demokrati! Der er nemlig ingen som helst der truer Fru Krarups ret til og mulighed for at dyrke den religion hun gerne vil. Men fra hendes fundamentalistiske udgangspunkt er det heller ikke det der er problemet. For i sidste ende reagerer hun nøjagtigt lige som alle andre – også muslimske – fundamentalister og bekymrer sig om hvilken religion de andre dyrker. De udgør et problem for hende, fordi de ikke dyrker hendes religion.

Man kan sige, at den mission som Fru Krarup er ude i, at genopfinde og gentænke vesten som et religiøst samfund, er både vanskelig, fordi kristendommen som religion, i modsætning til som overleverede tomme ritualer, er omtrent lige så ikke-eksisterende som før Kristi fødsel. Det er en opgave som kræver uhyre evner. Evner som man kan sige, at hendes fader dog i det mindste havde lidt af.


— Marie Krarup: Aldrig kan et folk forgå som ikke vil det selv, Blog på b.dk d. 3/3 2013
— Marie Sæhl: Søren Krarup: »Marie har ikke beklaget«, Politiken d. 9/4 2013
— Sophie Bremer: Hidsig Krarup til minister: Du er barnlig, EB d. 11/4 2013

Racismens Grænseland - 1

I følge Jyllands-Posten i dag, viser en undersøgelse som regeringens burkaudvalg har fået foretaget, at antallet af kvinder i Danmark som jævnligt ifører sig denne, helt sikkert ikke særligt populære klædedragt, er 0,000001%. Det er jo et lidt abstrakt størrelse at forholde sig til, så man kunne også bare sige at tallet er tre. Tre, som i lidt flere end halvdelen af fingrene på din ene hånd.

Langt værre(!) står det til med en anden heller ikke så populær klædedragt, for undersøgelsen viste at der er mellem 5000% og 6500% flere som jævnligt ifører sig niqab. 5000% er måske også et lidt svært tal at forholde sig til, så lad os bare sige at tallet er mellem 150 og 200. Heraf er lidt færre end halvdelen (60-80) danske kvinder, der er konverteret til islam.

En smule intelligens er der tilsyneladende til stede i dansk politik, for JP skriver:

“Foreholdt undersøgelsens resultater mener Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, at det nu er svært at sætte lighedstegn mellem brugen af niqab og kvindeundertrykkelse.

»Jeg er overrasket over, hvor mange danske konvertitter, der er. Man kan ikke sige, at de er mere undertrykte end folk, der frivilligt går ind i Scientology eller Moon-bevægelsen. Jeg har svært ved at sige, at de ikke gør det frivilligt,« siger Karsten Lauritzen.”

… og det har han jo nok ret i. Anderledes forholder det sig hos de konservative, hvor Henriette Kjær føler trang til at udtale sig og det slippe hun ikke heldigt afsted med:

“»Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation,« siger politisk ordfører Henriette Kjær (K).”

Ræsonnementet i ovestående er følgende: Hvis nogen skulle have lyst til at foretage sig noget som ikke også Henriette Kjær har lyst til at foretage sig, så er der kun tre muligheder. Enten er de “underlige” fordi de gør det eller også er de blevet tvunget til det eller også gør de det for at provokere, hvilket også må siges at være frivilligt og så er de stadig underlige. Denne måde at tænke på kaldes også enfoldighed – at man ikke kan forstå at nogen skulle have andre ønsker for livet og verden end ens egne.

Men dermed er morskaben ikke ovre. Dansk Folkeparti, som med undersøgelsen har måtte se deres hjerteblod blive noget fortyndet, kæmper det bedste de har lært for ikke at tabe ansigt. Det lykkedes ikke:

“»Jeg synes, at det er et højt tal. Jeg havde faktisk forventet, at det var lavere, når man hører nogle af de kritiske røster, der har været fremme. Vi er først og fremmest principielle modstandere af, hvad burkaen og niqab står for. Det er vi, uanset om der er tale om 1 eller 5.000 kvinder med niqab,« siger Martin Henriksen, medlem af Dansk Folkepartis gruppeledelse.”

“It is hard to believe that a man is telling the truth when you know that you would lie if you were in his place,” sagde Mencken engang for længe siden og det kan der unægteligt være noget om.

Et højt tal? Hvad ville et lavt tal have været? Vi er nede i de størrelser hvor der er 3-5 gange så mange selvmord årligt. Der er 2-3 gange flere dræbte i trafikken årligt. Der er adskillige gange flere nynazister i Danmark. Der går flere dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med niqab eller burka! Ha! Der går endda flere ikke-dømte drabsmænd rundt i samfundet end der går kvinder med burka!

Tager man ikke et nyt standpunkt når ens formodninger viser sig ubegrundede afsløres det at der kun er tale om fordomme, men man havde måske heller ikke ventet så meget andet. I hvertfald siger den opmærksomhed som er blevet denne beklædningsgenstand til del og som Martin Henriksen stædigt fastholder – alt til trods – helt ned til om det så drejede sig om en enkelt person, en del om hvilke motiver som ligger bag.


— Undersøgelse: Tre burkakvinder i Danmark, Jyllands Posten, d. 12/1 2010